Ikke et ord om mobning

Problemet med mobning er sjældent så sort-hvidt, at man kan trække enkelte elever ud af det sindrige edderkoppespind, som en klasse altid består af. Artiklens forfatter præsenterer en metode, hvor alle de involverede er med. Ingen udpeges som mobber, og der bruges positive ord og anerkendende omtale blandt eleverne.

Som skolesundhedsplejerske støder man ofte på elever, der mistrives på grund af drillerier eller mobning i klassen. Det er, som om de har lidt helle hos sundhedsplejersken ­ vi er en del af skolen, men er trukket lidt væk fra klasselokalet og dagens trummerum.

Eleverne viser åbenhed og tillid, når de mærker, at der er en voksen, der giver sig tid til at lytte og tage dem alvorligt. Det er oplagt at udnytte den fortrolighed og nærhed, vi ofte oplever, og det må kunne udnyttes endnu mere.

Nedenstående er en ide til, hvad der rent faktisk kan gøres mod mobning ­ og ikke nødvendigvis af læreren.

Det centrale i metoden er, at eleverne interviewer hinanden.

Side 45

På en struktureret måde får de mulighed for at snakke sammen og sige nogle anerkendende ting til hinanden. En væsentlig betingelse for at ændre sig er nemlig, at man føler sig accepteret.

Jeg har fået inspirationen og den systemisk teoretiske baggrundsviden til nedenstående forløb gennem min toårige uddannelse til sygeplejefaglig vejleder på Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation (Dispuk) i Snekkersten.

For at illustrere metoden vil jeg referere et konkret forløb med en 8.-klasse.

Drømme og forventninger

Ved den sædvanlige samtale med klasselæreren før klasseundersøgelsen kom det frem, at der gennem længere tid havde været en del mobning i pigegruppen. Læreren havde taget sig god tid til enkeltkonsultationer med eleverne. Han havde blandt andet sagt til dem, at det at forholde sig til mobning var en del af deres modningsproces ­ at de selv måtte lære at sige fra over for dem, der dominerede.

Jeg skulle snakke med eleverne på den måde, jeg fandt bedst. Det var vigtigt for mig ikke at cementere problemet eller gøre det værre. Jeg ville ikke have, at eleverne oplevede, at jeg gjorde dem til et problem. Derfor ville jeg overhovedet ikke nævne ordet mobning, men i stedet bruge ord, der udtrykte, hvad jeg ville ønske for dem, nemlig bedre trivsel i klassen.

For som Grundtvig har sagt: ''Ordet skaber hvad det benævner.''

Jo mere man snakker om drømme og ønsker for fremtiden, desto større chancer er der for, at man kan skabe en fælles ramme af glæde og forventning om noget godt sammen. Samtidig var jeg opsat på, at eleverne skulle føle sig set, hørt og forstået.

En anvendt metode er personlige samtaler, hvor man indskærper mobberen, at han/hun skal holde sig fra drilleriet, og at den mobbede skal lære at sige fra. Man har så opfølgende samtaler med begge parter for at checke, at mobningen ikke fortsætter.

Jeg er ikke enig i denne fremgangsmåde. Det kan godt være, at den kan hjælpe midlertidig, men problemet er sjældent så sort-hvidt, at man kan trække enkelte elever ud af det sindrige edderkoppespind, som en klasse altid består af. Derfor skal alle, som er en del af systemet, være med til at løse problemet, hvis der skal være en chance for, at løsningen bliver langtidsholdbar.

Jeg besluttede mig derfor til at anvende en metode, hvor alle blev inddraget på lige fod. Jeg lavede interviewspørgsmål, der var tilpasset elevernes klasse- og alderstrin. De skulle så interviewe hinanden på skift. Derved ville alle komme til orde, og ingen ville blive udpeget til at være problemet, hverken mobberne eller den/de mobbede.

Elevintroduktionen

Jeg begyndte med at tale med eleverne gruppevis, som jeg plejer til den almindelige klasseundersøgelse, og forklarede, at jeg havde talt med deres klasselærer, og at han havde sagt, at der var noget pigefnidder i klassen. Jeg forklarede dem, at det kunne der ofte være på de klassetrin, og at jeg mente, vi sammen kunne gøre noget ved det.

