Sygeplejen efter krimkrigen

Kun som netversion - har ikke været trykt

To protestantiske frontkæmpere

Påstanden om at sygeplejen globalt set aldrig blev den samme som før Krimkrigen, ville ikke have haft det samme belæg, hvis ikke to frontkæmpere netop på dette tidspunkt var trådt frem på banen og i karakter. Dermed være ikke sagt at sygeplejen ikke ville have udviklet sig hen mod den professionelle metier, den er i dag. Det ville måske bare ikke have gået så hurtigt, og resultatet ikke være blevet så eklatant, hvis ikke Krimkrigen havde givet disse to pionerer lejlighed til at markere sig…og markere sygeplejen.

Den ene, Florence Nightingale som aktiv deltager i krigen i sin egenskab af leder af den engelske sygeplejetjeneste, den anden Valérie de Gasparin som kritisk observatør og skribent i det offentlige rum. Begge satte de efter krigen fokus på sygeplejen ved at konkretisere hver deres alternativ til den eksisterende model for sygepleje, som den var kendt indenfor rammerne af de katolske ordenssamfund.

Og begge havde de en ”vis ide om kvinden” , hendes uddannelse og selvstændige plads i samfundet; men at sætte Valérie de Gasparins og Florence Nightingales synspunkter under en og samme ideologiske hat ville være en fejltagelse. Dertil var deres baggrund og synspunkter for væsensforskellig.

Lucy Ridgely Seymer skriver i sin bog ”A General History of Nursing” om Florence Nightingale og uddannelse:
Det vil være forkert at forestille sig, at Florence Nightingale ud fra hendes fastholdelse af princippet om uddannelse vægtede den højere end personlighed og karakter eller forestillede sig, at uddannelse var nok i sig selv; men i og med at hun tidligt havde lært at værdsætte den uddannelse, der blev givet i de romersk katolske søstersamfund, var hun så overbevist om dens nødvendighed, at hun altid beklagede hvor lidt systematisk uddannelse, hun selv havde været i stand at til at opnå.

Selv var hun en inderligt religiøs kvinde, som det tydeligt fremgår af hendes skriverier, og hun betragtede altid sygeplejen som et kald og ikke en profession, alligevel lykkedes det for hende fuldstændigt at befri sygeplejen for den tidligere så populære sentimentalitet og ydermere at bevise at andre end diakonisser og nonner kunne være gode sygeplejersker” (1).

Komplementære kræfter

Dette sidste synspunkt kunne Valérie de Gasparin kun være enig i, om end det var ud fra hendes egne præmisser. Hvor Florence Nightingale gik ud fra en systematiseret sygepleje i praksis med oplæring i hospitalsregi, var Valérie de Gasparins udgangspunkt hendes teorier om kvinden og familien i en kristen, men fri sammenhæng. Valérie de Gasparin betragtede mere plejen til den syge næste som en kristen velgerning og pligt, der burde være en selvfølge for det individuelle kristne menneske og ifølge evangeliets ord.

Denise Francillon citerer i bogen ”Valérie de Gasparin - en konservativ revolutionær” Valérie de Gasparin for disse ord henvendt til unge kvinder: ”Men vil I være sygepassere? Skolen er overalt, begynd i jeres familie, begynd i jeres landsby med at pleje dem, som lider, og hvis I virkelig har evner for dette kald, vil jeres præster og kristne venner og det på meget kort tid under en læges eller en erfaren sygeplejerskes ledelse få jer bibragt den smule, I mangler for med værdighed at kunne opfylde jeres rolle”. (2)

Hvilken kontrast til Florence Nightingale der ikke selv kunne få uddannelse nok og som mente, at uddannelse vel at mærke uddannelse indenfor et hospitals rammer var en absolut nødvendighed for en sygeplejerske. At Valérie de Gasparin og Florence Nightingale alligevel kom til at blive komplementære kræfter i den nye sygeplejes udvikling, skulle fremtiden vise.

Valérie de Gasparin

I 1855 altså i Krimkrigens andet år skrev Valérie de Gasparin i et værk kaldet ” De klosterlige korporationer indenfor protestantismen”: ”Den romerske kirke er aldrig rådvild. Den tør alt (…) Har den ikke sine søstre, altid et argument parat, altid en retfærdiggørelse, og dermed et levende bevis på dens overlegenhed? Søstrene bliver besunget af poeter, berømmet af aviserne; det er skabninger helt for sig selv, engle på jorden! (…)

Men tro ikke at vi er uretfærdige overfor søstrene. Ligesom andre beundrer vi dette ofte heroiske mod, hvormed man ser dem trodse smitten fra Konstantinopel til Varna som i Frankrig.

