Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejersken og brigaden

Det har ikke været noget problem at rekruttere sygeplejersker til den Danske Internationale Brigades felthospital. Alligevel er der også fremover behov for nye ansigter, som er interesseret i at kvalitetssikre og videreudvikle hospitalet så det ikke stagnerer.

Sygeplejersken 1998 nr. 12, s. 18-20

Af:

Helle Blom, oversygeplejerske

SY-1998-12-18-4
Sygeplejerskens funktionsafmærkning på skulderstroppen er et kors øverst og egeløv nedenunder.

Foto: Claus Mølholm og Poul Rasmussen.

Rekruttering af sygeplejersker til den Danske Internationale Brigade har ikke på noget tidspunkt været et problem, som tilfældet har været det med læger.

Der er blevet brugt mange kræfter og penge på at få lægerne til at melde sig. Det er efterhånden også lykkedes. Felthospitalet er efter den sidste øvelse i september 1997 klar til udsendelse, og det bliver spændende at se, hvor det skal stå sin prøve. Til seks måneders udsendelse skal der bruges 135 sygeplejersker.

Folketinget har ved lov nr. 909 af 8. december 1993 vedtaget, at Danmark skal have en international brigade med en personelstyrke på i alt cirka 4.500 mand. Heraf vil cirka 80 procent være personale med en særlig rådighedskontrakt, og de resterende 20 procent vil være fast tjenestegørende personale i forsvaret. Formålet med at oprette den Danske Internationale Brigade (DIB) er, at den som helhed eller med dele af enheden skal:

  • Deltage i humanitære, fredsbevarende, fredsskabende og lignende operationer i rammen af FN eller OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa).
  • Stlles til rådighed for NATO, primært i de hurtige reaktionsstyrker.
  • Deltage i det nationale forsvar.

Side 19

Felthospitalet

Til brigaden hører et felthospital (FHOSP), som er designet til at yde en behandling, der svarer til normal dansk sygehusstandard. Hospitalet er et moderne, mobilt sygehus, der kan indsættes overalt i verden efter en folketingsbeslutning.

Hospitalet er organiseret med 208 personer, fordelt dels med civilt sundhedsfagligt personel, såsom læger, tandlæger, sygeplejersker, laboranter, radiografer, medicoteknikere, dyrlæge og farmaceut, dels med militært uddannet personale, såsom sygepassere, sygehjælpere, teknisk- og administrativt personale. Der er i alt 45 sygeplejersker på hospitalet. Heraf en ledende afdelingssygeplejerske og to afdelingssygeplejersker. Den ene afdelingssygeplejerske er leder for hospitalets tre sengesafsnit, og den anden er leder for operation – og anæstesiafsnit samt skadestuemodtagelse.

Felthospitalet skal hvert døgn kunne gennemføre 20 standardoperationer, behandling af cirka 200 lettere tilskadekomne, indlæggelse af 100 patienter og i nødstilfælde kunne hospitalisere yderligere 100 patienter på båre. Hospitalet er i princippet opbygget på samme måde som et normalt hospital med administration, skadestue-modtagelse, operationsgang og intensivafdeling, tre sengeafdelinger, isolationsafdeling, røntgenafdeling, laboratorium, tandlægeklinik, sterilcentral, vaskeri og portørcentral, køkken og en teknisk afdeling.

Da man ikke kan regne med at have nogen infrastruktur til rådighed ved udsendelse til den misssion, det nu måtte blive, kan hospitalet pakkes ned i 91 oppustelige telte og 65 containere. Sammenpakket fylder hospitalet i alt cirka 100 lastvognslad. Hospitalet kan fungere under alle vejrforhold og er uafhængigt af tilførsel af rent vand, da det selv kan rense vandet og distribuere det via et slangesystem, dels til de forskellige containere og dels til håndvaske opstillet i teltene.

