Sygeplejeuddannelsens historie

Siden Dansk Sygeplejeråd blev stiftet i 1899, blev det besluttet, at en ”rigtig” sygeplejerske havde tre års hospitalsuddannelse bag sig, før hun kunne regnes som færdiguddannet. Det var foreningens hovedsag, der blev fastholdt gennem alle årene frem til statsautorisationen i 1933.

Med autorisationen i 1933 blev sygeplejerskeuddannelsen fastsat til at vare tre år

Sygeplejerskeuddannelse i Danmark var på det tidspunkt ikke et entydigt begreb. Den første form for systematisk uddannelse begyndte på Diakonissestiftelsen i 1863, og i 1876 begyndte Københavns Kommunehospital at antage kvinder fra de dannede klasser til uddannelse i sygepleje.

Men hvorfor var den treårige uddannelse så vigtigt for Dansk Sygeplejeråd lige fra starten? Da foreningen blev dannet, var "en sygeplejerske" et diffust begreb, og ved århundredeskiftet skelnede man mellem sygeplejersker, landsygeplejersker, Røde Kors søstre, diakonisser, lysalfer, stuekoner og vågekoner. Disse stillingsbetegnelser dækkede over et spænd fra rent ufaglært til nogle års mere eller mindre systematisk uddannelse.

Frem til statsautorisationen i 1933 var sygepleje således et liberalt erhverv, som alle kvinder kunne varetage. Sygepleje var et levebrød for mange ufaglærte kvinder, og uddannede sygeplejersker konkurrerede med dem om plejeopgaverne. Dansk Sygeplejeråds emblem blev deres synlige bevis på deres uddannelse.

For at blive medlem af Dansk Sygeplejeråd, skulle sygeplejersken derfor kunne godtgøre, at hun havde tre års uddannelse. Det betød, at mange sygeplejersker, der var uddannet på sygehuse med en kortere uddannelse, skulle supplere den på andre hospitaler.

I 1910 udarbejdede Dansk Sygeplejeråd i samarbejde med Diakonissestiftelsen og Dansk Røde Kors et forslag til en ensrettet sygeplejerskeuddannelse på landsplan. Det blev forelagt myndighederne, men resultatet blev et lovforslag om en treårig uddannelse for en hospitalssygeplejerske og en etårig for en landsygeplejerske (hjemmesygeplejerske på landet). Det kunne Dansk Sygeplejeråd ikke acceptere, og man holdt fast i, at kravet om en treårig uddannelse skulle gælde alle sygeplejersker uanset ansættelsessted.

Sygeplejerskeuddannelsen varierede i indhold og længde i hele landet  

Sygeplejerskeuddannelsen og organiseringen af den var indtil statsautorisationen i 1933 meget forskellig på landsplan. På Københavns Kommunehospital blev der i 1906 ansat en ledende sygeplejerske til at ansætte elever og varetage det administrative arbejde med sygeplejerskeuddannelsen. Denne form for forstanderinder til at tage sig af sygeplejerskeuddannelsen vandt frem på de store uddannelsessteder, mens det på de mindre sygehuse stadig var læger, der varetog ledelsen af sygeplejerskeuddannelsen helt op til 1950’erne.

Indtil 1934 var det Dansk Sygeplejeråd, der godkendte uddannelsesstederne. I 1919 fik Dansk Sygeplejeråd så mange henvendelser fra sygehusene om uddannelse af sygeplejeelever, at der blev udarbejdet en klassificering af sygehusene. Den fastslog, hvilke sygehuse der kunne give en fuld uddannelse på tre år, og hvilke der kun kunne godkendes til to års uddannelse. Nogle sygehuse kunne kun give en ret ensidig uddannelse, så der talte to års uddannelse kun for et år. Sygehuse med under 12 senge kunne ikke uddanne sygeplejeelever. Oversigten giver et billede af, hvor mange sygehuse der var i Danmark på det tidspunkt, og hvor store de var.

