Sygeplejens historie er også kvindernes historie

Det var som katolske sygesøstre for de franske soldater under 1600-tallets krige, at Sankt Vincent Søstrene markerede sig og startede deres militære karriere. Senere var det Krim-krigen (1853-56), der bragte de samme søstre frem i offentlighedens øjne som de frelsende engle, der forlod fædrelandet for sammen med soldaterne at trodse krigens farer og dens sygdomme.

Men påstanden om, at sygeplejen globalt set aldrig blev den samme som før Krim-krigen, ville ikke have haft samme belæg, hvis det kun havde været for søstrenes indsats. At den moderne sygepleje tog afsæt i krigens gru, skyldes ikke mindst de to pionerer Florence Nightingale og Valérie de Gasparin, den ene som leder af den engelske sygepleje under krigen, den anden som kritisk observatør og skribent.

Begge satte efter krigen fokus på sygeplejen ved at konkretisere deres alternativer til den eksisterende model for sygepleje, sådan som den var blevet praktiseret inden for rammerne af de katolske ordenssamfund. De havde en holdning til det at være kvinde og til kvindens plads i samfundet, og hver for sig var de med til at revolutionere sygeplejen og give kvinder ny status via deres uddannelse. Som nogle af de første erkendte de to frontkæmpere, at sygeplejens historie også er kvindernes historie. 

De to nye skoler

Den 24. juni 1860 kunne de første 15 sygeplejeaspiranter starte på den nye etårige uddannelse på St Thomas Hospital i London. Uddannelsen var kommet i stand efter aftale med hospitalet og Nightingale-fonden, der var blevet rejst i London, mens Florence Nightingale stadig befandt sig i Skutari. Hermed var grundstenen lagt til hendes længe nærede ide om, at kvinder skulle have mulighed for en uddannelse, samt at sygeplejersker absolut skulle uddannes for med rette at kunne kalde sig sådan.

Den bedst egnede til at lede og oplære en stab af sygeplejersker skulle ikke hentes i lægernes eller hospitalsledelsens rækker. Den naturlige leder af sygeplejen måtte nødvendigvis selv være sygeplejerske - en uddannet sygeplejerske vel at mærke (1). Selv sagde hun i 1868: 

”Hvis en pige for tredive år tilbage ønskede en uddannelse, var der ingen at få.” 

Et år inden hendes skole åbnede i London, havde ”Den almindelige skole for Sygeplejersker” (Ecole normale de gardes-malades) set dagens lys i Lausanne i Schweiz. Initiativtageren til denne skole, der som den første ikke var tilknyttet nogen trosretning eller religiøst fællesskab, var Valérie Gasparin. Selv var hun en inderligt religiøs kvinde og betragtede sygeplejen som et kald og ikke en profession, men alligevel lykkedes det hende at befri sygeplejen for den religiøse overbygning og ydermere bevise, at andre end nonner og diakonisser kunne være gode sygeplejersker (2). 

I Valérie Gasparins øjne kom Florence Nightingales sygeplejersker til at stå som et konkret modstykke til de katolske sygesøstres sygepleje:

”Hun (Miss Nightingale) har selv sammensat det korps af sygepassere, som skal følge hende (i Krim-krigen), og i det korps har hun inddraget gifte kvinder, det ved vi, kvinder, som modtager en hæderlig løn. Således har protestantismen stået sin prøve fra det øjeblik, den blev bedt om det, og verden, som ser på dem, kan forsikre sig om, at kvinder uden dragt, kvinder, som har mand og børn, ikke er uegnede til at betjene et hospital”(2).

Side 25

Den mest berømte af de europæiske sygeplejepionerer: Florence Nightingale - her til hest og skuende ud over nogle grave ved Balaclava - en af krigsskuepladserne under Krim-krigen. Foto: International Røde Kors Généve

En ny rollemodel var ridset op. Alle kvinder, gifte som ugifte, med eller uden børn, kunne uddanne sig til at blive sygeplejerske og modtage en ”hæderlig løn.”

Florence Nightingale fremstår både som teoretikeren (”Notes on Nursing” og ”Notes on Hospitals”) og praktikeren, der ikke kun ser på sygeplejen, men i høj grad også på den generelle sundhed ud fra en stor målestok. Undervisning og atter undervisning var midlet til at fremme sygeplejen, mente hun. Valérie Gasparin vægter med sin skole også uddannelse, men er mere ”dobbelt.”

En konservativ revolutionær, er hun blevet kaldt, fordi hun nok havde en ide om en uafhængig kvinde, som selv kunne tjene til livets opretholdelse i kraft af sin uddannelse og være ”bekendelsesfri” i forhold til de religiøse fællesskaber, men som alligevel skulle udøve sin praksis ud fra et evangelisk grundlag og i en ånd af kristen næstekærlighed og fromhed (3). 

Et vendepunkt

Da krigen mellem Frankrig og Prøjsen brød ud i 1870, var søstrene igen at finde hos de sårede og syge soldater, men samtidig gav også de protestantiske institutioner deres aktive bidrag til sygeplejen under denne krig. Dertil kom indsatsen fra Røde Kors, som så dagens lys i 1864. Krigen medførte nemlig en officiel anerkendelse af organisationens organisering af den kvindelige pleje til sårede soldater.

Efter krigen begyndte man i Frankrig at interessere sig for det ikke-religiøse hospitalspersonales vilkår både med hensyn til undervisning og materielle forhold. Det var lægen og politikeren Désiré Bourneville, der blev primus motor i denne udvikling. Han havde på det filosofiske plan en instinktiv modvilje mod de religiøse sygesøstre og interesserede sig for det ikke-religiøse personales forhold.  

