Kampen om reviret

Der var ingen læger på deltagerlisten eller blandt oplægsholderne, da Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden (SSN) afviklede sin åbne konference på Island for de nordiske topledere inden for sygeplejen. Alligevel handlede svært mange indlæg og diskussioner netop om sygeplejerskernes lederpositioner i forhold til lægernes. Konceptet 'entydig ledelse' går igen i debatten i de nordiske lande. Lægerne mener, at de som faggruppe bør have det sidste ordi beslutningsprocesserne. Men det kommer ikke til at ske uden kamp fra sygeplejerskerne, fremgik det: ''Vi vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at forsvare vores positioner.'' Sådan lød det blandt andet fra den islandske formand Ásta Møller.

Konferencen, der stillede skarpt på funktion, organisering, ansvar og kompetence inden for sygeplejeledelsen, havde samlet omkring 200 topledere fra sygehussektor og primærsektor. Ud over at inspirere toplederne og de nordiske sygeplejerskeorganisationer til at kunne håndtere fremtidens sundhedsvæsen skulle konferencen også stimulere til netværksdannelser mellem de nordiske topledere. Det sidste blev ikke udnyttet formelt af arrangørerne. Der var ikke afsat plads i det officielle program hertil, men uformelt blev der naturligvis skabt mange kontakter. Som en af deltagerne sagde: ''Det er vigtigt at konstatere, at éns problemer ikke er noget enestående, at det er de samme udviklingstendenser, der går igen i de nordiske lande.''

Næstformanden i det svenske Vårdförbundet Margareta Albinsson udtrykte det sådan: ''Den hastige forandring i sundhedssektoren i de enkelte lande stiller store krav til topledernes kompetence. Derfor tror vi, det er vigtigt, at organisationerne og lederne inden for sygeplejen mødes for at udveksle erfaringer både formelt og uformelt.''

Entydig ledelse

Der er nogle gennemgående principper for sygeplejeledelse i Norden. Dansk Sygeplejeråd udtrykker det sådan i sin strategi for ledelse af sygeplejen i sygehusvæsenet: ''Sygeplejersker skal være ledere på de ledelsesniveauer, hvor sygeplejefaglig viden og indsigt gør en positiv forskel for patientforløbet, eller hvor kerneydelsen til patienten fordrer sygeplejefaglig indsigt.'' (1) Herudover hedder det: ''Enhver lederstilling i sygehusvæsenet skal besættes med den person,

Side 15

Billede

Side 16

hvis faglige, ledelsesmæssige og personlige kvalifikationer opfylder kravene i jobprofilen.''(1) Herhjemme besætter sygeplejersker topstillinger eksempelvis som centerledere og sygehusdirektører, i Sverige hedder disse topledere virksomhedschefer, hvad enten de befinder sig på allerøverste niveau eller på afdelingsniveau.

Fælles for de nordiske lande er udbygningen af sygehusvæsenet. Det er blevet større, mere specialiseret og dermed mere kompliceret at lede og koordinere. Hertil kommer, at der hele tiden dukker nye behandlingsmuligheder op, samtidig med at politikerne svinger sparekniven. I Sverige taler man ligefrem om vårdkrisen.

Økonomisk og politisk pres udefra og koordinations- og prioriteringsproblemer indadtil påvirker naturligvis lederrollerne. De danske læger har ved flere lejligheder givet markant udtryk for, at deres indflydelse mindskes i denne udviklingsproces. De samme toner lyder fra Norge og Sverige. Entydig ledelse med netop lægen som øverste chef er blevet en del af de nordiske lægeforeningers strategi.

Finske udfordringer

I Finland er lederkrisen akut for sygeplejerskerne, påpegede den finske sygeplejerskeformand Katriina Laaksonen : ''Vi mister positioner,'' sagde hun.

''Det er der flere årsager til. En af dem er, at vi har været for tavse som fagpersoner. Vi har ikke forstået at profilere os selv, og det betyder, at sygeplejen i Finland ikke er tilstrækkeligt respekteret og anset.''

