Charlotte Munck var præstedatter i et hjem præget af en kærlig og kristen indstilling. I 1894 rejste hun til Schweiz for at studere sprog ved L'ecole des jeunes filles, hvorfra hun tog eksamen. Efter en kortvarig forlovelse blev hun i 1902 elev på Diakonissestiftelsen, men rejste hjem for at hjælpe til i præstegården.
I 1906 tog hun på opfordring af Margrethe Koch til USA for at uddanne sig til sygeplejerske på The Presbyterian Hospital i New York, hvor Koch var blevet uddannet. Hun fik en systematisk uddannelse, der blev afsluttet med en statseksamen fra Columbia University i 1909.
Charlotte Munck kom tilbage til Danmark i 1909, men havde vanskeligt ved at få arbejde. Den amerikanske uddannelse var ikke velanskrevet herhjemme, men det lykkedes hende at få en stilling som 2.assistent på Rigshospitalet, og i 1911 blev hun plejemoder (oversygeplejerske) på hudafdelingen samme sted.
I 1913 blev det nye Bispebjerg Hospital indviet. Det var et topmoderne hospital, bygget efter Florence Nightingale's pavillonsystem. Dansk Sygeplejeråd pressede på for at få ansat en forstanderinde for sygeplejen - som det første hospital i Danmark. Charlotte Munck fik stillingen i et ansøgerfelt på otte. Det vakte en del furore blandt de københavnske sygeplejersker, der følte sig forbigået af en amerikansk uddannet sygeplejerske.
Charlotte Munck lykkedes med sin sikre udstråling at skabe respekt om sin person og sin ledelsesstil. Hun prægede sygeplejen gennem procedurebøger for alle afdelinger, og uddannelsen blev bygget op med en kombination af teori og praktik. Uddannelsen skulle opdrage eleverne til disciplinerede, taktfulde og gode sygeplejersker.
Charlotte Munck ville ensrette sygeplejen på hospitalet. Det gjorde hun ved at indføre instruksbøger på alle afdelinger. Mange instrukser var af administrativ og praktisk art som fx optælling af vasketøj, rengøring osv. Andre afspejlede hensynet til patienten som fx brug af skærmbrætter.
I 1926 udgav Dansk Sygeplejeråd i samarbejd med Nyt Nordisk Forlag 'Lærebog og Haandbog i Sygepleje', som Charlotte Munck redigerede sammen med overkirurg Frode Rydgaard. Bogen og ikke mindst Muncks kapitler om sygepleje blev normdannende for dansk sygepleje i mange år.
I 1924 blev hun næstformand i Dansk Sygeplejeråd, og fra 1927 og indtil sin død i 1932 var hun formand for DSR. I hendes formandsperiode var mærkesagerne fortsat en forbedring af uddannelsen, kortere arbejdstid, bedre løn og pensionsforhold samt opnåelse af statsautorisation.
Først året efter hendes død blev både den treårige sygeplejerskeuddannelse og statsautorisationen en realitet.