Autoriteternes pres

Side 30

Billede

Side 31 

Danske sygeplejersker er ofte for autoritetstro. Og det udnytter både lægerne, de offentlige myndigheder, politiet og private advokater og arbejdsgivere, når de har presserende brug for oplysninger om klienter i forsorgs- eller sygehussystemet.

''Jeg har ofte sager, hvor personalet har følt sig presset til at afgive oplysninger, som de ellers burde have holdt for sig selv med henvisning til tavshedspligten på området. Men de har følt sig forpligtede af autoriteterne til at medvirke til at afgive erklæringer og oplysninger om patienterne, som de klart burde have sagt nej til,'' fortæller embedslæge Kate Runge Nielsen fra embedslægeinstitutionen i Århus Amt. I sit daglige embede underviser hun jævnligt sygeplejersker fra alle fagets grene, og hun oplever mange gange, at historierne om, hvordan sygehuspersonalet bliver sat under pres fra autoriteterne og udefrakommende personer, kan genkendes blandt mange af kollegerne.

Hun er ikke i tvivl om, at det er manglende uddannelse og viden blandt sygeplejerskerne om det regelsæt, der er gældende, når det gælder patienternes retsbeskyttelse og varetagelse af deres tarv, der får dem til at bukke under for presset fra autoriteterne udefra.

''Jeg har netop oplevet en sag, hvor en hjemmesygeplejerske af en læge blev bedt om at skrive en erklæring om en ung, socialt truet pige, der var blevet flyttet fra sin faste bopæl. Lægen bad om at få strammet teksten i erklæringen op – han skulle nemlig bruge erklæringen i et opgør med modpartens advokat og ville ikke risikere at tabe sagen. Hjemmesygeplejersken bliver dog bekymret – og først efter, hun har søgt råd andetsteds, går det op for hende, at hun slet ikke kan skrive nogen erklæring uden patientens samtykke. Men det havde ingen af de involverede parter gjort hende opmærksom på,'' beretter Kate Runge Nielsen.

''Et andet konkret eksempel, som flere af de sygeplejersker, jeg har mødt, kan nikke genkendende til, handler om private arbejdsgivere, der ringer til hospitalet for at få oplysninger om de indlagte. Senest hørte jeg fra en sygeplejerske, der havde oplevet, at en arbejdsgiver havde ringet for at få oplysninger om en patient. Arbejdsgiveren mente, at det hospital, hvor den pågældende opholdt sig, var specielt indrettet for hiv-positive patienter. Så han gjorde krav på at få oplyst, hvilken diagnose medarbejderen var indlagt med. Det blev selvfølgelig afvist, selvom arbejdsgiveren over for sygeplejerskerne hårdnakket påstod, at han havde krav og lovhjemmel til at få denne oplysning. Og de samme tilfælde har jeg hørt fra andre steder, herunder afdelinger med indlagte kræftpatienter,'' fortæller Kate Runge Nielsen.

''Generelt,'' fastslår Kate Runge Nielsen, ''er sundhedspersonalets tavshedspligt ved at blive udhulet.'' Dermed er embedslægen klart på linie med Lægeforeningen, der har efterlyst større beskyttelse af patienterne.

''Men det er ikke alene et spørgsmål om patienterne. Det er mindst lige så vigtigt at se på sygeplejerskernes tarv og det pres, som de er underlagt,'' understreger Kate Runge Nielsen.

I klemme i pressen

En øget opmærksomhed blandt sygeplejerskerne selv omkring tavshedspligt og det offentlige regelsæt vil ifølge Kate Runge Nielsen også betyde, at personalet bedre og hurtigere kan tage til genmæle, hvis de uberettiget hænges ud i pressen og offentligheden.

''Lovgivningen på området siger nemlig også klart, at læger, sygeplejersker og andet personale må tage til genmæle, hvis de har behov for at varetage egne tarv. Men alt for ofte vælger man at lukke helt i, hvis der opstår situationer, hvor der bliver debat om patienternes rettigheder eller udlevering af personfølsomme oplysninger. Jeg ser ofte en nærmest forkrampet holdning flere steder i det offentlige system, hvor man ser pressen som en fjende frem for at åbne op og i stedet få sin fremstilling af sagsforløbet ud – og dermed også de overvejelser, der har ligget til grund for beslutningerne. Ofte vil det så vise sig, at der slet ikke er nogen sag for pressen,'' mener Kate Runge Nielsen.

