Psykologi er kun støttefag

Min bog ''Psykologi 1, Udviklingspsykologi,'' lærebog for sygeplejestuderende, blev anmeldt i Sygeplejersken nr. 1/2000 af sygeplejelærer Gerda Hestbech. Med udgangspunkt i anmeldelsen har jeg gjort mig nogle overvejelser om psykologi som støttefag i sygeplejerskeuddannelsen og herunder om grundbøger i psykologi til sygeplejestuderende. Overvejelser, som på mange måder vil kunne overføres på andre af fagene i sygeplejerskeuddannelsen, som eksempelvis pædagogik, sociologi og etik.

Psykologi som støttefag i sygeplejeuddannelsen

Psykologi har menneskets tanker, følelser og handlinger som sin genstand. Da sygepleje finder sted i en interaktion mellem en sygeplejerske og en patient, der begge tænker, føler og handler, må sygeplejersken altid tage højde for forskellige psykologiske aspekter i sin tilrettelæggelse af sygeplejen. Psykologi er således en del af sygeplejefaget og derfor et støttefag i sygeplejerskeuddannelsen.

Det er meget forskelligt, hvordan faget psykologi praktiseres på de forskellige sygeplejeskoler landet over. Hvad undervises der i, hvor meget og hvordan? Har man psykologer ansat og i givet fald løst eller fast? Trods manglende fælles praksis findes der en beskrivelse, som er fælles for sygeplejerskeuddannelsen i Danmark, mere præcist et bud på, hvad faget psykologi må bidrage med i sygeplejeuddannelsen. Det er fremsat i ''Fremtidens sygeplejerskeuddannelse'' af rektorforsamlingen for sygeplejerskeuddannelsen. Her står der om psykologi, at:

''Faget sigter imod, at de studerende får forståelse for grundlæggende teorier og begreber inden for psykologien, der er relevante for sygeplejerskens arbejdsområde, således at hun/han bliver i stand til bevidst at tage højde for psykologiske aspekter i tilrettelæggelsen af sygeplejen.'' Rektorforsamlingen foreslår derpå forskellige udvalgte områder som f.eks. sundhedspsykologi, krisepsykologi og udviklingspsykologi.

Med disse ord udtrykker rektorforsamlingen den holdning til psykologiundervisningen, at den skal kunne anvendes i praksis. Sygeplejerskestuderende skal således ikke bare undervises i psykologi for psykologiens skyld. Fagområdet skal udvælges og planlægges, således at det hænger sammen med sygeplejen.

Det betyder, at undervisningen må tage udgangspunkt i teorier og modeller, som kan bruges til at orientere sig med i praksis og til at skabe forståelse for et problem i praksis. Det kan f.eks. være i teorier og modeller om det tidlige mor-barn forhold, teorier om menneskets reaktioner på tab, teorier om psykosociale reaktioner på sygdom osv.

Udviklingspsykologi er en af de discipliner, rektorforsamlingen anbefaler, og for mig at se en yderst vigtig disciplin. Udviklingspsykologi handler om, hvordan menneskets psykiske liv forandres fra vugge til grav. Sygeplejersken møder patienter i alle aldre. Viden om udviklingsområder og temaer i forskellige aldre må derfor anses som psykologisk basisviden for en sygeplejerske. Ydermere kan udviklingspsykologien bidrage til at skærpe sygeplejerskens opmærksomhed på det vigtige aspekt ved mennesket, at mennesket er under konstant udvikling og forandring. Udvikling er jo netop udviklingspsykologiens fokus! Jeg mener, at udviklingspsykologi burde være en af de faste discipliner, der undervises i på alle sygeplejerskeskoler. I denne sammenhæng vil jeg tilføje, at det er alt for snævert et fokus udelukkende at relatere udviklingspsykologi til psykiatriundervisningen, hvor fokus vil være rettet mod den patologiske udvikling. Fokus må være den normale udvikling.

Grundbøger til psykologiundervisningen

Da jeg startede som faglærer i psykologi på Københavns Amts Sygepleje og Radiografskole for seks år siden, var der problemer med hensyn til litteratur til psykologiundervisningen, bl.a. i udviklingspsykologi. Den eksisterende litteratur på dette område var god og lødig, men for tung. De studerende stod derfor af.

