Autorisation I

Webartikel

Autorisation betyder fuldmagt eller bemyndigelse, og at blive autoriseret vil sige at blive givet bemyndigelse til en bestemt virksomhedsudøvelse. Autorisation er således at forstå, som en samfundsmæssig regulering af sundhedsprofessionel virksomhed, hvor samfundet sikres fagligt personale, der er underlagt offentligt tilsyn og sanktion.

Når sygeplejersker autoriseres er et formål at bidrage til sikring af, at den kompetence og faglige profil, den studerende tilegner sig i løbet af sygeplejerskeuddannelsen, stemmer overens med sygeplejerskens virksomhed og generalistfunktioner. I lyset af den igangværende diskussion om uddannelsen, og hvad det er for centrale kompetencer sygeplejersken har brug for i sin virksomhedsudøvelse (1), er det blevet aktuelt igen at sætte fokus på dette formål. Spørgsmålet var også til debat i Sygeplejersken for 25 år siden i en artikel

" Den seje kamp for Statsautorisation" (2). Det nye er at sætte autorisation ind i en aktuel samfundsmæssig sammenhæng.

I to artikler vil vi belyse autorisationens formål, indhold og regulering, specielt i forhold til sygeplejerskeuddannelsen, og komme med bud på, hvordan man kan forny standarder, reguleringsmekanismer og metoder. Nu hvor sygeplejerskeuddannelsen reguleres ud fra et rammestyringsprincip i stedet for en detailstyring er det blevet aktuelt, at Sundhedsstyrelsen udøver en anden form for myndighedsudøvelse.

I denne artikel vil vi redegør for autorisation som en grundlæggende form for kvalitetssikring i sundhedsvæsenet og belyse, hvad det overordnet betyder for de sundhedsprofessionelle. Den efterfølgende artikel vil handle om uddannelsesregulering hvorfor og hvordan.

Et historisk perspektiv

I 1907 sendte Dansk Sygeplejeråd en anmodning til Konseilspræsidenten (statsministeren) om, at sygeplejerskeuddannelsen blev en treårig statsanerkendt uddannelse (3). Samtidig anmodede Dansk Sygeplejeråd om, at der blev udnævnt en faglært statskonsulent i sygepleje, som blev bemyndiget til at forhandle med den eventuelle medicinalkommission og andre autoriteter. Baggrunden for Dansk Sygeplejeråds anmodning var, at der ikke fandtes normer for, hvad en sygeplejerske skulle lære, eller hvad der berettigede hende til at praktisere som sygeplejerske på hospitaler og i private hjem.

Det tog imidlertid Dansk Sygeplejeråd 30 års vedholdende arbejde blot at få accepteret, at sygeplejerskeuddannelsen skulle være treårig. Den første lov om autorisation af sygeplejersker kom i 1933 (4).

Debatten om en treårig sygeplejerskeuddannelse og statsautorisation var ifølge Eli Magnussen (2) præget af manglende forståelse og af fordomme. Et karakteristisk eksempel herpå var partiet Venstres modstand, da et fornyet lovforslag blev fremsat i 1924:

"Hidindtil har der ligget stor Idealitet og Selvopofrelse bag Sygeplejerskernes Arbejde, for dem har det ikke været et Pengespørgsmaal, for dem har det ikke været et Arbejdsspørgsmaal, for dem har det ikke været et organisatorisk Spørgsmaal. Nu lever vi et bundmaterialistisk Tid, hvor det ikke er det selvfornægtende, der er i Højsædet, hvor det ikke er Idealerne, som man stræber efter, men hvor der er tale om Arbejdstid, Løn, Maksimalpriser, Minimalpriser, Organisation og Principper, og jeg ved ikke hvad. Det er de Ting, der er oppe i Tiden, og som kommer frem paa saa at sige alle menneskelige Omraader" (4).

Modstanden mod statsautorisation lød hovedsageligt til at være et spørgsmål om sygeplejerskers idealisme. Sygeplejerskens personlige indstilling til at tjene sine medmennesker ville gå tabt med en statsautorisation. Bag denne forherligelse af sygeplejerskernes idealer lå imidlertid to vægtigere grunde til at afvise statsautorisation.