Selv kom embedslægen i landets næststørste amt i søgelyset i pressen, da hun greb ind i en sag fra Odder-kanten i amtets østlige del. Her havde en ældre kvinde anklaget en række navngivne hjemmesygeplejersker for mangelfuldt tilsyn og hjælp til hendes angiveligt alvorligt syge mand i deres hjem. Både den lokale presse og amtets største aviser tog sagen op – og hængte nærmest sundhedspersonalet ud i sine skriverier.

''Men sagen var, at manden ikke var nær så syg, som ægtefællen hævdede. Men hun så ham helst liggende i sengen derhjemme døgnet rundt, hvad sygeplejerskerne ikke ville tage ansvaret for. Desværre nægtede det anklagede personale at tage til genmæle offentligt i sagen – og den lokale leder ville heller ikke stå frem i pressen for at gendrive de forkerte påstande,'' fortæller Kate Runge Nielsen.

Sagen endte med, at embedslægeinstitutionen selv greb ind. Kate Runge Nielsen gik til pressen og forsøgte at klarlægge den rette sammenhæng.

''Herefter blev vi så beskyldt for at bryde tavshedspligten. Men det afviste både Lægeforeningen og amtets advokater – det var jo ægtefællen selv, der havde skabt offentlighed om sagen. Men sagen viser igen, at det er vigtigt, at sundhedspersonalet og lederne kender deres rettigheder og tør tage til genmæle for at beskytte deres egne tarv.''

 Side 32

Hun peger på andre tilfælde, hvor hemmelighedskræmmeriet har givet uheldige følger, herunder senest den ulykkelige sag fra Vejle Amt, hvor rygter og sladder i lokalsamfundet om en fejlbehandling af en patient til sidst førte til en lægekollegas selvmord og store psykiske problemer for andre af det implicerede sygepersonale.

''I dette tilfælde kunne klare kommandoveje i systemet klart have hjulpet. Snakken gik jo, men ingen tog initiativ til at få ryddet op i problemerne. Personalet blev dermed stillet i en dårlig og usikker situation, hvor klare instrukser kunne have medvirket til, at der blev skåret igennem og, om man kan sige det, gjort rent bord,'' tilføjer Kate Runge Nielsen.

Hustruvold og demente

Personalet på sygehuse, plejehjem og andre institutioner kender også situationen, hvor der har været tale om vold. Det kan være i tilfælde, hvor en kvinde kommer på skadestuen med klare tegn på voldelige overgreb. Eller på en institution eller i private hjem, hvor ældre demente også viser klare tegn på at have været udsat for vold.

''Det offentlige er klart forpligtet til at gribe ind i de private hjem, hvis ældre demente lider fysisk overlast eller lider under mangelfuld omsorg. Så skal hjemmeplejen straks gribe ind og sørge for andre anbringelsesmuligheder. Og i givet fald gå videre til de rette institutioner, hvis der er tale om overgreb,'' understreger Kate Runge Nielsen.

''Når demente udsættes for vold, er situationen måske mere uafklaret,'' påpeger Kate Runge Nielsen.

''Problemet er stort, hvis der er tale om en ældre dement i eget hjem. Her kan der ofte være tale om afmagt eller nedværdigende forhold, der har fået en ægtefælle eller sambo til at gribe til vold. Men er der tale om tilfælde fra en institution, så har plejepersonalet selvfølgelig pligt til at gribe ind – og efterfølgende kan en anmeldelse komme på tale. Men det er et utroligt følsomt område, hvor mange forhold og overvejelser spiller ind,'' mener hun.

Hun erkender dog, at der er tale om en svær balancegang, når det gælder ældre mennesker.

''Flere hjemmesygeplejersker har fortalt, hvor svært det er at gribe ind over for et ægtepar, der måske har boet sammen i 50 år.

Problemerne er der – men mange gange kan det være et spørgsmål om at få tildelt mere og især relevant hjælp til hjemmet. Desværre ser vi i dag flere kommuner, hvor enten ressourcerne eller viljen til at hjælpe de ældre til en tålelig tilværelse i deres eget hjem ikke er store nok,'' tilføjer lægen fra Århus.

