Sygeplejersken
I kyse og kjole for sygeplejen
Søster Elna, diakonisse, sygeplejerske og fagpolitiker, er netop fyldt 90 år. Hun kan se tilbage på et rigt og aktivt liv med en række faglige højdepunkter og mindeværdige oplevelser.
Sygeplejersken 2000 nr. 43, s. 26-29
Af:
Grethe Kjærgaard, journalist
Side 26
Søster Elna, diakonisse, sygeplejerske og fagpolitker, er netop fyldt 90 år. Hun kan se tilbage på et rigt og aktivt liv med en række faglige højdepunkter og mindeværdige oplevelser. Foto: Søren Svendsen.
Side 27
Det var over natmaden og en øl, de to formandskandidater, diakonissen og den unge rebel fra Rigshospitalet, for alvor fandt hinanden. Der går stadigvæk frasagn om Søster Elna Krogh Nielsens og Kirsten Stallknechts valgturné i 1967. Sammen med den tredje formandskandidat Maren Beck Jørgensen drog de land og rige rundt for at møde deres vælgere, da Dansk Sygeplejeråd langt om længe havde besluttet sig for et generationsskifte på formandsposten.
''Maren Beck Jørgensen havde så mange venner, hun skulle besøge på vores turné, så Kirsten og jeg havde som regel aftenerne på hotellet for os selv, når valgmøderne var overstået. Det blev indledningen til både venskab og samarbejde i årene fremover,'' mindes Søster Elna under sin samtale med Sygeplejersken op til 90-års-dagen den 20. oktober.
Søster Elna mindes også med stor fornøjelse, da hun og Kirsten Stallknecht samt en gruppe forretningsmænd og en enkelt folketingspolitiker fik Storebæltsfærgen til at udsætte afgangen nogle minutter, inden deres taxier nåede frem fra lufthavnen i Kastrup, hvor de havde ventet forgæves på et fly.
''Vi skulle allesammen til vigtige møder i Odense. For Kirstens og mit vedkommende sad der en amtskreds og ventede på oplæg til formandsvalget. Da vi endelig kom om bord på færgen, var der en lidt trykket stemning blandt det mandlige selskab. Hvordan opfører man sig, når der er en diakonisse til stede i kjole og kyse, var helt tydeligt deres holdning. Men så sagde Kirsten: Nu skal vi da have en øl, ikke Elna? Det lettede.''
Søster Elnas opstilling skabte også en vis mytedannelse. Der var i hvert fald dem, der mente, at Kirsten Stallknecht og Søster Elna kørte fællesløb for at kunne splitte stemmerne til Maren Beck Jørgensen.
''Jeg ved godt, at nogen udlagde det på den måde, men det var der slet ikke tale om. Men efterhånden som valgkampen skred frem, kunne det naturligvis godt se sådan ud, netop fordi Kirsten og jeg svingede godt sammen. Men der var bestemt ikke tale om nogen bevidst strategi fra vores side. Når man kæmper for en sag, har man jo ikke selv nogen præcis opfattelse af, hvordan man virker på omgivelserne.''
Selv i dag så mange år efter er Søster Elna stadigvæk lidt forbavset over, at hun stillede op til et formandsvalg:
''Men jeg blev opfordret til det. Det var en tillidserklæring fra en stor gruppe sygeplejersker. Og derhjemme (Sankt Lukasstiftelsen i Hellerup) var man vældig stolt på mine vegne og bakkede mig op. Samtidig kunne jeg godt se, at det måske ikke var så heldigt med en diakonisse på en formandspost. Jeg havde min faglige styrke på uddannelsessiden og havde tilsvarende meget at lære på løn- og ansættelsesområdet. Hvis jeg opnåede dårlige forhandlingsresultater, tror jeg, at mange helt automatisk ville sige: Det er også, fordi hun er diakonisse. Nu blev det Kirsten Stallknecht, der vandt, og det var efter min mening også lige den person, Dansk Sygeplejeråd havde brug for på det tidspunkt.''
Søster Elna Johanne Krogh Nielsen er født den 20. oktober 1910 i Brønderslev som datter af missionær Jens Christian Nielsen. I 1928 indtrådte hun i Sankt Lukas Stiftelsen for at gennemgå søsterskolen og få en huslig uddannelse. Hun blev færdig som sygeplejerske i 1936 og arbejdede de næste tre år først som sygeplejeassistent og senere som afdelingssygeplejerske ved Sankt Lukasstiftelsens Hospital.
