Hjem fra tjeneste med sår på sjælen

Foto: Henning Hjorth.

Sygeplejerske Ina Nielsen er ikke i tvivl om, at mange udsendinge fra hjælpeorganisationer og fra FN-tjeneste kommer hjem med dybe sår på sjælen, som minder om dem, hun selv fik som udsendt operationssygeplejerske for Røde Kors.

''Hvis ikke man som sygeplejerske tør stå frem og fortælle, hvordan det føles at miste troen på sin egen tilværelse, og hvordan dagligdags spørgsmål bliver til uoverskuelige problemer, hvem skulle så fortælle om det,'' siger Ina Nielsen, der mener, at det må være svært specielt for unge mænd, at fortælle om deres psykiske problemer efter stærke oplevelser fra krig.

Midt i en krigszone

I første halvdel af 1992 arbejdede Ina Nielsen på et Røde Kors-hospital i Afghanistans hovedstad Kabul. Byen var omringet af oprørere, og der fløj raketter ind og ud over byen – i begyndelsen af 1992 var krigen endnu ikke nået ind i selve byen. Det gjorde den imidlertid i april, og fra da af blev arbejdet på hospitalet et andet.

Dagligt væltede det ind med sårede, og arbejdsdagene var op til 16 timer lange, mens fridagene blev færre, for at hospitalet kunne følge med antallet af sårede efter raketnedslag og skyderier eller miner, der eksploderede. Ina Nielsen sov tre-fire timer om natten afbrudt af larm fra maskingeværer, hun turde ikke tage sovemedicin, hvis hun pludselig skulle være nødt til at flygte ud af huset. Personalet boede sammen i arbejdsteam, og som operationssygeplejerske boede hun sammen med narkoselægen og kirurgen.

En dag skete det, at en islandsk Røde Kors-sygeplejerske blev skudt ned og døde, da han var ude i byen for at hente patienter.

''Det var et stort chok, men jeg havde masser af arbejde, så jeg gav mig ikke tid til at sørge. Jeg følte det, som om en glasklokke af beskyttelse gik i stykker, fordi jeg blev bevidst om risikoen for at dø,'' siger Ina Nielsen.

De fleste af de 100 Røde Kors-medarbejdere i Kabul valgte at rejse hjem i dagene efter kollegaens død, kun 30 blev tilbage, heriblandt Ina Nielsen.

''Dengang følte jeg ikke, hvor bange og udkørt, jeg var, det er først noget, jeg kan se i dag. Jeg var så udmattet af det meget arbejde og manglen på søvn, at jeg et par gange gav op midt i arbejdet. Én gang pillede jeg bandagerne af en såret mands ansigt for at gøre ham klar til operation, men da jeg så hans maltrakterede ansigt, blev jeg vred på mig selv over, at jeg

Side 17

ikke havde valgt en patient, som jeg kunne overskue. Jeg efterlod manden på båren og gik bare ud af hospitalet. Nogle dage efter tog kirurgen mig til side og pegede over mod en patient og sagde, ''kan du kende ham der.'' Nu var manden blevet lappet sammen, men jeg havde ikke kunnet overskue det.

En anden gang forlod jeg operationsstuen midt i en operation, fordi det lød, som om der blev skudt med maskingeværer oppe på taget. Jeg vidste, at narkoselægen, som jeg delte hus med, havde erklæret, at hun var ligeglad med, hvor hun skulle dø, men det var jeg ikke. Jeg vidste, at vi ikke ville reagere samtidig – hun ville blive stående i en situation, hvor jeg ville beslutte at flygte. Da jeg kom ud af operationsstuen, kunne jeg se, at der blev skudt oppe fra tagene i nabohusene,'' siger Ina Nielsen.

Kunne ikke klare mosten

Ina Nielsen fik tilbudt et par dages ferie, hvor hun blev fløjet ud af Kabul til en pakistansk by.

''Fordi jeg var den første, der fik det tilbud, og fordi jeg var den eneste Røde Kors-medarbejder på den tur, så kom jeg til at føle mig som én, der ikke kunne klare mosten. Den følelse havde jeg også over for narkoselægen, når jeg ville fortælle, hvis der var sket et eller andet særligt i løbet af dagen, så havde hun altid oplevet noget, der var værre,'' siger Ina Nielsen. Resultatet blev, at Ina Nielsen beholdt sine oplevelser og følelser for sig selv.

Efter de få dages ferie i Pakistan indså hun, at hun ikke kunne holde til at være der i resten af kontraktperiodens sidste otte uger.