I forbindelse med, at Kirsten Stallknecht indsamlede og udforskede skoleemblemer til Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding, dukkede "Vejviser for Sygeplejersker, Massøser og jordmødre m.fl.” fra 1928 op. Den var udarbejdet af kontorchef i Direktoratet for Sygekassevæsenet  H. Daniel, og i den hed det:

”Ved et Samarbejde mellem Repræsentanter for Amtsraads- og Købstadsforeningen samt Foreningen af Sygehuslæger blev paa Foranledning af ”Dansk Sygeplejeraad" Sygehusene i Provinsen klassificeret saaledes, at kun Sygehuse med over 50 Senge (eller mindst 11.000 Sygedage aarlig) anses for berettigede til at give en 3-aarig Uddannelse, medens Sygehuse med 15-30 Senge (eller mindst 4.500 Sygedage aarlig) kun anses berettigede til at give en 2-aarig Uddannelse, således at Eleven andetsteds, under større Forhold, maa søge Uddannelse i det 3. Aar. Elevuddannelsen på Sygehuse med færre Sygedage end 4.500 aarlig anerkendes altsaa ikke af ”Dansk Sygeplejeraad”.

Der var altså fortsat flere sygehuse, specielt i provinsen, der kun havde ret til at give en toårig uddannelse. Det betød, at den færdiguddannede sygeplejerske skulle supplere et år yderligere for at kunne blive medlem af Dansk Sygeplejeråd. 

En stor del af elevernes arbejde bestod i rengøring på sengestuerne. Men også sygeplejerskerne gjorde rent, pudsede kobbertøj og gjorde gummihandsker i stand før autoklavering.

I 1926 skrev overlæge Aage Ipsen på Amtssygehuset i Aabenraa om sygeplejerskeuddannelsen, som han ikke var for imponeret af. Her kan man læse om de meget varierende forkundskaber, eleverne mødte op med, om evalueringer og om eksaminer. Aage Ipsen agiterede også for en forskole for provinseleverne, der kunne sikre, at sygeplejeeleverne mødte op på sygehusene med de nødvendige forkundskaber.

Store forskelle på, om der var eksamen eller ej

Ligesom der var store variationer i indhold og uddannelseslængde, var der heller ikke en ensartet linje for, om sygeplejeeleverne aflagde eksaminer i løbet af uddannelsen. Kilderne tyder på, at de københavnske hospitaler relativt tidligt indførte eksaminer som afslutning på 2, og 3, elevår.

I Tidsskrift for Sygepleje kan man læse, at eksaminer i disse år også bredte sig til de større provinssygehuse. Bl.a. kan man læse Cornelia Petersen, forstanderinde på Aarhus Kommunehospital, skrive om sygeplejerskernes eksamen i 1926 på dette hospital.

Dansk Sygeplejeråds vision om en sygeplejeskole

Den mest præcise beskrivelse af den sygeplejeskole, Dansk Sygeplejeråd ønskede, blev givet af Charlotte Munck i 1910. Hun var uddannet på Presbyterian Hospital i New York, og hun brugte sine erfaringer derfra til at beskrive den ideelle sygeplejerskeuddannelse.

”En sygeplejeskole har til Ramme et stort alsidigt Hospital med en Uddannelsestid af tre Aar. Skolen har af Staten faaet Dimissionsret, ligesom en Real- eller Latinskole, Forskole eller Seminarium, naar den i Lighed med disse opfylder de af Staten opstillede Betingelser. Skolen er delt i tre klasser, hver varende et Aar, hvorefter Undervisningsplanen er lagt. Eleverne antages på Prøve klassevis to gange om aaret, saadan at de efter det første Aar danner en Klasse. Prøvetiden varer tre eller seks maaneder. De antages af Forstanderinden af Sygeplejeskolen efter Regler, der er fastsat af Sygeplejeskoledirektionen, der bestaar af Hospitalets direktør og Overlæger samt Forstanderinden.”

