Baggrund: Er det kræft, eller hvad?

I Danmark screenes i dag for brystkræft, livmoderhalskræft og tarmkræft, og forskere arbejder på at finde enkle metoder til fremtidig screening for æggestok-, prostata- og lungekræft. Flere og flere danskere deltager i screeninger og diagnosticeres således med forskellige former for kræftforstadier.

Samtidig er der kun sparsom viden om, hvordan patienterne egentlig oplever at få en sådan diagnose. I brystkirurgisk afdeling har vi ønsket at afdække, hvordan kvinder med forstadier til brystkræft, duktalt karcinom in situ, (DCIS), har det i de første år efter behandlingen. Vi har primært fokuseret på psykologisk belastning, angst og smerter samt behov for rehabilitering i patientgruppen.

Vi udførte først et eksplorativt studie med både kvantitative analyser og interview for at belyse kvindernes oplevelser efter diagnose og behandling for DCIS. Resultaterne dannede udgangspunkt for det spørgeskema, vi benyttede i det efterfølgende studie, som kan læses i dette nummer af Fag&Forskning, læs peer reviewed-artiklen "Svært at forstå diagnosen" .

En vanskelig diagnose

DCIS er en non-invasiv tilstand i brystet. Diagnosen stilles oftest ved screening, og kvinderne har sjældent mærket symptomer. Kun få har hørt om forstadier til brystkræft, og mange har svært ved at forstå diagnosen. Er det kræft eller ej? Det skaber forvirring og kan forekomme paradoksalt at få tilbudt en ret ekstensiv behandling for en tilstand, der har så god en prognose. I vores interview blev dette bekræftet:

"Jeg havde aldrig hørt om det før … altså forstadier, glem det, det har vi slet ikke hørt, vi har bare hørt kræft."

"For det eneste, du hører, er ordet kræft, og så kan de kalde det, hvad de vil."

Psykologiske reaktioner

Kvinder med DCIS har på trods af deres gode prognose samme risikoopfattelse (frygt for tilbagefald, frygt for at få brystkræft eller dø af brystkræft) som kvinder med brystkræft. Vi fandt, at forekomsten af angst og depression var ens hos kvinder med DCIS og kvinder med brystkræft, samt at op til 28 pct. af DCIS-patienterne oplevede angst flere år efter diagnose og behandling.

"Jeg havde angst, og jeg er jo ikke specielt angst som person ellers, men jeg fik den der voldsomme følelse af angst."

"Altså, det er angstprovokerende at have den diagnose, vi har fået, med forstadier."

Rehabilitering

Der findes ikke systematiske rehabiliteringstilbud til kvinder med DCIS i Danmark. I nogle kommuner tilbydes kvinderne deltagelse i kræftrehabilitering, mens de andre steder alene tilbydes fysisk genoptræning eller slet intet. I vores studier blev det tydeligt, at patienterne havde behov for rehabilitering, og at det var præget af tilfældighed, om kvinderne var blevet tilbudt rehabilitering. Flere gav udtryk for, at de havde savnet genoptræning, psykologisk støtte, undervisning samt kontakt med ligestillede.

"Det havde måske også været godt, hvis jeg havde fået det [tilbud om genoptræning], så havde jeg måske fået kræfterne noget hurtigere."

"Der var ingen, der tilbød mig genoptræning."

Perspektiver

Kvinder med DCIS kan opleve fysiske og psykologiske senfølger. Problemet er ikke alment kendt, og kvinderne lades måske i stikken af personale i både primær og sekundær sektor. Det er nærliggende at tro, at det samme kan gælde for patienter i andre screeningspopulationer, hvorfor det bør give anledning til en diskussion blandt sundhedsprofessionelle om, hvordan vi bedst hjælper patienterne. Vi har iværksat et interventionsstudie med fokus på rehabilitering af kvinder med DCIS og afventer resultaterne.

Referencer

1. Mertz BG, Duriaud HM, Kroman N, Andersen KG. Pain, Sensory Disturbances, and Psychological Distress among Danish Women Treated for Ductal Carcinoma In Situ: An Exploratory Study. Pain Manag Nurs 2017; Oct;18(5):309-17. 2. Mertz BG, Duriaud HM, Kroman N, Andersen KG. Pain, sensory disturbances and psychological distress are common sequelae after treatment of ductal carcinoma in situ: a cross-sectional study. Acta Oncol 2017;56:724-29.