Man var dels bange for, at sygeplejerske med tre års uddannelse ville kræve mere i løn, dels fandt man, at en treårig uddannelse for hjemmesygeplejersker var en unødvendig dyr løsning. Den anden grund var politisk. Det var et spørgsmål om, hvorvidt omsorgsarbejde, skulle være en samfundsmæssig opgave, en del af velfærdsstatens grundlag, som socialdemokraterne ønskede det, eller om det fortsat skulle være et privat anliggende.

Da "Lov om autoriserede Sygeplejersker" (5) endelig blev vedtaget i 1933, overtog Sundhedsstyrelsen ansvaret for tilsyn med sygeplejerskeuddannelsen. Sundhedsstyrelsen blev den myndighed, der skulle skønne, om et uddannelsesforløb var tilstrækkelig fyldestgørende til sygeplejerskers virksomhed. Loven fungerede indtil 1956, hvor den blev erstattet af "Lov om sygeplejersker" (6). Denne lov gælder stadig, men er dog reguleret i 1979, 1986 og 1990 (se den efterfølgende artikel).

Autorisationsordningen for sygeplejersker har siden 1933 bygget på en selvstændig lov. Loven regulerer både sygeplejerskeuddannelsen og virksomhed som sygeplejerske og ansvar herfor. Ifølge "Lov om sygeplejersker" har den, "der har bestået dansk sygeplejerskeeksamen" ret til at betegne sig som sygeplejerske og til at udøve virksomhed som sygeplejerske.

Autorisation er en bemyndigelse

At blive autoriseret til sygeplejerske eller en anden sundhedsprofession, vil sige, at man bemyndiges til at udøve en bestemt virksomhed. Autorisationen er lovbestemt og er en national bekræftelse på, at den autoriserede opfylder formelle kompetencekrav, der er knyttet til en bestemt erhvervstitel og virksomhed.

Autorisation af de sundhedsprofessionelle bygger i Danmark på speciallove for de respektive professioner. Lovene hænger sammen med bestemmelser i loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse (7), særligt med bestemmelsen om Sundhedsstyrelsens tilsyn med sundhedsfaglige personers udøvelse af virksomhed. Ordningen skal ses som samfundets måde at regulere de autoriserede faggruppers ansvar, pligter og rettigheder på (7). Autorisation understøtter sundhedsprofessionernes særkende og fokus , som skabes gennem uddannelse og virksomhedsudøvelse.

Der er i dag 12 autorisationslove. De omfatter faggrupperne af ergoterapeuter, fodterapeuter, fysioterapeuter, jordemødre, kiropraktorer, kliniske diætister, kliniske tandteknikere, læger, optikere, sygeplejersker, tandlæger og tandplejere. En række personalegrupper inden for sundhedsvæsenet har et offentlig godkendt uddannelsesbevis uden at have autorisation. Når der i det følgende refereres til sundhedsprofessionelle, henvises til de autoriserede faggrupper. 

Formål med autorisation

Der eksisterer ikke et formelt formuleret formål med offentlig autorisation af sundhedsprofessionelle, men formålet kan udledes af de respektive autorisationslove og bemærkningerne til dem. Autorisationslovene har som nævnt først og fremmest til formål at beskytte borgeren mod fejl og forsømmelser (7) ved at pålægge de professionelle et formelt ansvar. Ansvaret skal bidrage til sikring af god kvalitet af pleje, behandling og undersøgelse, og det skal signalere, at borgerne kan have tillid til de sundhedsprofessionelle. Dette gælder også, hvis de nedsætter sig med privatpraksis. Det er karakteristisk for ydelserne i sundhedssektoren, at de i de fleste tilfælde ikke kan gøres om, hvis forløbet ikke går som ønsket. Resultatet afhænger af, at de sundhedsprofessionelle handler rigtigt i den konkrete situation. Ansvarligheden over for denne kvalitet er omdrejningspunktet i autorisationsordningerne.