Efterfølgende beskrev hun detaljeret indhold og form i uddannelsen, samt vekselvirkningen mellem den teoretiske og praktiske uddannelse.

Det skal siges, at der ikke var enighed om en sådan uddannelse. Nogle mente, det var for ”udenlandsk”, andre at det ville stille for store krav til de små sygehuse, der ikke kunne stille de nødvendige lokaler og undervisningskræfter til rådighed.

Hvad angår indholdet af den treårige uddannelse var overlægerne ikke enige om den teoretiske undervisning. På Københavns Kommunehospital havde lægerne Jacobæus og Kjær indført 80 timers teoriundervisning i uddannelsen, fordi de så deres fordel i, at sygeplejerskerne blev mere bevidste om grundlaget for deres arbejde. Andre læger var bange for, at det ville føre til kvaksalveri. I sygeplejerskekredse var der heller ikke enighed om, at det var nødvendigt.

Charlotte Munck realiserede sin mønsterskole, da Bispebjerg Hospital åbnede i 1913. Henny Tscherning, formand for Dansk Sygeplejeråd, pressede på for at få en stilling som "Forstanderinde for sygeplejen på Bispebjerg Hospital" opslået. Der var mange ansøgere, men stillingen gik til Charlotte Munck.

Charlotte Munck havde ansvaret for hele sygeplejen og for sygeplejerskeuddannelsen på Bispebjerg Hospital, og en treårig uddannelse med en forskole på tre uger blev straks sat i gang. Forskolen blev i 1921 udvidet til seks uger.

Det gik langsomt for Dansk Sygeplejeråd at få indført kravet om teoriundervisning som en forudsætning for at blive medlem, og det lykkedes først i 1925. Det skulle dokumenteres med et eksamensbevis, og der skulle have været afholdt eksamen med medvirken af en censor. Den praktiske del skulle ledes af en sygeplejerske, der var medlem af Dansk Sygeplejeråd.

Først i 1932 var medlemskab betinget af et eksamensbevis. Hvis ansøgeren ikke havde et, måtte hun underkaste sig en eksamen ordnet af Dansk Sygeplejeråd (6).

Sygeplejerskeuddannelsen efter autorisationen i 1934

I Lov om autoriserede Sygeplejersker, der blev vedtaget i 1933, og som trådte i kraft 1. januar 1934, stod:

”For at erholde Bevis som autoriseret sygeplejerske, maa vedkommende gennem Attester fra de Institutioner, hvor hun har lært sygepleje, godtgøre:

• at hun er fundet egnet til Sygeplejegerningen,
• at hun på Sygehuse, der er godkendte af Sundhedsstyrelsen som Uddannelsessteder, eller i andre lignende Institutioner, der har opnaaet saadan Godkendelse, har gennemgaaet en 3-aarig Uddannelse i Sygeplejegerning og derved opnaaet fyldestgørende Dygtighed som Sygeplejerske og Kendskab til Sygeplejens Teori. Hun maa derhos godtgøre at have ført en hæderlig og sædelig vandel.

Den under b. nævnte Uddannelse skal være sammenhængende; Sundhedsstyrelsen kan dog meddele dispensation herfra.”   

Den treårige uddannelse var dermed en realitet, og der var krav om teoretisk uddannelse. Men loven går ikke i detaljer om omfanget af den teoretiske undervisning eller fordelingen mellem teori og praktik.

Dansk Sygeplejeråd havde i 1931 gennemført en undersøgelse af uddannelserne i hele landet. Den viste, at antallet af teoritimer svingede mellem 24 timer og 78 timer årligt. Et sygehus gav slet ikke teoriundervisning. Der var også stor forskel på, hvor stort pensum var. 14 sygehuse brugte stadig Jacobæus og Kjærs håndbog, mens 96 uddannelsessteder anvendte Dansk Sygeplejeråds lærebog i tre bind.