Den proces, der nu startede i Frankrig, kaldes Laïcisation, som står for befrielse fra religion af en given institution, her i første omgang hospitalerne i Paris. Det blev et vendepunkt i søstrenes karriere som sygeplejersker. For det betød, at man i praksis ansatte ikke-religiøse sygeplejersker og udelukkede søstrene fra de hospitaler, hvor de allerede tjente som sygesøstre. En lov i 1905 stadfæstede, at kirke og stat i Frankrig skal være adskilt. 

Men hvad var det, man nu havde imod søstrene? 

Side 26

Den smukke opofrende sygesøster og soldaten - begge idealiseret i deres kamp for fædrelandet. her på et samtidigt postkort fra 1914. Foto: Internationalt Røde Kors Généve

Jean Guillermand (4) angiver disse årsager: 

• Den store betydning, som søstrene gav de religiøse andagtsøvelser på sygeplejens bekostning. 
• Krænkelsen af patienternes religiøse frihed. 
• Den selvstændighed i forhold til administrationen og den lægelige autoritet, som søstrene stod for. 
• Beslaglæggelsen af alle ansvarsfulde stillinger på bekostning af det ikke-religiøse personale. 

Det religiøse element, som var uadskilleligt fra søstrenes virke som sygeplejersker, fik også betydning for de hensyn, de måtte tage til sømmeligheden i forhold til deres flere hundrede år gamle regler.

Desuden stillede tidens nye viden på sundhedsområdet i slutningen af 1800-tallet voksende krav til hygiejne og professionel kunnen, krav, som søstrene ikke var opmærksomme på eller kunne opfylde. Spørgsmålet var, om samfundet og hospitalsvæsenet kunne blive ved med at acceptere søstrenes betingelser og traditioner. F.eks. hed det om søstrenes optræden på en operationsstue: 

”Deres tilstedeværelse er et problem. For de er klædt i en ulden grå vadmelsdragt og har den samme kjole på, ligegyldigt hvilken årstid det er, og ligegyldigt

Side 27

hvilken opgave de påtager sig. Et hurtigt blik på denne uniform er nok til at se, hvor forældet den er i forhold til de moderne krav til hospitalshygiejne” (5). 

Og videre hed det: ”Søstrenes hele ånd udgør en forhindring mod enhver forbedring.” 

Flere rollemodeller

Næsten symbolsk er det igen en krig, nemlig 1. Verdenskrig (1914-18), der atter bringer søstrene frem på den offentlige scene. De bliver nu en hjælp i en krigssituation sammen med en broget skare af professionelle sygeplejersker, sygeplejersker i Røde Kors-regi, frivillige sygeplejersker og diakonisser.  

Søstrenes nye popularitet blev forstærket efter krigen, ikke mindst fordi der var et betragteligt antal søstre, som erhvervede sig det nye statsdiplom i sygepleje (stiftet i 1924), og som nu kom til at yde en indsats fortrinsvis på institutioner af social og sundhedsmæssig karakter.

Den brogede skare af sygeplejersker ved fronten under 1. Verdenskrig er også et billede på det mangfoldige og uhomogene korps af sygeplejersker, som var opstået gennem årene. Man ser både billedet af sygesøsteren i sin lange mørke ordensdragt og med sit store hvide slør og billedet af den unge - ofte underskønne - sygeplejerske med Røde Kors-armbindet.

Det sidste var et nyt image af sygeplejersken som koketten eller forføreren, der på de flotte Røde Kors-plakater enten ses pleje den flotte, sårede officer eller som en anden hellig moderskikkelse trykke et lille barn ømt til sit bryst.

En tredje mulighed, man blev præsenteret for på plakaterne, var en skøn blanding af begge disse rollemodeller - den smukke unge sygeplejerske med Røde Kors-armbind og englevinger, der vokser ud af ryggen på den hvide uniform. Og så må vi ikke glemme det mest berømte billede af dem alle - Florence Nightingale, der med sin lampe går ned gennem rækkerne af syge soldater. 

Er der noget at sige til, at disse billeder kan virke forvirrende for offentligheden - og for sygeplejerskerne selv. Ingen af modellerne synes hverken særligt attraktive eller brugbare i dag, hvor det er billedet af den professionelle sygeplejerske, vi prioriterer.

Men har man ikke indsigt i, hvorfor Florence Nightingale handlede, som hun gjorde, og hvorfor de franske Sankt Vincent Søstres grundlægger Vincent de Paul skabte et veritabelt ekspeditionskorps af sygesøstre, kan det være svært at forstå de slag, som sygeplejerskerne gennem tiden har måttet udkæmpe for at nå dertil, hvor de er i dag. Med andre ord - det kan være gavnligt at se tilbage for at forstå sit fags historie, hvis man ønsker at være på forkant med dets fremtid.

Litteratur

1. Seymer RL. A general history of nursing. London: Faber and Faber Ltd.; 1949.
2. Gasparin dV. Des Corporation Monastiques au sein du protestantisme II. Paris: Libraire de Ch.Meyrueis et Comp., Editeurs; 1855.
3. Francillon D. Valérie de Gasparin, une conservatrice révolutionaire. Lausanne: 1994.
4. Guillermand J. Histoire des Infirmières. I. Paris: Croix Rouge Francaise Edition France-Selection; 1988.
5. Hamilton & Regnault. Les Gardes-malades Congreganistes. Mercenarires Professionelles. Paris: 1901.

Artiklen er en samlet og forkortet version af Pia Loyaus tre sidste artikler, der kan læses i deres fulde længde her:

• Søstrene går i krig I (kun som netversion - har ikke været trykt)  
• Søstrene i krig  II (kun som netversion - har ikke været trykt)  
• Sygeplejen efter Krimkrigen

Pia Loyau er bosat i Paris, hvor hun arbejder som freelancejournalist.

Redigering: Grethe Kjærgaard