Den store fortielse

Billede

Side 7

Billede

Side 8 

Reglerne for magtanvendelse på plejehjem og i hjemmeplejen duer ikke, før der også er lavet regler for, hvornår og hvordan man må behandle demente og andre stærkt svækkede gamle med psykofarmaka.

Det mener gerontopsykiateren Nils Gulmann. Han opfordrer politikerne på Christiansborg til at gøre noget ved dette hul i lovgivningen, når de skal revidere reglerne for magtanvendelse. Det skal ske senest i næste folketingsår.

''Medicinering med psykofarmaka er i værste fald den groveste magtanvendelse, der findes,'' siger Nils Gulmann.

''Derfor bør Socialministeriet og Sundhedsministeriet i fællesskab udarbejde regler for medicinering af svage gamle.''

I USA har forbundsregeringen udarbejdet et regelsæt for plejehjem, der indeholder meget strikse regler for både magtanvendelse og ordination af psykofarmaka (1).

''Man er nødt til at se de to ting samlet, fordi de kan bruges vikarierende for hinanden,'' understreger Nils Gulmann.

Han finder det påfaldende, at paragrafferne om magtanvendelse og Socialministeriets tykke vejledning om magtanvendelse ikke nævner psykofarmakabehandling med et eneste ord, selv om magtanvendelsen kan erstattes med medicin i alle de situationer, hvor loven giver adgang til at anvende magt.

''Der er ikke brug for at opsætte alarmer og pejlesystemer, hvis den gamle ikke kan gå, fordi vedkommende er overmedicineret.

Før man får en samlet bestemmelse om, hvad man gør ved bortgående og urolige og voldsomme demente, både socialt, plejefagligt og medikamentelt, har man ikke noget, der kan bruges.''

Smukt, men urealistisk

I Socialministeriet og Folketingets socialudvalg har holdningen i mange år været, at dementes problemadfærd skal klares med god pleje og pædagogik i stedet for tvang.

Derfor er reglerne for tvang blevet meget restriktive.

Det skal være så svært at få lov til at anvende magt, at kommunerne er nødt til at udvikle pædagogik og plejemetoder i stedet. Det er en meget sympatisk holdning, mener Nils Gulmann. Men urealistisk, så længe politikerne og Socialministeriet vælger at overse den ubehagelige kendsgerning, at der er mere end ét alternativ til magtanvendelse.

''Når man laver en meget idealistisk, men også besværlig og bureaukratisk lov, risikerer man, at folk griber til medicinering i stedet for. Det er der nemlig ikke lovgivet ret meget om.

I stedet for at søge et uvilligt socialt nævn om lov til at bruge magt, kan man måske få en læge til at overmedicinere. Det er bestemt ikke alle praktiserende læger, der vil være med til det, men nogle lader sig overtale.''

Det største overgreb

Nils Gulmann, som er administrerende overlæge på gerontopsykiatrisk afdeling D, Psykiatrisk Hospital, Århus, tilføjer, at problemet desværre ikke er teoretisk:

''Vi oplever ikke sjældent, at man har forsynet besværlige gamle, hvad enten de er delirøse eller adfærdsforstyrrede, med så megen psykofarmaka, at de ikke kan gå.''

Han betragter overbehandling med psykofarmaka som langt det største etiske problem i demensplejen. Et meget større overgreb end kodelåse, elektroniske chips og anden indskrænkning af de gamles frihed.

For mens der er gode erfaringer med den nye depressionsmedicin, virker psykosemedicin og angstdæmpende medicin ikke særlig godt på adfærdsproblemerne på plejehjemmene.

Det er bivirkningerne, der pacificerer de gamle. Psykosemedicin har en række alvorlige bivirkninger med parkinsonisme som den værste. Dvs. muskelstivhed, rysten, bortfald af gangfunktionen og ufrivillige bevægelser, som endda kan fortsætte, selv om medicineringen holder op.

Benzodiazepiner (angstdæmpende midler og sovemedicin) har bivirkninger som sløvhed, svimmelhed, faldtendens og forværrede hukommelsesproblemer (1).

''Besværlig adfærd er ofte behandlingsresistent. Man kan fratage folk evnen til at gå og råbe med psykofarmaka, men man fratager dem sjældent lysten,'' siger Nils Gulmann.

''Men det er dybt urimeligt, at et menneske skal sidde forsvimlet i en kørestol dagen lang, fordi der er problemer et par gange om dagen i forbindelse med den tætte pleje.''

Medicinforbrug uændret

I 1991 afdækkede Nils Gulmann og Jørgen Tybjerg psykofarmakaforbruget på plejehjemmene i en landsdækkende undersøgelse, gennemført på opfordring af daværende medicinaldirektør Palle Juul-Jensen.

Undersøgelsen viste, at 56 pct. af beboerne på 32 undersøgte plejehjem fik psykofarmaka. 20 pct. fik psykosemedicin, 13 pct. fik angstdæmpende medicin, 33 pct. fik sovemedicin og 11 pct. depressionsmedicin. Behandlingen havde i gennemsnit varet omkring to et halvt år (2,3).

Tallene er efterhånden 10 år gamle, men ingen nyere undersøgelser tyder på, at billedet skulle have ændret sig nævneværdigt.

Da psykiateren Lisbeth Sørensen undersøgte beboere på 10 nordjyske plejehjem i 1995, fik 21 pct. psykosemedicin, 14 pct. fik angstdæmpende medicin, 30 pct. fik sovemedicin, og 24 pct. fik depressionsmedicin (4).

En undersøgelse i Silkeborg Kommune fra 2000 viser en stor nedgang i forbruget, men der er tale om en enkelt kommune, som efter Nils Gulmanns opfattelse ikke er repræsentativ. Han finder dog perspektivet meget opmuntrende:

''I de skærmede enheder var der ikke én beboer, der fik psykosemedicin eller sovemedicin. Og det er jo helt fantastisk, for de skærmede enheder har de allermest vanskelige demente.

Så man kan altså undgå medicinering, hvis man vil."

Litteratur

1. Gulmann NC. Psykofarmakologisk behandling af demente - sygdomsbehandling eller social kontrol. In: Dementes Menneskerettigheder. Etik og ret i Danmark. København: Det Danske Center for Menneskerettigheder; 2000.
2. Tybjerg J, Gulmann NC. Brug af psykofarmaka på kommunale plejehjem. Ugeskr Laeger 1992;154:3126-30.
3. Bergqvist LP. Kemisk disciplin. Sygeplejersken 1993;(31):4-7.
4. Sørensen L, Foldspang A, Gulmann NC, Juul-Nielsen S, Munk-Jørgensen P. Plejehjemsbeboere i Nordjylland. Ugeskr Laeger 2000; 162: 1393-7.