Sundhedsstyrelsen overtog godkendelsen af uddannelsesstederne

Indholdet i uddannelsen

I 1939 sendte Sundhedsstyrelsen en vejledning ud med de krav, der kunne stilles til uddannelsen. Her anbefalede man, at den teoretiske undervisning i første omgang blev givet på forskolen, evt. sygeplejehøjskole, og derefter sideløbende med den praktiske uddannelse.

Forskolen måtte omfatte undervisning i anatomi, fysiologi, kemi og fysik, bakteriologi, hygiejne, ernæringslære, sygeplejelære med demonstrationer og øvelser og sygeplejens teori, historie og etik. For de elever, der ikke havde tilstrækkelige skolekundskaber, skulle der gives undervisning i dansk, skrivning og regning. Forskolen skulle indeholde mindst 3-400 undervisningstimer.

Undervisningen på sygehuset blev delt op i timer, der blev givet af læger, og undervisning givet af sygeplejersker.

Den undervisning, der skulle gives af sygeplejersker, skulle lægge sig tæt op ad lægeundervisningen og ordnes, så eleverne i tilslutning til undervisningen i de forskellige sygdomme lærte om den sygeplejen til de forskellige sygdomsgrupper.

Den teoretiske undervisning blev ved de fleste sygehuse givet ved to timers undervisning i vinterhalvåret. På nogle sygehuse gik man senere over til det såkaldte bloksystem, hvor eleverne fik to månedskurser i løbet af uddannelsen, det første efter første år, og det andet efter andet år. I løbet af disse kurser deltog de ikke i arbejdet på afdelingerne.

I 1938 åbnede Danmarks Sygeplejerskehøjskole i Aarhus med kurser for ledende sygeplejersker, hvor der blandt andet blev undervist i pædagogik og uddannelse af sygeplejeelever.

Desuden kom Sundhedsstyrelsen med anbefalinger om elevens praktiske turnus. Under den praktiske treårige uddannelse skulle eleven gøre tjeneste på en medicinsk afdeling i 8 måneder, en kirurgisk afdeling i mindst 8 måneder, og derudover helst to andre afdelinger i fire måneder. Eleven burde også gøre tjeneste på operationsafdelingen.

Det er værd at bemærke, at vejledningen kom fra Sundhedsstyrelsen i form af en "meddelelse" til sygehusbestyrelser, overlæger og oversygeplejersker. Det var op til det enkelte sygehus, om de ville følge den.

Den treårige uddannelse burde afsluttes med en prøve, der omfattede både praktiske færdigheder og teori. Det kunne foregå i form af både skriftlige og mundtlige prøver.

Rengøring var fortsat en del af elevernes arbejde, og det blev det ved med at være til op i 1950-60'erne (4). Rengøringen omfattede dog ikke gulvvask, der var gangpigernes arbejde. Ellen Jepsen har skrevet om sin elevtid på Sundby Hospital på Amager, hvor hun kom til i 1938. Eleverne boede på den anden side af gaden i nogle lejede lejligheder, og "der havde vi rengøringstimer, vaskede og pudsede vinduer, fodpaneler og døre. Sengeben osv. var næsten uden maling af al den rengøring".

Hvem søgte ind til sygeplejerskeuddannelsen og hvorfor?  

I 1934 blev der gennemført en stor undersøgelse af unge pigers erhvervsvalg. Ud af 4000 besvarelser var der i alt 700, der valgte sygepleje, barnepleje og husvæsen. Deres baggrund for disse valg var typisk, at de ville være noget for andre, og mange - også de der ville være sygeplejersker - at de ville arbejde med børn.

På det tidspunkt blev der ført en længere debat om, hvor vidt sygepleje er et kald eller et erhverv. Undersøgelsen viste, at de unge piger ikke anførte et kald som begrundelse for deres valg af uddannelse, men at de ville have et erhverv med trygge fremtidsudsigter.