I tilfældet med hustruvold er personalet på skadestuer og hospitaler desværre alt for ofte magtesløse.

''Medmindre kvinden samtykker i en anmeldelse til politiet, er der ikke meget at gøre – andet end at give gode råd eller henvise til hjælp udefra eller til et kvindehjem,'' siger Kate Runge Nielsen.

Der kan dog ikke være tvivl om, at der skal skrides ind, hvis personalet samtidig får oplysninger om, at børn i hjemmet lider enten fysisk eller psykisk som en følge af volden.

''Er børnenes tarv truet, så vil jeg ikke tøve med at skride til en anmeldelse efter en konsultation med det øvrige personale og den stedlige ledelse. Det er der også en klar lovhjemmel til at gøre,'' understreger embedslægen i Århus Amt.

Det samme gør sig gældende, hvis et barn bliver indlagt eller tilset med tegn på fysiske eller psykiske overgreb efter mobning fra andre børn.

''Volden florerer desværre også børn imellem. Der er mange eksempler på, at børn er blevet tævet alvorligt af andre børn i forbindelse med skolegangen eller ophold på fritidsinstitutioner. Her er jeg heller ikke i tvivl – der skal ske en indberetning til de sociale myndigheder og institutioner. Men her er vi igen i en såkaldt grå zone. Der foreligger endnu ikke nogen retsafgørelser på området, men bistandsloven foreskriver klart, at der skal gribes ind med henvisning til relevante myndigheder. I sådanne situationer vil jeg opfordre til, at personalet og ledelsen taler grundigt sammen om, hvad der skal gøres,'' siger Kate Runge Nielsen.

Hiv et randområde

Et ganske kontroversielt randområde er spørgsmålet om indberetninger og tavshedspligt, når det gælder aids- og hiv-sygdomme. Endnu har der ikke været så mange sager herhjemme til trods for pressens store bevågenhed om emnet. Og oftest har pressens skriverier haft sensationens interesse og præg.

''Regelsættet på området er efter min vurdering egentlig klart nok. Den ansvarlige læge skal gøre partneren opmærksom på tilfældet, når diagnosen er stillet, og foretage de nødvendige indberetninger i sundhedssystemet. Som det er nu, har sygeplejerskerne ikke nogen pligt eller lovhjemmel til at give oplysningerne videre.

Tavshedspligten siger klart, at de følsomme oplysninger ikke må videregives,'' understreger embedslægen i Århus Amt.

''Jeg har dog et eksempel, hvor en hjemmesygeplejerske advarede sit eget barn mod at besøge et hiv-positivt barn i naboområdet. Og barnet gav jo frejdigt oplysningerne videre om, ''at hende må man ikke lege med,'' hvorefter snakken gik i hele nabolaget om den hiv-positive familie. Lækagen bag oplysningerne blev hurtigt klar, men sygeplejersken forsvarede sig med, at hun havde advaret (fortsættes side 34)

Side 33 

Side 34

sit barn af hensyn til dets sikkerhed. Ud over at afsløre stor ukendskab til smitteveje og tavshedspligten slap hun dog med en kraftig advarsel fra myndighederne. Den hiv-positive familie opgav nemlig at forfølge sagen, men sygeplejersken fik samtidig indskærpet, at der ikke gælder nogen forældelsesfrist i det retslige system, når det gælder brud på tavshedspligten,'' påpeger Kate Runge Nielsen.

Meld de kriminelle

Embedslæge Kate Runge Nielsen er ikke i tvivl, hvis hun i forbindelse med sit arbejde eller som privatperson får oplysninger om kriminel foretagsomhed blandt klienter i sundhedssystemet. Men, understreger hun, alt efter skøn er der altid en nedre grænse for, hvornår man bør involvere politiet eller andre myndigheder på området.

''Hvis jeg fik oplysninger om, at en patient skal have metadon for at afbryde en behandling på grund af en længere rejse sydpå eller til eksotiske lande i den sydamerikanske eller asiatiske del af verden, vil jeg blive nysgerrig. Og fik jeg oplysninger om, at pågældende har en forretningsmæssig interesse i udflugten, så vil jeg da give mine overvejelser videre til rette vedkommende, altså til politiet. Det føler jeg er min pligt af hensyn til almenvellet – og også min moralske forpligtelse,'' siger Kate Runge Nielsen.