Efter videreuddannelse fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole i 1939-40 blev hun sygeplejelærer, først på Rødkilde Sygeplejehøjskole og senere på Sankt Lukasstiftelsens Sygeplejeskole. Efter et studieophold i USA i 1958-59 blev hun forstanderinde for Sankt Lukasstiftelsens Sygeplejeskole i 1960 og virkede her helt frem til 1981.
Tilhørsforholdet til Dansk Sygeplejeråd startede i 1936, da Søster Elna blev ordinært medlem. Fra 1965-1974 var hun medlem af Dansk Sygeplejeråds Hovedbestyrelse og forretningsudvalg. I 1967 stillede hun op som kandidat til formandsvalget.
I årenes løb har Søster Elna haft mange poster og tillidshverv, bl.a. formandsposter i Dansk Sygeplejeråds udvalg for syge- og sundhedspleje og i det udvalg, der fra 1963-70 skulle vurdere sygeplejerskeuddannelsen.
Herudover har hun bl.a. været medlem af uddannelsesnævnet under Indenrigsministeriet (1970-75) og af Dansk Sygeplejeråds uddannelsesudvalg (1974-1980) som særlig sagkyndig. Endelig har hun flere gange været udpeget som Dansk Sygeplejeråds repræsentant i Sundhedsstyrelsen i sygeplejefaglige spørgsmål.
At være til tjeneste
Søster Elna har for en stund lagt kyse og kjole til side, fordi hun op til sin 90-års dag må trækkes med en brækket arm. Ellers må hun fastslå, at diakonissedragten er synonym med hendes lange liv i søsterfællesskabet:
''Den er jo tegn på mit tilhørsforhold. At være diakonisse og at bære dragt hører sammen. Der har selvfølgelig været mange overvejelser og kampe, inden man når til den ovebevisning, at det er søsterfællesskabet, der er det væsentligste i ens liv, men sådan er det blevet, og det har været utroligt givende og dejligt. Somme tider er det svært at give en rationel forklaring på, hvorfor man vælger, som man gør, men jeg traf altså et valg, da jeg var ung, og det har givet mit liv en helt særlig dimension, netop fordi jeg har kunnet kombinere tro, søstersamvær og arbejdet som sygeplejerske.''
Kun de meget få vælger i dag at gå ind i diakonissegerningen, også selv om bevægelsen efter Søster Elnas mening har fulgt med tiden:
''I dag er det muligt både at være diakonisse og gift. Nu skal man ikke udtræde af fællesskabet, fordi man ønsker mand og børn, sådan som man skulle for nogle år siden,'' siger hun og trækker en parallel til sygeplejen, hvor sygeplejersker helt op i 1960'erne blev nødt til at trække sig ud af faget, hvis de ønskede at gifte sig.
Søster Elna gør opmærksom på, at diakonisserne
Side 28
på ingen måde lever et afsondret ''klosterliv'':
''Vi har jo haft vores arbejde som alle andre. Mange af os har eksempelvis arbejdet med sygeplejen gennem et langt liv og boet for os selv blandt de patienter og klienter, vi skulle tage os af.''
Når Søster Elna skal forklare sammenhængen mellem diakoni og sygepleje, virrer hun lidt med hovedet. Der er ikke så meget at forklare, synes hun. Sådan er det bare:
''Tænk på lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Han holdt jo ikke først nogen prædiken for staklen, der skulle hjælpes, men hjalp her og nu. For mig er det grundelementet i sygeplejen. At være til tjeneste.''
Søster Elna overrækker eksamensbeviser i Sankt Lukasstiftelsens flotte spisesal med de fantasifulde vægdekorationer. Her er det skolens første mandlige sygeplejeelev, Jens Christian Egedal, der får sit bevis.
En lærestreg
Søster Elnas brækkede arm har medført en kort hospitalsindlæggelse. Først var der tale om konservativ behandling, men så blev det alligevel nødvendigt med en operation:
''Det er mærkeligt pludselig ikke at kunne noget selv. Dér lå jeg pladask på ryggen og måtte have hjælp til alting. Det har været lidt af en lærestreg,'' siger hun
For én, der som Søster Elna har beskæftiget sig med sygepleje gennem et langt liv, var en indlæggelse anno 2000 lidt af en oplevelse:
''Jeg har fået vældig god behandling, omsorg og pleje, men hvor har kollegerne dog travlt. Der manglede virkelig personale
Side 29
på afdelingen, så det var dejligt at komme hjem!''
