Mandlige sygeplejersker

En sygeplejerske er da en ”hun”.

Der manglede sygeplejersker.

Efter befrielsen i 1945 var der stor mangel på sygeplejersker på landets sygehu­se, og i 1949 var 32,5% af sygehusenes sygeplejerske- og elevstillinger ikke besat. Størst var sygeplejerskemanglen på sindssygehospitalerne. (2) For at få det til at hænge sammen, ansatte sygehusene midlertidigt personale i form af privatsyge­plejersker og ufaglærte sygehjælpere, og flere steder blev man nødt til at lukke afdelinger. (3)

Privatsygeplejersker var som regel knyttet til sygeplejebureauer, der anviste sy­geplejersker til institutioner, der manglede arbejdskraft. Det svarer nogenlunde til vore dages vikarbureauer. Derudover var der en del sygeplejersker, der udbød deres arbejdskraft på egen hånd, og de bestemte selv, hvor og hvornår de ville arbejde. For hospitalerne betød det, at de ofte stod og manglede sygeplejersker i sommerferieperioden og ved højtiderne.

Sygehjælperne var en ny faggruppe, der var ved at vinde indpas på sygehusene. De var ufaglærte og krævede derfor en del af sygeplejerskerne, der skulle instru­ere dem i basal hygiejne og enklere sygeplejeopgaver, samtidigt med at sygeple­jerskerne måtte bruge meget tid på at kontrollere deres arbejde. Som løstansatte kunne sygehjælperne sige op med dags varsel og var derfor ofte en meget ustabil arbejdskraft.

Sygehusene indrømmede, at den sygeplejefaglige service var blevet dårligere, at det gik ud over elevuddannelsen, og at tonen på afdelingerne var blevet dårlige­re på grund af de vanskelige arbejdsforhold. Samtidig var der en tilsvarende stor mangel på husassistenter, hvilket ikke gjorde sygeplejerskernes arbejde lettere.  (4)

Løsningen med privatsygeplejersker og sygehjælpere var derfor ikke holdbar.

Årsager til sygeplejerskemanglen

En væsentlig grund til, at der manglede sygeplejersker, var at sygehusene under besættelsen begyndte at gå over til 8-9 timers arbejdsdag, særligt i dagvagten. I praksis betød det, at sygeplejerskerne skulle gå fra toskiftet til treskiftet vagt, og det krævede flere sygeplejersker for at få vagtskemaet til at gå op. Det gik dog langsomt med at indføre den kortere arbejdstid på alle sygehuse, og i 1949 var den endnu ikke blevet helt gennemført. (5) Nogen steder havde sygeplejersker og specielt eleverne stadig 12-timers vagter.

Det var særligt galt på elevområdet, hvor der var mange ledige elevstillinger, og sammenholdt med at frafaldsprocenten for sygeplejeelever i 1947 var 35%, blev der ikke uddannet nok sygeplejersker. (6)

Det hele blev forværret af, at mange, både sygeplejersker og elever, forlod faget på grund af ægteskab. Dengang var det ikke almindeligt for kvinder at blive på arbejdsmarkedet, når de giftede sig.

Indenrigsministeriet nedsatte i 1946 et udvalg til at udrede sygeplejerskemanglen. I 1949 konkluderede udvalget, at hovedårsagen var, at der var blevet færre ugifte unge kvinder, som var den gruppe, sygeplejeeleverne blev rekrutteret fra. (7) Hvorfor der var blevet færre ugifte unge kvinder, melder udvalgets betænkning intet om.

Forslag til at afhjælpe sygeplejerskemanglen

Indenrigsministeriets udvalg nåede frem til tre løsningsforslag: Rationalisering af arbejdsgangene, uddannelse af sygehjælpere og muligvis uddannelse og ansæt­telse af mandligt plejepersonale. De to første tiltag blev hurtigt sat i værk.

Rationaliseringen medførte, at der blev indført rundepleje. Det vil sige, at mange af de faste arbejdsopgaver blev udført i form af runder, bækkengivning, tempera­tur- og pulsmåling, medicingivning, sengeredning, uddeling af drikkevarer osv.

For at afbøde problemerne med de ufaglærte sygehjælpere begyndte man lokalt at give dem en kort uddannelse. Den landsdækkende sygehjælperuddannelse blev først indført i 1960. (8)

Hvad angår de mandlige sygeplejersker, var der uenighed i udvalget. To overlæger indgav en særudtalelse, hvor de gav udtryk for, at ansættelse af mandligt sygeple­jepersonale ville være et tilbageskridt. De mente, at tilstedeværelsen af de spe­cielle kvindelige egenskaber var særligt værdifulde. ”Det gælder således virkelig indfølelse med og næsten moderlig omsorg for medmennesker, sans for hjemlig hygge og renlighed, ligesom det også er værd at gøre opmærksom på, at den noget ubeskrivelige, men reelle særlige ånd og tone, som kun kvinder kan skabe og præ­ge omgivelserne med, kan spille en rolle. Man vil også i den forbindelse fremhæve, at når et barn i hjemmet bliver sygt, passes det af moderen og ikke af faderen.” (9)

Udvalget havde sendt spørgeskemaer rundt til landets sygehuse for at lodde stem­ningen for mandlige sygeplejersker. Halvdelen valgte ikke at besvare skemaet, men de svar der kom antydede, at der kunne være stemning for at bruge mand­ligt plejepersonale til de tungere opgaver, men aldrig på kvindeafdelingerne. (10)

På den baggrund valgte man forsigtigt at konkludere, at der principielt kunne uddannes mandlige sygeplejersker, men at der på daværende tidspunkt ikke var grundlag for at give grønt lys til mandlige sygeplejersker. (11)