Plejeberetninger  

I 1940erne begyndte sygehusene at indføre plejeberetninger som afslutning på en praktikperiode. Sygeplejeeleven skulle selvstændigt pleje en patient i en periode, hvorefter hun skulle skrive en skriftlig beretning om forløbet. Et af de første spor om plejeberetninger stammer fra Diakonissestiftelsen i 1941, hvor søster Olga Petersen fortæller om den praktiske del af sygeplejerskeuddannelsen, herunder udarbejdelse af plejeberetninger.

Da sygeplejerskeuddannelsen i 1957 kom i lovfaste rammer med Kgl. Anordning om sygeplejerskeuddannelsen, blev plejeberetninger den prøveform, der blev brugt som afslutning på de afdelinger, hvor der ikke skulle aflægges praktisk prøve.

Plejeberetninger fortsatte som almindelig prøveform helt op til uddannelsesreformen i 1979.

Dansk Sygeplejeråd arbejdede videre med uddannelsespolitikken

Selv om Dansk Sygeplejeråd nu ikke længere stod for det formelle tilsyn med sygeplejerskeuddannelsen, fortsatte det politiske arbejde for at forbedre uddannelsen. I perioden 1941-1946 udarbejdede Dansk Sygeplejeråd et uddannelsesforslag, hvor nødvendigheden af centralskoler igen blev pointeret, og hvor man pegede på nødvendigheden af flere obligatoriske praktikpladser ud over de obligatoriske medicinske og kirurgiske områder (8).

Forslaget omfattede også en øgning af det teoretiske indhold til 450 timer og en ensretning af vidnesbyrd. Eleverne blev fortsat vurderet af de ledende sygeplejersker i de afdelinger, hvor de var i praktik, Vurderingen omfattede praktiske færdigheder, opførsel, personlighed og evne til at indordne sig. Eleven kendte ikke grundlaget for vurderingen og fik den heller ikke at se (8).

Dansk Sygeplejeråd havde allerede i 1937 opfordret uddannelsesstederne til at ophæve disse hemmelige vurderinger. Der skulle imidlertid gå flere år, før der kom en reform af sygeplejerskeuddannelsen.

Den grønne betænkning 1954

I 1954 udgav Indenrigsministeriet betænkningen "Uddannelse af sygeplejersker m.m.", i daglig tale kaldet den grønne betænkning. 

Betænkningen belyste forholdene på de over 100 uddannelsessteder og konkluderede, at

• betingelserne for antagelse til uddannelse var uensartede
• 16 af uddannelsesstederne havde egne forskoler, andre antog elever efter afsluttet sygeplejeforskole i højskolen, og atter andre stillede ikke krav om gennemgået forskole
• antallet af teoritimer var meget forskelligt og spændte fra 100 til 700 timer
• ni af uddannelsesstederne gav teoriuddannelsen som læsekurser, mens resten gav den sideløbende med den praktiske uddannelse og som regel i elevernes fritid
• der var store forskelle på, hvilke typer afdelinger, eleverne fik praktisk uddannelse på
• omkring halvdelen af uddannelsesstederne brugte plejeberetninger som prøveform.

Betænkningen konkluderede, at uddannelsen lod meget tilbage at ønske, og der blev fremsat retningslinjer for udformningen af en ny sygeplejerskeuddannelse.

Det skete med en ny lov om sygeplejersker, der blev vedtaget i 1956, og Kgl. Anordning om sygeplejerskeuddannelsen 1956. I 1957 kom Indenrigsministeriets "Cirkulære om sygeplejerskeuddannelsen” og ”Cirkulære til sygeplejeskoler m.v.”.

Uddannelsesreformen 1957

Med den nye lov om sygeplejersker i 1956 skete der en radikal ændring af sygeplejerskeuddannelsen. den kom i faste rammer, og der blev oprettet sygeplejeskoler i hele landet.