Katriina Laksonen nævnte også, at en stor del af de finske sygeplejeledere går på pension i løbet af fem-seks år. De finske sygeplejeledere er den gruppe i det finske sundhedsvæsen, som har den højeste gennemsnitsalder.

''Det kan blive en farlig situation, som betyder, at vi må kæmpe for at beholde disse lederpositioner,'' sagde hun.

En anden hurdle for de finske sygeplejersker er, hvad Katriina Laksonen kalder Generation X, det vil sige de nye unge sygeplejersker, som kommer ind i faget, og som er meget mere individcentrerede end de ældre kolleger.

''De bliver en udfordring for lederne,'' sagde hun.

Krise på Færøerne

Generationsspørgsmålet er endnu mere akut for de færøske sygeplejersker. Den færøske sygeplejerskeformand havde sendt afbud til konferencen på grund af en aktuel lederkrise på Landshospitalet i Thorshavn. I stedet fortalte næstformanden Æna Reinert, at pensioneringen af forstanderen for sygeplejen på sygehuset har betydet, at der nu er kamp om netop denne lederposition: ''Fra politisk side er der kommet udspil om, at sygehuset skal have en ny struktur, at lægerne skal have cheffunktionen og sygeplejerskerne souscheffunktionen. Det kan vi ikke godkende under nogen omstændigheder. Vi modsætter os enstrenget ledelse. Sygeplejersker skal være med på alle ledelsesniveauer og have ansvaret for udviklingen af sygeplejen. Derfor protesterer vi mod det nye forslag, ligesom vi protesterer mod, at der fra politisk hold er sket en nedprioritering af sygeplejen på grund af manglende forståelse for, hvad en optimal pleje betyder for patienterne,'' sagde hun og tilføjede: ''Kampen om ledelsen i det færøske sygehusvæsen har ikke været til gavn for sygeplejen. Først når vores uddannelse får et akademisk tilsnit, bliver der respekt om vores fag.''

Heftig norsk debat

I Norge er der fremsat et lovforslag, der lægger op til, at en enkelt person skal stå med det øverste ansvar for virksomheden. Disse topledere kan have forskellig faglig baggrund, idet det vil være den enkeltes kvalifikationer, der afgør, om han/hun får stillingen. Samtidig lægger forslaget op til teamledelse, hvilket betyder, at de administrative topledere kan knytte faglige ledere til sig. I sygehussektoren vil det naturligt være læger og sygeplejersker, der skal med i et sådant team, påpeger de norske sygeplejersker.

Lovforslaget har skabt heftig debat, kunne næstformanden i Norsk Sykepleierforbund Åse Jakobsen fortælle på konferencen på Island:

''De norske læger hævder, at de bør have dette øverste ansvar, fordi de er den gruppe, der har den højeste medicinske kompetence inden for systemet. De norske sygeplejersker er af en anden mening. Vi går ind for, at øverste leder skal være den, der har størst kompetence med hensyn til de krav, lederjobbet indebærer. Derfor støtter vi, at sygeplejeledernes kompetence udvikles yderligere eksempelvis med forskningskvalifikationer, så sygeplejerskerne er rustet til at tage kampen op om lederjobbene,'' sagde hun.

Spændingsfelt

Åse Jakobsen omtalte også en norsk rapport fra 1997 med titlen 'Patienten først'. Heri slås det fast, at den enkelte medarbejders faglige kompetence er den allervigtigste ressource i arbejdet med patienterne. Derfor handler ledelse i dag meget om at udvikle medarbejdernes faglige kompetence, fremgår det.

''Lederen skal kunne tænke visionært og være i stand til at ændre strategier undervejs, '' sagde hun og pegede på, at det er op til lederen at skabe forudsætninger for, at personalet oplever arbejdsmiljøet som meningsfyldt og fagligt udfordrende.

