Dilemma: Hvad synes du selv?

Illustration: Bodil Molich

Pedersen på 72 år har fået ny hofte. ”Den gamle var sgu blevet mør,” siger han. Nu ligger han på ortopædkirurgisk afdeling og skal hjem om to dage. Sygeplejersken Susanne, der passer ham, er meget ung og forstående. Hun har lært, at patientens ret til selvbestemmelse kommer før alt andet. ”Har du lyst til at komme op? Pedersen, spørger hun. ”Nej tak,” lyder det bestemt. Pedersen får lov til at ligge. ”Hvad siger du til et glas proteindrik?” spørger Susanne senere. ”Jeg har det lige så godt,” kommer det uden tøven, og sådan går det med alle Susannes forslag.

Da aftenvagten møder, er der ingen kryds i skemaet, der skulle vise, at Pedersen er en velforberedt patient i et accelereret forløb. Aftenvagten mumler om unge sygeplejersker, der ikke kan se forskel på patientens viden og egen faglighed.

Susanne mener, at hun respekterer patienten, og at man skal lade være med at presse en ældre mand til at stå ud af sengen, hvis han er træt. Hun ønsker accelererede forløb hen, hvor peberet gror. Aftenvagten siger, at Susanne har misforstået formålet med sygepleje, som ikke er at presse eller tvinge, men at argumentere fagligt.

Afdelingssygeplejersken kommer ind ad døren, mens de to sygeplejersker højlydt diskuterer plejen. Afdelingssygeplejersken tøver. Skal hun skære igennem, finde et kompromis, der skaber fred i afdelingen eller… Hvad mener du?  

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 6 2005     

Ikke patent på sandheden

Bliver moralen til for moralens eller aftenvagtens skyld?

Som sygeplejersker står vi ofte overfor etiske dilemmaer i vores hektiske dagligdag. Mange kloge hoveder som fx Løgstrup og Fink beskriver moralen i modsætning til moralismen. Hvis nu den unge sygeplejerske Susanne tvang Hr. Pedersen til at drikke proteindrikke eller til at komme op, så hun kunne sætte et kryds og dermed få ros, så misbruger hun vel sin moral. Derved bliver moralen til for moralens skyld og opmærksomheden ikke rettet mod Hr. Pedersen.

Som afdelingssygeplejerske ville jeg give aftenvagten en opsang om, at man ikke generaliserer og latterliggøre unge sygeplejersker og den måde, de yder sygepleje på. Jeg vil pointere, at hun IKKE har patentrettighederne på, hvad den gode sygepleje er.

Dernæst ville jeg tage en snak med den unge sygeplejerske Susanne om begreberne omsorg og egenomsorg. Jeg ville pointere, at vi som sygeplejersker skal passe på ikke at være så hensynsfulde, at vi overlader patienten til en ”betingelsesløs egenomsorg” som Merry Scheel fx skriver om i Interaktionel sygeplejepraksis.

På den anden side skal vi også passe på ikke at stivne i en ideologi, som kan resulterer i et overgreb på patienten. Her kommer det berømte ”faglige skøn” ind. Vi sygeplejersker skal stræbe på at kunne mestre begge dele i vores hverdag. Vi har det sku ikke altid helt let, vel?

Ben Nielsen, kandidatstuderende i Sygeplejevidenskab ved Århus Universitet

Anvend fagligt skøn

Hvis konceptet om accelererede forløb på denne afdeling er standardiseret som et almengyldigt mål for sygeplejen kan Susanne have oplevet at mange patienter får trukket beslutninger ned over hovedet uden respekt for den enkelte patients selvbestemmelse, tilstand og situation. Afdelingssygeplejerskens ansvar er at finde ud af om det er sådan accelererede forløb praktiseres på afdelingen.

Dernæst skal hun vejlede begge sygeplejersker i at respekt for patientens selvbestemmelse som grundlæggende værdi og rettighed kan passes ind i et koncept om accelererede forløb.

Det fordrer dog anvendelse og udvikling af det faglige skøn, både for at undgå at patienterne overlades helt til egne beslutninger og for at undgå at konceptet om accelererede forløb bliver et formynderisk styreredskab.

Charlotte Delmar, vicechefsygeplejerske, medlem af Sygeplejeetisk Råd, ansat på Aalborg Sygehus

Ikke godt nok

Som afdelingssygeplejerske glæder jeg mig ved at have overværet diskussionen mellem de to sygeplejersker. Jeg bliver klar over at implementeringen af accelererede operationsforløb i afdelingen ikke har været god nok. Nu får jeg en anledning til at gøre noget ved det.

Det giver anledning til i personalegruppen at diskutere følgende spørgsmål: Hvilken rolle spiller det at sygeplejersken har viden om kerneområderne ved accelererede operationsforløb i plejen af patienten? Hvilken betydning har kerneområderne i accelererede operationsforløb for patienten? Hvordan inddrages patienten bedst i forløbet af accelererede operationsforløb?

Kerneområderne ved accelererede operationsforløb er helt essentielt medinddragelse af patienten som aktiv medaktør. Derudover er mobilisering, smertebehandling og ernæring vigtige kerneområder. Plejen har som sit mål at forebygge komplikationer efter operationen og motivere / støtte patienten til den bedst mulige rehabilitering

Kirsten Rud, projektleder, ansat på Enhed for Perioperativ sygepleje, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet

Respekter patientens behov

Uenighed mellem sygeplejersker, om sygepleje, er ikke noget nyt. Den yngre sygeplejerskes respekt for patientens autonomi, kan også være et udtryk for hendes egen usikkerhed ved at nøde ham.