Vi siger bare dette: Det samme mod mangler hverken almindelige sygepassere, kvinderne fra feltkøkkenerne (”les cantinières”) eller de soldater der overalt har organiseret sig som hjælpetropper for at pleje de koleraramte, det samme mod mangler heller ikke de mænd og kvinder uden tal som har opfyldt den samme pligt rundt om i vore departementer. Forskellen, den enorme forskel er, at de sygepassere, de kvinder fra feltkøkkenerne, soldaterne, de mænd og kvinder som ofrer sig på denne måde, gør det af medmenneskelighed eller medlidenhed; for at gøre opmærksom på disse mennesker er der hverken religiøse fællesskaber , dragter eller kendemærker på barmhjertighed”. (3)

Her ser man igen et eksempel på Valérie de Gasparins mening om, at pasning af de syge er og bør være et individuelt anliggende bestemt af det enkelte menneskes kristne og medmenneskelige moral efter biblens ord. Barmhjertig pleje til næsten kan altså ikke være noget trossamfunds privilegium, eller om man vil monopol indenfor rammerne af kollektiv godgørenhed . Som Denise Francillon beskriver det, er det Valérie de Gasparins frygt , at individualiteten forsvinder, at mennesket begraves i fællesskabet…Valérie de Gasparins går ind for en direkte godgørenhed fra individ til individ. (2)

Derfor er Valérie de Gasparin ikke bare kritisk overfor de katolske søsterordener, men også overfor hele tanken om de protestantiske diakonisser, der i deres opbygning med et religiøst fællesskab (korporation), ordensdragt og ordensregler i hendes øjne i virkeligheden kan betragtes som en anden udgave af de katolske søstersamfund. Dette forklarer titlen på Valérie de Gasparins værk ”De klosterlige korporationer indenfor protestantismen”.

Tilbage til Krimkrigen

Valérie de Gasparins kritiske holdning overfor de katolske søstres i hendes øjne nærmest monopolisering af godgørenheden og den barmhjertige pleje kom for alvor til udtryk i lyset af Krimkrigens begivenheder. I vore dage hvor man følger enhver væbnet konflikt i direkte TV nærmest sekund for sekund, kan det være interessant at opholde ved det faktum, at Krimkrigen som den første krig fik ”direkte” dækning i den skrevne presse med de forbehold, der skal tages overfor tidens tekniske kunnen.

Et faktum er det, at den engelske journalist W.H. Russel fra The Times som den første i pressehistorien blev udsendt som krigskorrespondent. Det er også for første gang under Krimkrigen, at man kunne sende fotografer til fronten. Fronten er nu så meget sagt, for billederne fra krigen blev censureret på den måde, at fotograferne først måtte fotografere slagmarken efter, at den var blevet ryddet for de sidste lemlæstede og døde soldater.

Det var netop W.H. Russel kritiske artikler, der fik ikke bare fik den engelske regering, men også Valérie de Gasparin til at reagere. Her følger Valérie de Gasparins udlægning af begivenhederne efter slaget ved Alma, og de tanker hun heraf gjorde sig om sygeplejen.

”Her er hvad der lige er sket. De sårede fra den engelske hær i Orienten har lidt under manglen på hjælp. Krigens ødelæggelser har pludselig overgået alle beregninger; dette meget smertelige faktum er blevet stærkt overdrevet. Pusey’s bevægelse (Oxfordbevægelsen ), som udnytter alt, og som fra starten af krigen uafbrudt har berømmet de katolske Barmhjertige Søstre, denne bevægelse har bemægtiget sig en hændelse, som den ikke har undladt at puste op for derefter at udbasunere på alle måder: Vi skal have barmhjertige søstre! Det burde have heddet: Vi skal have kristne sygepassere*! (3)

Valérie de Gasparin frygtede, at Oxfordbevægelsen i England, der gik ind for en tilnærmelse til den romersk katolske kirke, var ved at brede sig stærkt i England. Og at begivenhederne under Krimkrigen blev udnyttet af bevægelsen til dette formål. Derfor, anfører Dr. Guillermand , var det med blandede følelser at Valérie de Gasparin fulgte Florence Nightingale og kortegen af de engelske sygeplejerskers afgang til Krim, fordi der blandt den brogede skare af engelske sygeplejersker befandt sig både katolske søstre og Miss Sellons protestantiske søstre. (4)

Florence Nightingales gruppe af sygeplejersker skulle alligevel også i Valérie de Gasparins øjne komme til at stå som et konkret modstykke til de katolske søstres sygepleje, som det var værd at følge på deres videre fremfærd under Krimkrigen.
Valérie de Gasparin skrev om Florence Nightingales sygeplejersker, som hun mere eller mindre konsekvent kalder ”sygepassere” (garde-malade):

”Miss Nightingale har accepteret den mission, som ministeriet har overdraget hende; hun har selv sammensat det korps af sygepassere, som skal følge hende, og i det korps har hun inddraget gifte kvinder, det ved vi, kvinder som modtager en hæderlig løn, det ved vi; hendes medhjælpersker har ikke forladt hende, alt dette er sandt, og vi takker Gud for det…” (3)
Og senere tilføjer hun om Florence Nightingales sygeplejersker, der lige var taget af sted til Scutari:

” Nogle er gifte, andre er enker eller ugifte; der er rige og fattige; der er nogle der modtager en hæderlig løn, og andre der ikke mindre hæderligt nægter at modtage et vederlag, som de ikke har brug for. Således har protestantismen stået sin prøve fra det øjeblik, den blev bedt om det, og verden som ser på den, kan forsikre sig om, at kvinder uden dragt, kvinder som har mand og børn ikke er uegnede til at betjene et hospital (…)

Man vil uden tvivl ikke mere hævde, at pasningen af syge i offentlige etablissementer eller i hjemmet kræver en korporation af søstre. Erfaringen er gjort; og vi håber, den vil brede sig, og at der efter de fyrre sygeplejersker som lige er taget af sted, vil være nye forstærkninger parate til at gå den samme vej, de kristne kvinder vil vide, hvilken slagmark der venter dem; vi ved, at de ikke vil vige” (3).