''Jeg meddelte min overordnede i Røde Kors-delegationen, at jeg kun ville blive i fire uger af de otte, og hun svarede, at det kunne jeg ikke bestemme, hvis de fandt en afløser før, ville jeg blive sendt hjem. Det gav mig en følelse af at være ligegyldig, som om jeg bare var et nummer, som kunne erstattes af en anden.

Da jeg kom hjem, følte jeg mig som en kylling, én der havde svigtet, fordi jeg var taget hjem en måned før tid, og fordi jeg et par gange havde givet op midt i arbejdet. Det var dog ikke noget, jeg fortalte på det første Røde Kors-seminar for hjemvendte udsendinge. Her fortalte alle om oplevelser af sammenhold, og hvor gode man var til at tale med hinanden om sine oplevelser. Der var tilsyneladende ingen, der havde de samme oplevelser som mig, og jeg tænkte, at det nok var mig, der var noget i vejen med,'' fortæller Ina Nielsen.

Da hun året efter deltog i et Røde Kors-seminar, valgte hun dog at fortælle, hvordan hun havde følt sig som en ''der ikke kunne tåle mosten,'' og her viste det sig, at der var flere, der havde den slags oplevelser, som også havde følt sig bange og havde haft det dårligt.

Et stykke tid efter hjemkomsten fra Kabul begyndte Ina Nielsen at udvikle en depression, og i dag føler hun det, som om hun har kæmpet for at overleve lige siden. Én af de væsentligste grunde til, at det gik så galt, mener Ina Nielsen, er, fordi de udsendte Røde Kors-medarbejdere i Kabul var dårlige til at tale med hinanden om det, de oplevede på arbejdet.

Ina Nielsen fik tilbudt psykologsamtaler, da hun kom hjem, men det hjalp hende ikke.

''Jeg formåede ikke at fortælle, hvordan jeg havde det, fordi mine fortrængninger var så store. Jeg fortalte om alt det, som ikke betød noget, og psykologen trængte ikke derind, hvor jeg gemte det, der gjorde ondt. Jeg talte kun med psykologen fem gange, og når jeg ikke fortsatte var det, fordi jeg ikke havde fået spurgt Røde Kors, hvad rammerne var for antallet af psykologsamtaler, jeg havde dårlig samvittighed over, hvis det blev for dyrt.

Ina Nielsen i funktion som operationssygeplejerske i Kabul i 1992. Mange børn blev ramt af miner, der blev smidt ud over Kabul i containervis. Foto:Miklos Szabo

Post Traumatic Stress Disorder

I foråret 1994 blev Ina Nielsen inviteret til et foredrag hos Røde Kors, som en psykolog og en læge holdt.

''Det var første gang, jeg hørte en anden fortælle om oplevelser, der lignede mine. Lægen havde heller ikke følt sig alvorligt påvirket af sine oplevelser, mens han havde været af sted, og han havde forlænget sin kontrakt. Først da han kom hjem, havde han følt, at hans liv var forandret. Han var overlæge på en narkoseafdeling, men kunne pludselig ingenting, og havde været nødt til at sygemelde sig i et halvt år. Psykologen fortalte derefter, hvordan man optimalt tackler psykologiske kriser ved at tale sine daglige oplevelser igennem, når man er udsendt. Det indlæg provokerede mig, og jeg rejste mig og sagde, ''sådan foregår det altså ikke i virkeligheden.'' Den kritik tog Røde Kors til sig.

Røde Kors tilbød endnu en gang Ina Nielsen psykologsamtaler, som hun dog først tog imod omkring julen 1995, hvor hun efterhånden havde fået det så dårligt, at hun var begyndt at overveje at begå selvmord.

''Da jeg begyndte hos den psykolog, som havde holdt foredrag hos Røde Kors, fortalte hun mig om symptomerne på ''Post Traumatic Stress Disorder'', PTSD. Jeg kunne genkende symptomerne fra mig selv, det var for eksempel den dårlige søvn, hukommelsessvigt, koncentrationsbesvær, de daglige opgaver, som jeg gjorde til problemer, følelsen af ikke at høre til nogen steder og den manglende tro på mig selv og verden. Grunden til min depression var en kombination af den fysiske udbrændthed, der sker, når man arbejder

Side 18

så hårdt, som jeg gjorde, og når indtrykkene aldrig bliver bearbejdet. I dag kan jeg for eksempel se, at når jeg ikke kunne overskue at gå i gang med patienten med det maltrakterede ansigt, så var det, fordi min kollega lige var blevet skudt, og det var hans ansigt, jeg så for mig,'' siger Ina Nielsen.

