Økonomi bremser moderne sårbehandling

Patienter med problemsår bliver henvist til et sårcenter eller sårambulatorium på et sygehus, hvor de bliver udredt og sat i behandling. Så tager hjemmesygeplejersken over. Foto: Thomas Tolstrup

Side 11

Dansk sårbehandling og sårpleje er oprustet ganske stærkt gennem de sidste ti år.

Der er oprettet to tværfaglige sårcentre, der samler lægelig ekspertise fra forskellige specialer og modtager patienter fra hele landet.

Mange sygeplejersker har gennemført en længerevarende uddannelse i sårpleje. Og en hel del sygehuse har oprettet sårambulatorier i tilknytning til forskellige specialer.

Men oprustningen er ikke nået ud i alle kommuner. Der er jævnligt problemer med at få behandlingen gennemført, når en patient med problemsår er udredt og sat i behandling af eksperterne i sårcentret, og hjemmesygeplejersken skal tage over.

Mange moderne sårplejeprodukter er rasende dyre, og en række kommuner køber dem simpelthen ikke hjem til depotet.

"Det har været et problem, siden vi åbnede i marts 2003," siger afdelingssygeplejerske Åse Fremmelevholm, Universitetscenter for Sårheling, Odense Universitetshospital.

"I nogle kommuner skal patienterne selv købe alt, gel, skumbandager, sølvforbindinger. Det eneste, hjemmesygeplejersken medbringer, er gazekompresser og jelonet."

Kommunerne står af

Hvis en borger med et problemsår er indlagt på et sygehus, får han eller hun alt betalt. Men langt de fleste sårpatienter bliver behandlet ambulant.

Patienten, der er henvist til et sygehus, får lagt den første forbinding i sårcentret eller ambulatoriet, den videre behandling foregår i hjemmeplejen. Så er det, problemerne opstår, når hjemmesygeplejen skal have besked om, hvordan såret skal behandles. Et typisk eksempel beskriver afdelingssygeplejerske Susan Nørregaard,

Side 12 

H:S Videncenter for Sårheling, Bispebjerg Hospital.

"En patient, som har haft sår gennem lang tid, bliver henvist til os, og vi kører et behandlingsforløb. Det går måske lidt op og ned, og til sidst tager man fat i nogle af de lidt kraftigere midler, f.eks. sølvbandager, der er vældig gode til at rense op i sårene," fortæller hun.

"Men hvis vi ordinerer en dyr kompressionsbandage med sølvbandage indenunder, står kommunerne tit af. Så fortæller hjemmesygeplejersken, at det kan de ikke skaffe. Det har de ikke i deres depot, og det må de ikke købe hjem, for det er for dyrt."

Nye produkter er svære at få indført, især hvis de er så dyre som sølvprodukterne, der kom frem for nogle år siden og kan koste op til et par hundrede kroner stykket.

"Nu er mange kommuner heldigvis ved at få dem. Men det har virkelig været en kamp, selv om man kunne argumentere med, at de forkorter sårhelingstiden," siger sygeplejerske Gitte Nielsen, Sårcentret, Århus Sygehus.

Hun forventer ikke, at kommunerne skal ligge inde med alt. Der er mange producenter på markedet, og det er kun sund fornuft, at en kommune lægger sig fast på et standardsortiment. Bare der er en lille reservebevilling, så hjemmesygeplejen kan indkøbe noget andet i helt specielle tilfælde.

"Der findes f.eks. en halv snes skumprodukter, og det er rart, hvis de har et par stykker, for der kan være lidt forskel. Men en kommune, der slet ikke har skumprodukter i sortimentet - det er urimeligt," mener Gitte Nielsen.

Må gå på kompromis

Nogle hjemmesygeplejersker er vældig go-de til at få fat i næsten ligegyldigt hvad, oplever afdelingssygeplejerske Susan Nør-regaard, Bispebjerg Hospital.

"Men det er nærmest undtagelsen, at folk får bevilget alt. Nogle patienter vælger så selv at betale, og det kan blive op til flere tusinde kroner i et behandlingsforløb. Eller vi må gå på kompromis med behandlingen, og det gør vi ofte."

Engang imellem har Susan Nørregaard dog ringet og talt med store bogstaver, når situationen har været for urimelig.

"Man bruger masser af ressourcer på at sende en patient herind, og vi ringer, og vi skriver, og hver gang kan vi ikke få

Side 13 

behandlingen gennemført. Så kan der komme et tidspunkt, hvor vi må sige: Nu er det vist spild af alles tid."

Men ikke så sjældent ender det med, at patienten kun får den næstbedste behandling, bekræfter også Gitte Nielsen, Århus Sygehus.

"Så giver vi hjemmeplejen et alternativ og siger: Det er ikke det bedste, heller ikke til patientens bedste, men så må det være sådan."

Nogle gange nævner personalet på sygehuset eller i hjemmeplejen for patienten, at der er den mulighed selv at betale. Men det er ikke alle, der kan og vil.

"Nogle mener, at det er noget, lægen har ordineret, og så skal de ikke selv betale. Andre kan bare ikke," siger sygeplejerske Hanne Vogensen, Videncenter for Sårheling.

Helingen varer længere

Hvis moderne sårplejeprodukter ikke er til at skaffe på den ene eller den anden måde, må hjemmesygeplejersken bruge gammeldags metoder.

"Selv om det så betyder, at de må skifte oftere. Det giver øget arbejde til hjemmesygeplejersken," siger Hanne Vogensen.

Hun ser daglig borgere, som får forlænget et helingsforløb unødvendigt, fordi hjemmesygeplejersken ikke har de rigtige materialer at arbejde med.

Men det er heller ikke problemfrit, når patienterne selv køber, hvad der skal til. Måske bliver en dyr sølvplade klippet i lidt for små stykker for at få den til at strække. Med det resultat, at kanten af bandagen sidder nøjagtig samme sted hver gang, og det kan give tryksår.

"Eller måske observerer man noget, der gør, at man egentlig burde ændre lidt på behandlingen. Hvis patienten så lige har købt ind for 1.000 kr., så synes man næsten ikke, man kan være det bekendt. Så går man på kompromis.

Eller når patienten har købt dyre kompressionsbind. De kan vaskes og bruges flere gange, men efter ti gange vask skal de faktisk smides ud. Og det gør patienterne ikke, når de har givet 165 kr. stykket," konstaterer Hanne Vogensen.

"Behandlingens effektivitet er oppe mod det økonomiske, og det er ikke rimeligt.