Faglig kommentar: Hverdagsviden

Nej, vel? Metodiske undersøgelser af sygeplejen er påkrævede, så patienterne kan tilbydes en pleje, der ikke blot er baseret på hverdagsviden.

Mange sygeplejersker synes at være forfærdede over den udvikling, der med skrækblandet foragt kaldes akademisering af sygeplejefaget.

Når sygeplejen ikke lever op til forventningerne i en eller anden given sammenhæng, så skyldes det ikke manglende politisk stillingtagen, uansvarlige sygeplejersker, eller øget pres på sundhedssektoren, men derimod akademiseringen. Dette store, farlige dyr i åbenbaringen, som altså magter at tage styringen, omsorgen og selve faget ud af sygeplejerskernes favn og løbe med alle former for medmenneskelighed.

Det er en noget unuanceret opfattelse efter min mening. Hvis sygeplejersker vil beskæftige sig med den kliniske sygepleje på et videnskabeligt grundlag og efterforske om alt det, de har gjort i mange år, nu også er til nogen nytte, hvordan kan det så være galt?

Da jeg var sygeplejeelev, lærte vi at massere begyndende decubitus med flad hånd og en god creme. Hvorfor? Det stimulerer blodomløbet og reducerer risikoen for, at et begyndende tryksår udvikler sig yderligere. Fup eller fakta? Fup, viser det sig, her mange år senere. Men argumentet blev fremført uden belæg og med stor autoritet, og det var nok dengang.

Jeg tror, der kunne findes mange lignende eksempler på, at sygeplejersker udfører sygepleje på ganske bestemte måder uden helt at vide hvorfor. At sygeplejen er baseret på hverdagsviden, som savner nøjere begrundelser og baggrund.

Men hvis vi antager, at patienternes velbefindende er et fælles mål, må det være naturligt at undersøge, om sygeplejen lever op til sin hensigt om at lindre, rehabilitere eller fremme sundhed på den bedste og økonomisk mest forsvarlige måde.

Nye mønstre

I den forbindelse må der arbejdes på at ændre nogle mønstre blandt fagets udøvere. Sygeplejersker bliver nødt til at finde fornøjelse i at købe bøger en gang imellem, eller kaffekassen skal aflastes for kaffe- og kagepligten og etablere og vedligeholde et minibibliotek på arbejdspladsen. I disse år oversvømmes markedet med spændende bøger om sygepleje. Mange på dansk, men også en del norske og engelske bøger, som kan give et skub eller være god inspiration, hvis sygeplejersker vil videre.

I konkurrence med patienterne vil der opstå behov for, at sygeplejersker behersker brug af Internettet. Når patienten møder op med 25 sider om sin sygdom, dens pleje og behandling, hvad skal sygeplejersken så stille op, hvis hun er lammet af maskinskræk?

Kandidaterne i sygepleje har oplagte muligheder, når det handler om at prikke til en uundgåelig udvikling. Fortæl en bredere skare af sygeplejersker, hvad det er, I har arbejdet med. Tag formidlingen med som en del af det akademiske arbejde. På den måde ville debat og fagkritik måske også brede sig, for i øjeblikket er det et problem, at mange har en mening, men få giver udtryk for den i form af læserbreve og synspunkter.

Enhver, der har været i selskab med en gruppe sygeplejersker, er klar over, at der er mange områder at diskutere, megen kritik af de bestående forhold inden for sundhedssektoren, og mange gode forslag, men at debatten forstummer, når opfordringen lyder: Skriv om det!

Begreberne videnskab og metode hænger sammen, og sygeplejen kan kun blive bedre af at blive gransket mere metodisk. I tilgift vil sygeplejerskers argumentations- og gennemslagskraft øges, fordi mere viden giver mere selvtillid.

I fremmedordbogen står der, at en akademiker er en person, der har studeret ved et universitet. Det er ikke anført, at personen mangler hjerte eller ikke kan udøve sygepleje. Når det siges, at akademisering af sygeplejen nødvendigvis vil fratage faget noget unikt og ødelægge det medmenneskelige, er det noget sludder.

Ingen ville vel finde på at hævde, at præsten, lægen eller psykologen havde deponeret al medmenneskelighed ved universitetets port? 

Jette Bagh er sygeplejelærer ved Sygepleje- og Radiografskolen i Herlev og ekstern sygeplejefaglig vejleder på Sygeplejersken.