Man har altså her klart ridset en rollemodel op for den nye type sygeplejerske, som Valérie de Gasparin ønskede for fremtiden…og som er realiteten i dag: gifte og ugifte kvinder, kvinder med eller uden mand og børn, kvinder uden en speciel dragt der skiller dem ud fra det øvrige samfund, og kvinder der modtager ”en hæderlig løn”. Om så en sygeplejerskes løn i dag kan siges at være ”hæderlig” kan i høj grad diskuteres og bliver det også.
At sygeplejerskerne dengang som nu skulle udkæmpe deres egne slag på slagmarken, som også Valérie de Gasparin var inde på, er imidlertid et faktum.

En krig i krigen

Florence Nightigale skulle, inden hun overhovedet ankom til Scutari med sine sygeplejersker, få sit slag at kæmpe og det på ”allieret” grund i Paris. Udfordreren for nu at blive i den militære jargon hed Monsieur Etienne den daværende leder af La Congregation de la Mission et de la Compagnie des Filles de la Charité og dermed de franske Barmhjertige Søstres øverste leder.

I bogen om Monsieur Etiennes liv (Vie de M.Etienne XIVe Supérieur Général) hedder det om Florence Nightingale:
” Idet hun passerede Paris for at tage til Marseille, hvor hun skulle gå ombord, ville miss Nightingale møde De Barmhjertige

Søstre på nærmere hold, studere deres reglementer og få indblik i deres måde at leve på. Forsynet med et brev fra dronning Victoria og en anbefaling fra den engelske ambassadør opsøgte hun M. Etienne og bad ham om tilladelse til med sine ledsagersker at opholde sig nogle dage i en af de institutioner, der blev ledet af søstrene. M. Etienne ville ikke give sit samtykke til dette ophold under samme tag, som nødvendigvis ville have afstedkommet forstyrrelser i fællesskabet; men han førte selv miss Nightingale til hovedsædet (la Maison-mère) , hvor hun kunne studere søstrenes reglement, besøge anretterkøkkenet og i det hele taget undersøge, hvad hun ville.

Hun fik tilladelse til i de følgende dage at aflægge besøg i hjemmet for forældreløse børn i rue Oudinot, Necker hospitalet og huset i rue Reuilly, hvor man med glæde gav hende alle de oplysninger, hun kunne ønske.

Da hendes besøg var overstået, kom hun for at takke M. Etienne og havde en lang samtale med ham, hvorunder hun flere gange udtrykte en fuldkommen tiltro til, at hendes barmhjertighedsmission skulle lykkes.

- Madame, sagde M. Etienne så til hende, jeg beundrer deres gode vilje og deres fremragende hensigter; men jeg deler ikke Deres tiltro. Jeg er tværtimod overbevist om, at Deres forsøg ikke vil lykkes.

- Hvordan det! udbrød miss Nightingale; vil det ikke lykkes for mig! Hvad er det dog, jeg mangler? De har givet mig meget præcise instruktioner; jeg har selv taget korrekte og nøjagtige noter om alt…

- Ja, Madame, De har taget noter, som om det drejede sig om at konstruere en maskine. Deres maskine ville kunne ligne den model, De har foran Dem; der mangler ikke en skrue eller en møtrik, og alligevel vil den ikke virke. De ville kunne få en maskine, men hvorfra vil De få dampen? Dampen her det er barmhjertighed, ydmyghed, selvfornægtelse, lydighed og alle disse dyder som er sjælen i det religiøse liv. Alt dette, Madame, findes kun i den katolske kirke; protestantismen har mistet begrebet, og det er netop derfor , at det religiøse liv er blevet umuligt indenfor protestantismen. Efterlign vore institutioner så meget I vil, jeg bekræfter uden frygt, at de ikke vil bestå. ”

Videre står der:
”Begivenhederne beviste til fulde M. Etiennes forudsigelser. Miss Nightingale , måske rystet, men ikke overbevist af den tale, hun lige havde hørt, fortsatte resolut med sit foretagende. Sammen med sit lille fællesskab af diakonisser tog hun retningen mod de feltlazaretter, der var oprettet i Scutari.” (5)

Allierede på slagmarken nok, men at slå katolsk og protestantisk sygepleje i hartkorn og gøre fælles sag, det kunne der åbenbart ikke være tale om fra M. Etiennes side. Dette synspunkt understregede han i et brev til M. Lepavec, der var udsendt fra Missionen . Brevet var skrevet den 24 oktober 1854 altså kort tid før Florence Nightingale og hendes sygeplejerskers ankomst til Scutari. På dette tidspunkt havde Florence Nightingale i Paris på den engelske regerings vegne bedt om tilladelse til, at nogle af de franske søstre på stedet dernede kunne give deres hjælp til at uddanne de engelske sygeplejersker til pasningen af de syge.

M. Etienne skrev: ” Som De kan forestille Dem, var vores svar et klart nej. (…) Vi holdt fast i vores første beslutning og henviste til, at det er mod søstrenes regler. Vi tilføjede, at hvis den engelske regering bad os om at få søstre på samme betingelser, som den franske regering har gjort det, ville vi straks imødegå anmodningen. Forstår De på den måde vil hele æren tilfalde katolicismen, og protestantismen vil ikke være gemt under dens kappe.

