Piger i hvidt - om sygeplejerskernes uniform

Citatet er fra ungpigebogen ”Piger i Blaat” og afspejler, hvordan uniformerne så ud på et amerikansk hospital i 1930erne. Bogen er skrevet af Helen Dore Boylston, der selv var uddannet sygeplejerske, og den tegner et billede af en uddannelse med streng disciplin, stærke værdier og en striks uniformsetikette. Uniformen har gennem tiden haft en stærk signalværdi såvel for sygeplejersken som for den danske befolkning. Den blev i begyndelsen brugt til at give sygeplejen en aura af at være et anerkendt og professionelt fag, og den gav sygeplejersken en stærk og klar fagidentitet. Den signalerede faglig kompetence, disciplin og ordentlighed, og den differentierede sygeplejerskerne fra de ufaglærte grupper, der også arbejdede på hospitalerne og i privatsygeplejen (2).

Indtil 1876, da de første sygeplejersker blev uddannet på Københavns Kommunehospital, var der to hospitaler i København, Frederiks Hospital og Almindelig Hospital. I midten af 1800-tallet blev sygeplejen varetaget af en stab af opvartnings- og stuekoner, der var ansat på daglejerbasis, senere på ugebasis. Stuekonerne boede på sygehuset, ofte i et hjørne af den sygestue, de havde ansvaret for (3).

Da Kommunehospitalet åbnede i 1863, fik stuekonerne samme form for kjoler, som de bar på Almindelig Hospital, som Kommunehospitalet var en afløser for. Stuekonerne havde fri arbejdsdragt og fik udleveret to kjoler ved ansættelsen, derefter en om året. De var blå- og brunternede, indtil de var blevet vasket nogle gange, så blev den brune farve gul. De var folderige og rynket til et bærestykke. Vidden kunne holdes sammen med et bælte om livet (3). Disse kjoler blev brugt frem til 1913 (4).

De første sygeplejersker 1876 til ca. 1908

De første sygeplejersker blev uddannet på Københavns Kommunehospital i 1876. De første år var det op til sygeplejerskerne selv at finde frem til en passende dragt. De ville ikke gå i de samme kjoler som stuekonerne. Dels var deres kjoler ikke særligt populære, dels ville sygeplejerskerne signalere, at de var hævet over stuekonerne.

De nye sygeplejersker kom alle fra gode hjem og var vant til at følge moden. Den første plejemoder på Kommunehospitalet, Athalie Anger, lagde ud med at bruge en grå ulden kjole med slæb. Hun erkendte dog hurtigt, at det var upraktisk og klippede slæbet af (3).

Assistenterne og eleverne blev så klædt i grå kjoler, som de kunne kvikke op med små private forklæder og fløjlsbånd om halsen med lange ender hængende ned ad ryggen. Kjolerne var i starten af uld, men blev snart skiftet ud med vaskbare bomuldskjoler i samme facon som stuekonernes, men i blåt. Samtidigt blev der indført voksdugsforklæder, kaldet gummiforklæder. Agnete Claudius, der var redaktør på Tidsskrift for Sygepleje, skrev om gummiforklæderne i 1908:

”De er tunge og ubekvemme at gaa med, de generer Patienterne ved deres Raslen, og de er i høj Grad uhygiejniske, idet de holder Luften ude og Legemets Fugtighed inde, saa at Klædedragten i den varme Tid kommer til at danne et vaadt Omslag om Underliv og Hofter. Når Sygeplejersker har Nattevagt, maa de gaa uden Forklæde, for at disses Raslen ikke skal vække Patienterne.” (5).

En sygeplejerske har fortalt, at disse gummiforklæder stadig blev brugt af sygeplejeeleverne på Rigshospitalet i 1932. ”… de var tunge og væmmelige, men det var kun det første halve år”. Her var kjolerne stadig blå og lange med gummiflip, som skrabede på halsen, ”og jeg fik røde mærker” (6).

En sygeplejerske har fortalt, at disse gummiforklæder stadig blev brugt af sygeplejeeleverne på Rigshospitalet i 1932. ”… de var tunge og væmmelige, men det var kun det første halve år”. Her var kjolerne stadig blå og lange med gummiflip, som skrabede på halsen, ”og jeg fik røde mærker” (6).