Erfaringer med mandligt plejepersonale

Man kendte allerede til mandligt plejepersonale på udvalgte institutioner. I sinds­sygeplejen havde man siden 1911 haft både mandlige og kvindelige plejere, der fik en kort uddannelse i sindssygepleje. (12) Sindssygehospitalerne forsøgte imidler­tid at erstatte i første hånd de kvindelige plejersker med uddannede sygeplejer­sker, da det var tydeligt, at sygeplejerskerne løftede kvaliteten i sindssygeplejen. (13) Det var til gengæld lige så tydeligt, at det var vanskeligt at få sygeplejerskerne til at søge disse stillinger. (14)

Ud over plejerne var der mandlige diakoner, der blev uddannet på Diakonhøj­skolen i Aarhus og på Kolonien Filadelfia. Diakoner var mænd, der på et kristent grundlag var uddannet i socialt arbejde og praktisk sygepleje. De arbejdede typisk på plejehjem for kronisk syge, i sindssygeplejen og i menigheden. Diakonerne hav­de en 3-5 års uddannelse i praktisk sygepleje, socialforsorg og diakoni. I slutnin­gen af 1940erne oplevede Diakonhøjskolen en stigende søgning til uddannelsen, i modsætning til Diakonissestiftelsen i København, der oplevede det modsatte. Da Diakonhøjskolen samtidigt oplevede en stigende efterspørgsel på uddannede dia­koner, var skolens driftige forstander, Folmer Tange-Jensen begyndt at lege med tanken om, at hans diakonelever skulle kunne tage en fuld sygeplejerskeuddan­nelse og opnå statsautorisation.

Plejerne og diakonerne havde sluttet sig sammen i Sammenslutningen af mand­lige Sygeplejere, som også rummede funktionærer i åndssvageforsorgen og andre mandlige faggrupper inden for socialforsorgen. (15)

I udlandet var mandlige sygeplejersker ikke et særsyn. Norge havde som følge af en ny lov om ligestilling i 1948 besluttet at uddanne mænd, til at begynde med kun på en enkelt sygeplejeskole. I Europa var der fem lande, der havde mandlige sygeplejersker, og i USA havde ca. 10% af sygeplejeskolerne åbnet op for uddan­nelse af mænd. (16)

Reaktioner på forslaget om mandlige sygeplejersker

Da Indenrigsministeriets betænkning om afhjælpning af sygeplejerskemanglen udkom i 1949, kastede dagspressen sig over nyheden. Mænd i sygeplejen var pi­kant stof, og reaktionerne var mangfoldige.

I 1948 havde Rigshospitalets forstanderinde Eli Magnussen udtalt til Kristeligt Dagblad, at hun fandt det helt naturligt at uddanne mænd i sygepleje. Hun så det som et led i den ligestillingsdebat, der blev ført ”fra kvindeside”. (17) Eli Magnussen var vel at mærke også tilsynsførende sygeplejerske ved Sundhedsstyrelsen og sad med i Indenrigsministeriets udvalg.

Dansk Sygeplejeråd var udadtil relativt tavse om spørgsmålet. I 1948 var der en enkelt artikel i Tidsskrift for Sygepleje om to engelske mandlige sygeplejersker, men der blev ikke taget stilling til, om det var noget, man skulle efterligne her­hjemme. (18) I 1951 er der en artikel om det første hold mandlige sygeplejeelever på Rigshospitalet, skrevet af den konstituerede forstanderinde på Rigshospitalets sygeplejeskole, Anna Wagner. (19) Endelig i slutningen af 1951 er der en lille notits, der henviser til en artikel i Kristeligt Dagblad, hvor lærer H. Schnell fra Kolonien Filadelfia udtaler, at kvindeorganisationerne er imod, at mændene får adgang til sygeplejen. Notitsen konstaterer tørt, at Dansk Sygeplejeråd ikke er blandt dem, der vil holde mændene udenfor. (20,21)

Det var ikke alle sygeplejersker, der mente, at mænd i sygeplejen var en god idé. Forstanderinden på Aarhus Kommunehospital, Betty Gøtterup havde sine for­behold, der bundede i hendes iagttagelse af mandlige sygeplejersker i USA. ”De mandlige Sygeplejere udfører deres Arbejde upåklageligt, men det var alligevel, som om de ikke rigtigt forstod det individuelle i sygeplejen, hvilket er uhyre vig­tigt, fordi Behandlingen af Syge skal afpasses efter hver enkelts Behov. Måske er det, fordi Mænd er mere metodiske, men det var ligesom de mandlige Sygeplejere havde Tilbøjelighed til, at alt skulle gå efter en Snor, efter én Gang vedtagne Regler - lidt i Retning af Behandling på Samlebånd”. Hun indrømmer dog, at der kunne være brug for mænd til at hjælpe med de tunge patienter, for eksempel på opera­tionsafdelingen. (22)

Aviserne skrev meget om de problemer, man så med mandlige sygeplejersker i plejen af kvindelige patienter. Kunne mændene arbejde på en fødeafdeling eller en gynækologisk afdeling? Hvad ville kvinderne sige til at blive plejet af en mand i stedet for en anden kvinde? Hvad ville de mandlige patienter sige? (23,24,25)

Den generelle holdning var, at de mandlige sygeplejersker i hvert fald i starten ikke skulle arbejde på kvindeafdelingerne. Man så dem hellere på mandsafdelin­gerne, på røntgenafdelingerne, i sindssygeplejen, på plejehjemmene og i plejen af de kroniske patienter. (22,25,26) Nogle få artikler omtaler ligeretsspørgsmålet. Når nu kvinderne kæmpede for og i nogen grad havde fået ligestilling, hvorfor skulle mænd så ikke også have adgang til de typiske kvindefag? (17,27)

Eksperimentet på Rigshospitalet.