Der kunne ske det, at man prøvede at opnå det fra vore søstre i Orienten, som man ikke har kunnet opnå fra os. Det er vigtigt, at de har samme optræden som os, og at de siger det samme. Derfor gør jeg Dem opmærksom på denne hændelse, for at De kan sige til vore søstre, hvad de skal svare, hvis man henvender sig til dem.” (6)

Beskeden fra M. Etiennes side var ikke til at tage fejl af: ville de protestantiske sygeplejersker (be)vise, at de kunne udføre en sygepleje, der var på højde med de katolske søstres, så skulle det komme an på en prøve. Og de protestantiske sygeplejersker skulle ikke regne med at kunne trække på de franske søstres erfaring indenfor sygepleje sådan fra kollega til kollega. Ville den engelske regering derimod anmode om direkte assistance fra de franske søstre, så hjælpen klart var markeret som katolsk, ville denne opfordring blive imødekommet, kan man forstå af M. Etiennes brev.

Alligevel ved man, at Florence Nightingale havde det bedste forhold til Søster Lesueur, som ledede de franske søstre i Konstantinopel. Man ved ifølge de franske søstres arkiver, at Florence Nightingale ”havde fået en sådan agtelse for og tillid til denne søster, at hun i forbindelse med sin afrejse overgav de rigelige forsyninger af al slags, som hun havde til sin disposition til søsteren, idet hun vidste, at disse gaver til de syges hjælp ikke kunne være bedre placeret” (7)

Har solidariteten mellem en sygeplejerske og en sygesøster som aktive aktører på krigsskuepladsen alligevel taget over i et fælles hensyn til de syge og svage? Eller har der simpelthen været tale om, at to mennesker, der får kendskab til hinanden under en krisesituation, lader de religiøse forskelligheder glide i baggrunden til fordel for de menneskelige ligheder i gensidig respekt?

Man kan kun gisne om forløbet. Tilbage står imidlertid den hårdt prøvede erfaring: at det er gennem summen af konflikter at såvel personer som et fag modnes. Og det er gennem konflikter og udfordringer at vejen videre frem kan afstikkes af pioneren, og ideen derefter spredes ud til en større mængde. Den sidste del af pionerprocessen altså at få det nye ud til de mange, så ideen kan slå varige rødder, må siges at være den sværeste del.

Derfor kan det ikke undre, at Florence Nightingale, da hun i august 1856 vendte hjem til England fra Scutari, ikke delte offentlighedens mening om, at hendes opgave var overstået. I hendes egne og eftertidens øjne var den først lige begyndt: hendes ”Krim mission var…ikke så meget et klimaks som en episode” (1).  

To skoler

Den 24 juni 1860 kunne de første femten sygeplejeaspiranter starte på den nye etårs uddannelse på St. Thomas’s Hospital i London. Uddannelsen var kommet i stand efter en aftale med hospitalet og den fond ”Nightingale Fund”, der var blevet rejst i London, mens Florence Nightingale selv stadig befandt på Scutari.

Hermed var grundstenen lagt til Florence Nightingales længe modnede ide om, at kvinder som sådanne skulle have mulighed for at få en uddannelse…og at sygeplejersker absolut måtte have en uddannelse for med rette at kunne betegne sig som sådanne. Og at den bedst egnede til at lede og oplære en stab af sygeplejersker ikke kunne hentes i lægernes eller hospitalsledelsens rækker; den naturlige leder af sygeplejen måtte nødvendigvis være selv være sygeplejerske – en uddannet sygeplejerske vel at mærke! (1)

Som Lucy Ridgely Seymer anfører det, var det Florence Nightingales tanker om den uddannede sygeplejerske OG den uddannede kvinde i almindelighed, der var hendes bidrag til ”det moderne liv”. Florence Nightingale sagde selv i 1868:
”Hvis en pige for tredive år tilbage ønskede en uddannelse, var der ingen at få”.

Et år inden Florence Nightingales skole åbnede i London, havde en anden skole, nemlig ”Den almindelige skole for sygeplejersker” (Ecole normale de gardes-malades) set dagens lys i Lausanne. Den 21 juli 1859 kunne man i avisen la Gazette de Lausanne et Journal suisse” læse om gårsdagens begivenhed:
”Med det formål at kunne forsyne vort franske Schweiz og særligt Vaud kantonen med fromme og dygtige jordemødre og sygeplejersker, er der i Lausanne blevet grundlagt en lille institution indenfor en respektabel families rammer. Denne institution vil, hvis Gud tillader det, åbne den 1. november (…)” (2)

Initiativtageren til denne skole, der som den første var bekendelsesfri (laîque) altså ikke tilknyttet nogen trosretning eller religiøst fællesskab, hed Valérie de Gasparin. Hun ønskede, at skolen skulle adskille sig fra de katolske søstre og diakonisserne på fem punkter: eleverne skulle under deres uddannelse på skolen ikke underkastes nogen form for fælles reglement, de ville ikke få titlen ”søster”, man ville ikke påbyde dem en speciel dragt, de skulle ikke leve i cølibat, og når først deres uddannelse var færdig, skulle de modtage deres løn for plejen direkte af de personer, der havde ansat dem.