Autorisationsordningen skal ses som et offentligt styringsmiddel, der skal sikre, at de sundhedsprofessionelles virksomhed er på et forsvarligt niveau, fagligt, etisk og juridisk, og at virksomheden udøves i overensstemmelse med befolkningens og den enkelte patient/klients behov (7). Regulering ved autorisationslove er således grundlæggende rettet mod virksomhedsudøvelsen, men kan konkret have forskelligt fokus og omfang, og de valgte reguleringsmekanismer og metoder kan være forskellige.

Ved regulering af uddannelse er fokus den sundhedsfaglige uddannelses formål og mål, indhold og bedømmelser, og reguleringen er at forstå som en indirekte kvalitetssikring af virksomhedsudøvelsen. Sundhedsmyndighedernes rolle er at give udtalelser om disse forhold til Undervisningsministeriets uddannelsesbekendtgørelser, adgangsbestemmelser, eksamens- og censorbestemmelser samt uddannelsesordninger. Det har siden 1984 været Undervisningsministeriets ansvar at have tilsyn med uddannelserne.

Autorisation udstedes til den enkelte person. Ved manglende omhu og samvittighedsfuldhed eller ved grov forsømmelighed har sundhedsmyndighederne derfor sanktionsmuligheder over for den enkelte udøver. Sundhedsmyndighederne kan derved beskytte patienter/klienter mod ukyndig virksomhed ved, at foranstalte tilbagekaldelse af autorisationen, idømmelse af bøder eller ved at give påtale af forskellige sværhedsgrad.

Autorisation skal være en sikkerhed for, at en sundhedsprofessionel med en bestemt titel har en bestemt type kompetencer. Ordningen opfylder dermed et behov for forudsigelighed, som har betydning både for patienter/klienter og for andet sundhedspersonale, som faggruppen samarbejder med. Autorisationsordningen har også som formål at informere, så der er en almen forståelse af, at for eksempel en læge er en læge, og en sygeplejerske en sygeplejerske og ikke noget andet.

De formelle pligter

Autorisation kan betragtes som en kontrakt mellem samfundet og den professionelle. Når kompetencen er erhvervet gennem uddannelsen, får personen eneret på en titel og på at kunne betegne sig som autoriseret udøver af en bestemt virksomhed (6). Til gengæld forventes de professionelle at tage ansvar for deres virksomhed og at udøve den forsvarligt og ansvarligt med den offentlige tillid for øje.

Kvaliteten i virksomhedsudøvelsen sikres dels ved nogle generelle pligter, som gælder for alle sundhedsprofessionelle, dels gennem nogle fagspecifikke pligter, som er forskellige for de enkelte sundhedsprofessioner. Alle pligter har juridiske konsekvenser.

I alle autorisationslovene er pligten til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i virksomhedsudøvelse central. Pligten henviser til, at man som sundhedsprofessionel må optræde i overensstemmelse med de til enhver tid gældende faglige normer og bestemmelser for god og forsvarlig virksomhedsudøvelse. Pligten er at forstå som en faglig standard, som er kendetegnet af høj kvalitet og professionel virksomhedsudøvelse fagligt, etisk og teknisk set. I de færreste autorisationslove er det faglige indhold søgt beskrevet i selve lovgrundlaget, da det vil ændre sig over tid. Indholdet kan imidlertid udledes af de til enhver tid gældende opfattelse af god praksis og de professionelles formelle uddannelseskompetencer, der er udtryk for forventninger til erhvervede kompetencer til at udøve god praksis. Pligten til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed er grundlæggende et spørgsmål om:

• At den sundhedsprofessionelle udøver sin virksomhed på et sagkyndigt grundlag og en omsorgsfuld måde, der er i overensstemmelse med videnskabelig viden og gennemprøvet praksis.
• At patienten/klienten i forhold til pleje og behandling vises omtanke og respekt, og at indsatsen så langt, som det er muligt, udformes og gennemføres i overensstemmelse med patienten/klienten.
• At den sundhedsprofessionelle indretter sin virksomhedsudøvelse efter egne kompetencer og udviser ansvarlighed.

