Sygeplejerskernes Statsautorisation
Da Dansk Sygeplejeråd blev etableret i 1899, var en af deres mærkesager, at sygeplejersker med tre års uddannelse skulle kunne statsautoriseres. Det første konkrete forslag blev stillet i 1907, men der skulle går 26 år før det blev er realitet.
Dansk Sygeplejeråd forsøgte første gang at opnå statsautorisation og tre års uddannelse for sygeplejersker i 1907. I et brev til konseilspræsidenten (statsministeren) gjorde man rede for de forskelle, der var på uddannelserne fra hospital til hospital, og der blev peget på, at jordemødrene allerede havde autorisation. Der kom imidlertid ingen reaktion på henvendelsen (1).
Der skulle flere henvendelser til, inden det i 1933 lykkedes af opnå den ønskede statsautorisation. Det var der flere årsager til.
En af grundene var, at Dansk Sygeplejeråd ikke var den eneste forening, der repræsenterede sygeplejersker. Der var flere spillere på banen som for eksempel Røde Kors, Danske Menighedsplejer, Diakonissestiftelsen og Sankt Lukas Stiftelsen. Endelig blev Centralforeningen stiftet i 1909, der var en sammenslutning af forskellige sygeplejevirksomheder, der drev landsygepleje.
Landsygeplejerskerne havde typisk en kortere uddannelse end hospitalssygeplejerskerne, og de fik deres uddannelse betalt af den forening, der ansatte dem. En sygeplejeforening skulle betale for landssygeplejerskens uddannelse på et hospital, hvorfor Centralforeningen heller ikke var interesseret i en længere uddannelse. Centralforeningen havde heller ingen interesse i en lang uddannelse med deraf højere lønkrav (1).
Dansk Sygeplejeråds kunne ikke acceptere, at der var to klasser af sygeplejersker, man ønskede en samlet sygeplejerskestand.
Arbejdsgiverne, typisk sygeplejeforeningerne, var imod selve autorisationen, da de ikke ønskede, at sygeplejerskerne skulle have monopol på sygeplejen.
Hjemmesygeplejerske i sin jumbe på vej rundt til sine patientet på Tåsinge ca. 1915
Første behandling i Rigsdagen af et forslag om statsanerkendelse af sygeplejersker i 1921
I 1910 fremlagde et udvalg bestående af ni sygeplejeforeninger og -organisationer et forslag til en ensartet uddannelse. Her havde Dansk Sygeplejeråd måtte bide i det sure æble og gå med til en toårig uddannelse til distriktssygeplejersker og en treårig uddannelse til hospitalssygeplejerskerne.
Der skulle gå 11 år, før Medicinalkommissionen fremlagde Betænkning nr. XI angaaende Indførelse af en Statsanerkendelse for Sygeplejersker. Kommissionen var gaaet bort fra to klasser af sygeplejersker og anbefalede en treårig hospitalsuddannelse, der skulle omfatte både praktik og teori. Alt i alt et forslag, Dansk Sygeplejeråd kunne være tilfreds med.
I Rigsdagen blev der fremsat mange smukke ord om sygeplejerskernes arbejde, men forslaget endte i et udvalg, hvor det blev syltet. Det, der skete, var at der opstod en debat om, hvor vidt omsorgsarbejde skulle være en samfundsopgave, eller om det hørte til under hjemmets domæne, og som staten ikke skulle blande sig i.
Efterfølgende bølgede en debat mellem Centralforeningen, enkeltpersoner og nogle landsygeplejersker om uddannelsens længde, nødvendigheden af autorisation og løn. Hjemmesygeplejerskerne forlangte samme løn som en forskolelærerinde.
Dansk Sygeplejeråd tog derefter skridtet til at optage landsygeplejersker, på trods af at de ikke opfyldte kravet om tre års uddannelse. I alt 595 landsygeplejersker tog imod tilbudet, heraf 80 Sankt Lukassøstre (1).
Hjemmesygeplejersker under Centralforeningen på kursus på Ry Højskole 1919. De bærer Centralforeningens armbind med et malteserkors i metal og emalje
Anden behandling af forslaget i 1924
Centralforeningen pressede på for at få en genbehandling af Medicinalkommissionens forslag, og det gik igennem en forhandling i november 1924. Også denne gang blev det sendt i udvalg med kønne ord med på vejen.
Venstremedlemmet Inger Gautier Schmidt såede tvivl om sygeplejerskernes motiver:
”Hidindtil har der ligget stor Idealitet og Selvopofrelse bag Sygeplejerskernes Arbejde, for dem har det ikke været et Pengespørgsmaal, for dem har det ikke været et Arbejdsspørgsmaal. Nu lever vi i en bundmaterialistisk Tid, hvor det ikke er det selvfornægtende, der er i Højsædet, hvor det ikke er Idealerne, man stræber efter, men hvor det er Tale om Arbejdstid, Løn, Maksimalpriser, Minimalpriser, Organisation og Principper, og jeg ved ikke hvad.”
Tredje behandling af forslaget i 1932
Elleve år efter, at Medicinalkommissionen havde fremlagt sin betænkning, blev forslaget nok en gang forelagt Folketinget. Og denne gang blev det den 10. marts 1933 vedtaget med 62 stemmer. 25 medlemmer af Venstre og Retsstatspartiet undlod at stemmer. Den 7. april 1933 blev det enstemmigt vedtaget i Landstinget. Det havde da taget Dansk Sygeplejeråd 26 år arbejde at opnå statsautorisationen.
Litteratur
- Ester Petersen. Fra kald til fag – kampen om statsautorisation. Dansk Sygeplejeråd 1989