Sygeplejerskerne på Kommunehospitalet fandt mange måder at pynte op på uniformen med kraver, sløjfer og bælter. Dorthea Leth skrev i 1925 om tidligere tiders pyntesyge:

”Der viste sig en Trang til Forandring i Haab om Forskønnelse; særlig én afdeling gjorde Paaklædningen rig paa Afveksling: bred Krave, Kjolens Bærestykke bøjet saaledes, at der blev fri Hals; forskellig farvede Bælter af Læder, nogle broderede (Kanevas) med Roser og skønne Ornamenter fra Højskoler. Gule og brune Sko saas, grøn, blaa eller anden farve paa Strømper, sjælden sorte Støvler; de hvide vare ikke opfundne endnu. Denne Frihed i Valg af Farver medførte, at den virkelig gode Smag sejrede i en enkel Paaklædning” (4). Først omkring 1910 blev uniformsetiketten mere disciplineret.

Uniformen i perioden 1908 til ca. 1970

I 1908 var der på Garnisons Hospital i København indført ensartede uniformer for sygeplejerskerne. De havde blåstribede kjoler med lange ærmer, der kunne smøges op med en strop og knap. Der var en mørkeblå besætning, der viste, hvor på rangstigen sygeplejersken stod.

Sygeplejerskerne havde en mørkeblå hals- og ærmelinning, og oversygeplejerskerne havde derudover en mørkeblå bærekrave. Alle bar hvidt forklæde med smæk, og ”som kronen på værket” en hvid kappe. Eleverne måtte selv holde sig med kjole og havde ingen mørkeblå besætning. Den skulle man arbejde sig op til (5).

Uniformerne kan have været indført af Cecilie Lütken, der var oversygeplejerske på Garnisons Hospital. Hun var uddannet på Røde Korshospitalet i Bremen, og fortsatte sin uddannelse som elev på Kommunehospitalet. Uniformerne kan således være inspireret af de tyske sygeplejerskeuniformer.   

Da Bispebjerg Hospital blev indviet i 1913, havde sygeplejerskerne blå- og hvidstribede kjoler, hvidt smækforklæde og hvid kappe. Det blev omtalt i Tidsskrift for Sygepleje, hvor det blev bemærket, at sygeplejerskerne var klædt i en dragt, som gav et "festligt og sirligt indtryk af blåt og lysende hvidt" (7).

Charlotte Munck var ansat på Bispebjerg Hospital som den første forstanderinde i landet. Hun var uddannet på the Presbyterian Hospital i New York, og hun indførte en lignende uniform og kappe på det nye Bispebjerg Hospital. De første år var kapperne på Bispebjerg Hospital en tro kopi af kappen på the Presbyterian Hospital, senere blev den lidt fladere (8).

Uniformen som et middel til anerkendelse

Dansk Sygeplejeråd anbefalede i 1911, at sygeplejerskerne skulle bære en fælles dragt for at øge sygeplejerskens autoritet og vække patienternes tillid. Med til dragten hørte kappen ”at bære indendørs”. Den gav, blev det hævdet, sygeplejersken et tiltalende præg og havde den fordel, at den regulerede mulige tendenser til alt for moderne frisurer.

Dansk Sygeplejeråd foreslog derfor uniform og kappe som en del af det kontraktlige ansættelsesforhold for sygeplejersker i hele landet, og det blev med tiden tilsyneladende efterkommet på landets sygehuse (8).

De ensartede uniformer blev først indført i København, mens det gik lidt trægere i provinsen. En provinssygeplejerske beskrev i 1925, hvordan sygeplejerskerne på provinssygehusene gik med kjoler, der var forskellige, hvad farve, stof og syning angik (10).

Uniformering var altså et middel, der skulle styrke standens autoritet og anseelse i kampen for statsautorisation. Men der var delte meninger om uniformeringen blandt sygeplejerskerne. Nogle mente, at det fik sygeplejerskerne til at skille sig ud i en tid, hvor kvinder ikke skulle vække opsigt (2).