Pligten til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed indebærer et selvstændigt ansvar for, at virksomheden udøves fagligt forsvarligt. Pligtens indhold tager udgangspunkt i de formelle og erfaringsmæssige kompetencer, som den sundhedsprofessionelle faktisk besidder samt den stilling vedkommende har. Pligten er også at forstå som en ret og pligt til at modsætte sig rutiner, instrukser og ordinationer, som man mener vil resultere i uforsvarlig ydelse i forhold til patienten/klienten.

Indholdet i pligten til omhu og samvittighedsfuldhed, vil med andre ord afhænge af den enkelte sundhedsprofessionelles faglige baggrund, variationer i personlige erfaringer, kompetence og faktiske stilling/ansættelse.

Pligten til omhu og samvittighedsfuldhed omfatter også, at de sundhedsprofessionelle har pligt til at holde sig fagligt ajour med udviklingen inden for eget område. De må ikke overskride grænserne for egen kompetence og har pligt til at henvise til andre med den nødvendige sagkundskab, når egne kompetencer ikke er tilstrækkelige. Som sundhedsprofessionel har man pligt til at kende egne faglige begrænsninger og til at indrette sin virksomhedsudøvelse efter det.

Sundhedsprofessionernes egne etiske regler, som anviser, hvordan den professionelle skal handle i en række situationer, og hvad der er god skik og brug, er også retningsgivende for indholdet af begreberne omhu og samvittighedsfuldhed.

I forhold til pligten omhu og samvittighedsfuldhed har arbejdsgiveren og ledelsen et overordnet ansvar for at etablere forsvarlige vilkår for virksomhedsudøvelsen, herunder at sikre faglige rutiner og procedurer. En forudsætning for, at der ikke opstår modsætninger mellem ledelsesansvaret og det sundhedsprofessionelle ansvar er, at den sundhedsprofessionelle gives den nødvendige handlefrihed til at overholde sine pligter.

Alle offentligt ansatte er ifølge borgerlig straffelov (8) pålagt tavshedspligt. Når tavshedspligten er medtaget i autorisationslovene, er det fordi, de sundhedsprofessionelle ofte får et nært kendskab til patienters/klienters privatliv og dertil hørende hemmeligheder, og at pleje og behandling i høj grad bygger på tillid til, at tavshedspligten respekteres.

Autorisation indebærer også en pligt for alle sundhedsprofessionelle til at sikre information og samtykke. Pligten er ikke formuleret i de enkelte autorisationslove, men i patientrettighedsloven (9). Pligten skal medvirke til at sikre, at patientens/klientens værdighed, integritet og selvbestemmelse respekteres, og til at sikre et tillids- og fortrolighedsforhold mellem patienten/klienten og den sundhedsprofessionelle. Det principielle i pligten er, at ingen behandling indledes eller fortsættes, uden at patienten/klienten er informeret på en sådan måde, at han eller hun kan træffe egne valg og tilkendegiver sit samtykke.

En fjerde pligt, som gælder for alle sundhedsprofessionerne, er pligten til at dokumentere virksomhedsudøvelsen. Dokumentationspligt er imidlertid kun formuleret som en retlig standard i nogle af autorisationslovene. Det gælder for eksempel læger (10), tandlæger (11), kiropraktorer (12) og jordemødre (13). For de øvrige professioner, for eksempel for sygeplejerskers vedkommende, har dokumentationspligten været tolket som en del af pligten i forhold til omhu og samvittighedsfuldhed. Dokumentationspligten er imidlertid formuleret eksplicit for sundhedsplejersker og hjemmesygeplejersker i Sundhedsstyrelsens retningslinier for henholdsvis "Hjemmesygeplejerskerordninger" og Forebyggende sundhedsordninger" (14, 15).

Nogle pligter er specifikke for de enkelte sundhedsprofessioner. For eksempel må kun læger og andre faggrupper (10), der har lovgivningsmæssig baggrund herfor foretage "operative indgreb, iværksætte fuldstændig eller lokalbedøvelse eller yde førstehjælp, eller anvende lægemidler, der kun må udleveres på recept…". Baggrunden for disse pligter er deres farlighed ved anvendelse af uautoriseret personale. Sygeplejersken (6) "må ikke ændre lægens ordination" .