Jeg havde forberedt nogle spørgsmål til dem, som de skulle interviewe hinanden om. Og derefter skulle vi ­ hele pigegruppen og jeg ­ snakke sammen. Jeg læste spørgsmålene op, så de vidste, hvad de gik med til. Vi skulle med andre ord ikke tage hul på emnet 'trivsel i klassen' (som jeg ellers plejer at gøre) men gemme det til sidst efter den almindelige klasseundersøgelse. Jeg ville ikke have, at de skulle sidde og sladre om hinanden, inden vi gik i gang. Der var ingen, der skulle have fornemmelsen af, at der var blevet talt om dem bag deres ryg.

Jeg fortalte, at jeg havde taget en uddannelse i at lave supervision, og at jeg dér havde fået nogle ideer, som jeg kunne tænke mig at prøve af på skoleelever. De fik at vide, at jeg ikke havde prøvet dette før, men at vi kunne kaste os ud i det sammen og se, hvad der skete. Jeg spurgte dem, om de var med på at prøve noget nyt. Det var de.

For oversigtens skyld har jeg delt forløbet op i følgende seks punkter:

  • Spørgsmålene

  • Interviewet

  • Anerkendelsesrunden

  • Interview-fællessnak

  • Aftale om opfølgning

  • Processnak

Spørgsmålene

Alle piger i klassen fik udleveret følgende spørgsmål:

  • Hvorfor tror du, sundhedsplejersken vil have, at vi skal snakke sammen på denne måde?

  • Når sundhedsplejersken siger bedre trivsel i klassen, hvad tror du så, hun mener?

  • Hvordan vil du selv beskrive en klasse, hvor alle trives?

  • Hvad synes du er det sjoveste ved at være i din klasse?

  • Hvad går godt for dig i klassen?

  • Fortæl om en episode, hvor du synes, at du selv gjorde noget godt i klassen.

  • Hvad gjorde du/hvad gjorde andre, som gjorde det til en god oplevelse?

  • Hvad lærte du af det?

  • Hvad synes du er det sværeste ved at være pige din klasse?

  • Hvorfor netop dette?

  • Fortæl om en episode, som du synes var ubehagelig for dig i klassen, som du synes, at du slap mindre heldigt fra.

  • Hvad lærte du af det?

  • Hvad kan du selv gøre for, at I kan få det bedre sammen i klassen?

  • Hvordan synes du, at vi skal følge op på denne snak i dag?

  • På hvilken måde var det godt at blive interviewet om disse spørgsmål?

  • Skriv et par linier ned om den sidste gruppe spørgsmål til brug i fællessnakken til sidst.

Interviewet

Da jeg var færdig med den almindelige klasseundersøgelse, kaldte jeg alle pigerne over samlet. Jeg repeterede for dem, hvad vi nu skulle i gang med og fortalte dem, at de ikke behøvede at holde sig slavisk til hvert eneste spørgsmål, men at jeg fandt det vigtigt, at de medtog spørgsmålet ''Hvad lærte du af det?''

Jeg delte de syv piger op i grupper af to og tre. De fik hver sit rum at interviewe hinanden i. Jeg gik rundt og lyttede på. Der var også brug for lidt hjælp til et par af spørgsmålene, som vi omformulerede i fællesskab.

Anerkendelsesrunden

Da en af pigerne kommenterede et af spørgsmålene ved at sige, at hun ikke vidste, hvad hun skulle lave om, da hun ikke vidste, hvad de andre kunne lide ved hende, fandt jeg på at indskyde en runde inden fællesdiskussionen.

Jeg bad dem skrive alle de andre pigers navne på et stykke papir. Ud for hver enkelt skulle de så skrive, hvorfor det var godt at have NN i klassen, og hvad de syntes, hun skulle gøre mere eller mindre af. De læste så op efter tur om hver enkelt.

Det blev en meget intens runde, og det var, som om de allerede var sporet ind på tankegangen ved interviewspørgsmålene. Alle kunne sige noget positivt om de andre, men der var brug for kraftig styring, så de øvrige, lidt negative udsagn, blev reformuleret positivt. Og de skulle hele tiden mindes om, at de ikke skulle snakke til mig, men snakke til og kigge på den, de talte om.

Der var også brug for at fortælle, at den, der blev snakket om, skulle lytte uden at kommentere ­ de skulle med andre ord bare slå ørerne ud. Det faldt specielt de mest dominerende ret svært.

Flere var inde på, at de savnede den gang, hvor de var rigtig gode venner med NN ­ at de godt kunne tænke sig at snakke mere med NN. Det var vigtigt, at jeg hele tiden fremhævede det anerkendende i det sagte, og at der blev fokuseret mere på muligheder for dem sammen, frem for at kigge på gammelt nag.

