Plejehjemsanbringelse uden retssikkerhed

Værgemålsloven er et makværk, slet og ret, mener overlæge Ole Skausig, Psykiatrihospitalet i Dianalund.

Hvis en dement patient siger nej til plejehjem, giver værgemålsloven ingen mulighed for at umyndiggøre den demente med henblik på plejehjemsanbringelse, selv om den demente ikke har nogen realistisk forståelse af sin situation, og hvad beslutningen drejer sig om. Men da problemerne skal løses på en eller anden måde, bliver resultatet alligevel en plejehjemsanbringelse. Det sker bare uden den retssikkerhed, der lå i den gamle myndighedslov.

''Hvis en patient ikke vil på plejehjem, kunne vi før i tiden lade en dommer tage stilling,'' siger Ole Skausig. ''Familien søgte umyndiggørelse, og når den gamle var blevet umyndiggjort, kunne man søge plejehjemsplads. I mellemtiden havde vi informeret kommunen, og så havde de fundet en plads.

Nu kan familien ikke søge, hvis den demente siger nej. Hvad gør man så?

Ja, i de to tilfælde, vi har haft indtil nu, har vi ladet familien være alene på rummet med den gamle. Vi fortæller dem, hvordan det forholder sig og siger: Det problem må I løse. Så går vi ud og folder hænderne, og lidt efter kommer sønnen eller datteren ud med plejehjemspapirerne i hånden og siger: Mor skrev under. Og vi tjekker ikke underskriften.

Det er da grotesk: Man har lavet en lov, der begraver folks retssikkerhed i stedet for at sikre den.''

Værger må ikke tvinge

Mens umyndiggørelse efter den gamle lovgivning var et meget omfattende indgreb, som retten skulle tage stilling til, ligger sagerne i dag hos statsamtet, og et værgemål kan udformes, så det ikke bliver mere omfattende end nødvendigt.

Et værgemål kan angå økonomiske eller personlige forhold, men der er den forskel, at mens statsamtet godt kan fratage den inhabile sin økonomiske handleevne, kan man ikke fratage nogen den personlige handleevne.

Dvs. at en værge godt kan søge plejehjemsplads og skrive under for en dement, hvis den demente ikke giver udtryk for nogen modstand. Men hvis den demente siger nej, skal værgen respektere det.

Civilretsdirektoratet har skriftligt bekræftet over for Ole Skausig, at en værge ikke kan give et gyldigt samtykke til plejehjemsanbringelse, hvis den gamle siger nej.

''Det har man aldrig kunnet. En personlig værge har aldrig kunnet gennemtvinge noget,'' siger fuldmægtig Rie Thoustrup Sørensen, Civilretsdirektoratet.

''Værgemålsloven har ikke aktualiseret problemet, det har været der hele tiden, og det har har aldrig været meningen, at værgemålsloven skulle løse det. Det fremgår tydeligt af forarbejderne til loven.

Der er da også nedsat en arbejdsgruppe under socialminsteriet, der specielt skal se på spørgsmålet om anvendelse af tvang.''

Forringede muligheder

''Jeg ved godt, Civilretsdirektoratet har den opfattelse, at vi aldrig har kunnet umyndiggøre folk for at flytte dem på plejehjem,'' siger Ole Skausig.

''For mig demonstrerer det kun, at Civilretsdirektoratet ikke har skyggen af en ide om, hvad der foregår ude i verden.

Samtlige danske psykiatere har medvirket til at umyndiggøre folk med henblik på plejehjemsanbringelse. Alle disse umyndiggørelser har været med dommeres medvirken, og det har stået åbenlyst i rettens og mine papirer, at umyndiggørelsen har været med henblik på plejehjemsanbringelse.

Jeg har været med til at umyndiggøre omkring 100 mennesker i de ti år, jeg har været i Dianalund, og yderligere 10-20 stykker, dengang jeg arbejdede på Bispebjerg Hospital.

Og i alle de år har der kun været to tilfælde, hvor den gamle ikke ville med til plejehjemmet, når umyndiggørelsen var i orden, og flytningen skulle ske.