Det tekniske udstyr hører til det nyeste og omfatter alt fra medicinske specialinstrumenter, anæstesiapparater med monitorering og respirator til instrumentvaskemaskiner i skyllerum. I sterilcentralen er der fuldautomatiske autoklaver med skriver.

Tidligere pakkede man materiellet i store kasser. Det var uoverskueligt og besværligt at pakke ud. På felthospitalet har man indført anvendelse af 'flight-cases', som svarer til de transportskabe, der anvendes i flyvemaskiner. Heri pakkes alt udstyr direkte i deres specielle skuffe, eventuelt som procedurebakke, der efter åbning af skabet er klar til brug.

SY-1998-12-18-2
Oversigtsbillede af felthospitalet, her fotograferet under en øvelse i Tyskland i september 1997.

Arbejdsopgaverne

Arbejdsopgaverne vil være afhængige af, hvilken mission hospitalet er ude i. Den primære organisation er en krigsorganisation, og vægten er derfor lagt på det kirurgiske område, ortopædkirurgi og parenkymkirurgi. Da intensivafsnittet kun har plads til ti patienter, vil mange opvågningspatienter hurtigt blive sendt retur til sengeafsnittene. Sygeplejerskerne på de enkelte afsnit skal derfor også kunne observere og pleje intensivpatienter. Kommer hospitalet ud i andre missionstyper, såsom en humanitær mission, vil der ske ændringer i organisationen, så den givne opgave kan løses.

Plejen af patienterne udføres i samarbejde mellem sygeplejerskerne og sygepasserne. På Forsvarets Sanitetsskole på Jægersborg Kaserne har sygepasserne gennemgået en otte måneders uddannelse, herunder tre og en halv måneds praktik på et af forsvarets infirmerier. På Forsvarets Sanitetsskole gennemgås en generel funktionsuddannelse. Det kan være en uddannelse, der sætter sygepasseren i stand til at observere en patient, foretage målinger, føre væskeskema og varetage den personlige hygiejne. Det kan også være en uddannelse inden for sterilisering, så sygepasseren kan varetage funktionen med pakning og autoklavering. Sygepasserne arbejder altid under supervision og ansvar af en sygeplejerske.

Side 20

Som på et almindeligt hospital skal behandlingen dokumenteres. Hospitalet har sin egen journal fælles for læger og sygeplejersker, opbygget på samme måde som en normal hospitalsjournal. På længere sigt er målet en elektronisk journal.

SY-1998-12-18-3Sygeplejerske på mineafsøgning på Jægersborg kaserne i marts 1998.

Arbejdstid og krav

Afhængig af indsatstype og mission er arbejdstiden dagligt mellem 8 og 12 timer alle ugens dage. I perioder må man være indstillet på yderligere timer. Samtidig vil arbejdsforholdene være anderledes end det, de fleste er vant til. Der vil indimellem være megen ventetid, samtidig med man altid skal være parat. Det er derfor vigtigt, at man finder sin egen rytme for fritidsbeskæftigelse, hvile og søvn. Ventetiden må ikke blive for belastende, da man så ikke vil kunne yde sit bedste, når det kræves.

Kravene til sygeplejersker, der ønsker at skrive kontrakt med den Danske Internationale Brigade er:

  • Dansk statsborgerskab og dansk autorisation som sygeplejerske.
  • Kontrakten skal underskrives inden det fyldte 57. år.
  • Ønskeligt med mindst fem års erfaring. Helst inden for anæstesi, operation, intensiv, skadestue-modtagelse og kirurgisk sengeafdeling. Andre specialer vil også kunne komme i betragtning.
  • Godt helbred og en god psyke.

Med godt helbred og psyke menes der ikke, at man skal opfylde specielle krav. Men der bliver lagt vægt på, at man fungerer godt i det daglige arbejde.