Åse Jakobsen mindede om, at der altid vil være et spændingsfelt

Side 17

mellem faglige og administrative ledere med hensyn til ressourcer og prioriteringer: ''Det er her, de allerstørste udfordringer ligger.''

Svensk mismod

I Sverige spøger vårdkrisen i medierne. Læger, sygeplejersker og øvrige faggrupper i sundhedssektoren er misfornøjede og utilfredse med deres arbejdsforhold: ''Folk føler, de ikke længere slår til, at de er stressede, ja, at grænsen for udbrændthed er ved at være nået,'' sagde formanden for Vårdförbundet Eva Fernvall Markstedt.

''De fleste oplever, at de har mere ansvar end beføjelser. Det gælder også på lederplanet, hvilket fører til, at organisationerne opfattes som utydelige.''

Eva Fernvall Markstedt slog til lyd for, at fokus for lederskab er og bliver patienterne og ikke administrationen i sig selv: ''Lederne skal naturligvis ikke selv være i den direkte patientpleje, men de skal skabe forudsætninger for, at de, der skal behandle og pleje patienterne, får mulighed for at yde en optimal indsats. Derfor bør vi også koncentrere os meget om afdelingsledelserne, som er tættest på målvirksomheden. Her er det vigtigt med en tydelig cheffunktion. Den, der bliver chef her, skal kunne tage beslutninger ikke kun administrativt, men også omkring udvikling af virksomheden og personalets kompetence. Derfor stræber vi i Vårdförbundet efter, at de enkelte ledere skal have en akademisk baggrund. Formålet er, at lederen skal kunne igangsætte forskning og skabe mulighed for bedre anvendelse af forskningsresultaterne i praksis'' sagde hun og opfordrede i øvrigt kollegerne til at sige fra i diskussionerne om reviret.

''Det handler om sygeplejen og de resultater, vi kan opnå i patientplejen. Hvis vi kan vise, at sygeplejeledelse gør en forskel, så har vi alt at vinde. Vi skal væk fra den opfattelse, at vi er ofre for lægernes magt. En offerrolle giver aldrig magt. Nu skal vi ranke ryggen. Sygeplejerskerne er kvalificerede til at være med til at udvikle sundhedsvæsenet, det kan lægerne aldrig stoppe.''

Side 18

I 1997 vedtog man en ny hälso-og sjukvårdslov i Sverige. Ifølge loven skal der være en virksomhedschef på alle niveauer både i sygehussektoren og i primær sektor og også inden for den private sektor. Loven stiller ingen specifikke krav om, at det skal være en bestemt faggruppe, der kan blive virksomhedschef. Det er virksomhedsejeren, kommunen eller amtet eksempelvis, som bestemmer, hvilken kompetence virksomhedschefen skal have.

Danske dilemmaer

Dansk Sygeplejeråds næstformand Aase Langvad pegede på en række dilemmaer inden for den offentlige ledelse i Danmark, hvor ikke mindst lægerne har udtrykt deres frustrationer på det sidste.

Tidligere var det dem, der stod i spidsen for udviklingen på sygehusene, nu har andre taget over, hedder det fra lægerne med adresse især til medlemmerne af Dansk Jurist- og Økonomforbund (DJØF).

Et andet dilemma hedder udlicitering og privatisering. Det er ikke Dansk Sygeplejeråds kop te, fastslog Aase Langvad og fortsatte: ''Kritikken i medierne af det danske sundhedsvæsen har været markant blandt andet fra politisk hold. Man mener ikke, de offentlige ledere har været i stand til at levere ydelser til den rigtige pris og kvalitet. Tiden er imidlertid inde til at genoprette tilliden til den offentlige sektor, hvilket blandt andet bør ske ved, at aftalerne på arbejdsmarkedet ikke kun kommer til at dreje sig om løn, arbejdstid og arbejdsforhold, men også sikrer et højt fagligt niveau hos medarbejderne, sagde hun.

''Fremtiden handler om kompetence både hos lederne og de øvrige ansatte, om demokrati på arbejdspladsen, om medarbejderindflydelse, om værdier og etik, om tværfagligt samarbejde og om udvikling af nye organiseringsformer.''

