Dilemma: Abekat på sygehuset

dilemma%2022-2005Illustration Bodil Molich

Fru Jensen ligger på en gynækologisk afdeling på et stort sygehus. Hun er netop blevet opereret for kræft i livmoderen, og hun har det skidt. Det er tidligt at være så syg, mener hun, der kun er 62 år, for børnebørnene er ikke så gamle, og hun vil i hvert fald gerne se dem blive konfirmeret.

Hun har billeder af dem på sit natbord i en ramme med lyserøde roser. Ved siden af dem står et billede af minipudlen Sussi og manden Kaj, der er selvstændig vognmand. "Kald mig bare Erna," siger hun til personalet og er meget taknemmelig for alt, hvad de gør for hende.

På afdelingen arbejder Roya, der er sygeplejerske og oprindeligt fra Pakistan. Hun er 46 år, uddannet i sit hjemland og har senere fået sin autorisation i Danmark. Roya taler godt dansk, men man kan høre, at hun har sine rødder et andet sted.

Roya hjælper fru Jensen med personlig hygiejne og med at blive mobiliseret, men to dage efter operationen siger fru Jensen under stuegang, at hun ikke vil passes af den sorte abekat, og det er Roya, hun mener. Sygeplejersken Lene, der går stuegang, har tidligere hørt lignende udsagn fra patienterne. Hun tager en dyb indånding og siger:

Hvad mener du, Lene skal sige til fru Jensen? 

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 23 2005

Uacceptabelt

Først og fremmest skal Lene gøre det klart, at racisme er totalt uacceptabelt på afdelingen, og at Erna, uanset sin modvilje mod Roya må omtale hende respektfuldt. Dernæst må hun forklare Erna, at et hospital ikke er et supermarked, og sygeplejerskerne ikke er varer, man kan vælge og vrage imellem.

Lene bør dokumentere både Ernas og hendes egen reaktion, og hurtigst muligt tage op på afdelingen, hvordan de skal forholde sig fremover.

Jonas Ørting, sygeplejestuderende i H:S, 3. semester.

Frit sygehusvalg

Det fremgår tydeligt, at fru Jensen har det skidt med at være syg og at være indlagt. Man kunne sagtens forestille sig, at hun projicerede sine frustrationer over på sygeplejersken Roya. Men hvis dette skulle være tilfældet, så retfærdiggør det stadig ikke hendes udtalelse om sygeplejersken. Jeg synes, at Lene skal spørge fru Jensen om, hvorfor hun ikke vil passes af Roya.

Det kunne jo være, at fru Jensen har følt sig forkert behandlet, misforstået eller noget lignende. For så skal det selvfølgelig tages op med Roya. Men hvis fru Jensens svar tyder hen i retningen af noget racistisk, så synes jeg at Lene må melde klart ud om, at sådan en holdning ikke accepteres. Lene må forklare, at Roya er en del af personalet, og at afdelingen er imod diskrimination, og at hun i stedet bør være taknemmelig for, at Roya hjælper hende.

I dag består vores samfund af mange etniske befolkningsgrupper, og én af forudsætningerne for at kunne trives sammen er netop, at man kan respektere hinanden, uanset hudfarve, race, religion eller kulturel baggrund.

Sådan en holdning, som fru Jensen har, holder simpelthen ikke. Man kan jo heller ikke stå ved kassen i Netto og nægte at blive betjent, bare fordi at kassedamen er rødhåret.

Så hvis fru Jensen ikke kan acceptere, at forholdene er, som de nu engang er, så mener jeg ikke, at der er andet at sige, end at hun så bare må skifte sygehus. Der er som bekendt frit sygehusvalg, men ikke frit ”sygeplejerskevalg.”

Hatice Sütcü, sygeplejestuderende ved Herlev Sygepleje- og Radiografskole, Københavns Amt

Efterkomme patientens ønske

Jeg vil naturligvis føle mig indigneret på min kollegas vegne over fru Jensens krænkende og racistiske bemærkning. I afdelingen kan vi vælge at afvise fru Jensens urimelige ønske og i vores fornærmethed ”lade hende ligge, som hun selv har redt,” hvorved vi udøver modmagt og hævn. En holdning, som flere er fortaler for, idet de frygter en glidebaneeffekt, hvor patienterne selv vil bestemme, hvem de vil passes af. Et argument, som ikke er logisk holdbart. I den konkrete situation vælger jeg at tolke fru Jensens udtalelse som udtryk for den krise, hun befinder sig i. Det er derfor ikke tid og sted for irettesættelse eller holdningspåvirkning. Som sygeplejersker er vi forpligtet til at tilbyde alle patienter pleje og omsorg, så jeg vil efterkomme fru Jensens ønske om at blive passet af en anden sygeplejerske, idet dette er muligt.
Det er ikke ok, at en kollega bliver kaldt en ”fed smatso” eller bliver defineret ud fra hudfarve og kulturel baggrund. Derfor er det vigtigt, at vanskelige situationer som den aktuelle åbent drøftes i personalegruppen, og at kollegaer støtter hinanden (De Sygeplejeetiske Retningslinier (1.4). Den hvide verden skal være både farverig og rummelig.

Susanne Ardahl, sygeplejelærer, ansat på Social- og Sundhedsskolen i Brøndby, medlem af Sygeplejeetisk Råd

Forsvarsmekanisme  

At kalde Roya for ”sort abekat” er en psykisk forsvarsmekaniske. En projektion af magtesløshed og et truet selvbillede. Fru Jensen kan ikke rumme sig selv og ubevidst projicerer hun sin sårbarhed ud på det sårbare moment i tilværelsen, hun kan opfatte.

Jeg mener, det er vigtigt, at vi med kærlig omsorg og respekt møder patienterne i deres psykiske forsvar. At vi som professionelle er klare over, at det er projektioner, og ikke tager det personligt. Men det er vigtigt, at vi sætter grænser over for patienterne (med jeg-budskab), og på en omsorgsfuld måde giver projektionerne tilbage til patienten, når patienten er parat til dette.

Til stuegang siger Lene: "Jeg bliver ked af at høre, at du kalder min kollega for ”sort abekat,” men vi vil respektere dit ønske om at ikke blive passet af hende.”

På et senere tidspunkt skal Lene tale med Fruen om, hvordan hun har det med sin situation lige nu, en samtale hvor Fruen føler sig mødt, set, hørt og respekteret, og hvor der findes plads for hendes oplevelse. Når Fruen har åbnet op og talt, og tillid er opstået, spørger Lene hvad situationen med Roya egentlig handler om? Har det måske noget med Fruen selv at gøre? På denne måde gives projektionerne tilbage.

Anna Pihlgren, sygeplejerske, ansat på Rigshospitalet.

Emneord: 
Diskriminering