Interview-fællessnak

Så tog vi fat på at kommentere de forskellige interview. Jeg fortalte, at de alle var gået seriøst til værks, og at det havde slået mig, at de stort set alle sammen havde sagt, at en klasse i god trivsel var en klasse, hvor der ikke fandtes nogen, der bagtalte andre.

Vi fortsatte så med på skift at høre, hvad de havde svaret på spørgsmålet: Hvad de selv kunne gøre for at få bedre trivsel. Vi snakkede om, at de jo alle havde en syvendedel af ansvaret for, at de fik det godt i pigegruppen. Det var, som om anerkendelsesrunden inden havde inspireret dem til at få flere ting med, end de lige havde skrevet ned. Mange udsagn gik på, at de ikke ville bagtale mere, at det var vigtigt at gå direkte til den, det drejede sig om, hvis der var noget, de var

Side 47

utilfredse med. Flere af dem sagde, at de var kede af, at de havde bagtalt nogen, og at de godt kunne se, at det var forkert.

Det skulle styres, så der ikke blev en negativ stemning. Igen var der brug for meget positiv reformulering, så deres udsagn blev blødt op og fik en mere positiv klang.

På et tidspunkt spurgte én af dem, om de ikke fik lejlighed til at forsvare sig. Hun fortalte blandt andet om problemer hjemme som forklaring på, hvorfor hun havde været meget nærtagende. Det var godt for hende at mærke de andres forstående blikke. Det udløste en snak om, at vi alle har en grund til at være, som vi er, og at det ikke altid er den nærtagende, der er noget i vejen med. Jeg forklarede, at det var med vilje, at jeg ikke lagde så meget op til, at de skulle bruge krudt på at forsvare sig. Vi kunne sagtens have siddet og slået hinanden i hovedet med: ''Og så sagde jeg også...,'' ''og så gjorde hun det...'' og på den måde blive mere og mere sure på hinanden. Det, jeg primært ville, var at vende den negative spiral til en positiv, og det mente jeg, at man gjorde ved at sige noget om, hvad man var glad for hos hinanden, og hvad man ønskede af hinanden.

Aftale om opfølgning

Vi var alle enige i, at vi skulle snakke sammen igen. Flere ville have, at det skulle være hurtigt, helst allerede i løbet af et par uger. Flere syntes, at vi skulle gentage interviewene og så se, om det havde ændret noget.

Jeg sagde, at jeg også havde brug for at få en tilbagemelding om, hvorvidt det havde hjulpet dem, og at jeg nok ville fortælle om vores seance til mine kolleger, så de eventuelt kunne blive inspirerede til at bruge metoden.

Vi sluttede med en runde om, hvordan det havde været at snakke sammen på denne måde.

Det blev en meget positiv runde, hvor de alle havde været glade for, at der var en voksen, der ville bruge tid til at snakke med dem om problemerne i klassen. De syntes alle, at de havde fået noget ud af det. Nogle sagde, at de kunne se, at det ikke havde været så godt at gå og bagtale hinanden, og det fortrød de nu.

Jeg sagde, at jeg var sikker på, at det ville gøre en forskel, at vi havde snakket sammen, og at jeg kunne mærke stærke kræfter og vilje iblandt dem til at få det bedre sammen, uden at de behøvede at blive hjerteveninder alle sammen. Jeg glædede mig til at skulle snakke med dem igen om halvanden måned, som vi aftalte.

Hele seancen tog godt tre timer. I de timer vendte stemningen i rummet sig fra kulde og vrede til varme og imødekommenhed.

Opfølgningen

Ved opfølgning med eleverne fandt jeg det vigtigt at kigge på det, der var gået godt, så de kunne gøre mere af dette. Derfor formulerede jeg igen nogle spørgsmål, der tog udgangspunkt i det positive.

Eleverne skulle interviewe hinanden om følgende spørgsmål:

  • Hvorfor har det været godt, at vi har snakket sammen på denne måde?
  • Hvad har været med til at gøre en forskel?
  • Hvad er gået godt siden sidst?
  • Hvad har du selv gjort for, at det er gået godt?
  • Hvad har du af drømme og ønsker for pigegruppen fremover?
  • Hvad har I af gode råd til den næste klasse, der skal afprøve denne metode?

De skulle også skrive et par ord om deres ønsker for pigegruppen til fællessnakken.

