Klinisk farmaceutisk team på intensiv afdeling

Indførelsen af et klinisk farmaceutisk team bestående af klinisk farmaceut, sygeplejerske og klinikchef har øget patientsikkerheden og kvaliteten i håndteringen af lægemidler på intensiv afdeling. Udarbejdelse af systematiske blandevejledninger og muligheden for kvalificeret vejledning mindsker tidsforbrug og fejl, og sygeplejerskerne oplever større kompetence og sikkerheden i håndtering af lægemidlerne. Uhensigtsmæssige ordinationer, interaktioner og administrationsformer opfanges og forebygges. Samtidig er der opnået en besparelse på lægemiddelbudgettet og en aflastning af sygeplejerskerne i deres daglige arbejde (1).

Erfaringerne fra intensiv afdeling kan i princippet overføres til forholdene på stationære sengeafsnit.

Tvivlsspørgsmål fjernes

God Farmaceutisk Praksis (GFP) indebærer, at det rigtige lægemiddel gives til den rigtige patient, i den rigtige dosis, den rigtige administrationsform, på det rigtige tidspunkt og med mindst mulige bivirkninger. Intensiv afdeling behandler komplekse patienter med flere organsvigt, patienter der ofte får seks eller syv lægemidler samtidig. Dette øger risikoen for uhensigtsmæssige interaktioner og fejl i medicinhåndteringen. Sygeplejerskerne oplever, at der er en kløft mellem behovet for farmakologisk viden og den kompetence, de har erhvervet gennem uddannelsen. For at sikre God Farmaceutisk Praksis startede intensiv afdeling 4131 i 1998 et projekt, hvor et klinisk farmaceutisk team fik ansvar for kvalitetssikring af lægemiddeladministrationen.

Kvalitetssikringen bygger på indførelse af fælles medicin- og ordinationsskema, ansættelse af en klinisk farmaceut, udarbejdelse af blandevejledninger for intravenøs medicin, supervision og screening af den kliniske praksis samt en medicin-service, der sikrer medicinbestilling, opfyldning og organisering af medicinrum (2).

Medicinordinationer bliver nu indført direkte på medicinskemaet af den ordinerende læge, og sygeplejersken signerer for indgift. Der anvendes blandevejledninger, som beskriver dosering, virkning, bivirkning, opløsning og blandbarhed, interaktioner, udskillelse og forholdsregler ved organsvigt og dialyse. Herved fjernes tvivlsspørgsmål, der tidligere opstod i forbindelse med lægemiddeladministrationen, specielt hos patienter med nedsat lever- og nyrefunktion. Vejledningerne giver sygeplejerskerne øget viden om og undervisning i de enkelte lægemidler. Tilstedeværelsen af en klinisk farmaceut sikrer mulighed for supervision ved tvivlsspørgsmål. Medicinservice sikrer, at lagerstørrelsen reduceres, medicinen anvendes inden udløbsdato, og at lægemidler, der kan forveksles, ikke placeres ved siden af hin-anden.

Indberetning af fejl

Den kliniske farmaceut gennemgår dagligt medicinskemaerne for at opfange doseringsfejl og uhensigtsmæssige interaktioner.

Fejl og næsten-fejl indberettes til det kliniske farmaceutiske team, som analyserer hændelsen for at forebygge gentagelse.

Et særligt fokusområde har været den antibiotiske behandling. Opblanding og administration af antibiotika er ressourcekrævende og forbundet med risiko for såvel kontaminering som personaleeksponering. Som led i kvalitetssikringen blev der indledt et samarbejde med H:S apoteket, hvor antibiotika leveres færdigblandet til den enkelte patient. I 2002 er der brugt ca. 25.000 doser antibiotika, hvoraf 90 pct. er leveret færdig til brug fra apoteket.

Resultaterne har betydet, at projektet nu bliver gjort permanent.

Et væsentligt led i den fremtidige kvalitetssikring er at indføre elektronisk lægemiddel ordinationspraksis, hvor den enkelte patients ordinerede medicin registreres og kontrolleres ved hjælp af f.eks. et stregkodesystem. Dette vil yderligere understøtte God Farmaceutisk Praksis og betyde, at man elektronisk kan overvåge hele ordinationsområdet og beregne lægemiddeludgifter til den enkelte patient.

Forfatterne er ansat på Rigshospitalets intensiv afdeling 4131.

Litteratur

1. Mud A-M, Heslet L. Klinisk farmaci på H:S apoteket. Farmaceuten 1998; (13):382.

2. Havemann L. Farmakonom i medicinskabet. Sygeplejersken 2002; (31):4.