Når Valérie de Gasparin valgte at lægge sin skole i hænderne på ”en respektabel familie” og ikke knytte den til et hospital, var det i forlængelse af hendes tanker om familiens betydning og hendes ide om den individuelle pleje. Igen talte Valérie de Gasparin ikke om ”sygeplejersker” men om ”sygepassere”, fordi hun med begrebet ”at passe de syge” ville fremme opfattelsen af den kristne (vel)gerning som et område, hvor det moralske ansvar hører hjemme hos familien eller bare hos næsten.

Derved adskiller Valérie de Gasparin sig fra Florence Nightingale, som fra starten mente, at sygeplejerskers undervisning skulle tilknyttes hospitalerne, og at hospitalerne skulle administreres på optimal vis. Hospitalsadministration var et område, hvor hun selv excellerede. Florence Nightingale udgav i den optik ikke alene ”Notes on nursing” i 1859, men også bogen ”Notes on hospitals” i 1863. Valérie de Gasparin skulle dog hen ad vejen ændre synspunkt på spørgsmålet om hospitalet som en nødvendig samarbejdspartner indenfor sygeplejeuddannelsen. Denise Francillon skriver: ”Hun erkender ikke desto mindre, at tiderne har ændret sig, og at hendes skole bør integreres i et hospital…”.

Med Florence Nightingale og Valérie de Gasparin som eksponenter stod man altså omkring 1860 og i tiden efter overfor et oprids af to forskellige modeller for sygeplejen og dens udvikling. Florence Nightingale fremstod som både den teoretiker og praktiker, der ser på ikke bare sygeplejen, men i høj grad også den almindelige sundhed ud fra en stor målestok. Undervisning og atter undervisning var midlet til sygeplejens fremme.

Valérie de Gasparin havde en ide om sygeplejersken som: en uafhængig kvinde i og med hun kan tjene penge til sit liv i kraft af hendes kundskaber , bekendelsesfri i forhold til religiøse fællesskaber, men på et evangelisk grundlag, en kvinde der udøver sin praksis i en ånd af kristen næstekærlighed og fromhed uden af den grund at være indviet. (2)

Valérie de Gasparins ideer om kvinden som et frit og selvstændigt individ, men alligevel underlagt de traditionelle værdier, kunne synes selvmodsigende. En dobbelthed symboliseret i hendes ven Alexandre Vinet’s omtale af hende som en ”En konservativ revolutionær”. (2)

Alligevel var hun sammen med Florence Nightingale med til at revolutionere sygeplejen og give kvinder en ny status i samfundet via deres uddannelse. Hver for sig skulle de to frontkæmpere som nogle af de første for alvor erkende, at sygeplejens historie også er kvindernes historie. 

Søstrenes stilling efter Krimkrigen

Allerede i 1859 under den fransk-østrigske krig skulle Sankt Vincent søstrene som nævnt atter blive kaldt til frontens lazaretter for at pleje de franske soldater. Da krigen mellem Frankrig og Prøjsen brød ud i 1870, var søstrene igen at finde ved de sårede og syge soldaters side; men under denne krig var det ikke kun søstrenes hvide slør, man fik øje på mellem rækker af senge.

Også de protestantiske institutioner gav deres aktive bidrag til sygeplejen under denne krig, og så havde endelig Røde Kors organisationen set dagens lys i 1864. Som Dr. Guillermand formulerer det i bogen ”Sygeplejerskernes Historie”, er det ” I Frankrig krigen i 1870 og den spontane bevægelse, den medfører, der fører til først den officielle anerkendelse og derefter organisationen af den kvindelige pleje til sårede soldater. De kvindelige Røde Kors selskabers opståen, hvor de første tiltag til undervisning i sygepleje udvikles, er den logiske konsekvens”. (4)

Efter konflikten 1870-71 begyndte man i Frankrig at interessere sig for det ”ikke religiøse” hospitalspersonales vilkår både, hvad angår undervisning og de materielle forhold. Det var lægen og politikeren Désiré Bourneville, der blev primus motor i denne udvikling. Dr. Guillermand beskriver Désiré Bourneville som havende ” en instinktiv aversion på det philosofiske plan for de religiøse sygesøstre, men også en oprigtig medfølelse for det ikke-religiøse hospitalspersonales lod, som driver ham til at fordre en forbedring af deres fysiske forhold”.

Under en rejse til London i 1877 i anden sammenhæng opsøgte Bourneville hospitalerne der og fik kendskab til de ikke-religiøse sygeplejersker… og deres undervisning. (4). Der var altså her 25 år efter, at Florence Nightingale var optaget af tanker om et uddannelsesophold i Paris hos Sankt Vincent søstrene tale om en rejse ”den anden vej”, kan det være fristende at gøre opmærksom på.

1880- søstrene ud fra hospitalerne

Fra 1880 og i årene frem startede en gradvis proces i Frankrig nemlig den såkaldte ”laïcisation” (befrielse fra religion af en given institution) af de franske offentlige hospitaler i første omgang hospitalerne i Paris. En proces som kørte over flere år og som blev et markant vendepunkt i søstrenes ”karriere” som sygeplejersker.