Uniformerne på landets sygehuse
Fra 1913 og frem fik sygeplejerskerne således ensartede uniformer på alle landets sygehuse. De var lidt forskellige fra sted til sted med variationer i snit, farver og hovedbeklædning. Nogle steder bar sygeplejersker og elever slør, andre steder brugte eleverne slør, mens sygeplejerskerne bar kappe. Og nogle steder brugte oversygeplejerskerne ikke kappe eller slør for at vise sin plads i hospitalshierarkiet.

Grundelementerne i uniformen var kjole, smækforklæde og kappe. Derudover brugte man nogle steder en løs krave, der var samlet med kraveknapper. Forklæderne blev også ofte holdt sammen af løse knapper. Denne type uniform holdt sig næsten uændret frem til omkring 1970. Den eneste variation var kjolelængden, der langsomt fulgte moden, der gennem 60’erne krøb op mod knæet og senere over (2). 

De traditionelle uniformer blev gradvist udfaset gennem 1970’erne. For eksempel fik de nye sygeplejeelever på Frederiksborg Amts Sygeplejeskole i 1975 hvide kitler, mens de ældre elever stadig gik i stribede uniformer med forklæder, der blev holdt sammen af løse knapper, en stiv plastikkrave, også lukket med kraveknap og en stribet sløjfe, kaldet ’propel’ med tværgående bånd, der viste, hvor i uddannelsen eleven var.  

Kappe og slør

I det 18. århundrede var det almindeligt, at kvinder dækkede deres hår med et slør, en kyse eller hat. Det var utænkeligt, at en ærbar kvinde bevægede sig udendørs uden hovedbeklædning. For eksempel er Florence Nightingale afbildet som privatperson med en lille kniplingshue.

Da Florence Nightingale grundlagde sin sygeplejerskeuddannelse på St. Thomas' Hospital i London, skulle eleverne bære den fælles dragt, der bestod af en brun kjole, hvidt forklæde og en hvid kappe. Med tiden udviklede dragten sig, så den kom til at afspejle sygeplejerskens rang i farver og kappens udseende (11).

De første sygeplejersker i Danmark var diakonisserne. Den Danske Diakonissestiftelse blev stiftet 1863 efter forbillede af diakonissestiftelsen i Kaiserswerth. Deres dragt og hovedbeklædning skulle signalere beskedenhed, og dragten som helhed var designet til at forhindre forfængelighed.  

Da de første 'verdslige' sygeplejersker i Danmark blev uddannet på Københavns Kommunehospital, bar de ikke kappe før ca. 1913. Så vidt vides, blev kappen indført på Garnisonshospitalet, hvor Cecilie Lütken var oversygeplejerske (5). Hun var uddannet i Tyskland og har formentlig medbragt kappetraditionen derfra.

I 1913 fulgte Charlotte Munck efter på Bispebjerg Hospital og indførte en amerikansk inspireret kappe, der dog hurtigt fik en mere enkel udformning.

En provinssygeplejerske skrev i 1918: " Saavelsom der kan stilles krav til en Sygeplejerskes Ydre i Retning af et mildt og venligt Ansigt og et venligt Væsen, kan der fordres at hendes Person og Paaklædning er gennemført soigneret og præget af Orden. Som en hjælp hertil er er Kappen særdeles god. Den dækker Haaret for støv og i Modsætning til de forskelligartede Frisurer, som i Dagens Løb bliver mere eller mindre derangerede, gør Kappen altid et ensartet Indtryk (10)."

På nogle sygehuse signalerede kappen, hvor sygeplejersken stod i hierarkiet. På Rigshospitalet blev rangordenen markeret med et sort bånd på kappen for oversygeplejersker og afdelingssygeplejersker.

Kappefesten  

Det blev almindeligt, at eleverne fik kappen på efter afsluttet prøvetid efter tre eller seks måneder. Det foregik ofte ved en ceremoni, hvor eleven højtideligt fik kappen sat på håret. Det signalerede, at hun nu var fuldgyldigt medlem af arbejdsstaben, og det blev fejret ved en kappefest. På nogle sygehuse fik eleverne dog kappen fra første dag, fordi det var ”det mest hygiejniske”.

