En dør ind til sygeplejen

Det er ikke hver dag, en gruppe sygeplejestuderende og deres lærer først skal tørre tårerne væk, før undervisningen kan genoptages. Men det var, hvad der skete for højskolelektor Kari Westad Hauge og hendes studerende, da klassen efter en praktikperiode skulle fortælle om det, de havde oplevet ude hos patienterne. Ritas fortælling om en lille dreng, der døde, var så stærk, at alle blev nødt til at sunde sig, inden man kunne gå videre.

Kari Westad Hauge gengiver Ritas brag af en fortælling i sin artikel i Videnskab & Sygepleje. Den bevæger og engagerer også uden for klasseværelset og er en unik indledning til de tanker, Kari Westad Hauge har gjort sig om brugen af fortællinger (narrativer) som undervisningsmetode. Gennem nogle år har hun med de studerendes accept indsamlet fortællinger til brug i sin forskning og som grundlag for en lærebog i sygepleje, som hun er i gang med at skrive. Hun er ikke i tvivl om, at metoden har sine fordele:

''Man lærer meget af at skrive - både om sig selv som menneske og som fagperson. Sygeplejefortællingerne giver de studerende indsigt i sygeplejen og hjælper dem til at bearbejde vanskelige situationer, som de måske skal have afklaret, før de kan komme videre,'' siger hun.

''I Ritas tilfælde er der tale om en meget dramatisk situation. Her handler det om liv og død, og karakteristisk nok er det et emne, som mange studerende skriver om. Første gang, man skal tage hånd om en døende patient, er en oplevelse, man nok aldrig glemmer - både mødet med den døende og de pårørende, som man skal give omsorg. Jeg kan huske, at der dukkede mange tanker op hos mig selv, efter at Rita havde læst sin fortælling op i klassen. Da jeg var elev, boede jeg på kollegium og kunne snakke ud om disse dramatiske situationer med mine elevkammerater. Den mulighed har dagens studerende ikke, fordi man ikke mere bor sammen på et kollegium. Derfor kan sygeplejefortællingen være en god måde til at bearbejde stærke oplevelser på.''

Går ud over håndværket
Det er ikke tilfældigt, at Kari Westad Hauge og hendes kolleger bruger fortællinger fra praksis som metode i deres undervisning. Sygeplejeskolen i Molde, som er en del af et større center for videreuddannelser, adskiller sig fra de fleste andre sygeplejeskoler i Norge ved netop at have en stærk praksisprofil:

''Vi er en af de få skoler i Norge, som stadigvæk har vores studerende oppe til eksamen i praktik. Efter at den norske sygeplejerskeuddannelse blev et treårigt studium, har der været kritik af de nyuddannedes praksiskundskaber. De er ikke sikre nok i rutinerne, går noget af kritikken på. Men da uddannelsen er blevet kortere og indeholder mere teori og derfor mindre praksis, er der ikke noget at sige til, at det forholder sig sådan. Akademiseringen er simpelthen sket på bekostning af håndværket. Derfor prøver vi bl.a. at kompensere med flere øvelser i demonstrationsstuen, ligesom vi også har særlige vejledningsdage, hvor vi lærere er ude i praktik sammen med de studerende,'' siger Kari Westad Hauge.

De norske sygeplejersker har kæmpet for at få en fireårig sygeplejerskeuddannelse, men har fået klare signaler fra det norske undervisningsministerium om, at det skal de ikke regne med:

''Derfor må vi få det bedste ud af de givne betingelser,'' siger Kari Westad Hauge og peger på, at selv om de studerende i dag ikke når det samme niveau med hensyn til praktiske færdigheder som tidligere, så har de jo andre kompetencer:

''De har et godt teorigrundlag, som netop er fundamentet for at udvikle praktiske færdigheder. De har en mere analytisk tilgang end tidligere. De er mere velformulerede, og flere er langt mere kritiske på en positiv måde, end vi var. Det synes jeg er meget opløftende. Derfor er det vældig ensidigt at sige, at de unge ikke er så dygtige, som vi var. Da jeg blev færdig med min uddannelse til sygeplejerske for 22 år siden, var jeg ikke nær så bevidst om min egen rolle og funktion, som de studerende er i dag. Dengang gik vi mere efter forskrifter a la ''sådan gør vi her.'' Totalt set er dagens norske sygeplejerske stærkere stillet end tidligere.''