Denne ”laïcisation” betød i praksis i starten, at man på nye hospitaler valgte at indsætte ikke-religiøse sygeplejersker, men processen indebar snart, at man også begyndte af udelukke søstrene fra de hospitaler, hvor de allerede tjente som sygesøstre. En proces søstrene selv har omtalt som ”lovlig forfølgelse”, og som dengang medførte polemik blandt både læger og politikere. I bogen ”Monsieur Vincent lever endnu” udgivet af Sankt Vincent søstrene refereres det om denne debat, at ”læger og kirurger selv ikke katolske ofte forsvarede søstrene” (8)

Søstrene havde altså brug for forsvar; men hvad var det præcist, man havde imod dem ?
Dr. Guillermand deler datidens argumenter mod søstrenes tilstedeværelse på hospitalerne som sygeplejersker op i fire hovedpunkter:

I disse punkter er der flere elementer, der kan føres tilbage til Krimkrigen og endda tiden længere tilbage nemlig til tiden under revolutionen: Den vigtighed søstrene gav de religiøse andagtsøvelser på sygeplejens bekostning.
Krænkelse af patienternes religiøse frihed.

en selvstændighed i forhold til administrationen og den lægelige autoritet som søstrene gav til kende. Beslaglæggelsen af alle ansvarsfulde stillinger på bekostning af det ikke-religiøse personale.
Det gælder først og fremmest det vigtige punkt om patienternes religiøse frihed. Mange er de vidnesbyrd fra Krimkrigen, der beretter om, hvordan søstrene overtalte de hårdt sårede soldater til at skrifte og modtage de hellige sakramenter og i det hele taget overholde de katolske ritualer.

”Ved hendes overtalelsesargumenters blidhed forstod hun at viderebringe sine religiøse overbevisninger, overtale en vaklende samvittighed og gøre den slags trøst, der ikke er påtvunget ønsket. På den måde var det kun få syge, der modstod hendes fromme beredelser”. (9)

Sådan var ordlyden i den tale, som en af de militære ledere holdt under tyfusepidemien i Krimkrigens sidste år ved søster Maria Andrés grav. Formuleringerne ”overtalelsesargumenter ” og ”på den måde var der kun få syge, der ”modstod” hendes fromme beredelser”, formuleringer der i lignende varianter findes i meget af litteraturen angående søstrene under Krimkrigen, tyder på, at søstrene har insisteret. Blot skal man nødvendigvis se søstrenes aktion eller rettere mission på baggrund af deres ordensbestemmelse. Vincent de Paul havde i sin tid indskærpet sine søstre, at plejen af de syge gjaldt både krop og sjæl.

Det religiøse element, som altså for søstrene var uadskilleligt fra deres virke som sygeplejersker, fik også betydning for de hensyn, de skulle tages til sømmeligheden i forhold til deres hundredeår gamle regler. Her kunne der nemt optræde en konflikt mellem patientens behov og søstrenes regler.

Desuden stillede tidens nye viden på sundhedsområdet her i slutningen af 1800 tallet ganske voksende krav til hygiejne og professionel kunnen også for sygeplejerskernes vedkommende, krav som søstrene ikke var opmærksomme på eller ikke kunne opfylde igen på grund af deres regler.
Spørgsmålet var i det hele taget, om det omliggende samfund og dets hospitalsvæsen kunne blive ved med at acceptere søstrenes betingelser og traditioner?

Følgende udtalelser giver et indtryk af , hvor præcist skoen trykkede i forhold til søstrenes sygepleje og traditioner.

45 år efter Krimkrigen…

Lægerne Hamilton og Regnault, kom i 1900 altså 45 år efter Krimkrigen og 20 år efter den påbegyndte såkaldte ”laïcisation” af hospitalerne med følgende opresumering af problematikken omkring søstrenes sygepleje. Lægernes eksempler rammer hele den omskiftelige periode fra starten af 1800 tallet og frem til tiden omkring Røde Kors selskabernes opståen… og med dem de nye landvindinger indenfor undervisning og medicinsk viden.

”Dette fællesskab har haft sit bedste opsving for et hundredår siden. Man fortalte overalt, hvordan søstrene tog sig af missioner, ikke tøvede med at tage udenlands og udsætte sig for stor fare. Under epidemier har søstrene ofte bevist deres mod; men deres omdannelse til en religiøs orden, bortfaldet af den professionelle undervisning og deres manglende hensyntagen til hygiejne har skadet dem meget, og i takt med fremskridtene indenfor medicinen og kirurgien er søstrene gradvist blevet udelukket fra et stort antal hospitaler og ført hen mod andre godgørende institutioner (…)

Modsat Vincent de Pauls forskrifter har søstrene opgivet al professionel undervisning. Deri har de fulgt alle de andre religiøse kongregationers eksempel. (…) for en sygesøster har i kraft af sin religiøse status ikke behov for at lære sin metier, og man betror hende , hvad der er mest værdifuldt i verden, nemlig menneskeliv, uden at hun har lært at være sygepasser!!!