Så har man spurgt, om de ikke ville med et sted hen og drikke kaffe, og det ville de gerne. Hvorefter man kørte hen og fik kaffe, og man sagde: Her er vel nok hyggeligt, her bor du da pænt.

Det syntes de gamle også, og så er de blevet boende. I praksis har selve plejehjemsanbringelsen aldrig givet problemer.

Desværre er det kommet til at fremstå i pressen, som om vi også har brugt den gamle myndighedslov til at tilbageholde de gamle, når de ville gå fra plejehjemmet. Det har vi aldrig nogen sinde haft lov til.''

Hul i lovgivningen

Ole Skausig har i princippet intet imod, at tvangsbestemmelser bliver samlet i en særlig lovgivning, hvis det vel at mærke bliver med samme retsgarantier som efter de gamle bestemmelser om umyndiggørelse.

''For personlig umyndiggørelse er et meget stort skridt. Når der er tale om tvangsanbringelse på en institution, bør det foregå med en dommers medvirken. Det skal ikke foregå som i psykiatrien, hvor lægen bestemmer.''

Ole Skausig er også opmærksom på, at socialministeriet har nedsat et udvalg, der arbejder med hele det felt, der hedder tvang over for demente og andre inhabile.

''Men når man laver en lov, der fjerner de muligheder, vi har, laver man et hul i hverdagen – indtil man vedtager noget nyt. Hvad har man tænkt sig, vi skal gøre i mellemtiden?''

Venter på udvalg

Juridisk har Ole Skausig og hans kolleger i gerontopsykiatrien ingen muligheder, siger Jon Andersen, der er kommitteret hos Folketingets Ombudsmand og forfatter til lærebogen 'Juridiske regler i den primære sundhedstjeneste'.

''Personlig umyndiggørelse findes ikke mere,'' siger Jon Andersen.'' Og man kan måske godt sige, at der er et hul i praktisk forstand, men der er ikke et hul i den forstand, at der er noget, man har overset eller ikke været opmærksom på. Det står tydeligt i forarbejderne til værgemålsloven, at man mente, det spørgsmål skulle afgøres et andet sted. Man har ønsket at tilvejebringe en retstilstand af den type, at man ikke kan gøre noget tvangsmæssigt, men at pårørende og andre er nødt til at klare sig med overtalelse eller ved at få tingene til at gå i hjemmet.''

At tale om et tilbageskridt i den forbindelse er efter Jon Andersens opfattelse heller ikke helt dækkende:

''For i realiteten blev der ikke umyndiggjort ret mange. De regler, der var, blev ikke brugt ret meget, og derfor var spørgsmålet problematisk allerede under den gamle myndighedslov.''

- Men man havde muligheden, og der blev rent faktisk foretaget et vist antal umyndiggørelser?

''Ja, og jeg mener også, det var lovhjemlet. Men nogle var usikre på, hvor meget man kunne med personlig umyndiggørelse. Bl.a. rejste Folketingets ombudsmand tvivl om den udbredte praksis med at anvende ad hoc-værger ved plejehjemsanbringelse.

Det var en del af baggrunden for, at Justitsministeriet nedsatte det udvalg, der afgav betænkningen om værgemålsloven. Udvalget løste dog ikke problemet. Det kom til den konklusion, at spørgsmålet ikke skulle løses i værgemålsloven, men i bistandsloven eller anden lovgivning.''

Der kan imidlertid komme til at gå temmelig lang tid, før der bliver tale om en ny lovgivning.

Det fremgår af kommissoriet for det udvalg, Socialministeriet nedsatte til at se på spørgsmålet om tvang mod demente og andre psykisk handicappede i sommeren 1996.

Udvalget har fået til opgave at vurdere lovligheden af mere eller mindre tvangsmæssige foranstaltninger, der anvendes i praksis.

Udvalget skal overveje, om der er brug for først at sætte særlige undersøgelser i gang, og på denne baggrund skal udvalget vurdere, om der er brug for indgreb i selvbestemmelsesretten og i hvilket omfang. 

Nøgleord: Demens, plejehjemsanbringelse, tvang, værgemålslov.