Hospitalssygeplejersker og primærsygeplejersker får luft for deres frustrationer i en omfattende rapport om samarbejdet mellem de to sektorer, som Københavns Amtskreds har lavet. Rapporten peger på problemet med de mange ældre mennesker, der har svært ved at klare sig i eget hjem, og som af og til indlægges på hospitalet uden konkret medicinsk diagnose. De ældre risikerer at blive kastebolde mellem hjemmeplejen og hospitalet, og sygeplejerskerne kommer ufrivilligt til at personificere det uhensigtsmæssige system.
'Sygeplejersken' bad sygeplejersker i sekundær og primær sektor om at give eksempler på det gode og det dårlige samarbejde. De er enige om, at en væsentlig forskel består i, om hospitalssygeplejersken og primærsygeplejersken får talt sammen om patienten ved indlæggelse og udskrivning. Her kan manglende kendskab til hinandens ressourcer, sparsomme telefontider og mangel på telefaxer opleves som dele af problemet.
Danskerne har Europa-rekord i tilfredshed med sygehusene, og Sygehuskommissionen afviser da også, at der skulle være brug for drastiske ændringer. Der er ingen forkromede reformforslag i kommissionens betænkning, men 47 konkrete anbefalinger, som umiddelbart kan sættes i værk.
Der skal udvikles alternative plejetilbud i kommunerne for sygehusenes ældre medicinske patienter, siger Sygehuskommissionen. Forslaget får tilslutning fra alle sider. Spørgsmålet er nu, hvem der skal betale.
Sygeplejersker og sundhedspersonalet ved generelt alt for lidt om tavshedspligt, myndighedsloven, forvaltningsloven og det øvrige regelsæt, der styrer retstilstanden på området. Ofte kan både offentlige myndigheder, advokater og arbejdsgivere løbe om hjørner med personalet på skadestuer, sygehuse, forsorgs- og plejehjem. Det mener lederen af embedslægeinstitutionen for Århus Amt, embedslæge Kate Runge Nielsen.
Den information, som nybagte mødre får om spædbarnsernæring og amning, er indbegrebet af den løftede pegefingers pædagogik. Den virker som en sten til den store mur af dårlig samvittighed og usikkerhed, som førstegangsfødende i forvejen står over for.
Under- eller overvægt hos børn kan være et symptom på, at barnet ikke får den rette psykologiske næring i familien. Derfor er det utilstrækkeligt, hvis sundhedsplejersken og forældrene kun fokuserer på barnets størrelse. Diæter, madlavningskurser og fysiske træningsprogrammer er ikke nok for et barn, der er ved at udvikle en spiseforstyrrelse.
Begrebet produktion hører ikke hjemme i arbejdet med mennesker, og decentral løn vil kun føre til splittelse og frustration blandt personalet. Resultatet vil blive stor personaleudskiftning og dårlig patientpleje.