Siden Afghanistan har hun haft kontakt til andre internationale Røde Kors-medarbejdere, der har været i Kabul. Flere af dem har oplevet en snert af de problemer, Ina Nielsen oplevede, og når hun har haft det særlig slemt, mener hun selv, at det skyldes, at hun som operationssygeplejerske havde en voldsom arbejdsbyrde, og fordi hun ikke havde et tæt forhold til nogen, hun kunne fortælle sine indtryk til.

''Nogle klarede sig for eksempel, fordi de havde en kæreste på stedet, som de var tæt på. Nogle var udsendt på et tidspunkt, hvor krigen endnu ikke var brudt ud i byen, og de har ikke været udsat for den samme belastning. Jeg ved, at nogle af dem, der var udsendt samtidig med mig, har haft det svært, og det beroliger mig at vide, at det ikke kun er mig,'' siger Ina Nielsen.

Hendes erkendelse og åbenhed omkring de psykiske konsekvenser ved udsending har betydet, at Røde Kors har ændret på deres uddannelse af nye udsendinge. Nu bliver der lagt større vægt på det psykiske aspekt, hvor en psykolog altid er med i det ugelange forberedelseskursus.

Ina Nielsen har også gjort Røde Kors opmærksom på, at man i Afghanistan ikke gjorde noget ud af at tale om de daglige oplevelser, og det har medført, at Røde Kors i dag har strammet op på undervisning i psykisk kriseberedskab til delegationsledere. Ina Nielsens historie har også medvirket til, at alle hjemvendte medarbejdere nu automatisk får tilbudt psykologsamtaler hos Røde Kors' psykolog.

''Jeg har især gjort Røde Kors opmærksom på, at personaleplejen er meget vigtig. Når man er udsendt, kan man meget nemt komme til at føle sig som et tilfældigt nummer i en stor delegation, og det er vigtigt at finde ud af, hvad hver enkelt kan klare. Det er også vigtigt, at man får et par fridage væk fra krigszonen, men man skal være opmærksom på at sende flere på ferie samtidig, hvis man kun sender én, kommer den ene meget let til at føle sig, som én man skal tage særlige hensyn til,'' siger Ina Nielsen.

På grund af hendes mod til at stå frem og bruge sig selv som eksempel, har Røde Kors flere gange brugt Ina Nielsen som oplægsholder ved kurser og internationale seminarer, hvor hun har fortalt om værdien af forberedelse før udsending og en professionel debriefing efter hjemsendelsen.

En stærkere person

Ina Nielsen var 35 år da hun kom hjem fra Kabul, og i dag er hun 40 og karakteriserer de fem mellemliggende år som et mareridt, hvor blandt andet parforholdet til hendes kæreste gik i stykker. Alligevel kan hun også se noget positivt i den udvikling, hun har været igennem.

''Jeg er blevet en meget stærkere person. Nu er jeg ved at få det godt igen og blive glad for livet, og jeg kan begynde at se frem, men jeg går stadig til psykolog. Jeg kan godt forestille mig at blive sendt ud igen for Røde Kors, men aldrig til en krigszone, derimod kunne jeg godt tænke mig at blive sendt ud for at undervise, for det føler jeg, at jeg er god til,'' siger Ina Nielsen, der i dag underviser på Skolen for de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser i Holbæk.

Ina Nielsens vigtigste erkendelse og budskab til andre er, at man ikke skal se det som et svaghedstegn, fordi man ikke reagerer stærkt under en spidsbelastning.

''Der er ikke nogen reaktioner, der er mindre rigtige, det vigtige er, at man har nogen at dele sine oplevelser med. Jeg kunne godt ønske, at man i organisationer, der sender folk ud, blev mere opmærksomme på, at det vigtigste værktøj, de udsendte kommer med, er deres personlighed. Det er selvfølgelig vigtigt, at det er professionelle folk som sygeplejersker, læger og ingeniører, men det vigtigste er, at de kan samarbejde, at det ikke er små konger, der bliver sendt af sted,'' siger Ina Nielsen.•

Nøgleord: Krisehjælp, Post Traumatic Stress Disorder, Røde Kors .

Med medaljen fra Røde Kors har Ina Nielsen fået et klap på skulderen for hendes mod til at fortælle offentligt, at hun er et menneske, som har gennemgået lidelser i sit arbejde i et krigshærget land.Ina Nielsen i funktion som operationssygeplejerske i Kabul i 1992. Mange børn blev ramt af miner, der blev smidt ud over Kabul i containervis.