Hvordan fik man kappen til at sidde fast?

Kappen skulle sidde fast på hovedet hele dagen, men hvordan fik sygeplejerskerne den til at blive siddende? På nogle billeder kan man se, at de brugte hårnåle, der ikke var helt diskrete. I 1953 skrev en sygeplejerske en lille artikel til Tidsskrift for Sygeplejersker med et godt råd om at sætte en lille kam fast i kappen. Det krævede lidt håndarbejde med at sy trenser i kapperne (12). 

Kappen falder

I bruddet med uniformen blev også kappen og dens betydning sat til debat. ”Er den ikke uden praktisk betydning?” blev der spurgt. Dansk Sygeplejeråd havde dog ikke i sinde at afskaffe kappen, ”Kappen er kronen på værket. Den hører absolut med til en korrekt uniformering og har alle dage sammen med lampen været sygeplejens særlige symbol. Den vil vi ikke af med (8).”

Diskussionen var startet, og i 1971 bekendtgjorde Direktoratet for Københavns Hospitalsvæsen, at direktoratet i princippet kunne tilslutte sig det flertal blandt sygeplejerskerne, der ville af med kappen som en obligatorisk del af uniformen. Den tjente ikke noget praktisk formål. Hvis nogle sygeplejersker fortsat ville gå med kappe, kunne de få engangskapper af papir (8).

Afskaffelsen af kappen bredte sig over hele landet, og i den første halvdel af 1970erne forsvandt den næsten helt. Enkelte ældre sygeplejersker blev dog ved med at bruge kappe i årene frem. Herefter er det kun personalet på operationsafdelingerne, der fortsat dækker håret af hygiejniske årsager.

Slag til udendørs brug

Fra en gang i 1930erne til midt i 1970erne fik sygeplejeeleverne et uldent slag, nogle steder skulle de købe det. Der er meget lidt information om slagene, men Dansk Sygeplejehistorisk Museum har ganske mange slag fra sygehuse over hele landet (15).

I 1958 skrev oversygeplejerske Helga M. Hansen på Odense Amts og Bys Sygehus i Tidsskrift for Sygepleje:

"Jeg vil gerne lægge et godt ord ind for anskaffelse af kappe eller slag til uniformen, som man allerede bruger det på nogle af landets sygehuse, men vist ikke ret mange. … en mørkeblå kappe med rødt uldent foer i lighed med den, vore engelske kolleger hyller sig i” (12).

Helga Hansens udtalelser kan tyde på, at de danske slag er kopieret efter de engelske sygeplejerskeslag. 

Sko og strømper

I hele perioden har der været diskussion om de rette sko og strømper. Sygeplejerskerne havde lange arbejdsdage, og der er flere beskrivelser af smertende og hævede fødder efter endt arbejdsdag. I 1908 skrev en sygeplejerske M.N. i Tidsskrift for Sygepleje om ”Sunde Fødder”:

”Selv om man har normale og velplejede Fødder, der er dog ét Besvær, som de fleste af os, der har streng Tjeneste, kender noget til, at Fødderne bliver hede og hævede, naar det lakker mod Aften, den fornuftige Støvle er ikke længere behagelig… Prøv først et Par Sandaler, de koster kun 5 à 6 Kr., gode Støvler koster ca. 20 kr. Hvorfor skal vi dog putte vore Fødder, som skal hjælpe os saa meget, ned i et Foderal, der holder al Luft ude?” (16).

I 1932 startede Rigmor Hoppe som sygeplejeelev på Rigshospitalet, og det hun bedst husker, er de hårde cementgulve, der var malet røde. Hun havde fået nye sko, ”endda dr. Scholl, specielt for sygeplejersker. Mine fødder brændte, og jeg fik store vabler på fødderne” (6).

I 1958 skrev oversygeplejerske på Odense Amts og Bys Sygehus, Helga M. Hansen:

”Brugen af strømper er efterhånden blevet ret problematisk. Oprindelig hørte der strømper med til uniformen hele året rundt, men under og efter krigen var der strømpemangel. Denne resulterede i, at man var nødsaget til at slække på kravene og lade personalet gå med ankelsokker eller bare ben i skoene. Nu kan vi igen få strømper i ubegrænset mængde, og der er derfor ingen undskyldning for at gå barbenet længere” (16).

