Trygt at kende tilbuddene

De ved, hvad de vil. De vil klare sig selv. De vil selv bestemme, og de har styrke til at få deres vilje igennem.

Sygeplejerske Helle Olsens to forebyggende besøg, beskrevet i denne uge og Sygeplejersken nr. 28 (1,2), viser to ressourcestærke kvinder. De repræsenterer forskellige livsformer. Den ene har levet og arbejdet hele sit voksenliv på en stor gård som selvstændig. Den anden har været gift med en overordnet tjenestemand og altid boet i en by.

”De er slet ikke usædvanlige,” fortæller Helle Olsen. ”De fleste af de ældre, jeg besøger, har tilsvarende ressourcer og et liv fyldt med aktiviteter. De har overblik over deres tilværelse, og de kan se sammenhænge.

Begge dele er vigtigt for at kunne mestre sit liv. Jeg er somme tider helt paf over, hvor meget de ved om deres eget helbred, skavanker og behandlingsmuligheder.”

Da de forebyggende hjemmebesøg netop er rettet mod alle ældre over 75 år, som bor i eget hjem og ikke har det store behov for personlig hjælp, er det klart, at besøgsmodtagerne i de fleste tilfælde repræsenterer de stærkeste ældre.

Bedre levestandard har bevirket, at flere opnår høj alder og bedre sundhedstilstand end deres forældre. Mange aldersrelaterede sygdomme kan forebygges og helbredes, og kommunale hjælpeforanstaltninger betyder, at stadig flere kan få et godt liv i egen bolig.

”Men det bliver jo ikke ved,” som fru Larsen siger (1). Og netop denne erkendelse er en af forklaringerne på, at de forebyggende hjemmebesøg modtages så godt af de ældre.

Det er trygt at vide, hvilken hjælp der er at få den dag, de ikke mere magter at klare sig selv. Og det giver tryghed at vide, at der trods alt bliver holdt øje med en, og at samfundet har tilbud, som kan støtte dem i at få flere aktive og gode leveår.

For tryghed og trivsel

Helle Olsen er den ene af to forebyggende sygeplejersker i Sorø Kommune. Hun sender selv brev ud til borgerne i sit område med tilbud om besøg en bestemt dag.

Heri står, at formålet med besøget er at skabe tryghed og trivsel i hverdagen. Der er forslag til, hvad samtalen kan dreje sig om f.eks. helbred, kost, motion, medicin og Sorø Kommunes tilbud.

Helle Olsen oplyser, at hun er sygeplejerske og har kendskab til kroppens funktion og aldersforandringer. Brevet slutter med praktiske oplysninger om, hvordan man kan melde afbud og ændre tidspunkt.

Brevet omtaler overvejende fysiologiske forhold som omdrejningspunkt for samtalen. Det er emner, de fleste i forvejen har prøvet at drøfte med deres læge, og det giver de ældre mulighed for selv at bestemme graden af fortrolighed. For de fleste er

Side 21 

det ulige lettere at indlede en samtale om grå stær og medicin end om psykiske og sociale problemer af meget privat karakter, som fordrer en højere grad af tillid.

Samtalen er central i de forebyggende besøg. Udgangspunktet er borgerens ønsker, men besøgspersonen forsøger at få samtalen struktureret, så den kommer hele vejen rundt og giver et helhedsbillede af den ældres livssituation med vægt på ressourcer og fremtidsønsker.

Tilbuddet om forebyggende hjemmebesøg er ikke kun begrundet i den enkelte ældres tarv. Kommunen får samtidig informationer, som kan bruges i planlægningen af tilbuddene til de ældre. De ældre skal dog give tilsagn, hvis kommunen ønsker

Side 22 

at bruge oplysningerne i anden sammenhæng. Der er også indbygget en vis kontrolfunktion i besøgene, da kommunen nødvendigvis må reagere, hvis den opdager omsorgssvigt.

I loven om forebyggende hjemmebesøg stilles ikke krav om besøgspersonens faglige baggrund. Der står blot, at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge besøgene efter behov og mindst to gange om året (3).

I Sorø Kommune har besøgene hidtil været foretaget af sygeplejersker. I andre kommuner benyttes også fysio- og ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter eller andre med lignende baggrund.

Sygeplejersken som gæst

At få lov til at komme ind i de ældres hjem og vinde deres tillid forudsætter gode kommunikationsevner hos besøgspersonen og fornemmelse for, hvor langt og hvor tæt man kan gå på besøgsmodtageren.

Hovedformålet med besøget er ikke at gribe ind i den ældres liv og yde konkret hjælp, men at lytte og vejlede i forhold til de helbredsmæssige problemer, der kommer frem i løbet af samtalen. Besøgspersonen må have tålmodighed og være tilbageholdende og ikke forvente her-og-nu-resultater, men håbe på, at der er sat en proces i gang i den ældre.

”Jeg kommer i mange forskellige miljøer og oplever forskellige livsformer. Man skal kunne gebærde sig alle vegne og kunne omstille sig. Jeg har jo ikke en decideret praktisk opgave til forskel fra en hjemmesygeplejerske, der har konkrete opgaver i forhold til konkrete helbredsmæssige problemer.