Diakonhøjskolens forstander Folmer Tange-Jensen arbejdede som nævnt hårdt på, at hans diakonelever skulle få adgang til sygeplejerskeuddannelsen på lige fod med de kvindelige sygeplejeelever. Da Indenrigsministeriets udvalg udkom med sin betænkning om sygeplejerskemanglen, og pressen skrev om det sensati­onelle forslag, fik Diakonhøjskolens dagsorden pludselig rigeligt med spalteplads i landets aviser. (20,22,28,29)

Oprindelig havde forstander Tange-Jensen henvendt sig til Rigshospitalet for at få uddannet nogle af Diakonhøjskolens elever. Rigshospitalet sendte efter en del drøftelser spørgsmålet videre til ministeriet, og i februar 1950 blev der givet grønt lys til at gøre et forsøg. (19)

I marts 1950 fik Tange-Jensen derfor en henvendelse fra Rigshospitalet, hvor han blev spurgt, om Diakonhøjskolen ville sende et antal elever til uddannelse på Rigshospitalet, ”dog i så fald kun sådanne, der var vel sorterede, og som skolen virkelig turde sige god for med en sådan uddannelse for øje”. (31)

Tange-Jensen udvalgte syv mænd, hvoraf de seks var diakonelever og den syvende havde været på et højskoleophold på Diakonhøjskolen. For at de kunne møde vel­forberedte på Rigshospitalet, blev der oprettet et særligt forberedelseshold for de syv. De blev undervist af en læge og en sundhedsplejerske, og de blev informeret grundigt om, at de var pionerer og ansvarlige for, at uddannelsesforsøget blev en succes. En af dem husker det nærmest som indoktrinering. (32)

De syv blev også grundigt informeret om, at de ikke kunne forvente at få stats­autorisation efter endt uddannelse. Lov om Sygeplejersker omtalte kun en syge­plejerske som ”hun”, så der var ikke lovhjemmel for at autorisere en mand. De syv unge mænd måtte derfor underskrive et dokument, hvor de erklærede sig indfor­ståede med den ordning. (33)

Opstarten på Rigshospitalets sygeplejeskole

De syv mødte op på Rigshospitalet den 3. januar 1951, spændte og forventnings­fulde. For flere af dem var det første gang, de satte deres ben i København. På Rigs­hospitalet var personalet lige så spændte, og flere havde store forbehold overfor, at der nu trådte mænd ind i deres kvindelige verden. En af de mandlige elever har fortalt: ” … vi vidste godt, at de ledende sygeplejersker på Rigshospitalet havde protesteret mod, at de nu skulle have mandlige sygeplejeelever. De havde gjort indsigelser overfor direktøren, men Eli Magnussen sagde, at nu skulle det være så­dan. Eli Magnussen var den gang også forstander i Sundhedsstyrelsen. Man havde ikke samarbejdsudvalg dengang, ellers var vi sikkert ikke kommet ind”. (32)

De 17 kvindelige elever spærrede øjnene op, da de så de syv mænd. En af dem, Hildur Frýdal fra Færøerne troede, hun var gået forkert. Inden eleverne startede, havde der været store diskussioner om, hvor vidt det var i orden at blande de to køn i samme klasse, eller om det var bedst at dele dem op i to hold hver for sig. Man valgte den blandede klasse og placerede eleverne i alfabetisk orden. (19) Det var jo trods alle betænkeligheder det, eleverne var vant til fra folkeskolen.

Drengenes uniformering gav ligeledes anledning til diskussioner, for eleverne måtte hverken kunne forveksles med lægerne eller portørerne. Den dag de starte­de, var deres uniform ikke klar, så den første tid gik de til undervisning i deres pri­vate tøj, mens pigerne havde fået uniformer fra første dag. (19) Da uniformerne kom, bestod de af hvide bukser og en jakke med sidelukning og en høj krave. Drengene blev ikke udstyret med en hovedbeklædning svarende til pigernes kappe, selv om en af drengene godt kunne have tænkt sig en hvid skråhue. (35)

Pigerne havde boligpligt og blev indkvarteret i Rigshospitalets statelige sygeple­jerskebolig. Drengene derimod måtte under ingen omstændigheder bo på hospi­talet, de skulle selv finde et værelse ude i byen og fik en boliggodtgørelse for det. Det var ikke nemt at komme udefra og finde en bolig i byen, men diakonernes net­værk hjalp for nogle af drengenes vedkommende med midlertidige løsninger. (33)

Drengene havde forbud mod at besøge pigerne på deres værelser, men nogle af dem fandt alternative veje til at omgå forbuddet. Sygeplejerskeboligen var udsty­ret med en vagt i porten, kaldt ”pinden”, men det var muligt at smutte hen over loftet, udenom vagten. Det gjorde de så. (32)

Drengene, som de blev kaldt under hele uddannelsen, fik tildelt deres eget til­holdssted, et lille kælderrum med stålskabe. Det var deres omklædningsrum og opholdsrum i de fritimer, de havde om eftermiddagen, fordi man dengang gik i delt vagt i dagvagten. De kaldte det ”Kahytten”, og her spillede de kort og skak eller bare snakkede hyggeligt sammen om deres oplevelser på afdelingerne. (32,36)

På lige fod med pigerne.

Der blev ikke gjort forskel på drenge og piger, hvad arbejdsopgaver angik. De mandlige sygeplejeelever skulle ligesom pigerne gøre rent på afdelingen, de yng­ste elevers lod på ethvert sygehus. I starten af uddannelsen, i prøvetiden, skulle de tørre støv af på sengebordene. Da prøvetiden var overstået og de var blevet rigtige sygeplejeelever, avancerede de til også at tørre de spanske vægge af, som de store sengestuer var forsynet med. ”Man skulle være uddannet for at få lov til at tørre de der porcelænshylder af. Det var skam et hierarki den gang at tørre støv af, og det var sygeplejen, der gjorde sådan noget - selv de [færdig]uddannede”. (37)

Selv om de ledende sygeplejersker stillede sig tvivlende, gik det hurtigt over. I be­gyndelsen fik drengene en blandet modtagelse. ”Nogen sagde, at det var dejligt, at I kom, og andre var sådan lidt skeptiske. Det gjaldt både patienter og sygeplejer­sker, men det var kun en overgang. Når først vi havde været der et stykke tid, så var det jo naturligt, og nye patienter fandt jo hurtigt ud af, at sådan var det bare her”. (37)