Helga M. Hansen var heller ikke tilfreds med sygeplejerskernes valg af sko:

”Åbne sko med de rødlakerede tånegle som blikfang, pastelfarvede dansesko, strandsko med korksål eller træsåler med et remme over vristen! I øjeblikket lader smutters til at være et særdeles yndet fodtøj” (17).

I vor tid fortsætter diskussionen om det rette fodtøj, sandaler, crocs, træningssko mm., og meningerne er stadig delte.

Ærmelængde

Nonner og diakonisser gik i 1800-tallet med lange ærmer på sygestuerne, og det blev de ved med til langt op i 1900-tallet. Sygeplejerskerne på Københavns Kommunehospital havde ærmer over albuen, mens de på Garnisons Hospital havde lange ærmer, der kunne smøges op og holdes oppe med en strop og en knap (5).

En dansk sygeplejerske skrev i 1908 fra Paris, at hun fandt de korte ærmer ”absolut forkastelige”. Hun foretrak lange ærmer, der kunne smøges op, og henviste til udlandet, hvor det var almindelig praksis, bortset fra på operationsstuerne. (18).

En anden sygeplejerske skrev under pseudonymet Parisianna samme år, at hun holdt på albueærmer, der når til under albuen. Hun begrundede det med ”det spidse Hjørne, som derved ofte – og sikkert i Aarenes Løb – kommer til syne. Og her kan man jo ogsaa holde Æsthetikken i Ære” (19).

Samme sygeplejerske beskrev de lange ærmer, der endte i en løs manchet. Men hun gjorde samtidigt opmærksom på, at den løse manchet skulle tages af, når der sygeplejersken skulle foretage fysisk pleje.

”Man maa ikke glemme, at den meste Tid maa denne Manchet anbringes i Vindueskarmen eller paa en stol eller paa en seng, eller hvor som helst, for man har ikke Tid til at gaa hen og stille den fra sig paa et passende Sted og maa af med den, og det straks! Altsaa, man smider den hvor som helst, idet man rigtig nok tænker, at der er kun et Sted, hvor den er aldeles umulig, og det er paa dens Plads” (19).

I 1958 efterlyste oversygeplejerske Helga M. Hansen, at Sundhedsstyrelsen fastsatte bestemte regler for sygeplejerskernes uniformering, som hun havde hørt, tilfældet var i USA (17). Et sådant regelsæt kom 43 år senere i 2011, hvor Sundhedsstyrelsen kom ud med en vejledning for alle sundhedspersoner i sundheds- og plejesektoren. Den kom på opfordring fra blandt andet Dansk Sygeplejeråd, ikke af æstetiske, men af hygiejniske hensyn.

I denne vejledning blev det slået fast, at korte ærmer skal være normen for alle, der arbejder i sundhedsvæsenet, både på sygehusene og i kommunerne. Dermed endte mindst 100 års diskussioner om ærmelængder.

De første mandlige sygeplejerskers uniform 

De første mandlige sygeplejersker startede på Rigshospitalet i 1951. Det blev betragtet som et eksperiment, og der var tvivl om de kunne opnå autorisation, da der i lovgivningen ikke var taget højde for mandlige sygeplejersker. På autorisationerne var der forskrevet "hun". Det blev dog i 1954 løst ved, at Sundhedsstyrelsen valgte at strege "hun" over og med blæk skrive "han" ovenover.

Da de mandlige elever startede på skolen, kunne de først ikke få udleveret uniformer, fordi der havde været mange overvejelser om uniformens udformning. De måtte ikke ligne hverken læger eller portører. Det blev løst med en uniform med skrålukning og knapper, en uniform som de var "ganske tilfredse med" (10).

Oprør mod uniformen

Omkring 1950erne begyndte sygeplejerskerne at reagere mod den strenge uniformsetikette. Den nye teenagebevægelse begyndt at gøre sig gældende med egen tøjmode, frisurer og teenagekultur. Pigerne begyndte at gå med stivede underskørter eller i den helt nye buksemode (2).