Denne faglige pligt er ikke et udtryk for en opgavefordeling eller en generel overordnet/underordnet position, men snarere en bestemmelse, der fastslår, at i konkrete situationer af medicinsk karakter, er det lægens eneret at ordinere, og sygeplejersken er forpligtet heraf, som en del af sin virksomhedsudøvelse. Terapiassistenter (ergo- og fysioterapeuter) (16) " må kun foretage sygebehandling efter henvisning fra læge". Pligten henviser til, at der skal være foretaget en lægelig udredning forud for en sygebehandling.

Mobilitet i Norden og Europa

Autorisationsordningen er grundlæggende en national ordning, men den spiller også en rolle i forbindelse de sundhedsprofessionelles internationale anerkendelse, og en er en forudsætning for Nordens og EU’s regulering af arbejdskraftens mulighed for at bevæge sig frit.

Gensidig tilladelse til udøvelse af sundhedsfaglige erhverv i øvrige lande vurderes oftest på baggrund af autorisation og/eller uddannelsesbevis. Denne ordning giver sundhedsprofessionelle mulighed for at udøve eller etablere egen virksomhed i andre medlemsstater inden for erhverv, hvor der kræves en bestemt uddannelse, knyttet til en offentlig godkendelse. Statsborgere, som får deres uddannelse og autorisation godkendt i et værtsland, har ret til at benytte den erhvervstitel, som bruges i værtslandet.

Fra midten af 60erne har en nordisk overenskomst om et fælles nordisk arbejdsmarked (17) ført til gensidige godkendelser af autorisationer af nordiske statsborgere med nordisk autorisation. Aftalen bygger på den antagelse, at uddannelserne i Norden i stor udstrækning er sammenlignelige. Hvor de klart ikke er det, er der særlige artikler i overenskomsten om vilkår for godkendelse. De sundhedsprofessionelle, der i Danmark er omfattet af denne overenskomst er: Ergoterapeuter, fysioterapeuter, jordemødre, kiropraktorer, kliniske tandteknikere, læger, optikere, sygeplejersker, tandlæger og tandplejere. Overenskomsten anerkender også nogle få ikke autoriserede faggruppers uddannelse til virksomhed i Norden for eksempel social- og sundhedsassistenter, selv om der på grund af uddannelsesforskelle i ovennævnte faggruppes uddannelse ikke er fuld gensidighed.

For EU statsborgere er de sundhedsprofessionelle sikret en intereuropæisk mobilitet gennem direktiver om gensidig godkendelse af kvalifikationsbevis for erhvervet. Der er to typer direktiver. De såkaldte sektordirektiver (18) regulerer for Danmarks vedkommende sundhedsprofessionelle erhverv som læge, tandlæge, jordemoder og sygeplejerske. Den anden type kaldes generelle direktiver. En række sundhedsprofessionelle, der ikke er omfattet af sektordirektiverne, er omfattet af generelle godkendelsesregler, som er stadfæstet i henholdsvis det første generelle direktiv (19) og det andet generelle direktiv (20). Det er en reguleringsmetode, som EU er gået over til, og som omfatter regulering af ordninger om uddannelser af en varighed på henholdsvis cirka tre år postgymnasial uddannelse og mindst et års postgymnasial uddannelse eller fra særlig liste. Det første generelle direktiv kan for Danmarks vedkommende anvendes for sundhedsprofessionelle erhverv som fysioterapeut, ergoterapeut, og kiropraktor. I Danmark er erhverv som tandplejer, klinisk tandtekniker, optiker og fodterapeut omfattet af det andet generelle direktiv.

Autorisation eller ej?