Det var kutyme, at eleverne skiftedes til at servere ved middagen på skolen, og her tog drengene deres tørn på lige fod med pigerne. (19) ”Når der var fest i sygeple­jeboligen på Rigshospitalet, ved afslutningsfester eller andre fester, så var det i meget lang tid sådan, at det var drengene, der skulle servere, for så fik de samtidig vist drengene frem. Vi syntes jo, det var morsomt og fik ikke en øre for det, men vi spiste gratis den dag”. (32)

På et punkt adskilte drengens praktiske uddannelse sig fra pigernes. De måtte ikke komme på fødeafdelingen eller de gynækologiske afdelinger. I begyndelsen måtte de heller ikke komme på de almene kvindeafdelinger, men det blev hurtigt lavet om. ”Jeg havde indtryk af, at kvinderne en gang i mellem hellere ville passes af mændene end af pigerne, Jeg ved ikke, om det var sådan et eller andet fortrolig­hedsforhold. Man mente jo ellers, at det var et problem, når man skulle sengebade kvinderne og vaske dem forneden, men i virkeligheden viste det sig, at det jo slet ikke var det problem, som ”man” på daværende tidspunkt troede. Jeg tror, at hvis man havde turdet, kunne vi allerede på daværende tidspunkt være kommet på gynækologisk afdeling og fødeafdelingen også”. (32)

En af de mandlige elever ansøgte og fik af professoren tilladelse til at overvære to gynækologiske undersøgelser. Det var så stor en ting, at han skrev et notat om det til sin scrapbog. (38)

Patienternes reaktioner på de mandlige sygeplejeelever.

Der var stor opmærksomhed på, hvordan de kvindelige patienter ville reagere på at blive passet af mandlige sygeplejeelever. Den tvivl, der måtte være, blev dog hurtigt gjort til skamme. Kvinderne tog godt imod dem og koketterede ind i mel­lem med det.

”Jeg kan huske, at jeg den første dag på en kvindeafdeling blev sat til at bade pa­tienterne ude i badeværelset. Jeg skulle skrubbe dem og klippe negle og alt det der. De, der ikke kunne gå selv, skulle jeg hente og putte i badekarret. Jeg husker en ældre dame, en gigtdame, og jeg sagde, ”Nå, nu skal De ud i badekarret”. ”Nej, det går da vist ikke, for De er jo en mand”. Jeg sagde så, ”Jeg har da lige badet den unge pige ved siden af”, ”Er det rigtigt?” sagde hun så, og pigen svarede, ”Ja”. ”Nå, men så kan jeg vel også”. Jeg kørte hende ud, og så løftede jeg hende ned i badekarret, og så sagde hun, ”Åh, det var vel nok dejligt. Jeg plejer altid at være så bange for, at de skal tabe mig, når de står der og hiver i hver sin ende af mig”. Hun var meget tilfreds”.

”Jeg kan også huske, at der var en stue med sådan nogle damer på et halvhund­rede år. Jeg var nok omkring 20 år, og så siger de, ”Kommer Du ikke og putter os, vi ved jo, at pigerne putter mændene. ”Det kan jeg da godt gøre”, siger jeg, og det gjorde jeg så. De syntes, det var sjovt med den der unge fyr, der kom og puttede dem og sagde godnat.” (37)

Også mændene kunne blive lidt forvirrede over at se en mandlig sygeplejeelev på stuen. ”Da jeg forleden kom tilbage til afdelingen efter mine fritimer, var der kom­met en ny patient. Jeg kom skubbende med et lille bord på hjul; der var pudder, salve, vat osv. på det. Så råbte han til mig, ”Hov, hvad sælger De?” Jeg forklarede ham, hvad jeg var, og så sagde han, ”Nå, jeg troede ellers, De var sådan en slags bartender!” (39)

Drengene havde større frihed end pigerne

I og med at drengene skulle bo ude i byen, fik de større frihed end pigerne, der skulle underkaste sig husordenen i sygeplejerskeboligen. To af de mandlige ele­ver giftede sig ovenikøbet i løbet af uddannelsen, begge med økonomaelever på Rigshospitalet. 40 Hvis de kvindelige sygeplejeelever giftede sig, måtte de afbryde uddannelsen.

Det betød, at Rigshospitalet måtte bøje reglerne lidt, for det var heller ikke tilladt for de kvindelige økonomaelever at bo uden for Rigshospitalet. I dette tilfælde fik de dog tilladelsen samt et boligtillæg, der betød, at det blev økonomisk muligt at leje et værelse i byen.

Godt kammeratskab på holdet

Det første blandede hold elever havde det godt sammen. Alle de mandlige syge­plejersker giver i de interviews, der er i museets arkiv, udtryk for, at pigerne tog særdeles godt imod dem, og at der opstod et stærkt kammeratskab. Eleverne tog på flere weekendture sammen med Anna Wagner, den konstituerede skolefor­standerinde, og de arrangerede også andre ture sammen. (33,35)

Anna Wagner har i et interview til Århus Stiftstidende sagt, at det blandede hold ikke gav anledning til ”pjank eller flirt”, og at alle gik til opgaven med flid og iver. (41) Til damebladet Tidens Kvinder fortalte hun, at drengene gav en god balance. Der kom et fællesskab over elevholdet i stedet for den lette pigeskoletone, som ofte herskede på de rene pigehold. Kammeratskabet var godt, og det faktum, at de fle­ste af drengene var gået ind til uddannelsen med meget faste planer for fremti­den, påvirkede de pigerne i en god retning. (42)

At holdet også har haft humor, vidner et bevaret stykke papir med ”Love for sko­leelever” om. Eleverne blev betegnet som skoleelever i de perioder, de var på sy­geplejeskolen. Det ser ud til at være skrevet tidligt i uddannelsen, hvor eleverne er blevet præsenteret for den grundlæggende sygepleje og de rengøringsopgaver, der ventede dem på afdelingerne. (38)