Med hensyn til det sidste er amterne allerede begyndt at vende op og ned på den hidtidige måde at lede og fordele arbejdet på sygehusene.

Et fællestræk er, at specialerne typisk samles enten på centralsygehusene eller fordeles på de mindre sygehuse. Den traditionelle trojkaledelse er også sine steder på vej ud, blandt andet i Frederiksborg Amt, hvor øverste lægefaglige og sygeplejefaglige ledelse nu sidder sammen med amtssundhedsdirektøren i sundhedsforvaltningen og dermed er tæt på politikerne.(2)

Islandsk styrke

Lovgivningen er med de islandske sygeplejersker. Sundhedsloven fra 1978 fastslår simpelthen, at der både skal være lægelig og sygeplejefaglig repræsentation i ledelserne. Sygeplejerskerne har ansvaret for sygeplejen og lægerne for den lægefaglige del inden for sundhedsvæsenet, hedder det.

''Det betyder,'' sagde de islandske sygeplejerskers formand Ásta Møller, ''at de islandske sygeplejersker har fået myndighedernes godkendelse som en selvstændig og selvbetemmende faggruppe, der ikke er underlagt lægernes beslutninger, når det drejer sig om sygeplejen. Der sidder en ansvarlig læge og sygeplejerske på alle ledelsesniveauer, det gælder også det øverste niveau, hvor der ud over de to faglige chefer også er en administrativ leder. Som regel forløber samarbejdet godt, men vi har haft mange diskussioner om strukturen. Specielt har lægerne fremhævet, at kun de alene bør have det overordnede ledelsesansvar på afdelingerne. Den kendsgerning, at strukturerne er fastlagt i loven, gør imidlertid, at vi vil forsvare vores ledelsesret til sidste blodsdråbe, '' sagde hun.

De islandske sygeplejersker har altid vægtet ledelse højt og har derfor prioriteret, at sygeplejerskerne skulle være godt rustet til at lede. Allerede i grunduddannelsen er der afsat tid til undervisning i ledelse og administration. Hertil kommer gode muligheder for videreuddannelse i universitetsregi både på Island og i et nyligt etableret samarbejde med blandt andre Nordiska Hälsovårdshögskolan i Göteborg og med universitetet i Manchester.

De islandske læger synes, at landets sygeplejersker formår at markere sig langt stærkere på ledersiden, end de selv gør. Og med god grund mener Ásta Møller: ''Lægerne har ikke fulgt med tiden, når det gælder ledelse og administration. Det har tydeligt afspejlet sig i de diskussioner, der har været mellem vores organisationer. I dag står ledelse og administration øverst på lægernes toptiliste, når det gælder videre- og efteruddannelse. Og meget tyder på, at de kommer til at acceptere en ny balance mellem læger og sygeplejersker. Sygeplejerskerne er nået langt på Island, synes vi, men vi har også måttet kæmpe for det ­ og vil forsvare det til sidste blodsdråbe.''

Efter disse mere markante udmeldinger var der forskellige indlæg fra nordiske sygeplejeledere og andre fagfolk. Som en rød tråd gik det gennem indlæggene, at arbejdet med kompetenceudviklingen er alfa og omega for dagens leder.

Litteratur

1. Strategi for ledelse af sygeplejen i sygehusvæsenet. Dansk Sygeplejeråd 1998.
2. Leick C. Stille revolution på sygehusene. Sygeplejersken nummer 11/1999.

Nøgleord: Ledelse, Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden, topledelse.

Billedtekster
Med sine overvældende og evigt skiftende naturscenerier var Island ramme om den nordiske toplederkonference, hvor lederne på tilsvarende vis kunne berette om det ene store sceneskift efter det andet, når det drejer sig om ledelse i sundhedsvæsenet.Lovgivningen har været med de islandske sygeplejersker, der har fået myndighedernes godkendelse som en selvstændig og selvbestemmende gruppe.