Der er i Danmark ikke offentligt blevet stillet spørgsmålstegn ved, om autorisationsordningen skal bevares. Men både i Sverige (21 ) og i Norge (22 ) har man foretaget en omfattende udredning af autorisationslovene for sundhedsområdet. I Norge har man endvidere haft en offentlig kritisk høring blandt myndigheder, sundhedsprofessionelle med videre. (22 ), og resultatet er offentliggjort i et høringsnotat i forbindelse med Lov om helsepersonell m.v.. Et centralt kritikpunkt i Norge er gået på, at autorisationsordningen ikke i tilstrækkelig omfang sikrer, at de sundhedsprofessionelle også er egnet til en givet virksomhed. Der blev derfor stillet spørgsmålstegn ved, om autorisation er andet end en yderligere bekræftelse på, at en person har gennemgået en sundhedsfaglig uddannelse. Der var endvidere et ønske om, eventuelt at ændre lovgrundlaget, så enkeltopgaver ikke monopoliseres. Autorisationsordningen måtte ikke være en hindring for fornuftigt samarbejde mellem de sundhedsprofessionelle, men derimod åbne op for en smidig og effektiv opgaveløsning. I Norge har man i dag en fælles ansvarslov for sundhedspersonale, idet man med loven har bevaret ordningen med autorisation af enkeltpersoner. I Sverige har målet med den nye lov om virksomhedsudøvelse inden for sundhedsområdet haft til hensigt, at styrke patienters indflydelse, og ud over at man har ændret i diverse enkeltforhold, er loven også et resultat af en samordning af en række enkeltlove.

Det er ikke denne artikels rammer og intention, at komme med bud på eventuelle ændringer af lovgrundlaget i de respektive autorisationslove, men der kan peges på følgende forhold, der generelt taler for at bevare en autorisationsordning for de sundhedsprofessionelle.

Til forskel fra et eksamensbevis indebærer autorisation en række rettigheder, pligter og sanktionsmuligheder og har som følge heraf en række fordele såvel for de professionelle som for myndigheder og arbejdsgivere.

For sundhedsmyndigheder indebærer autorisation en adgang til at sikre nødvendige og relevante kompetencer. Det er en indirekte måde at beskytte patienter/klienter på og en måde at sikre offentlighedens tillid til sundhedssektoren på. Behovet for denne form for myndighedsudøvelse er særlig stor, der hvor de sundhedsprofessionelle udøver deres virksomhed med stor grad af selvstændighed, og hvor faren for fejl er tilstede. Behovet for, at sundhedsmyndighederne kan bruge autorisationslovene til at påvirke de sundhedsfaglige uddannelser, er blevet forstærket i 90'erne, hvor de sundhedsfaglige uddannelser ikke mere ligger i sundhedsmyndighedernes regi, og reguleres alene ved et rammestyringsprincip.

For sundhedsmyndighederne og arbejdsgivere har muligheden for styring ved tilbagekald af autorisation eller andre administrative reaktioner, en helt central betydning i forhold til at sikre kvalitet og tillid til sundhedssektoren. Tilbagekald af autorisation hindrer uegnede professionelle i fortsat at udøve sundhedsfaglig virksomhed og har virkning udover en opsigelse fra en arbejdsgiver. Tilbagekald af autorisation indebærer i sin yderste konsekvens et forbud mod at udøve sundhedsfaglig virksomhed. En eventuel fjernelse af autorisationsordningen vil således betyde tab af et offentligt styringsmiddel, og uegnede sundhedsprofessionelle får større mulighed for at fortsætte med at udøve virksomhed.

For de sundhedsprofessionelle har titelbeskyttelsen stor betydning, og de kan betragte en autorisation som dokumentation for en faglig og etisk standard. For enkelte sundhedsprofessioner indebærer autorisation en eneret til udøvelse af den pågældende virksomhed, og i andre tilfælde indebærer den monopol på bestemte metoder og fremgangsmåder. I det norske høringsnotatet (19) peges på, at autorisation både for den enkelte udøver og for faggruppen kan medvirke til øget anseelse og stolthed over faget. Der er også grund til at tro, at autorisation medvirker til, at de sundhedsprofessionelles føler ansvar for, at det faglige niveau forstærkes. En autorisationsordning kan ses som et incitament til, at personer søger ind på og uddanner sig inden for en sundhedsfaglig uddannelse. Autorisation er endvidere en væsentlig faktor i identitetsopfattelsen, hvilket er en del af grundlaget for de respektive gruppers fagpolitiske arbejde. Hensynet til den internationale regulering taler også for en autorisationsordning, idet den sikre, at de respektive landes autorisation og uddannelser vil være beskrevne og hermed kommunikerbar. 

