Dilemma: For megen munterhed

dilemma%2016-2005Illustration: Bodil Molich

Væggene er grå, vejret er gråt, og det samme er Aksels humør. Han er indlagt på en lungemedicinsk afdeling og venter på besked. Har han lungekræft, eller har han ikke lungekræft? Det første røntgenbillede, der blev taget, viste en plet på lungen. Nu skal lægerne ned og kigge. Medpatienten Thorkild har allerede fået sin dødsdom. Kræft med spredning til andre dele af kroppen og ingen mulighed for behandling. De to mænd taler stille sammen om livet og om døden. Mest om aftenen og om natten, når der ikke er nogen andre på stuen. Ingen af dem har før gjort sig tanker om at dø, men nu vælter ordene frem i perioder, og så bliver der stille igen. De har gavn af hinanden, de to, for de hører ikke til dem, der fører dybsindige samtaler med familien.

Aksel er den første, der siger det højt.

"Behøver de grine så meget og så længe, behøver de fortælle sjove historier midt om natten? Vi ligger her og skal måske snart herfra. Jeg kan ikke klare det."

Thorkild brummer. "Jeg bliver sgu også stødt på manchetten over al den larm."

"De behøver ikke sidde og græde, de skal selvfølgelig også leve," mener Aksel, "men alligevel ... kunne de da bare lukke døren."

Hvad mener du? Er det i orden, at personalet morer sig højlydt og fortæller historier, når patienterne er dybt bekymrede over deres situation og har svært ved at kapere munterheden på afdelingen?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 17 2005

Tavst råb om hjælp

For megen munterhed hos personalet afspejler den isolation og adskillelse, de syge kan føle i deres magtesløshed. Jeg mener ikke, at personalet bør gå stille med dørene i forhold til at have højt humør eller være glade, men personalet bør medtænke patienternes situation og løsne op for den adskillelse, der er imellem at være rask og syg, patient og sygeplejerske. Jeg ser de to herrers frustrationer som et tavst råb om hjælp.

De to herrer, Aksel og Thorkild, er to skæbner, der hver især har en historie bag sig. De mødes i en fælles livsverden, hvor deres eksistentielle grundlag er skredet, og alting er blevet vendt op og ned og på hovedet.

Her ville det være essentielt, hvis der var blevet fulgt mere op på, hvordan de to herrer egentlig havde det. Sygeplejerskens rolle er bl.a. at kunne rumme patienternes lidelse. Det er klart, at den åndelige omsorg bør implementeres mere i sygeplejen samt tydeliggøres af sygeplejeprocessen, således at handlinger, der er knyttet hertil, rettes hen imod holistisk sygepleje - det hele menneske.

Det fælles rum, hvori Aksel og Thorkild mødes, er unikt. Her kan sygeplejerskerne virkelig nå langt, hvis de ville være lydhøre og give sig tid til at lytte, føre dialog og derved opnå et tillidsforhold. Hvad enten døren er åbnet eller lukket, er det vigtigste at finde ud af, hvad der i virkeligheden ligger bag ved patienternes frustration.

Katja Kondas, sygeplejestuderende, 4. semester, Sygepleje- og radiografskolen, Københavns Amt, Herlev.

Ro både dag og nat

Det er ikke i orden, at plejepersonalet morer sig så højlydt. Der må være grænser for munterheden. Hvorfor sover disse patienter ikke endnu? Mennesker, der er så syge, plejer at få sovemidler.

Endvidere må fortælletrangen og munterheden henlægges til fritiden, der skal være ro på en afdeling både dag og nat.

Lith Stenderup, pensioneret sygeplejerske.

Emneord: 
Søvn
Dilemma