Maria Madsen

Maria Madsen var født i Blans i Sønderjylland, der indtil Genforeningen i 1920 var en del af Tyskland. I 1922 blev hun student fra gymnasiet i Sønderborg, hvorefter hun begyndte at studere medicin ved Københavns Universitet.

Hun opgav imidlertid medicinstudiet, fordi hun mente, der var for megen udenadslære. I stedet blev hun sygeplejeelev på Bispebjerg Hospital i 1925-28. Efter eksamen blev hun ansat som sygeplejelærer samme sted, og med undtagelse af et vikariat på Testrup Højskole 1929-30 forblev hun her indtil 1936.

Samme år blev Rødkilde Højskole på Møn omdannet til forskole for sygeplejeelever, og Maria Madsen blev udnævnt til forstanderinde.

I 1940 blev hun valgt til næstformand og i 1941 til formand i Dansk Sygeplejeråd efter Elisabeth With. Arbejdet på Rødkilde Højskole fortsatte indtil 1946, hvor formandsstillingen i DSR blev så krævende, at den blev gjort til en fuldtidsfunktion.

I Maria Madsens formandsperiode i DSR steg medlemstallet fra 15.000 til 38.000. Hun arbejdede for, at sygeplejerskerne skulle have en højere placering i lønsystemet, så den svarede til uddannelse og ansvarsområde.

Gennem mange forhandlinger og to tjenestemandsreformer lykkedes det at nå frem til en ensartet og forbedret aflønning af sygeplejersker i hele sygehusområdet og efterhånden også af de øvrige grupper af sygeplejersker, selvom indplaceringen ikke blev forbedret.

Et andet hovedpunkt var en ensartet og forbedret uddannelse. Maria Madsnes mål var, at uddannelsen skulle samles på egentlige skoler, hvor den teoretiske undervisning skulle foregå, afbrudt af praktik på hospitalerne.

I 1956 kom Lov om Sygeplejersker, og to år efter blev en ensartet grunduddannelse med forskole og forkursus indført.

Som følge af sit formandskab beklædte Maria Madsen mange tillidsposter. Desuden sad hun 1945-66 i bestyrelsen for Sygeplejerskers Samarbejde i Norden, 1956-58 som formand, og hun var 1946-67 medlem af de styrende organer i International Council of Nurses. Hun var æresmedlem i de fire nordiske sygeplejerskeorganisationer og under besættelsen ydede hun hjælp til norske kolleger, hvilket medførte, at hun til sidst måtte gå under jorden. Allerede i sommeren 1945 skaffede hun ophold i Danmark til udhungrede kolleger fra Norden og Holland.
 
I 1954 blev hun ridder af Dannebrogordenen, og ved sin afgang fra formandsposten i 1968, hvor hun blev efterfulgt af Kirsten Stallknecht, blev hun ridder af 1. grad.