I 1956 kom der en ny lov om sygeplejersker. Her blev det slået fast, at for at blive autoriseret som sygeplejerske, skulle man have gennemgået sygeplejeforskole og en treårig uddannelse med forkursus. Uddannelsen skulle afsluttes med eksamen, og der blev udstedt et eksamensbevis af en af Sundhedsstyrelsen godkendt sygeplejeskole.

Det betød flere ændringer:

• Forskolen blev obligatorisk og kunne foregå på en sygeplejeskole eller en sygeplejeforskole (højskole).
• Der blev indført et forkursus i forlængelse af forskolen
• Der skulle oprettes sygeplejeskoler. Det var ikke længere det enkelte sygehus, der uddannede sygeplejersker.

I Anordning om sygeplejerskeuddannelsen af 1957 blev uddannelsen detaljeret beskrevet. Anordningen fastsatte et minimumsniveau for teoriundervisningen i de enkelte dele af uddannelsen, samt hvilke fag der skulle undervises i.

Som noget nyt, skulle teoriundervisningen foregå i arbejdstiden. Anordningen fastsatte også, på hvilke afdelinger eleven skulle i praktik.  

Anordningen fastsatte ikke et bestemt uddannelsesniveau som forudsætning for optagelse på en sygeplejeskole, men ansøgeren skulle være fyldt 18 år, fremlægge attest for god vandel og tilfredsstillende vidnesbyrd om mindst et års praktisk husgerning, samt have dokumenteret gode skolekundskaber. Inden eleven kunne begynde på skolens forkursus, skulle hun bestå en prøve i fagene dansk, regning og naturlære på mellemskoleniveau (svarer omtrent til 9. klasse i dag)

Den nye ordning trådte i kraft 1. april 1958.

Uddannelsen lignede fortsat mesterlære, og eleverne indgik i det praktiske arbejde som lønnet arbejdskraft. Sygehusene var fortsat helt afhængige af eleverne i plejen.

Rengøring var fortsat en del af den praktiske uddannelse, men i cirkulæret til sygeplejeskolerne 1957 er det forsøgt begrænset til de første tre måneder:

Med den nye ordning opstod der 34 sygeplejeskoler, der blev oprettet ved tidligere større uddannelsessteder, især ved amternes centralsygehuse og ved hospitalerne i København (4). På det tidspunkt var der 25 amter, og Københavns og Frederiksberg Kommuner havde både kommunale og amtskommunale opgaver.

Hidtil havde den forstanderinde, der havde ansvaret for patientplejen også varetaget elevundervisningen. Men nu fik sygeplejeskolerne egen forstanderinde og et antal sygeplejelærere, som tidligere havde sorteret under sygehusets forstanderinde eller oversygeplejerske, Der blev også oprettet nye bygninger til afløsning for mange mindre egnede undervisningslokaler. Der skulle også indrettes boliger til eleverne (4).

Uddannelsesreformer fra 1957 og frem

Dansk Sygeplejeråd fortsatte efter reformen sit arbejde for en bedre sygeplejerskeuddannelse. Det var også et stort ønske fra sygeplejeeleverne selv, at uddannelsen fulgte med tiden.

Som det ses i den følgende tidslinje, udviklede sygeplejeuddannelsen sig støt og roligt fra at være en elevuddannelse til professionsbacheloruddannelse.  

I 1971 kom en der en revideret anordning om sygeplejerskeuddannelsen. Kravet om et år i huset var faldet væk, og fordringerne til skolekundskaber i dansk, regning og naturlære var løftet fra det tidligere mellemskole til realeksamensniveau.

I 1975 kom ”Grunduddannelse af sygeplejersker. Betænkning nr. 730” (”den røde betænkning”), der foreslog, at sygeplejerskeuddannelsen skulle være et semesteropdelt studium i stedet for en elevuddannelse. Forslaget blev nedstemt af Amtsrådsforeningen

11. november 1976 gik sygeplejeeleverne på gaden i de større byer i demonstration for en bedre uddannelse. Det skete under sloganet ”Min uddannelse – din sundhed”.