Jeg kommer også ind ad døren på en helt anden måde, end da jeg var hjemmesygeplejerske. Jeg er meget mere gæst. Jeg venter på, der bliver sagt ”Værsgo, kom indenfor!” ”Værsgo at tage frakken af!” eller lignende.

Som ved alle andre lejligheder, når man kommer ind i et fremmed hjem, åbnes alle sanser for indtryk. Syn, hørelse og ikke mindst lugtesans. Jeg bemærker de ældres funktionsniveau. Hvordan bevæger de sig rundt? Hvordan rejser de sig fra stolen? Bruger de stok? Støtter de sig til møblerne? Er de usikre, når de skænker kaffe? Er der fare for fald på længere sigt?

Det vigtigste er, at jeg hele tiden gør mig det klart, at jeg er kommet for at føre en samtale, der ikke må opfattes som en sludder for en sladder. Jeg plejer at indlede den egentlige sundhedssamtale med at sige, at jeg er kommet, fordi den ældre nu er kommet i en alder, hvor skavankerne melder sig,” fortæller Helle Olsen.

”Når tilliden er bygget op, kan jeg komme ind på, hvordan det er at miste sin ægtefælle eller andre nærtstående. Eller om nedsat funktionsniveau gør det sværere at deltage i vante aktiviteter, specielt dem uden for hjemmet. For nogle ældre er det et psykisk pres at mærke kroppens forandringer og at skulle omstille sig til ændrede vilkår. Vi taler om, at det bliver sværere og sværere at klare hverdagen i den sidste del af livet.

Mit mål er, at den ældre føler, at hun eller han har fået et konstruktivt udbytte af mit besøg.”

Tid til at lytte

”Jeg er somme tider helt overvældet over den tillid, borgerne viser mig,” fortæller Helle Olsen.

”Der går ikke lang tid, før alle familiefotografierne bliver hentet frem, og borgeren fortæller sin livshistorie. Man skal give sig god tid til at lytte til det hele, selv om børn og børnebørns oplevelser og karrierer ikke altid synes lige relevant for den forebyggende samtale, for det betyder noget for borgeren, og det er vejen til at vinde deres tillid, at man kan lytte og engagere sig i det, de fortæller.

Jeg prøver også at få noget lune og humor med ind i samtalen, at få folk til at trække på smilebåndet. Det kan fortælle meget om deres stemningsleje. Mænd kan som regel godt lide, at man laver lidt gas med dem.

Noget kan være svært at bringe på bane og tale med andre om. Det er f.eks. typisk, at et problem som inkontinens først er noget, der bliver nævnt, når jeg er på vej ud af døren. Mave-tarmfunktionen, mund og tænder er andre emner, det kan være svært at tage hul på, og barrieren ligger måske også lidt i mig selv,” indrømmer Helle Olsen.

”Symptomer på begyndende demens og rygning er andre prekære emner. Jeg spørger ofte til fødder og fodtøj, som er et problem for mange. De fleste går til fodpleje, og det er dyrt i dag, hvor kun diabetikere får tilskud.”

Bruger fagligheden

I løbet af de to besøg hos fru Larsen (1) og fru Marboe (2) var der flere gange brug for specifik sygeplejefaglig viden.

Hos fru Larsen vejledte Helle Olsen f.eks. i behandling af forhøjet blodtryk, kontrol og komplikationer, lovgivning i relation til receptpligtig medicin og medicinindtagelse. Fru Larsen havde på egen hånd omhældt noget medicin fra originalemballage til et medicinglas med en anden etiket. Alligevel roste Helle Olsen fru Larsens disposition.

”I fru Larsens tilfælde ved jeg, at det kun er hende selv, der håndterer medicinen, og hun ved godt, hvad hun gør. Hvis jeg fornemmer, at en borger ikke kan administrere sin medicin forsvarligt, stiller jeg nogle spørgsmål, så jeg bedre kan vurdere, hvad der er brug for.

Jeg fortæller måske, at de via egen læge kan få dosisdispenseret medicinen på apoteket, eller at man kan købe en doseringsæske og få en hjemmesygeplejerske til at komme og dosere medicinen.

Hos ægtepar er det ofte konen, der står for mandens medicin, mens manden selv ikke rigtig er inde i, hvad han får. Skal der ydes hjælp til medicinadministration, er det hjemmesygeplejerskens opgave.”

Hos fru Marboe blev Helle Olsen opmærksom på en mulig sammenhæng mellem overvældende træthed og en kombination af to typer beroligende medicin og sovemedicin. Helle Olsen rådede fru Marboe til at tale med sin læge.

”Når det handler om beroligende medicin, går jeg altid på listefødder.

Side 23 

Det er et meget ømtåleligt emne, og folk er bange for, at medicinen skal tages fra dem. Men generelt er polyfarmaci ikke et reelt problem hos de raske hjemmeboende. De fleste får blot 2-3 præparater.

