Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Om Bispebjerg Hospital

Bispebjerg Hospital var et visionært sundhedsprojekt, der på mange måder var langt forud for sin tid. Det blev indviet den 19. september 1913, og lå dengang uden for København. Det var på et tidspunkt, hvor befolkningstilvæksten i hovedstaden var meget høj.

59067185

Stigning i indbyggertal og presset sundhedsvæsen

I årene fra 1870’erne til 1914 oplevede København en stigning i indbyggertallet på 232%. Det skyldtes en massiv indvandring fra landet og de mindre provinsbyer og også et mindre antal fra nabolandene. I 1911 var kun 49% af den københavnske befolkning født i København.

Det satte det i forvejen utilstrækkelige sundhedsvæsen under voldsomt pres, og efter den store koleraepidemi i 1853 kom der gang i hospitalsbyggeriet:  

  • Københavns Kommunehospital blev indviet i 1863
  • Øresundshospitalet på Østerbro åbnede som karantænehospital i 1876
  • Blegdamshospitalet åbnede som epidemisygehus i 1880. Det lå der, hvor Panuminstituttet ligger i dag.
  • I 1902 åbnede Sundby Hospital på Amager
  • I 1910 blev det gamle Frederiks Hospital i Bredgade afløst af det nye Rigshospital på Tagensvej.

Det var imidlertid langt fra tilstrækkeligt i en by med en så voldsom befolkningstilvækst, så Københavns borgerrepræsentation vedtog i 1905 at bygge Bispebjerg Hospital med 700 senge. Det skulle kunne udbygges til 1.000 senge. Bygningsopgaven blev overdraget til professor Martin Nyrop, arkitekten bag Københavns rådhus.

Placering

Københavns volde var blevet nedlagt i i perioden 1856 til 1870 for at give plads til de mange tilflyttere. Da Kommunehospitalet blev bygget, blev det derfor anlagt lige uden for de gamle volde.  Det nye Rigshospital kom til at ligge lidt længere ude på den anden side af søerne.

Da kommunen skulle vælge et areal til det sidste skud på stammen af hospitaler, faldt valget på et landligt område, som landsbyerne Utterslev og Emdrup brugte som overdrev til deres kvæg. Der var en del bekymring for, at det lå alt for langt udenfor København - der var hele fire kilometer ind til den indre by. 

Bispebjerg Hospital billede fra et gammelt postkort

Bispebjerg Hospital lå dengang langt ude på landet – billedet er fra et gammelt postkort

Pavillonsystemet

Ligesom det oprindelige Rigshospital blev Bispebjerg Hospital bygget i overensstemmelse med pavillonsystemet, der var udtænkt af Florence Nighingale. Det vil sige en række adskilte bygninger, der skulle forhindre smittespredning. Der var tale om et isolationsprincip, men også tidens tanker om sol og luft, stilhed og rekreative omgivelser som helbredende faktorer.

Det blev placeret på en solrig skråning med den høje administrationsbygning anbragt lavest, så den ikke ville skygge for sygestuerne. Hospitalet blev anlagt efter en stram plan, hvor administrationsbygning og pavilloner er placeret omkring en midtstillet akse, medens de praktiske hjælpefunktionsbygninger samt boligerne er trukket ud til siderne. 

Operationsafdeling A udsigt

Udsigt fra Operationsafdeling A på Bispebjerg Hospital

Midteraksen er anlagt med brede trapper og terrasser, og mellem pavillonerne er der haveanlæg. Helt for sig selv i det nordøstlige hjørne er kapel og lighus placeret.

Der var planlagt 12 pavilloner, men der blev kun opført 6. De fire forreste pavilloner, der er bundet sammen ved forbindelses- og operationsbygninger, danner en selvstændig enklave, medens de to sidste pavilloner (nr. 5 og 6) er trukket ud til siderne.

Bispebjerg Hospital Pavillon

Bispebjerg Hospital - pavillon set fra midteraksen

Som noget nyt blev der opført separate boliger til funktionærer og sygeplejersker, desuden var der boliger i administrations-bygningen og i de tre portbygninger. Traditionen på andre hospitaler var normalt, at sygeplejersker og elever boede på selve afdelingen eller på loftet ovenover.

59067744

Bispebjerg Hospital Sygeplejerskeboligen

59067782

Sygeplejeelever uden for Pavillon 1 på Bispebjerg Hospital

Da hospitalet blev indviet den 19.september 1913, var der bevilget 6.321.700 kr. til bygningerne og 893.000 kr. til montering. Der var plads til 700 patienter, og hospitalet kunne udbygges til 1.600, uden at der skulle foretages udvidelser af kedel- og maskinhus, køkken og vaskeri.

Afdelinger ved indvielsen: 

  • Pavillon 1 og 3 husede Afdeling A, kirurgisk Afdeling.
  • Pavillon 2 og 4 Medicinsk Afdeling B og Pavillon 5 og 6 Medicinsk Afdeling C.
  • I Pavillon 6 var der også en børneafdeling.

Bygningerne i det oprindelige hospital er i dag fredet.

Inventar

Martin Nyrop tegnede også inventar til hospitalet, møbler, lamper, dørhåndtag osv. Som noget specielt tegnede han også transportkøretøjer til patienter, mad mm.  De kan i dag ses på de gamle fotografier. 

59067960

Korridor i en afdeling på Bispebjerg Hospital ca. 1915

Have- og parkanlæg

Martin Nyrop var ikke bare optaget af selve bygningerne men også det store omkringliggende areal. Han argumenterede for, at der skulle etableres smukke haver i forbindelse med hver pavillon, og udenom skulle der være et fælles haveanlæg ”med Lege- og Spillepladser for de Patienter, som taale denne Motion, samt med Spadsereveje med forskellig Stigning, egnet for Terrainkur”.

Landskabsarkitekt Edvard Glæsel fik opgaven med at løse denne opgave. Det resulterede i den spektakulære park omkring Bispebjerg Hospital med sjældne træer, blomster og anlæg.

Nyrops tanke var, at ikke bare patienterne, men også personalet skulle have glæde af parken, og mange, mange gamle fotografier viser, at det også blev tilfældet. Utallige sygeplejersker har poseret ved ”Sukkenes Bro”, ved søen og andre steder i parken.

Haverne ved pavillonerne er i dag fredede.

Sygeplejerske ved Sukkenes Bro

Bispebjerg Hospital: Sygeplejerske ved Sukkenes Bro

59006009

Bispebjerg Hospital: Sygeplejersker og en læge poserer ved Grotten kort efter anlæggelsen i 1913

Kilder

  1. Kulturstyrelsen: Bispebjerg Hospital
  2. Sigurd Jensen. Københavns Hospitalsvæsen 1863 – 1963. G.E.C. Gads Forlag 1963
  3. Mette Niebuhr. ”Et Hjem for de Syge”. Etableringen af Bispebjerg Hospital 1900-1913. I: Architectura, Arkitekturhistorisk Årsskrift 29 s. 93-115.