Hun er ikke meget for at gå i detaljer om selve sygeplejen:
''Man bliver aldrig for gammel til at lære nyt, så egentlig er jeg slet ikke færdiguddannet,'' glider hun af med en stille latter.
''I virkeligheden elsker jeg at lære. Det har været den røde tråd i mit liv,'' siger hun og mindes bl.a. sin tid i USA, hvor hun både fulgte kurser på universitetet i Boston og også havde den store fornøjelse at være i praktik på et hospital og en sygeplejeskole. Den bedste i hele New England, som hun siger.
Her oplevede hun en mere teoretisk funderet sygepleje, end hun var vant til hjemmefra:
''Det var bl.a. nyt at skulle sætte sig ned og definere, hvad sygepleje er. Hjemme byggede sygeplejen jo i meget høj grad på de ældre sygeplejerskers erfaringsgrundlag. Nu skulle vi forklare, hvad vi gjorde og hvorfor. I det hele taget lærte jeg meget om det, jeg vil kalde sygeplejeelevernes selvarbejde, altså evnen til selv at sætte sig ind i tingene.''
Lysten til at lære blev i Danmark fulgt op med hendes mangeårige engagement som forstander for Sankt Lukasstiftelsens Sygeplejeskole, en mønsterskole for sin tid, og arbejdet som hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd, hvor Søster Elna udmærkede sig i mange sammenhænge som særligt sagkyndig i uddannelsesspørgsmål.
''Den ene opgave afløste den anden,'' siger hun beskedent om de mange rapporter, betænkninger, udtalelser, oplæg og møder, som hun har haft sin markante andel i. Selv vil hun gerne se fremad:
''Jeg ved ikke, om jeg kan tilføre sygeplejen noget nyt, men i hvert fald vil jeg gerne prøve at lave en syntese af de værdier, som faget bygger på. Lad mig nævne den barmhjertige samaritaner igen. Han var lydhør over for det menneske, han mødte. Som sygeplejersker er det vores mål at være lydhøre over for de personer, vi møder, ikke som patienter, ikke som diagnoser, men som hele mennesker. Det vil jeg gerne skrive om.''
Video fra Sankt Lukasstiftelsens reception for søster Elna i 2000 (1.43 min.)
Det var allerede under valgkampen i 1967 om formandsposten i Dansk Sygeplejeråd, at deres venskab blev grundlagt. Søster Elna og Kirsten Stallknecht svingede ganske enkelt godt sammen på barrikaderne, og det blev indledningen til et mangeårigt samarbejde mellem de to:
''Mens jeg havde travlt med at få opbygget organisationssiden i Dansk Sygeplejeråd efter mit valg til formandsposten, var Søster Elna som medlem af hovedbestyrelsen dybt engageret i uddannelsessiden. Med sin baggrund som forstander for Sankt Lukasstiftelsens Sygeplejeskole var hun meget kompetent og også meget fantasirig. Hun havde de gode ideer, og begge ville vi så gerne have, at sygeplejen fik akademisk status, dvs. det bachelorniveau, der i dag er inden for rækkevidde. Det var der meget lidt forståelse for dengang. Men søster Elna havde argumenterne i orden og var utrolig god til at beskrive tingene uden at gøre dem mere komplicerede, end de var. Hun var alle tiders støtte for mig. Selv om vi var meget forskellige, havde vi nogle fælles idealer og ønsker, som gjorde, at vores samarbejde blev så godt. Og med årene er der vokset et dejligt venskab op mellem os.''
Kirsten Stallknecht, Dansk Sygeplejeråds formand fra 1968-1996.(gk)
''Hun kan vældig godt lide at diskutere, især hvis man er uenig med hende. For mig betyder det, at mine egne tanker bliver klarere, når jeg får modstand. Derfor er Søster Elna god at gå i clinch med. I det hele taget forstår hun at kommentere og korrigere på en sådan måde, at hun altid respekterer andres opfattelse af tingene.''