Drengene var meget målrettede

De syv mandlige sygeplejelever var yderst bevidste om, at det afhang af dem, om der ville blive åbnet op for flere mandlige elever. De var allerede på Diakonhøj­skolen blev præpareret med nødvendigheden af, at eksperimentet lykkedes, og de fleste af dem havde faste planer om at blive forstander på et plejehjem eller lig­nende. Dansk Sygeplejeråds formand Maria Madsen mente, at de mandlige elever var mere målrettede end pigerne, fordi de skulle arbejde ved sygeplejen hele de­res liv for at kunne forsørge sig selv og deres familie. Pigerne giftede sig derimod ofte efter endt uddannelse, og gik derfor ud af faget. (26)

Sygeplejeskolens forstanderinde Anna Wagner mente, at mændene også var mere modne end pigerne. Det skyldtes formentlig, at drengene var ældre end pigerne, og at de næsten alle sammen havde fuldført en erhvervsuddannelse, inden de begyndte på Diakonhøjskolen. (43) Hun har også fremhævet, at der ikke var fallere­de medicinstuderende på holdet, ”som her har taget den, de kunne få, i stedet for den, de gerne ville have”. En af dem havde oprindelig haft lyst til at læse medicin, men opgav på forhånd, fordi han, som han selv udtrykte det, hellere ville være en god sygeplejerske end en dårlig læge. (42)

Målrettetheden kom sig også af, at der blev lagt et pres på dem for at gennemføre uddannelsen. ”Vi var nok meget håndplukkede, og vi var vel, om ikke ligefrem indoktrinerede, så blev der i hvert fald lagt meget vægt på, at forsøget ikke måtte mislykkes, og når der var kommet syv mand ind i uddannelsen, så skulle der også komme syv sygeplejersker ud af det. Det var der ingen tvivl om”. (33)

Uddannelsens kvalitet på Rigshospitalet

Indtil 1958 var sygeplejerskeuddannelsen forskellig på de i alt ca. 100 sygehuse og hospitaler, der havde Sundhedsstyrelsens tilladelse til at uddanne sygeplejeele­ver, og kvaliteten svingede kolossalt fra sted til sted. Dansk Sygeplejeråd udarbej­dede i 1946 en betænkning, der viste, at antallet af teoritimer varierede fra 40 til 700 timer. (45)

Elevuddannelsen var god på Rigshospitalet. For det første, fordi hospitalet havde egen forskole med en forstanderinde, for det andet fordi hospitalet gav teoriun­dervisningen i blokke, hvor eleverne var fritaget for afdelingstjeneste, og for det tredje, fordi hospitalet var så stort og specialiseret, at eleverne kom ud på forskel­lige specialafdelinger ud over medicin og kirurgi, som var det mest almindelige.

Blokundervisning var noget, som kun de store uddannelsessteder kunne prakti­sere, fordi det krævede meget personale for at kompensere for elevernes arbejds­kraft, mens de var på skole. De fleste mindre og mellemstore sygehuse gav teori­undervisningen i elevernes fritid om eftermiddagen eller om aftenen, hvor de var trætte efter en lang dags arbejde på afdelingen. Hvis eleverne havde nattevagt, måtte de stå op og deltage i undervisningen.

Ydermere var Anna Wagner konstitueret forstanderinde på sygeplejeskolen. Hun var en af de privilegerede sygeplejersker, der havde været på studieophold i USA på et stipendium fra Rockefeller Foundation. (46) Rockefeller Foundation stod for en udpræget forebyggelsestankegang baseret på forskningsresultater, hvor sygeple­jersker var helt centrale i sundhedsoplysningen til befolkningen. I Danmark blev sundhedsplejerskerne spydspids for denne holdning, og deres rolle og uddannel­se var bestemt og finansieret af Rockefeller Foundation.

Sygeplejeeleverne på Rigshospitalet fik derfor en uddannelse, der ikke blot var solidt fagligt funderet, de fik også bibragt den allernyeste sundhedsideologi under hele elevtiden.

Eksamensafslutningen i 1954

Den 5. maj 1954 afsluttede holdet deres uddannelse på Rigshospitalet. Det foregik i kirurgisk auditorium med taler og overrækkelse af eksamensbeviser og emble­mer. Som traditionen bød, fik de nyuddannede sygeplejersker også en lille bu­ket med violer, som ”pyntede svært”. (47) Formanden for elevforeningen, Orla Olsen holdt tale, hvor han takkede de kvindelige elever for at have taget så godt imod mændene, og han legede med titlen ”sygeplejer-ske”. Det vakte morskab, for der var endnu ikke truffet en afgørelse om mændenes endelige titel. (47,48) Når man ser på billederne fra eksamensafslutningen, mangler en af de mandlige elever, Herluf Lind. Forklaringen var helt enkelt, at han havde nattevagt, og derfor var blevet sendt hjem for at sove. Da klokken nærmede sig 14, hvor alle skulle samles i auditoriet, opdagede eleverne, at Herluf manglede, og der opstod en del panik. Det var jo en sensation, at de første mandlige sygeplejersker blev udklæk­ket, så ledelsen måtte sende en portør af sted til Husum, hvor Herluf boede. ”Men han skulle lige vækkes, og han havde et problem med det ene øre, så han var svær at vække. Jeg ved, at han dukkede op, og han kom og nåede at få overrakt sit eksa­mensbevis, men han oplevede ikke nogen af de fine taler”. (33)

Autorisation af de mandlige sygeplejersker

Ved eksamensafslutningen opfordrede forstanderinde Eli Magnussen de nyud­klækkede mandlige sygeplejersker til omgående at udfylde deres ansøgning til Sundhedsstyrelsen om autorisation, vel vidende, at der ikke var lovhjemmel for det. (48) En af de mandlige sygeplejersker husker, at ”Eli Magnussen, forstanderin­den, sagde til os, da vi blev indstillet til autorisation, ”Ja, jeg hedder Eli, og det er jo et drengenavn, og der er aldrig nogen, der har betvivlet, at jeg kunne blive autoriseret, så hvorfor skulle I ikke også kunne blive det”. Det var egentlig meget morsomt”. (32)

Eli Magnussen var jo også tilforordnet sygeplejerske i Sundhedsstyrelsen, så det er tænkeligt, at hun har haft en finger med i spillet, da de mandlige sygeplejersker fik deres autorisation i november 1954. Det var ganske vist i strid med Lov om Sygeplejersker, men alle vidste, at der var en revision på vej i forbindelse med en stor uddannelsesreform, og til den tid ville det være en smal sag at rette den lille detalje med kønnet.