Embedslægen nævner samtidig, at hun er blevet kontaktet af sygeplejersker, der ikke rigtigt ved, hvad de skal gøre med oplysninger fra blandt andet familiemedlemmer til patienter, der pludselig er rejst af sted på en betalt rejse.

''Hvis patienterne samtidig er kendt som misbrugere, så fortæller jeg selvfølgelig sygeplejerskerne, at de skal gå videre med deres viden – enten til afdelingsledelsen, den overordnede læge eller direkte til politiet, hvis de føler sig på sikker grund i sagen. Mit råd er, at det bør alle gøre – både under henvisning til straffeloven og hensynet til almenvellet. For her gælder tavshedspligten ikke. Det samme gælder helt klart, når det gælder spritbilister, som mange sygeplejersker på landets skadestuer har mødt: Hvis man erfarer, at en behandlet og påvirket patient vil køre hjem i eget køretøj til trods for advarsler herom, så meld dem!''

Er der derimod tale om oplysninger, der vedrører banale tyverier, så vil Kate Runge Nielsen ikke blande sig.

''Det er altid en skønssag. Hvis der er tale om efterforskning af større tyverisager, så må politiet – som de jo også gør det i det daglige – selv melde ud. Men hverken læger, sygeplejersker eller andre i sygehussystemet eller sundhedssektoren i øvrigt skal optræde som politiets forlængede arm,'' tilføjer hun.

En gråzone mere dukker frem, når man oplever patienter, der fremsætter trusler på livet mod navngivne personer eller tredjemand.

''Tavshedsløftet og tillidsforholdet til patienterne er en gammel mærkesag for alle ansatte i sygehusvæsenet. Man må derfor i sådanne situationer også skelne imellem, om det er offeret eller gerningsmanden til en grov forbrydelse, der udtaler sig. Mange kan jo koge over – og sige ting, de slet ikke mener eller har viljen til at gennemføre. Det personale, der møder patienten, skal vurdere det enkelte tilfælde og tage beslutningen om henvendelse til politiet. Men hvis der er åbenlys fare for andres liv eller almenvellet, så er der ingen tvivl om, at så må man bryde tavshedsløftet,'' fastslår Kate Runge Nielsen.

Hun understreger, at det altid vil være en vanskelig situation for personalet at stå i.

''Men det hører med til ens forpligtelser, når man er ansat i sundhedsvæsenet – at man må varetage både patienternes og befolkningens tarv bedst muligt,'' siger embedslæge i Århus Amt.

Mere undervisning

Overordnet er det hendes synspunkt, at der er behov for mere undervisning om den almene lovgivning på området.

Ifølge Kate Runge Nielsen bør der både undervises mere på grunduddannelsen og tilbydes flere efteruddannelseskurser om emnerne.

''Samtidig må man sikre, at der er mere klare retningslinjer på sygehuse, skadestuer og andre institutioner om, hvornår man er berettiget til at udlevere navn, adresse og cpr.-nr. på patienterne. Der må være en klar afgrænsning af, hvornår der er tale om begivenheder, hvor hensynet til almenvellet går forud for den enkeltes interesse. Og man må samtidig have en klar aftale om, hvem der kan skrive indberetninger og erklæringer – og at der altid gøres alt for at sikre patienternes rettigheder,'' påpeger Kate Runge Nielsen.

''Men jo mere viden, den enkelte sygeplejerske har, jo bedre Retningslinjer er en god ting, men de må heller ikke være for detaljerede. Man kan jo ikke udarbejde retningslinjer, der tager højde for alle situationer. Derfor må det altid være det personale, der møder patienterne og står i de konkrete situationer, der må vurdere det enkelte tilfælde og træffe beslutningerne. Vi skal selv – både læger og sygeplejersker – kunne klare problemerne. Det er vores ansvar og arbejde – og jo mere viden, vi har, jo bedre. Både for patienterne og for sundhedssystemet generelt,'' siger embedslæge Kate Runge Nielsen. 

Nøgleord: Interview, Kate Runge Nielsen, tavshedspligt.