Kari Martinsen, hvis doktordisputats handler om de norske diakonisser, færdes hjemmevant i den danske diakonissestiftelse i Hellerup. For hende er Søster Elna blevet en god og trofast ven gennem årene:
''Hun har betydet meget for søsterfællesskabet på Sankt Lukasstiftelsen og for mig personligt. Og så er hun så iderig og skarpsindig. Selv om hun runder de 90 år, tænker hun stadig nye tanker om sygeplejen.''
Kari Martinsen, professor, dr.philos, Bergen.(gk)
''Søster Elna havde mange visioner om sygeplejen, og dem arbejdede vi sygeplejelærere og hun sammen om. Det skete ofte, at vi havde arbejdet på noget i flere dage, og så pludselig om morgenen kunne hun komme ned, og det hele skulle kasseres. Så startede vi forfra, fordi hun havde fået en bedre idé.
Allerede dengang var Søster Elnas evne til at huske gamle elever fantastisk. Hun skrev julehilsner til dem alle, ligesom hun gør i dag.
Hun besluttede også, at eleverne hver første søndag i advent skulle have et adventslys med indskriften ''velsignet advent,'' som vi, sygeplejelærerne, lavede. Den slags gjorde, at stedet blev et meget personligt sted. Man følte sig omsluttet af noget godt og noget varmt.''
Gunhild Pihl-Poulsen, sygeplejelærer på Sankt Lukasstiftelsen fra 1960-61 og igen fra 1975-1991.(lha)
''Når vi skulle fremlægge en stor opgave, så var Søster Elna altid til stede. Vi nærede stor respekt for hende, men vi var også lidt bange for hende, fordi hun stillede krav om, at hendes elever skulle være de dygtigste. Ikke for hendes eller for skolens skyld, men for patienternes. Men for Søster Elna var det essentielt, at patienterne ikke blev tingsliggjort, men blev behandlet med respekt og værdighed. Dengang var patienter normalt nogle, som skulle ligge under dynen og makke ret. Når vi havde timer med Søster Elna i sygepleje, stod der en dukkeseng i midten af klasseværelset med en dukke, som agerede patient. Sådan var Søster Elna - det var patientens behov, der var i centrum.
Og i dag, når man opdager, at en anden sygeplejerske også er ''Lukas-elev,'' spørger man, om vedkommende er fra Søster Elnas tid. Det er, fordi Søster Elna er en så markant person inden for sygeplejeudvikling i sygeplejerskeuddannelsen i Danmark.''
Bente Wennerberg, elev på Sankt Lukasstiftelsen fra 1973-76.(lha)
Hvis det ikke havde været for Søster Elna, var Ann-Mari Aggergaard aldrig blevet sygeplejerske: ''Jeg var i min praktik havnet på en afdeling, hvor jeg havde det rædselsfuldt. En dag var jeg så stresset, at jeg pakkede min kuffert og gik op for at sige farvel til min skoleforstanderinde, søster Elna. Som den store pædagog, hun var, sagde hun straks:
De er jo syg, frk. Aggergaard. Nu skal jeg følge Dem over på afd. 1.C, hvor de kan få en seng, sagde hun.
Jeg var selvfølgelig ikke spor syg, men nedbøjet over min praktikplads. Søster Elna kunne straks se, at jeg behøvede lidt fred, og efter et par dage var jeg klar igen. Men havde det ikke været for søster Elnas indsats, havde jeg opgivet sygeplejen.''
Ann-Mari Aggergaard, ansvarshavende psykiatrisk sygeplejerske, uddannet fra Sankt Lukasstiftelsens Sygeplejeskole i 1966.(gk)
De religiøse sygehuse eksisterede i perioden 1863, hvor Diakonissestiftelsen blev etableret i Smallegade på Frederiksberg med plads til 8-10 patienter, til 1994 hvor Sct. Maria Hospital i Aalborg lukkede som føde- og gynækologisk hospital.
De religiøse sygehuse fik en enorm indflydelse på udviklingen af sygeplejerskeuddannelsen. Diakonissestiftelsens sygeplejeskole eksisterer endnu og er en af de mest søgte sygeplejeskoler på trods af, at Diakonissestiftelsens hospital lukkede i 1987. Det lukkede midlertidigt skolen, indtil der i 1992 blev indgået en aftale mellem Frederiksberg Kommune og Diakonissestiftelsen om igen at varetage uddannelse af sygeplejersker.