I 1958 beklagede Helga M. Hansen, oversygeplejerske på Odense Amts og Bys Sygehus, at det var et problem at få sygeplejerskerne til at ’holde en passende uniformering’. Hun efterlyste uniformsreglementer, de steder hvor der ikke var et.

”… men jeg er dog stadig af den formening, at sygeplejerskepersonalet må være lige så reglementeret påklædt i spisestuen som på afdelingen og ikke møde op uden kappe, uden forklæde (hvor dette hører med til uniformen) og med bælte på kjolen i én eller anden afvigende farve, eventuelt af et helt andet materiale – eller med en kulørt strikket trøje” (17).

1958 blev på mange punkter et vendepunkt for sygeplejens udvikling. I 1956 var Kgl. Anordning for sygeplejerskeuddannelsen blevet vedtaget, og det betød, at der med effekt fra 1. januar 1958 skulle oprettes sygeplejeskoler i stedet for de mange spredte uddannelsessteder på sygehusene. 

Samtidigt ændrede kvinderollen sig efter 2. verdenskrig. Kvinder var stadig traditionelt husmødre, men de havde ikke længere tjenestefolk, og de var alene om husholdningen med hjælp fra den nye teknologi i form af diverse elektriske hjælpemidler. Kvinden var lidt til overs og derfor voksede typen ”den udearbejdende husmor” frem. Kvinderne fik en ny dobbeltrolle som udearbejdende og samtidig forpligtet overfor husarbejdet og familien. Nogle af de gifte sygeplejersker, der traditionen tro var trådt ud af faget ved giftermålet, valgte at komme tilbage til jobbet i deltidsstillinger (2). 

På sygehusene trådte en ny faggruppe til i form af sygehjælperne, der blev introduceret for at afbøde manglen på sygeplejersker. Sygehjælperne blev rekrutteret fra arbejderklassen, mens sygeplejerskerne traditionelt kom fra mellemklasserne, og de overtog meget af den grundlæggende sygepleje, som sygeplejerskerne havde haft patent på (2).

Sidst i 1960erne opstod en ny lillepigekultur i moden, Twiggy-kulturen med meget korte skørter, og sygeplejerskeuniformen blev også langsomt kortere. Det skete ikke altid med de ledende sygeplejerskers og oldfruens velsignelse.

Den hvide kunststofkittel

I 1969 blev der på Glostrup Hospital præsenteret nye uniformer til alt hospitalspersonale og også til patienterne.

Begivenheden blev dækket af Tidsskrift for sygeplejersker i en artikel, der viser den gamle sygeplejerskeuniform overfor den nye hvide kittel, der var ens for elever, sygehjælpere og sygeplejersker. De ledende sygeplejerske fik lov til at beholde de ¾ lange ærmer, og kappen var stadig intakt (22).

Kitlerne var i et nyt kunststof, der var let at vaske, og som ikke skulle stryges, og de blev indført af rationelle og økonomiske årsager. Det nye kunststof skulle senere give anledning til klager og diskussioner, og gør det den dag i dag.

De gamle og traditionsrige uniformer forsvandt som ved et trylleslag over hele landet sidst i 1960erne og i begyndelsen af 70erne for at blive erstattet af stort set ens hvide kitler i kunststof (23).  

Er uniformens gamle værdier på vej tilbage?

Efter kunststofuniformernes indtog på hospitalerne har det været småt med indlæg i sygeplejerskernes fagblad om uniformering. De indlæg og artikler, der har været, har handlet om religiøse hensyn (24), tørklæder (25) og om problemer med kunststofferne (23). 

Der er også artikler, der betoner de værdier, uniformen signalerer, og som sygeplejerskerne gerne vil have tilbage. ”Ud over at være en praktisk og funktionel arbejdsdragt skal uniformen udstråle kompetence, genkendelighed, myndighed, autoritet, venlighed og imødekommenhed. Sygeplejerskeuniformen skal sende et signal om renhed, omhu og omsorg” (26).