Jeg beder altid om at se folks medicin og sikrer mig, at de kender medicinen og ved, hvad de får den for, og hvor ofte de skal tage den. Det er også vigtigt at spørge, om de går til de anbefalede kontroller, især hvis de får antikoagulantia, blodtryksnedsættende medicin, kraftige vanddrivende midler, eller hvis de har diabetes.

I det hele taget taler jeg meget med borgerne om deres kontakt med egen læge. Nogle har megen kontakt, andre kender dårligt nok navnet.”

Visitkort og pjecer

Besøget dokumenteres i den elektroniske journal, og ved de opfølgende besøg gennemgår Helle Olsen konklusionen fra sidste besøg og taler med borgeren om, hvad der er sket siden sidst.

”På kort sigt er det svært at vurdere effekten af de forebyggende besøg,” siger Helle Olsen.

”Ved det opfølgende besøg 1/2-1 år efter kan jeg se, om der er sket noget. I første omgang viser de ældre måske ikke den store interesse for et tilbud eller forslag, men så ringer nogle af dem eller en af deres pårørende alligevel tilbage for at høre, om de stadig kan få en rollator, en alarm, eller hvad det nu kan være.”

Borgeren får et kort med telefonnummer på den forebyggende sygeplejerske med daglig træffetid fra 8-9, og bag på kortet står nummeret på døgnplejen. Det giver borgerne tryghed, og de beder selv om at få et kort, ”ligesom jeg fik af den forrige.”

Ofte er det bekymrede børn, der ringer tilbage. De kan have svært ved at komme igennem hos deres forældre, som til gengæld betragter den forebyggende sygeplejerske som en autoritet.

Sundhedsfremme og forebyggelse er ikke et specifikt sygeplejefagligt område, men mange af de ældre borgeres behov og problemer ligger inden for det sygeplejefaglige felt. Selve de forebyggende hjemmebesøg i Sorø Kommune foretages af sygeplejersker. Det øvrige forebyggende arbejde foregår i tværfagligt samarbejde.

En af kommunens fysioterapeuter og Helle Olsen har f.eks. indsamlet oplysninger om alle de aktiviteter, der tilbydes af foreninger og arrangører i Sorø Kommune. Aktiviteterne omfatter gymnastik, boldspil, dans, svømning, gå- og cykelture, hensyntagende træning, undervisningsfag, kreative fag, kort- og bankospil, sang og foredrag.

Oplysningerne er samlet i en pjece ”Aktivitetstilbud for ældre i Sorø Kommune - hvad tilbyder foreningerne?” Pjecen er faldet i god jord, og specielt hos tilflyttere.

Helle Olsen har også et par pjecer om inkontinens, knogleskørhed og faldforebyggelse med i sin taske foruden en tjekliste, så borgeren selv kan gå boligen efter, om den i tilstrækkelig grad sikrer mod fald.

”Mange er glade for bagefter at kunne læse om det, vi har talt om, og vi kunne godt bruge pjecer inden for flere områder, f.eks. om diabetes, forhøjet blodtryk og mave-tarm-funktion.”

I samarbejde med en kollega og en ergoterapeut har Helle Olsen været med til at igangsætte et projekt i hjemmeplejen om registrering af fald og faldforebyggelse. Hensigten er at gøre den foreliggende viden aktiv for både personale og borgere, så faldulykker forebygges.

Et af elementerne i projektet er balancetræning på kommunens træningscenter. I foråret har der været afholdt en temadag i faldforebyggelse for kommunens ældre borgere. Hjemmehjælpere, der i forvejen er uddannet som forflytningsinstruktører, er blevet yderligere kvalificerede efter kurset i faldforebyggelse.

Det er de forebyggende sygeplejerskers opfattelse, at borgerne er meget tilfredse med besøgene, og at de fleste ser frem til dem. De giver også udtryk for, at det er godt at have kontakt, hvis der sker svigt i helbredet.

”I en provinsby som Sorø er der gode boliger, og de ældres netværk er generelt bedre i en mindre by end i f.eks. København,” fortæller Helle Olsen.

”Sorø er en god kommune at blive gammel i.”

”Mange gange tænker jeg, at det var godt, jeg kom. Jeg tror på effekten af besøgene, og der er efterhånden flere videnskabelige rapporter, som understøtter vores arbejde, bl.a. Rødovreprojektet og flere engelske undersøgelser.”

”Jeg trækker på al min faglige viden som forebyggende sygeplejerske, overvejende viden fra min tid som hjemmesygeplejerske. Jeg skal ud i utrolig mange hjørner af min viden og kan pludselig få brug for viden om dialyse eller en meget sjælden sygdom.

Min personlige viden og erfaring bruger jeg også meget. I denne sommertid bliver jeg ofte vist rundt i haven. Det giver god kontakt at kende lidt til blomster og planter i forvejen. Og så har jeg brug for almen viden om, hvad der sker i lokalsamfundet, og hvad der står i lokalavisen.” 

Litteratur

1. Vesterdal A. Vil helst blive på gården. Sygeplejersken 28, 2003;20.

2. Vesterdal A. Hellere autonomi end autoriteter. Sygeplejersken 30, 2003;18.

3. Lov nr. 1117 af 20. december 1995 om forebyggende besøg til ældre.