Denne mulighed er afdelingssygeplejersken klar over, da hun bryder ind og siger til begge sygeplejersker: ”Jeg er rigtigt glad for at have to så engagerede sygeplejersker her på afdelingen. Faktisk er det en styrke for afdelingen at vi har forskellige meninger om plejen. Det vil være et udtryk for faglighed at vi sikrer, at patienten forstår vigtigheden af at følge plejeplanen. Når vores afdeling anvender accelererede patientforløb, så er det fordi disse forløb har så gode resultater for patienterne. Men så er det også vigtigt at vi respekterer patientens behov for viden om hvordan vi kan hjælpe ham, og hvad han selv kan gøre for at blive rask og komme hjem i vante omgivelser. Har han fået den viden?”

Kristian Olsen, sygeplejerske, ansat på Hvidovre Hospital.

Skab en faglig dialog

Jeg syntes at afdelingssygeplejersken, skal tage de to sygeplejersker med til et afsides rum, hvor hun kan træde i karakter som supervisor. Det er essentielt at afdelingssygeplejersken forholder sig upartisk, da ingen må bliver taber, ellers kan der opstå varig samarbejdskonflikt mellem de to. Hun må sikre, at der skabes en fornuftig og fagligt dialog, og søge at fremme refleksionen hos de involverede parter. Efterfølgende syntes jeg, at hun skal arrangere at problemstillingen tages op til faglig diskussion blandt plejepersonalet, da det er et ofte set problem, at patienter ikke altid følger tilbudt behandling.

I gruppen, kan man få diskuteret hvordan man i fremtiden skal håndtere den nævnte problemstilling, således at gruppen i fællesskab arbejder mod samme mål og med samme tilgang. En fælles diskussion skaber mulighed for vidensdeling i forhold til erfaring med lignende situationer, som kan inspirerer og øge handlingsalternativerne i forhold til en lignende situation i fremtiden.

Lene Christensen, sygeplejestuderende ved Viborg Sygeplejeskole.

Kend konsekvenserne

Det er klart, at en patients medbestemmelse er vigtig i enhver situation. Samtidig har man som patient krav på at kende konsekvenserne, i dette tilfælde af manglende genoptræning.

Afdelingssygeplejersken kunne umiddelbart drøfte vigtigheden i et genoptræningsforløb med aftensygeplejersken og Susanne. Man kunne drøfte, hvordan man forsøger at motivere en patient der ikke orker genoptræning. Hun kan lade sin holdning skinne igennem og forsøge at diskutere sagen uden at gå ind i værdidebatten der handler om holdningen til unge sygeplejersker.

Afdelingssygeplejersken kunne på et senere tidspunkt tale med Susanne om Susannes holdning til accelererede forløb. Hvis Susanne slet ikke kan forlige sig med disse, er hun måske havnet det forkerte sted.... Hvis Susanne gang på gang oplever, at patienterne ikke orker at stå op, drikke protein-drik m.v. kunne man overveje i afdelingen, om den forudgående information til patienterne er god nok. Det må afdelingssygeplejersken tage op med sine medarbejder og andre faggrupper i afdelingen.

Lisbet Rostgaard Andersen, klinisk vejleder, ansat i Hjemmeplejen Ydre Nørrebro, København.

Brug argumenterne

Sygepleje handler om at gøre det bedste for patienten ved at bruge sin viden og faglige, teoretiske argumenter. Derfor bør Susanne ikke udelukkende stille åbne spørgsmål som "har du lyst", men i stedet opfordre Pedersen til at komme ud af sengen med argumenter om bedre funktion i hoften, når den bliver brugt.

For at kunne leve op til reglen om at udføre sygepleje med samvittighedsfuldhed og omhu, kan man være nødt til at bruge svag paternalisme. Det er til Pedersens bedste at komme ud af sengen, så man tager ikke hans autonomi fra ham, ved at ville ham det bedste. Afdelingssygeplejersken kan evt. iværksætte undervisning i ernæring, mobilisering osv. på afdelingen.

Maria Cisar, sygeplejestuderende på 7. semester, Roskilde Amts Sygeplejeskole.

En hendøende race

De gamle dyder er en hendøende race.

Lige netop denne situation fik mig til at forlade hospitalsvæsnet, og gå ud som vikar. Jeg lovede mig selv aldrig mere at arbejde på hospital, da jeg ikke kunne sætte mit navn under plejen mere. Det er ikke hvad jeg lærte for 31 år siden.

En nem måde at være den frelsende engel på over for gamle Pedersen, og få aftensygeplejersken til at stå frem som heksen der hver aften prøver at få lokket/lirket Pedersen ud af sengen, og op at spise. Resultatet er decubitus den uge aftensygeplejersken har fri, og en træt og svag Pedersen der ender på plejehjem.

Du taler for døve øren, når du prøver at forklare den unge sygeplejerske, hvor vigtigt mobilisering og kosten er. Det andet er så nemt at lade ham ligge, man er populær og det er "in" med patientens selvbestemmelse. Der skal være meget mere undervisning på skolen i hvordan man mobilisere Pedersen med det rigtige ordvalg, og vigtigheden af kosten, for selvfølgelig er han træt og appetitløs. Hvem ville ikke være det efter en hofteoperation.

Karin Moesby-Johansen, sygeplejerske, ansat på Ældrecentret Æblehaven i Brøndby Kommune.