Med andre ord, de samme værdier, man tillagde uniformen, da den blev indført 100 år tidligere. Der er igen tegn på, at sundhedspersonalet vil have uniformer, der viser, hvilken faggruppe de tilhører. Efter 40 år med ligestilling i beklædningen er der måske igen behov for at kunne vise og se, hvem man står overfor (17)?

Referencer

1. Helen Dore Boylston. Piger i blaat. P. Haase & Søns Forlag 1947.
2. Winnie Høgsaa. Sygeplejerskeuniformens plads i den danske sygeplejes historie i perioden 1908 – 1969.Kandidatspeciale på cand.cur.-studiet 2004.
3. Esther Petersen. Fra opvarter til sygeplejerske. Dansk Sygeplejeråd 1988.
4. Dorthea Leth. Kjoler. Tidsskrift for Sygepleje 25. årgang nr. 5 1925 side 101-103
5. Agnete Claudius. Sygeplejerskernes Arbejdsdragt. Tidsskrift for Sygepleje 8. årgang nr. 14 1908 side 216-218
6. Rigmor Hoppe. Tilbageblik på et godt liv. I: Esther Petersen (red). Sygeplejersker fortæller – glimt af sygeplejens historie. Dansk Sygeplejeråd 1987 s. 155
7. Kommunehospitalets 50 Aars Jubilæum og Bispebjerg Hospitals Indvielse. Tidsskrift for Sygepleje nr. 18 13. årgang 1913.
8. Nete Balslev Wingender. Firkløveret og ildsjælene. Dansk Sygeplejeråds historie 1899 – 1999. Dansk Sygeplejeråd 1999.
9. Margrethe Koch. Charlotte Munck. Et Livsbillede. G.E.C. Gads Forlag 1941
10. En Provinssygeplejerske. Sygeplejerskernes Uniform. Tidsskrift for Sygepleje nr. 10 18. årgang 1918 s. 199-100
11. Susanne Malchau Dietz. Florence Nightingale 1800-tallet. I. Ole Høiris og Thomas Ledet (Red.). Aarhus Universitetsforlag 2008
12. Birgitte Noack. Jeg sætter min hat som jeg vil. Tidsskrift for Sygeplejersker nr. 10 1953
13. Et nyt Kuld Sygeplejersker springer ud. Tidsskrift for Sygeplejersker nr. 10 1970 s. 458
14. Charlotte Munck og Frode Rydgaard. Haandbog for Sygeplejersker Bind 1. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Udgivet af Dansk Sygeplejeråd 1926
15. Dansk Sygeplejehistorisk Museums registrant
16. N. Sunde Fødder. Tidsskrift for Sygepleje 8. årgang nr. 14 1908 side 218-219
17. Helga M. Hansen. Uniformsetikette. Tidsskrift for Sygeplejersker 58. årgang nr. 18 1958 side 376-378
18. Dagmar Lous. Sygeplejerskernes Arbejdsdragt. Tidsskrift for Sygepleje nr. 16 8. årgang 1908.
19. Korrespondance. Tidsskrift for Sygepleje nr. 17 8. årgang 1908
20. Anders Christian Jensen. Vi var pionerer. Sygeplejersken nr. 9. 101. årgang 2001
21. Prikken over i’et. Debat om uniformen. Tidsskrift for Sygeplejersker nr. 21 1958 side 444-447.
22. Uniformer og patienttøj.Tidsskrift for sygeplejersker nr. 3 1969 side 126-127.
23. Ulla Danielsen. Ja til uniformer med lange bukser – men nej til ren bomuld. Sygeplejersken nr. 38 85. årgang 1985 side 8-11
24. Katrine Birkedal Christensen. Den hvide engel. Sygeplejersken nr. 19 årgang 106 2006
25. Susanne Bloch Kjeldsen. Ny uniformspolitik: Tørklæder til muslimer. Sygeplejersken nr. 47 1999
26. Lars Flindt Petersen. Uniformen skal udstråle omhu, omsorg og renhed. Sygeplejersken nr. 36 103. årgang 2003
27. Region Hovedstaden. Tankerne bag de første bud på nye design. Webartikel tilgået 26-03-2010