Jeg valgte, at de denne gang skulle interviewe nogle andre, end de havde interviewet sidst. De ville helst have, at jeg bestemte, hvem der skulle være sammen, og jeg valgte, at nogle af de mest modne og snakkende skulle sidde sammen. Derved ville de mindre snakkende også få mulighed for at komme mere til orde.

Fællessnakken om deres interview var præget af, at de havde fået det meget bedre i klassen siden sidst. Der var blevet mere venskab og sammenhold, og de var blevet bedre til at støtte hinanden. Deres drømme og ønsker for fremtiden gik på, at de skulle stole mere på hinanden og lade være med

Side 48

bare at tro på rygter og i stedet få dem tjekket af med de involverede parter. De havde et stort ønske om fællesskab i hele pigegruppen, uden at de skulle føle sig tvunget til at være sammen hele tiden. Om at gemme al bagtalelse væk og få problemerne snakket igennem med det samme. Der skulle ikke længere være kliker, for det var bedst, at alle kunne snakke med hinanden.

De syntes, at jeg skulle sige til eleverne i den næste klasse, at de skulle være ærlige, for det var den væsentligste grund til, at de selv havde fået så meget ud af forløbet. De skulle ikke være bange for, at de bagefter ville blive drillet med, hvad de havde sagt. Endelig ville de også anbefale den næste klasse at arrangere en pigeaften, som de selv havde gjort, for det havde givet et godt sammenhold.

Forbløffede ansigter

I stedet for bare at fortælle hvad de selv havde fået ud af processen, opfordrede jeg dem til at sige, hvad de mente, at deres sidemand havde lært.

Det gav en meget mere spændende runde ­ måske fordi de talte mere frit fra leveren, når fokus var flyttet til en anden. Det var sjovt at se deres forbløffede ansigter, når de hørte, at sidemanden kunne gætte rigtigt, stort set hver gang.

Det var som om, det havde den sideeffekt, at de endnu engang oplevede at føle sig forstået.

Til sidst spurgte jeg, om der var nogle positive eller negative hængepartier. Der blev lidt diskussioner om, hvordan man kunne få sagt til én, at der var noget, man var utilfreds med, uden at personen blev ked af det. Vi snakkede om at være opmærksom på at udtrykke sig på en sådan måde, at man ikke fik sat den anden i forsvarsposition. De aftalte også, at de skulle øve sig i ikke at blive sure, når nogen gik direkte til en anden med et problem.

Jeg mener, at opfølgningsrunden var vigtig, fordi den fastholdt eleverne i den positive proces, der var startet i den første seance. Der var brug for et par småjusteringer, efter at eleverne havde været ude og prøve deres nyerhvervede sociale samværsformer af på hinanden.

Jeg fornemmede, at jeg nu endelig havde knækket den svære nød: Hvordan få taget hul på det problem, at der er dårlig trivsel i en klasse?

Denne metode må også kunne bruges, inden problemerne bliver store. For eksempel når nogle elever synes, at der er for meget drilleri, eller hvis man står over for en mindre gruppe elever, der er i indbyrdes konflikt.

Hvis det er hele klassen, der skal inddrages, kan det eventuelt foregå i klasselokalet og et par enkelte tilstødende lokaler.

Eleverne kan interviewe hinanden tre og tre, og i fællesskab kan de så besvare de spørgsmål, der skal fremlægges i fællessnakken.

Klasselæreren eller en anden sundhedsplejerske kan gå med rundt og lytte til interviewene. Det giver den mulighed, at klasselæreren og sundhedsplejersken kan interviewe hinanden om deres indtryk af at lytte til elevernes interview.

På den måde vil eleverne opleve at være i den reflekterende position, hvorved de vil få ro til at opleve andre versioner af virkeligheden end deres egne.

Anerkendelsesrunden skal man nok begrænse til maksimalt 10-12 elever ad gangen, ellers bliver der for mange gentagelser.

Jeg har nu prøvet denne metode af på flere klasser på andre skoler, hvor jeg har været konsulent for nogle kolleger, og mine foreløbige erfaringer er meget positive.

Det har gjort et stort indtryk på mig at opleve elevernes glæde ved at få lejlighed til at snakke sammen på denne nye måde.

Berit Hertz er sundhedsplejerske på Mørdrupskolen i Espergærde.

Nøgleord: Mobning, skolesundhedspleje.

Emneord: 
Sundhedspleje
Skolesundhedspleje