Side 19

Balance på en knivsæg

De studerende stifter bekendtskab med sygeplejefortællingen i 3. og 4. semester, når de efter en praktikperiode samles i klassen for at reflektere over deres praksis. Først skriver de om en situation, som har gjort indtryk på dem, siden deles de ind i grupper med fire i hver. Her skiftes man til at læse sin historie højt for kammeraterne, og bagefter vælges der en fortælling til præsentation i plenum. Ritas beretning om det døde barn var en af de historier, som hele klassen lyttede til og blev grebet af, inklusive Kari Westad Hauge:

''Fortælleprocessen sker inde i klasseværelset, så jeg har ikke læst fortællingerne på forhånd. Det gør jo, at jeg er meget spændt på forløbet og meget observant i forhold til det indtryk, fortællingen gør på de studerende og fortælleren selv. I Ritas tilfælde var klassen ikke særlig sammensvejset. Rita skulle overtales til at læse sin fortælling højt for kammeraterne. Hun var bange for, at følelserne skulle løbe af med hende. Men det viste sig, at netop Ritas beretning var med til at skabe større sammenhold i klassen. Kammeraterne blev meget optaget af hendes fortælling, og vi fik en god generel snak om de indtryk, vi får i praksis, og hvad vi kan gøre for at bearbejde dem. Det fine er jo, at fortællingen fungerer som en døråbner til sygeplejen. De studerende kan nikke genkendende til kammeraternes oplevelser og supplere med egne erfaringer. Og for mig som lærer er det et fint udgangspunkt til at vise, hvad sygepleje kan være, og også hvad teori kan indebære.''

Kari Westad Hauge understreger, at det både kræver takt og pædagogisk indsigt at bruge den narrative metode:

''Man balancerer nærmest på en knivsæg, fordi man ofte kommer meget tæt på de store følelser. I Ritas tilfælde var det vigtigt at følge op, netop fordi hun blotlægger så mange følelser i sin fortælling. Rita var den yngste i klassen, men meget bevidst om tingene. I dag er hun færdig som sygeplejerske, har været på barselsorlov og er lige begyndt at arbejde igen.''

I gang med fortællingen

Det er sjældent, at Kari Westad Hauge oplever, at nogle af de studerende ligefrem vægrer sig ved at skrive en fortælling:

''Det er sket et par gange, at nogle har haft svært ved at koncentrere sig, fordi tankerne har været et andet sted - måske om kæresten eller et sygt barn derhjemme. Så har vi snakket om det, og jeg får så en fortælling fra dem på et senere tidspunkt. Det kan også ske, at nogle hellere vil komme med en mundtlig beretning, fordi de ikke er så glade for at skrive. Men det finder vi også ud af. Det vigtigste er, at de kommer i gang med deres historie,'' siger hun.

Kari Westad Hauge understreger, at den narrative metode kun er én af flere metoder til at forholde sig til praksis på:

''Metoden er et supplement til andre metoder, men meget anvendelig til refleksion. Den åbner for indlevelse, for det affektive og kumulative, hvad andre mere logisk videnskabelige metoder ikke formår. På den måde får de studerende et personligt ejerskabsforhold til deres sygeplejeviden. F.eks. synes mange studerende, det er svært at forholde sig til etik og etisk refleksion, men når de gennem fortællingen kan relaterere til en selvoplevet situation fra praksis, bliver det personligt og nærværende. Indlysende nok skriver rigtigt mange studerende om liv-død-problematikken. De tænker stort, når de skal skrive om etik. Her er det så min opgave som lærer at pege på de mange hverdagssituationer, som også kan rumme et etisk dilemma.''

For Kari Westad Hauge har den narrative metode et yderligere plus. Den gør hende mere engageret som lærer, synes hun:

''Det er både udfordrende og krævende at være lærer, synes jeg. Som lærer i dag har man et generelt problem med fremmødet. De studerende kan stort set komme og gå, som de vil, og mange foretrækker at blive hjemme og læse frem for at gå til forelæsninger og klasseundervisning. Det skal man forholde sig til som lærer. Vi kan ikke være så sprudlende og underholdende, som nogle af de unge nok gerne vil have det. Til gengæld kan vi så prøve at finde nye metoder i undervisningen til at fastholde de unges interesse. En af dem kan være at bruge sygeplejefortællingen. Den er god til at engagere og vejlede de unge på en anden måde end tidligere, synes jeg.''

Vaskeklud og brusebad

Kari Westad Hauge vil ikke kalde dagens unge narcissister, men kan dog godt få øje på narcissistiske træk hos dem:

''I en studiesituation bliver de f.eks. ofte solospillere i stedet for at trække kammeraterne i klassen med ind i situationen. I det hele taget er det sværere for dem at arbejde sammen i en gruppe, hvad der egentlig er ret besyndeligt. Gennem hele deres skoleforløb, ja, helt ned i børnehaven har de været vant til at være en del af en gruppe, og op igennem uddannelsessystemet har de deltaget i det ene gruppearbejde efter det andet. Måske hænger det sammen med, at interessen ganske enkelt ikke er den samme som tidligere. Vi diskuterer det af og til i lærergruppen, hvor vi også kan konstatere, at der i dag er et større krav om at få stoffet serveret, uden at man selv skal gøre så meget,'' siger hun. Kari Westad Hauge peger også på, at man som lærer må tage hensyn til, at dagens ungdom har nogle andre erfaringer end tidligere. Hun mindes med munterhed en gammel kollegas fnys over tidens unge:

''Jeg er så træt af at lære douche-generationen at vaske en patient. Lige pludselig skal de lære at bruge en vaskeklud, hvor de før bare var vant til at stille sig ind under den varme bruser!''

Læs også Kari Westad Hauges artikel "Den studerende og fortællingen".