Litteratur

1. Evalueringscenteret. Evalueringen af sygeplejerskeuddannelsen. Evalueringsrapport. København: Evalueringscenteret; 1996.
2. Magnussen E. Den seje kamp for statsautorisation. Sygeplejersken 1974; (jubilæums nr.):10-5, 47-8.
3. Sygeplejersken. I en Københavnsk stue stiftedes Dansk Sygeplejeråd. Sygeplejersken 1974; (jubilæums nr.): 4-9.
4. Petersen E. Fra kald til fag. Kampen om statsautorisation. København: Dansk Sygeplejeråd; 1989.
5. Indenrigsministeriet. Lov om autoriserede Sygeplejersker nr. 140. København: Indenrigsministeriet; 1933.
6. Sundhedsministeriet. Bekendtgørelse af lov om sygeplejersker nr. 759. København: Sundhedsministeriet; 1990.
7. Indenrigsministeriet. Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. Lov nr. 397. København: Indenrigsministeriet; 1987.
8. Justitsministeriet. Bekendtgørelse af straffeloven nr. 648. København Justitsministeriet; 1997.
9. Sundhedsministeriet. Lov om patienters retsstilling nr. 482. København. Sundhedsministeriet; 1998.
10. Sundhedsministeriet. Lov om udøvelse af lægegerning nr. 386. København. Sundhedsministeriet; 1996.
11. Indenrigsministeriet. Lov om tandlæger nr. 217. København: Indenrigsministeriet; 1976.
12. Sundhedsministeriet. Lov om kiropraktorer mv. nr. 415. København: Sundhedsministeriet; 1991.
13. Indenrigsministeriet.Lov om jordemødre nr. 671. København: Indenrigsministeriet; 1978.
14. Sundhedsstyrelsen Retningslinier for tilrettelæggelse af hjemmesygeplejerskeordninger. København: Sundhedsstyrelsen; 1987.
15. Sundhedsstyrelsen Forebyggende sundhedsordninger for børn og unge. København: Komiteen for Sundhedsoplysning; 1995.
16. Sundhedsministeriet (1996) Bekendtgørelse af lov om terapiassistenter nr. 631. København. Sundhedsministeriet; 1996.
17. Udenrigsministeriet. Bekendtgørelse af overenskomst med Finland, Island, Norge og Sverige om fælles nordisk arbejdsmarked for visse personalegrupper inden for sundhedsvæsenet og veterinærvæsenet. København: Udenrigsministeriet; 1993.
18. Rdir. EF-rådets direktiv af 30. oktober (89/594/EØF) Om ændring af direktiv 75/362/EØF, 77/452/EØF,78/686/EØF, 78/1026 og 80/154/EØF Om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater, og andre kvalifikationsbeviser for læger, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger og jordemødre. Luxembourg: De Europæiske Fællesskabers Tidende; 1989. 
19. Rdir. EF- rådets direktiv af 21. december 1988 (89/48/EØF) Om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende uddannelser af mindst tre års varighed. Luxembourg: De Europæiske Fællesskabers Tidende;1989. p>20. Rdir. EF- rådets direktiv af 18. juni (92/51/EØF) Om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EØF. Luxembourg: De Europæiske Fællesskabers Tidende; 1992.
20. Social- og helsedepartementet. Høringsnotat: Lov om helsepersonell m.v. Oslo: Social- og helsedepartementet; 1997.
21. Regeringen (1998) Yrkesverksamhet på hälso og sjukvårdens område.(Lagrådsremiss) Stockholm: Socialdepartementet; 1998.
22. Social- og helsedepartementet (1998) Om lov om helsepersonell m.v : helsepersonelloven (Ot prp nr. 13). Oslo: Social- og helsedepartementet