I 1979 kom der så med Anordning om sygeplejerskeuddannelsen 1979 en justering af uddannelsen.  Den blev på 3½ år og var fortsat en elevuddannelse, men den tidligere fordeling af teori og praktik blev ændret fra 2/3 praktik og 1/3 teori til i 1979 at udgøre 55% praktik og 45% teori. Optagelseskravet til uddannelsen var nu mindst 10 års skolegang (1) (4).

Eleverne fik efter hver praktikperiode en vidnesbyrd, der blev givet på fortrykte skemaer. Her ses nogle eksempler på de dyder, de blev målt på.

Uddannelsesnævnet for sundhedsvæsenet fandt dog fortsat uddannelsen utilstrækkelig. I 1979 trådte et EU-direktiv om den frie bevægelighed i kraft, og det krævede en harmonisering af sygeplejerskeuddannelserne i Europa.

I 1990 kom der så atter en ny sygeplejerskeuddannelse. For at skabe sammenhæng mellem social- og sundhedsvæsnets uddannelser overgik uddannelsen fra Indenrigsmistereriet til Direktoratet for videregående uddannelser i Undervisningsministeriet. Det var fortsat en mellemlang erhvervsrettet generalistuddannelse. Uddannelsen var udformet som et studium med indlagt praktik, og de studerende overgik til SU, undtagen i den sidste praktikperiode, hvor de fik et vederlag 

I 1995 bad Undervisningsministeriet Evalueringscentret om at evaluere sygeplejerskeuddannelsen. Konklusionen i styregruppens rapport var, at sygeplejersker blev uddannet meget forskelligt, afhængigt af hvilken sygeplejeskole de blev uddannet på. Styregruppen konkluderede også, at der ikke var sammenhæng mellem den teori, de studerende blev undervist i, og den praksis de så.

I 1998 demonstrerede de sygeplejestuderende for bedre uddannelsesvilkår. Her er det studerende fra H:S Sygeplejerskeuddannelsen, der er på gaden.

I 2001 blev sygeplejerskeuddannelsen ændret til en professionsbacheloruddannelse på 3½ år, der gav adgang til videreuddannelse. Andelen af teori udgjorde nu 58% teori og 42% praktik. Samtidigt blev sygeplejeskolerne samlet i Centre for Videregående Uddannelser (CVU’er), der rummede andre professionsbacheloruddannelser. Derudover skulle CVU’erne udbyde efter- og videreuddannelse og have forskningstilknytning til universiteterne. Uddannelserne skulle akkrediteres og kunne derigennem opnå status som University Colleges

I 2004 iværksatte Rektorforsamlingen et projekt, der skulle munde ud i en national studieordning. Den blev færdig i 2008 og indarbejdet i den nye bekendtgørelse, der kom samme år. Den nationale studieordning skulle harmonisere uddannelserne på landsplan og blandt andet gøre lettere for studerende at flytte uddannelsessted.

I 2008 trådte en ny bekendtgørelse for sygeplejerskeuddannelsen i kraft, og samtidig var det også tidspunktet, hvor den nye nationale studieordning blev gennemført.

Baggrunden for den nye uddannelse var blandt andet et højt frafald, og en debat om de nyuddannedes kliniske færdigheder.

De nye tiltag i sygeplejerskeuddannelsen omfattede blandt andet

• Et tværfagligt modul
• Generelle og individuelle studieplaner
• Faglig vejledning 
• Øget samarbejde mellem uddannelsesinstitutionen og det kliniske undervisningssted (både studerende, undervisere og kliniske vejledere) 
• National projektdatabase - inddragelse af studerende, undervisere og kliniske vejledere i udviklingsarbejde 
• Udlånsstillinger, som er en koordinerende stilling, hvor en underviser også arbejder i klinikken.