Rent praktisk klarede Sundhedsstyrelsen problemet ved at strege ”hun” over på det trykte autorisationsbevis og erstatte det med ”han”.

Forvirring om mændenes titel

I alt arkivmateriale om de mandlige elever bliver der brugt forskellige titler. De første år bliver betegnelsen ”sygeplejer” brugt, senere ”sygeplejerske”. Der er lidt delte meninger om, hvorfor titlen endte med at være ”sygeplejerske” med den fe­minine endelse ”-ske”, men det ligger fast, at Lov om Sygeplejersker fra 1933 blev revideret i 1956, og her blev titlen ”sygeplejerske” lagt fast for begge køn. Årsagen var, at autorisationen gjorde ”sygeplejerske” til en beskyttet titel, som kun de ud­dannede sygeplejersker måtte bruge. Sammenslutningen af mandlige Sygepleje­re eksisterede fortsat, og det var nødvendigt at skille sig ud fra de grupper, der var repræsenteret i foreningen. (32)

Medlemskab af Dansk Sygeplejeråd

Eleverne havde i en årrække kunnet blive optaget som ekstraordinære medlem­mer af Dansk Sygeplejeråd. Efter endt uddannelse og autorisation skulle de søge om almindeligt medlemskab. Dansk Sygeplejeråd havde i 1951 vedtaget en intern strukturændring, der gav eleverne plads i repræsentantskabet (i dag kongressen). Eleverne havde nemlig vist en vågnende interesse for at deltage aktivt i organi­sationens arbejde, og de begyndte også at vise vilje til at deltage på det politiske niveau. (49)

I november 1951 vedtog Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse, at de mandlige sygeplejeelever kunne optages som ekstraordinære medlemmer på lige fod med deres kvindelige elevkammerater. (50)

De mandlige sygeplejeelever kom til at spille en rolle i den nye struktur. På Rigs­hospitalet blev der stiftet en ny elevforening i 1951. Der havde været en tidligere, men ingen havde mod eller lyst til at arbejde aktivt i den. Alle mente, at der burde være en elevforening, så da et par af drengene valgte at gå aktivt ind i forenings­arbejdet, blev elev Orla Olsen valgt til først næstformand og senere som formand for elevforeningen. Efterfølgende blev han valgt som næstformand i elevudvalget under Dansk Sy­geplejeråd, Kategori K-udvalget. (37,33) 

Elevudvalget holdt årlige møder på en af sy­geplejehøjskolerne, og to af drengene fra det første hold deltog i elevmødet på Testrup Højskole i 1953. Her oplevede de, at de ikke måtte sove på skolen, hvor pigerne boede, men at forstanderinde Ingrid Kaae kørte dem ud på en fjerntlig­gende gård, hvor de skulle overnatte. Det var første gang, højskolen oplevede, at der var mænd blandt eleverne. (35,51)

Flere af de mandlige elever blev senere i karrieren meget aktive i Dansk Sygeple­jeråd.

De mandlige sygeplejerskers entré på arbejdsmarke­det

Nu stod de nybagte mandlige sygeplejersker så og skulle ud i tilværelsen, og det viste sig, at nogle af dem fik begyndervanskeligheder, fordi de var mænd. Det var så nyt, og ikke alle sygehuse og institutioner stod klar med åbne arme for at tage imod dem.

Tre af dem skulle først aftjene deres værnepligt. Svend Aage Hvid, Orla Olsen og Anders Christian Jensen skulle møde på Jægersborg Kaserne, hvor de tilbragte tre måneder som almindelige rekrutter, hvorefter to af dem blev sendt på Militærho­spitalet på Tagensvej i København. Der blev de sendt på laboratoriet for at tage blodprøver og sætte de enklere analyser op. Svend Aage Hvid var ude for, at plejemor, oversygeplejersken, fandt ud af, at han var uddannet sygeplejerske, så hun mente, at han kunne bruges i aftenvagt. Det forpurrede kvartermesteren, som be­lærte hende om, at han var der som soldat, ikke som sygeplejerske. Derefter blev de sendt til blodbanken på Gentofte Amtssygehus og blev lært op af laboranterne. (33)

Anders Christian Jensen blev sendt til Ryparken Kaserne som sygepasser. Også der fandt man ud af, at han var sygeplejerske, og satte ham i nattevagt. Det var han ikke tilfreds med, fordi han ikke ville misbruges som gratis arbejdskraft. Han henvendte sig til Dansk Sygeplejeråd, der arrangerede et møde med generallæ­gen, der erklærede, at han ikke kunne lide mandlige sygeplejersker, så det blev der ikke lavet om på. (33)

Efter endt værnepligt søgte Anders Christian Jensen til Kommunehospitalet i Kø­benhavn, men fik afslag med den begrundelse, at han var mand. Borgmesteren havde skrevet til hospitalet, at de ikke måtte ansætte mandlige sygeplejersker. An­ders Christian Jensen henvendte sig derfor til Dansk Sygeplejeråd. Formanden, Maria Madsen og sekretariatsleder Margrethe Kruse gik sporenstregs til Julius Hansen, borgmesteren, der så ud, som om han godt vidste, at slaget var tabt, da de trådte ind ad døren til hans kontor. Han blev så ansat for et halvt år, og fik sene­re ansættelsen forlænget. Efterfølgende gjorde Anders Christian Jensen karriere, først som forstander på Blegdamshospitalet, og da det lukkede, blev han den før­ste sygeplejeforstander på det nye Hvidovre Hospital. (32)

Modstand mod Axel

Også Axel Johannesen oplevede modstand. Dog ikke lige med det samme. Som første ansættelse søgte han en vikarstilling på Rigshospitalets medicinske kvin­deafdeling, både for at lære praktisk sygepleje til kvinder, men også lidt som en demonstration mod den udelukkelse fra kvindeafdelingerne, han havde oplevet under uddannelsen. Der var han i tre måneder uden at møde problemer. Efter en studietur til England for at lære geriatrisk sygepleje blev han sygeplejerske på Fysiurgisk Hospital i Hornbæk, hvorfra han tog på videreuddannelsen for ledende og undervisende sygeplejersker i Aarhus. Da han var færdig med sin eksamen der, blev han hentet tilbage til Diakonhøjskolen som forstander for en nyoprettet linje med en sygeplejeforskole.