Ansøgningsblanket kan rekvireres ved Forsvarets Værnepligt og Rekruttering (FVR) eller ved henvendelse til oversygeplejerske Helle Blom, Forsvarets Sundhedstjeneste, Jægersborg Kaserne. Når ansøgningen er godkendt, indkaldes ansøgeren til en prøvedag på Flyvestation Værløse. Her foretages en helbredsundersøgelse samt en vurdering af kvalifikationer og motivation for at tegne en kontrakt med den Danske Internationale Brigade.

Kurser og øvelser

Bliver man kendt egnet ved Forsvarets Værnepligt og Rekruttering, er næste skridt et to-ugers basiskursus på Jægersborg Kaserne. Kurset er beregnet på alt civilt sundhedsfagligt personale og er således et tværfagligt kursus. Kursets formål er at give kursisterne viden, færdigheder og holdningsmæssige forudsætninger gennem uddannelse i militære og sundhedsfaglige emner, så man:

  • kan løse enkeltkæmpeopgaver og deltage i forsvaret af sig selv og patienterne,
  • kan yde sundhedsfaglig indsats under feltforhold,
  • som sundhedsfagligt personel kan indgå i aktuelle og fremtidige operationer.

Derudover vil der være uddannelse under feltøvelser, som normalt falder en gang årligt i en periode på to uger. Forsvaret har herudover en række sundhedsfaglige enkeltkurser, der kan søges. I øjeblikket arbejdes der på at oprette et samlet 'Kursus i International Sundhedsstøtte' for sygeplejersker. Den nuværende plan er et kursus med fire selvstændige moduler. Første modul er det før omtalte basiskursus på Jægersborg Kaserne. De næste to moduler er et kursus i international politik og medicinsk etik og et i katastrofehåndtering. Der vil også blive et modul i tropemedicin og hygiejne, udarbejdet efter samme model som det, Københavns Universitet afholder på Panuminstitutet hvert år i august. Endelig er der mulighed for at tage et eller flere af forsvarets mange brevskolekurser.

Kontrakten med den Danske Internationale Brigade gælder for en periode på tre år ad gangen. Har man opfyldt kontraktbetingelserne, gives der en bonus på 45.000 kroner. Desuden forpligtiger man sig til:

  • at deltage i den grundlæggende basisuddannelse på to uger,
  • at blive udsendt to gange to måneder,
  • at deltage i øvelser og funktionsuddannelser, samt
  • at undervise andet personale under øvelser.

Hospitalet har nu været opstillet og på øvelse tre gange. Sidste gang 14 dage i september 1997. Hospitalet var her opstillet to steder, sidst på Lüneburger Heide, hvor formanden for Dansk Sygeplejeråd, Jette Søe, besøgte hospitalet sammen med en delegation fra Forsvarets Sundhedstjeneste. Jette Søe havde her lejlighed til at mødes med sygeplejerskerne og deres talsmand.

Mange af sygeplejerskerne har været med fra starten og er fortsat meget motiverede for arbejdet i hospitalet, herunder et fortsat arbejde med udarbejdelse af procedurer og standarder, undervisning etc. Felthospitalets overlæge Henrik Kähler har udtalt: ''Når et nyt hospital er etableret, vil der i en længere periode være mange ting, som skal gennemgås, gennemprøves og tilrettes. Det skal kvalitetssikres. Således også for felthospitalet i den Danske Internationale Brigade. Derfor vil der også i fremtiden være behov for personale, som er interesseret, dels i dette men også i en videreudvikling af hospitalet, således at det ikke stagnerer og derved ikke kan leve op til de krav, man med rimelighed kan kræve af et dansk hospital.'' Det er jeg enig i og håber, at flere sygeplejerske vil tegne kontrakt med den Danske Internationale Brigade. (Se annoncen andetssteds i 'Sygeplejersken')•

Helle Blom er oversygeplejerske ved Forsvarets Sundhedstjeneste, Jægersborg Kaserne.

Nøgleord: Danske Internationale Brigade, felthospitalet.
 

Tema: Den danske brigade