I 2016 blev bekendtgørelsen fra 2008 revideret. Klinisk beslutningstagen og lederskab bliver bl.a. skrevet ind for at præcisere sygeplejerskens rolle. Og der er endnu mere fokus på tværfaglighed og sundhedsvæsenets organisering. Semestre erstatter moduler. Den nationale studieordning bortfalder. 

Litteratur 

• Ester Petersen. Fra kald til fag – kampen om statsautorisation. Dansk Sygeplejeråd 1989 
• Inger Gøtzsche. Sygeplejen og Højskolen 1927-1981 – Sygeplejeforskolen i Folkehøjskolen. Dansk Sygeplejeråd 1996.
• Cornelia Petersen. Elevuddannelsen af idag. Tidsskrift for Sygepleje nr. 47 40. årgang 1940
• Nete Balslev Wingender. Firkløveret og ildsjælene - Dansk Sygeplejeråds historie 1899 - 1999. Dansk Sygeplejeråd 1999
• Esther Petersen. Sygeplejersker fortæller. Glimt af sygeplejens historie. Dansk Sygeplejeråd 1987
• Sundhedsstyrelsen. Meddelelse til Sygehusbestyrelser, Overlæger og Oversygeplejersker 1939
• Signe Østergaard. Sygeplejerskeuddannelsen i Danmark 1863 - 1979. Gruppen Kontekst 1989
• Stinne Glasdam. Uddannelse af sygeplejersker – belyst fra et fagpolitisk perspektiv. I: Glasdam S og Bydam. J. Sygepleje i fortid og nutid – historiske indblik. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2008.
• Indenrigsministeriets betænkning "Uddannelse af sygeplejersker m.m." 1954
• Esther Petersen. Sygeplejens Pioner. Henny Tscherning 1853 - 1932. Dansk Sygeplejeråd 1998
• Bente Sigvaldsen. Cornelia Petersen - Sygepleje - et erhverv. I: Regner Birkelund (red). Omsorg, kald og kamp. Gyldendal 2001

• Ingeborg Ilkjær og Arne Kolsum. Diakonissernes betydning for sygeplejen i Danmark. I: Glasdam S og Bydam J. Sygepleje i fortid og nutid – historiske indblik. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2008 
• Klassificering af Sygehusene. Tidsskrift for Sygepleje nr, 19 1919
• Kirsten Stallknecht. Hvor kommer du fra? Dansk Sygeplejeråd og Dansk Sygeplejehistorisk Museum 1999. 
• Aage Ipsen. Nogle bemærkninger om elevernes uddannelse og bedømmelse. Tidsskrift for Sygepleje nr. 23 1926
• Cornelia Petersen. Eksamen. Tidsskrift for Sygepleje nr. 9 1926
• Charlotte Munck. Hvad er en Sygeplejeskole? Tidsskrift for Sygepleje nr. 7 1910
• Lov nr. 127 af 25. maj. Lov om sygeplejersker 1956  

• Anordning om sygeplejerskeuddannelsen 1957

• Anordning om sygeplejerskeuddannelsen (Indenrigsministeriets anordning af 30. januar 1957 som ændret ved anordning af 15. april 1971) 
• Betænkning nr. 730. Grunduddannelse af sygeplejersker. Indenrigsministeriet 1975.  
• Sundhedsstyrelsens cirkulære til sygeplejeskoler mm. 1979, Indenrigsministeriet  
• Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen, 1990, Undervisnings-og Forskningsministeriet   
• Evalueringscenteret. Evaluering af sygeplejerskeuddannelsen: Evalueringsrapport 1996.  
• Undervisningsministeriet. Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen 2001.  
• Undervisningsministeriet. Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje 2008  
• Lars Dahlager. Overlæge: Nye sygeplejersker kan for lidt. Politiken 21. august 2006   
• Kirsten Salling Rasmussen. Den nye sygeplejerskeuddannelse. Sygeplejersken nr. 11 2008