Hele tiden var det Axel Johannesens mål at blive leder af en institution i ældreforsor­gen, så da der blev en ledig stilling som forstander på et hjem for kronisk syge i Maribo, søgte han den. Der var ni kvinder, der også søgte, men han fik stillingen. Det udløste en sand hetz i pressen, der hængte Axel Johannesen og amtet ud for at tage arbejde fra kvinderne. At han var diakon, var ydermere en anstødssten for den socialdemokrati­ske presse. (52,53,54,55,56,57,57) 

Dansk Sygeplejeråd måtte skride ind til forsvar for Axel Johannesens uddannelse som sygeplejerske og de kvalifikationer, han havde fået gennem sine ansættelser og videreuddannelse. (59,60,61)

Axel Johannesen har videre fortalt, at også Dansk Kvindesamfund i Maribo hav­de protesteret mod hans ansættelse. ”Da vi så kom til Maribo en måned efter, en søndag morgen, så blev der ringet på døren, og uden for stod samme dame, som havde underskrevet protesten fra Dansk Kvindesamfund, med en stor buket røde roser og bød mig velkommen til Maribo. Om hun var bange for, at det gik ud over hendes slagterforretning, det ved jeg ikke, men vi blev meget gode venner. (35)

Mandlige sygeplejersker i dag

Lige efter eksamen i 1954 udbasunerede Aftenbladet, at der nu ville komme en invasion af unge mænd til sygeplejerskeuddannelsen, men helt sådan kom det ikke til at gå. (62)

På det andet hold med mandlige elever på Rigshospitalet var 1/3 af eleverne mænd, og i 1958 blev Diakonhøjskolen godkendt som sygeplejeforskole på lin­je med de andre sygeplejeforskoler på flere af landets højskoler. 63 Forskolen på Diakonhøjskolen blev nedlagt i 1972. (64) De øvrige sygehuse og, efter uddannel­sesreformen i 1958, sygeplejeskoler begyndte langsomt at følge Rigshospitalets eksempel og optage mandlige elever.

De mandlige sygeplejersker slås stadig med den stereotype opfattelse af, at en sy­geplejerske er en kvinde. I 2011 tog to sygeplejersker, Martin Carlson og Leif Niel­sen handsken op og fremstillede en fotografisk vandreudstilling med portrætter af og historier om 21 mandlige sygeplejersker i deres vidt forskellige funktioner som sundhedsplejerske, fængselssygeplejerske, lektor, sygeplejerske i forsvaret, hjemmesygeplejerske, anæstesisygeplejerske med meget mere. Vandreudstillin­gen vakte stor opmærksomhed, og den førte til, at Martin Carlson og Leif Nielsen af Dansk Sygeplejeråd modtog Kirsten Stallknechtprisen i 2011.

I 2018 er andelen af mandlige sygeplejersker 4,4%, og tallet har i mange år ligget på 3-4%. (65)

Kilder

Lov nr. 140 - 1933 Lov om statsautoriserede Sygeplejersker, 1933

Betænkning om Sygeplejerskemanglen afgivet af det af Indenrigsministeriet herom nedsatte Udvalg 1 1949

Betænkning nr. 680 1973. Betænkning om uddannelse af sygehjælpere. Afgivet af en arbejdsgruppe under uddannelsesnævnet for sundhedsvæsenet, 1973

Betænkning nr. 5 30 1969. Betænkning om uddannelsen af det ikke-sygeplejerskeud­dannede plejepersonale (plejere/plejersker) ved statshospitalerne og andre psykiatri­ske helbredelsesinstitutioner. Afgivet af det af indenrigsministeriet under 29. januar 1965 nedsatte udvalg 1969

Dansk Sygeplejeråd. Betænkning vedrørende ændring af sygeplejeuddannelsen i Dan­mark. Udarbejdet af Dansk Sygeplejeråds Undervisningsudvalg 1946
Del 1     Del 2     Del 3 (Den komplette fil er for stor, selv i komprimeret stand, til at blive lagt på hjemmesiden)

Johannesen, Axel. Fra kongsbondesøn til sygeplejerske. Queenswood 2007

Buus, Henriette. Indretning og efterretning. Rockefeller Foundations indflydelse på den danske velfærdsstat 1920-70. Museum Tusculanum, Københavns Universitet 2008

Andersen, Finn. Uddannelse, holdninger, brydninger. Diakonhøjskolen 1920-2005. Dia­konhøjskolen Aarhus 2005

Diakonhøjskolen 1920-2970. Diakonhøjskolens Forlag 1970

Gøtzsche, Inger. Sygeplejen og Højskolen 1927-1981. Dansk Sygeplejeråd 1996

Tidsskrift for Sygepleje, fra 1950: Tidsskrift for sygeplejersker, Dansk Sygeplejeråds fag­tidsskrift

Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv

Aviser

Noter

1. Lov nr. 140 - 1933 Lov om statsautoriserede Sygeplejersker, 1933

2. Betænkning om Sygeplejerskemanglen 1949 side 18

3. Betænkning om Sygeplejerskemanglen 1949 side 19-21

4. Betænkning om Sygeplejerskemanglen 1949 side 132-133

5. Betænkning om Sygeplejerskemanglen 1949 side 34

6. Beregnet på grundlag af oplysninger i Betænkning om Sygeplejerskemanglen af­givet af det af Indenrigsministeriet herom nedsatte Udvalg 1 1949