Denne uvidenhed har i høj grad skadet effektiviteten af deres opofrelse; og uvidenhed er deres eneste undskyldning, når de lader de patienter bukke under, som i andre hænder ellers ville være blevet raske. Søstrene selv har lidt under deres uvidenhed, og i ikke få tilfælde kunne man have undgået, at flere af dem døde…
Er det anderledes i dag ? Vi kan citere følgende faktum, som ligger to år tilbage: en søster havde ansvaret for en sygestue med 30 senge uden nogensinde før at have haft med det syge at gøre!…

Men indenfor det sidste ser det ud til, at denne orden har indset det nødvendige i at forberede novicerne til deres sygeplejegerning. (…)

Søstrenes hovedsæde har bestemt, at for fremtiden skal novicerne have et uddannelsesophold på Sankt Josph hospitalet (Paris) for at oplæres i den sygepleje, som de ældre søstre praktiserer der. Ydermere skal de sendes til klinikken for hjælp til sårede soldater for at deltage i undervisning og lære at lægge forbindinger.”

Om søstrenes optræden på en operationsstue hed det:
” Når de er på en operationsstue er deres tilstedeværelse et problem. For de er klædt i en ulden grå vadmelsdragt (deraf navnet ”de grå søstre”) og har den samme kjole på, ligegyldig hvilken årstid det er, og ligegyldig hvilken opgave de påtager sig. Et hurtigt blik på denne uniform er nok til at se, hvor forældet den er i forhold til de moderne krav til hospitalshygiejne.

Uden tvivl begynder de at lære om antiseptik, vi ser, hvordan søstrene på Røde Kors klinikkerne for hjælp til sårede, ikke er bange for at smøge vadmelsærmerne op til over albuen og vise deres arme, selvom det er mod deres ordensregler. Men dette er endnu ikke nok. Kraven, det stivede slør (la cornette), vadmelskjolen, alle disse bakteriereder må forsvinde. Er dette muligt for de religiøse ordeners konservative ånd?

Visse kirurger i og med de ikke kan ”desinficere søsteren” undværer hende hellere til enhver form for operation.
Men hvis hun virkelig ikke ”kan desinficeres”, er det ikke fra operationsstuen, men fra hele hospitalet hun må udvises, for renlighed og antiseptik er også vigtigt - selvom man for ofte forsømmer det - på medicinske-, børne- eller voksenafdelinger.
Søstrenes hele ånd udgør en forhindring mod enhver forbedring.

Hvad kan det nytte at tale til disse søstre fra kongregationerne om det nyttige i at lufte ud og nødvendigheden af at afskaffe gardinerne omkring sengene, når de på grund af deres regler er nødt til at have disse og helt lukke sig inde om natten?
For at få rigtige sygepassere, er to ting helt nødvendige: den rigtige bund og det rigtige frø. Disse to kvaliteter, som før fandtes hos Sankt Vincent søstrene, mangler i dag; disse kvaliteter mangler i øvrigt hos andre religiøse ordener.” (10)
Er det muligt for de religiøse ordeners ånd at tilpasse sig tidens krav til sygepleje indenfor hospitalerne, spurgte de to læger i år 1900.

To franske love skulle skære igennem dette og mange andre kardinalspørgsmål omkring søstrenes fortsatte tilstedeværelse som sygeplejersker på hospitalerne. Den første lov blev vedtaget i 1901 og angik bestemmelser om foreninger og fællesskaber.

Loven fik betydning for søstrene, fordi man i Frankrig nu skulle have officiel tilladelse til at anerkende en forening herunder også et religiøst fællesskab. En stramning af loven i 1902 gav regeringen mulighed for at forbyde tilstedeværelsen af religiøse kongregationer i en hvilken som helst given institution. (4) Dette betød i praksis en massiv udvisning af søstrene fra hospitalerne i øvrigt ikke uden protester fra befolkningens side. Den endelige lov om ”adskillelse af kirken og staten” blev vedtaget i 1905.

Man skal hen til 1. Verdenskrig, før søstrene igen i større målestok kommer til at spille en rolle på den offentlige scene som sygesøstre; men det bliver som hjælp i en krigssituation og i fællesskab med en mere broget skare af frivillige sygeplejersker, professionelle sygeplejersker, diakonisser og sygeplejersker i Røde Kors regi.

Røde Kors sygeplejerskernes popularitet i tiden lige efter 1. Verdenskrig var ifølge Dr.Guillermand enorm; men også de religiøse sygesøstre havde opnået ny popularitet som følge af deres indsats under krigen. Denne opblomstring skulle forstærkes efter krigen. Det skulle vise sig, at der blandt de sygeplejersker, der som de første i 1924 erhvervede sig det i samme år stiftede statsdiplom for sygeplejersker, var et betragteligt antal sygesøstre. (4) Sygesøstrenes plads fremover blev nu fortrinsvis på institutioner af social og sundhedsmæssig karakter.

Epilog

Det var som sygesøstre for de franske soldater i krig i 1658, at Sankt Vincent søstrene markerede sig og startede deres militære ”karriere”. Mange væbnede konflikter og 200 år senere, var det Krimkrigen, der for alvor og i stor målestok bragte de samme søstre frem i offentlighedens øjne som de frelsende engle, der forlod fædrelandet for på lige fod med soldaterne at trodse krigens farer…og dens sygdomme!

Næsten symbolsk er det igen en krig, nemlig 1. Verdenskrig der igen bringer søstrene frem på den offentlige scene; men til forskel fra Krimkrigen, hvor Sankt Vincent søstrene var ene om opgaven med at pleje de syge og sårede soldater, var der nu i kraft af udviklingen gennem tiden opstået et mangfoldigt og uhomogent korps af sygeplejersker, som pludseligt også blev synligt på banen.