Jeg prøvede så med grundbøger i psykologi, men fandt også, at mange af de eksisterende grundbøger var problematiske. Bøgerne var blandet med filosofi, idehistorie, beskrivelser af forskellige psykologiske retninger, gennemgange af gamle teorier side om side med deciderede kliniske modeller og lidt nyere empirisk forankrede teorier. Jeg syntes simpelthen ikke, at litteraturen var brugbar for de sygeplejerskestuderende.

Imidlertid fandt jeg frem til, at anvendelse af grundbøger faktisk må siges at være ganske relevant, når det drejer sig om undervisning i støttefag. Grundbøger, der tilstræber at give en loyal og aktuel fremstilling af sit genstandsområde, og som samtidig er målrettet gruppen, den henvender sig til. Sådanne grundbøger kan afhjælpe

Side 45 

ovennævnte litteraturproblemer omkring sværhedsgrad og sammenblandninger af gammelt og nyt, filosofi og teori osv.

Jeg gik derfor i gang med at skrive en grundbog i udviklingspsykologi.

Når man starter på at skrive en grundbog i en omfangsrig disciplin (udviklingspsykologi) målrettet et bestemt fag (sygeplejen), må man spørge sig selv: ''Hvad må anses som relevant udviklingspsykologisk viden i sygeplejen og dermed også i sygeplejerskeuddannelsen?''

Dette udgangspunkt er dog ikke tilstrækkeligt. Udviklingspsykologi er en selvstændig disciplin inden for psykologien, og valgene må selvfølgelig også foretages med et udgangspunkt i udviklingspsykologien på dens egne præmisser.

Udviklingspsykologien er meget omfangsrig. Den består af mange forskellige udviklingspsykologiske teorier og modeller, gamle som nye, og ikke sjældent modsiger de hinanden. Tidligere har udviklingspsykologien især været domineret af to store teorier: Piagets teori om barnets kognitive udvikling og Freuds psykoanalyse. Sådan er det ikke mere. Der er indvundet mængder af ny viden inden for udviklingspsykologien i de sidste årtier, der har påvist væsentlige mangler ved de nævnte teorier, og i dag består udviklingspsykologien af mange forskellige undersøgelsesresultater, teorier og modeller. De store gamle teoriers tid som enerådende inden for udviklingsteorien er forbi.

De gamle teorier og modeller skal imidlertid ikke blot forkastes. De udgør bl.a. et vigtigt fundament for det nye, men de skal ikke være omdrejningspunkt for undervisning og litteratur. Det skal den nye viden. Dels fordi verden forandrer sig, og det må teorierne også, hvis de skal have en aktuel gyldighed. Dels bliver vi for det meste klogere med tiden. Det betyder, at nye teorier ofte har fat i noget, som de gamle ikke har.

En sygeplejerske på en barselsafdeling, der skal vejlede en nybagt mor i amning af sit nyfødte barn, har brug for teoretisk viden om spædbarnspsykologi ­ hvad kan spædbarnet, og hvad har det brug for? Denne viden er vigtig i forhold til at støtte udviklingen af de vigtige bindings- og tilknytningsprocesser mellem mor og barn. Men for at tjene dette formål må teorierne kunne gribe om de psykologiske fænomener, som sygeplejersken møder i sin praksis. Det nytter eksempelvis ikke noget at arbejde med gamle teorier om spædbørn, der beskriver spædbarnet som inkompetent, passivt og uinteresseret i sine omgivelser, med begreber som den orale fase, autisme og symbiose. Virkeligheden viser jo noget andet: et spædbarn, som er i besiddelse af mange tidlige kompetencer, som er aktivt og udviser stor social motivation.

Et andet eksempel kunne være en sygeplejestuderende i hjemmeplejen. Hun har eksempelvis brug for kendskab til nyere gerontopsykologiske teorier om ældre, tab, særlige mestringsstrategier knyttet til alderdommen osv. og ikke for nogle gamle teorier om visdom i alderdommen.

Gerda Hestbech understreger flere gange i anmeldelsen, at min bog ikke kan stå alene. Det er jeg helt enig i i den forstand, at det er en grundbog. Når den studerende skal fordybe sig i en problemstilling, kan hun ikke nøjes med grundbøger. Hun må da søge supplerende litteratur.