7. Betænkning om Sygeplejerskemanglen 1949 side 27

8. Betænkning om uddannelse af sygehjælpere 1973 side 17-19

9. Betænkning om Sygeplejerskemanglen 1949 side 101

10. Betænkning om Sygeplejerskemanglen 1949 side 211

11. Betænkning om Sygeplejerskemanglen 1949 side 90-91

12. Betænkning om uddannelsen af det ikke-sygeplejerskeuddannede plejepersona­le 1969 side 7

13. Betænkning om Sygeplejerskemanglen 1949 side 35  

14. Tidsskrift for Sygepleje 1940 nr. 24 side 379-380: Byen lænker.

15. Brev til Indenrigsministeriets Sygeplejeudvalg 4. maj 1953, underskrevet af for­stander Tange-Jensen. Tange-Jensen var på det tidspunkt formand for SmS

16. Betænkning om Sygeplejerskemanglen 1949 side 218

17. Kristeligt Dagblad 20. juni 1948: Nu ogsaa Mænd som ”Sygeplejersker”

18. Tidsskrift for Sygepleje nr. 34 1948 side 272-274: Skal vi have mandlige sygeple­jere?

19. Tidsskrift for Sygeplejersker nr. 28 1951 side 451-452: Wagner, Anna. Mandlige sy­geplejeelever på Rigshospitalet

20. Kristeligt Dagblad 5. november 1951: Diakonuddannelsen inde i en stærk udvik­ling

21. Tidsskrift for sygeplejersker nr. 42 1951 side 743: Man undrer sig over -

22. Aarhus Stiftstidende 11. november 1950: Sygeplejerskerne faar mandlige Konkur­renter

23. Kristeligt Dagblad 15. oktober 1949: Nu ogsaa mænd til sygeplejen?

24. Information 9. juni 1951: Mandlige sygeplejere paa Rigshospitalets kvinde-afde­linger?

25. Ekstra Bladet 18. juli 1951: Skal mænd pleje kvinder paa de danske hospitaler

26. Ekstra Bladet 27. april 1951: Ingen virkelig mangel på sygeplejersker (interview med Dansk Sygeplejeråds formand Maria Madsen

27. Aftenbladet 23. juli 1951: ”Drengene” klarer sig godt i sygeplejen…

28. Kristeligt Dagblad 30. juli 1949: Stadigt voksende behov for uddannede diakoner

29. Nationaltidende 2. april 1951: Mandlige Sygeplejere er under Uddannelse

30. Diakonhøjskolen 1970 side 93

31. Diakonhøjskolens Broderforbund nr. 7 oktober 1950 side 182: Repræsentant­skabsmødet den 29. marts 1950 i København

32. Interview med Anders Christian Jensen 1992. Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv reg.nr. 90917A001

33. Interview med Svend Aage Hvid 1992. Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv reg.nr. 921016A001

34. Johannesen 2003 side 47

35. Interview med Axel Johannesen 1992. Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv reg.nr. 920723A001

36. Johannesen 2003 side 48

37. Interview med Orla Olsen 1992. Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv reg.nr. 921005A001

38. Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv: Scrapbog reg.nr. 920723A002

39. Land og Folk 30. november 1952: Jeg troede ellers De var sådan en slags bartender

40. Nationaltidende 11. februar 1953: 19 mænd venter paa Ligestilling - med Kvinder!

41. Århus Stiftstidende 1. april 1951: De første Sygeplejere bliver færdige i 1954

42. Tidens Kvinder nr. 23 8. juni 1954: Der er også plads for mænd i sygeplejen

43. B.T. 16. januar 1952: Stor Glæde over de mandlige Sygeplejere

44. Blæksprutten. Gyldendal 1951

45. Betænkning vedrørende ændring af sygeplejeuddannelsen i Danmark 1949 side 6

46. Buus, Henriette 2008 side 172

47. Politiken 6. maj 1954: De første mandlige ”sygeplejer-sker”

48. Diakonhøjskolens Broderskab nr. 4 1954 side 412: Eksamensafslutning på Rigs­hospitalet

49. Tidsskrift for Sygepleje nr. 7 og 8 1949 side 73-79 og 83-88: Odgaard, Marie. Reor­ganiseringsforslaget

50. Dansk Sygeplejeråds arkiv nr. 05.02: Referat af hovedbestyrelsesmøde 21. novem­ber 1951

51.Tidsskrift for Sygepleje nr. 24 1953 side 505-508: Olsen, Orla. Landsmødet for Ele­verside 505-508

52. Ny Dag 10. oktober 1959: Forsøg på at få den vigtige lederpost besat pr. telefon!

53. Ny Dag 23. september 1959: Skal forstanderindestilling besættes med en mand - ?

54. Lollands Tidende 12. oktober 1959: Bliver ”forstanderinden” en mand?

55. Ny Dag 13. oktober 1959: Hjemmet for kronisk syge skal ledes af en missionsud­dannet diakon

56. B.T. 13. oktober 1959: Søgte en kvinde, tog en mand. Ni sygeplejersker vraget til fordel for en diakon

57. Ny Dag 15. oktober 1959: Kvindeprotest mod den mandliges ansættelse

58. Ny dag 17. oktober 1959: Dansk Kvindesamfund protesterer mod, at det blev en mand

59. Plejerbladet nr. 11 1959: Mandlig sygeplejerske bliver ”forstanderinde”

60. Lollands Tidende 14. oktober 1959: Har sine kvindelige kollegers tillid

61. Dagens Nyheder 14. oktober 1959: Patienterne er glade for mandlige sygeplejer­sker

62. Aftenbladet 6. maj 1954: En strøm af unge mænd vil nu søge til sygeplejen

63. Andersen; Finn 2005 side 156

64. Gøtzsche, Inger 1996 side 116

65. Dansk Sygeplejeråds analyseafdeling