Med 1. Verdenskrig ser man på én gang billedet af søsteren i den mørke gulvlange ordensdragt og det store hvide slør OG billedet af den nye unge i øvrigt ofte underskønne sygeplejerske med Røde Kors armbindet…og de højhælede hvide sko. Sådan så i hvert fald billedet af sygeplejersken ud på de hverveplakater Røde Kors i patriotismens navn sendte ud under krigen. Og dermed var et nyt billede på sygeplejersken opstået, nemlig billedet af den kokette for ikke ligefrem at sige den forførende sygeplejerske.

På de idylliserede Røde Kors plakater fra 1. Verdenskrig er afbilledet scener i forskellige varianter med den smukke sygeplejerske der plejer den sårede, men flotte officer, hvis hun da ikke er fremstillet som den hellige (men igen smukke!) moderskikkelse, der ømt trykker et lille barn til sit bryst.

Sygeplejeprofessionen har altid været omgivet af billeder, som sygeplejerskerne nødvendigvis har måttet forholde sig til, afvise eller acceptere, bekæmpe eller fremme; men i hvert fald tage stilling til… og det helst inden offentligheden definitivt gør det, for så kan billedet risikere at blive hængende som en myte.

Et af de billeder sygeplejerskerne har kunnet vælge imellem er den opofrende engel i en søsters skikkelse på slagmarken under Krimkrigen, et andet billede den kokette sygeplejerske ved officerens side under 1. Verdenskrig. Endelig er der en tredje mulighed, som man ser det på en plakat fra samme krig, nemlig en skøn blanding af begge rollemodeller i form af en ung smuk sygeplejerske med Røde Kors armbind OG englevinger, der vokser ud på ryggen af den hvide uniform. Og så må man ikke glemme det mest berømte (glans)billede af dem alle: billedet af Florence Nightingale der med sin lampe stille går ned gennem de syge soldaters rækker…The lady with the lamp...

Er der noget at sige til, at billederne kan virke forvirrende i offentlighedens øjne…og i sygeplejerskernes egne? Og at ingen af modellerne synes hverken særlig attraktive eller brugelige i dag, når det billede man gerne vil have frem, er billedet af den professionelle sygeplejerske.

”Florence Nightingale er død - vi lever!”, stod der på et af sygeplejeelevernes bannere under en demonstration i Danmark i slutningen af 70’erne. Sloganet var dengang som nu forståeligt nok…og billedet et godt billede på at opofrelse definitivt måtte erstattes af (vel)lønnet professionalisme – et synspunkt Florence selv i øvrigt selv var bannerfører for.

Blot må det her fremføres, at har man ikke indsigt i ikke bare, hvorfor Florence Nightingale handlede, som hun gjorde ud fra hendes tids præmisser; men også hvorfor Vincent de Paul i 1600 tallet skabte et veritabelt kvindeligt ekspeditionskorps af sygesøstre, kan det være svært at forstå de slag, sygeplejerskerne gennem tiden har måtte udkæmpe for at nå dertil, hvor de er i dag.

Det er vigtigt at forstå, hvordan sygeplejens udvikling er blevet båret frem af enkelte eller flere personers håndtering af konflikter og udfordringer i forskellige perioder hver med forskellige krav for i et langt og sejt træk at resultere i en styrkelse og synliggørelse af professionen. Med andre ord det er gavnligt at kaste et blik tilbage over skulderen for at forstå sit fags historie, hvis man ønsker at være på forkant med dets fremtid. 

Litteratur

1. Seymer R.L. A general history of nursing. London: Faber and Faber Limited; 1949.
2. Kollektivt forfatterskab redigeret af Francillon D. Valérie de Gasparin , une conservatrice révolutionaire, Cinq regards sur une vie publié sous la direction de Denise Francillon. Editions Ouverture; Le Mont-sur-Lausanne 1994.
3. Gasparin V. Des Corporations Monastiques au sein du protestantisme, II. Paris: Librairie de Ch. Meyrueis et Comp., Editeurs; 1855.
4. Guillermand J. Histoire des Infirmières. Paris: Croix-Rouge Française Editions France-Selection ; 1988.
5. Vie de M. Etienne XIVe Supérieur Général de la Congregation de la Mission et de la Compagnie des Filles de la Charité par un prêtre de la Mission. Ingen navngiven forfatter. Paris: Gaume et Cie, Libraires-Editeurs; 1881.
6. Droulez A. Histoire de Saint-Benôite, Collège et Mission. Anden del af et ikke publiceret manuskript. Archives Lazaristes. CM.
7. Lelandais R. Les Filles de la Charité sur les champs de bataille 1847-1863. Indlæg i Préludes et Pionniers. Collection Henry Dunant Nr. 5. Editeurs Roger Durand et Jacques Meurant; Genève 1991.
8. Monsieur Vincent vit encore, sa vie au long des Siècles, par ses Filles de la Charité. Kollektivt forfatterskab (Les Filles de la Charité). Publication: Imprimi Potest; Paris 1959.
9. Circulaires du Premier de l’An, 1853-1864, 1856-1866. Archives Lazaristes CM.
10. Hamilton et Regnault F. Les Gardes-malades Congreganistes, mercenaires, professionlles. Editions Vigot; Paris 1901.