Gerda Hestbech mener imidlertid også noget andet og mere med, at min bog ikke kan stå alene. Hun skriver: ''Det er min vurdering, at bogen er velegnet som grundbog, men også, at den ikke kan stå alene. Det er min opfattelse, at sygeplejestuderende skal have lejlighed til at blive præsenteret for forskellige teoretiske tilgange til psykologien, så de gennem egen analyse af tekster og teorier tilegner sig forståelse af fagets teorier og metoder....''

Og videre skriver hun til slut, at underviseren må finde tekster og teorier, som den studerende kan bruge til sammenlignende analyse. Afslutningsvis understreges det atter, at der må suppleres med tilgange fra andre referencerammer.

Psykologi ­ hvordan?

Med disse udtalelser berører Gerda Hestbech noget helt centralt ved spørgsmålet om, hvad psykologiundervisningen skal bruges til, og dermed også ved grundbøgers indhold.

I følge Gerda Hestbech må de studerende i psykologiundervisningen tilegne sig en forståelse af fagets teorier og metoder. De må være orienteret i forskellige referencerammer og kunne lave sammenlignende analyser.

Jeg finder dette udgangspunkt for et støttefag i sygeplejerskeuddannelsen problematisk. Det er alt for abstrakt, for ambitiøst, og det ender derfor med at blive for overfladisk. Det er med andre ord forkert, mener jeg. De associationer, som jeg får til en psykologiundervisning med et sådant syn på formålet med undervisningen, er lidt Freud, Mahler, Erikson, Piaget, Maslow. Og så lidt, hvad er behaviorisme, hvad er psykoanalysen og dens forskellige skoler, humanistisk psykologi osv. Men hvorfor dog ­ og hvad så?

Jeg kan høre både de studerende og praktikken spørge: ''Hvad skal vi bruge det til?'' Og jeg synes, at det er et rigtigt godt spørgsmål.

Formuleret lidt spidst, mener jeg ikke, at vi skal bruge den kostbare tid i psykologiundervisningen på at tage de sygeplejestuderende på en forvirrende ekskursion ud i psykologiens gamle store teorier, kliniske modeller og forskellige retninger. Det er der ikke tid til og heller ingen grund til. Formålet med psykologiundervisningen er ikke, at den studerende tilegner sig en forståelse af fagets teorier og metoder ved at arbejde med forskellige teoretiske referencerammer og sammenlignende analyser. Med et sådant formål ender fokus det forkerte sted. Nemlig på teorierne frem for på selve fænomenet. Og endda ofte på gamle teorier. Patienten og den konkrete problemstilling forsvinder, og ofte sidder man endda tilbage med en gang teori-rod.

Psykologi er et vigtigt fag i sygeplejen. Men sygeplejen er så meget andet, og psykologi er kun et lille fag. Da det samtidig er et lille fag, må vi overveje, hvad vi vil bruge undervisningstiden til og hvordan. Og det er ikke ligetil. For psykologien er en omfattende videnskab, så vi er fanget i det moderne livs dilemma: Det hele er for meget, og derfor må vi vælge. Men vi har nogle rettesnore at vælge ud fra:

På den ene side den praksis, som sygeplejen er, og herunder de komplekse psykologiske

Side 46 

fænomener, som sygeplejersken møder i sin praksis. På den anden side nyere, seriøse psykologiske teorier og modeller herom.

Jeg mener, at det kunne være vældig godt for sygeplejerskeuddannelsen at få psykologi ind som et fast og velovervejet fag på alle sygeplejeskolerne. I den sammenhæng er debatten om psykologi som fag i sygeplejeuddannelsen vigtig, som nævnt i starten af artiklen.

Det kunne være spændende at udvikle psykologiundervisningen. Sygeplejen udvikler sig, og det gør psykologien også. Det kunne være passende, om psykologi som støttefag i sygeplejeuddannelsen også kunne udvikle sig. Det ville i sidste ende tjene praksis og dermed patienterne. 

Anne Stokkebæk er ansat som faglærer i psykologi på Sygepleje- og Radiografskolen i Københavns Amt.