5 faglige minutter: Sygeplejerskens plads er ikke ved sengen

Alle landets sygeplejeskoler skal have ny fælles studieordning, men hvad skal der stå i den? Hvordan arbejder en moderne sygeplejerske egentlig?

På det sygeplejefaglige bibliotek sidder to sygeplejestuderende og søger litteratur til deres bacheloropgave. Den ene har allerede fået job. Den anden tøver. "Jeg har ikke været i praktik et sted, jeg rigtig synes om," siger hun.

"Hvad er problemet?" spørger hendes medstuderende. "Vi bruger ikke de kompetencer, vi får gennem uddannelsen," lyder svaret. "Det er utroligt, så lidt vi er ude hos patienterne."

Systemet har tilsyneladende tidligt frataget den unge studerende lysten til at arbejde som sygeplejerske. Der kan være mange forklaringer. Hun er muligvis et smaskforkælet curlingbarn, der bakker ud ved enhver form for reel eller indbildt modgang. Måske har hendes forældre gået foran hende i 25 år og fejet alle forhindringer af vejen, så hendes liv kan forme sig som én lang dans på roser. Men det kan også være, at sygeplejerskeuddannelsen bygger på en kollektiv illusion om, at sygeplejerskens plads er ved sengen, hvad enten den står i hjemmet eller på sygehuset. Virkeligheden er chokerende anderledes.

Der er ingen sygeplejersker tilbage længere. De eksisterer ikke. Der er basissygeplejersker, kliniske afdelingssygeplejersker, koordinerende sygeplejersker, assisterende områdeledere og en syndflod af andre titler konstrueret af sygeplejersker. Og kun basissygeplejersker har daglig og kontinuerlig patientkontakt. Hvis der er patienter. For de er måske indlagt hjemme hos sig selv med ekg-apparat, blodtryksmåler og pulstæller forbundet til en computer på den elektroniske plejecentral, og de har via webcam kontakt med vagthavende sygeplejerske og læge.

"Jeg vil gerne have en uddannelse, hvor jeg kan forske, skrive, møde mange mennesker, samarbejde med andre faggrupper, videreuddanne mig og have det sjovt," sagde den sygeplejestuderende i folkeskolen. Erhvervsvejlederen havde kigget over brillerne og tænkt sig om i 5-7 minutter. "Så skal du være sygeplejerske," sagde han.

Og således blev det. Det førte til den opdagelse, at mange sygeplejersker er vældig kreative ved siden af deres arbejde. Én er rocksangerinde i et band, én maler bedre end dronningen, og én skriver digte. Men sygeplejen bærer ikke det mindste præg af de kreative sjæle, der udfører den, og det mest krævende og tætte samarbejde med patienterne tager andre faggrupper sig af med sygeplejerskernes absolutte billigelse.

Intet under, at den unge studerende har svært ved at finde ud af, hvad hun skal. Hvor er der plads til de innovative, iderige sygeplejersker, som gerne vil pleje patienterne? På en intensivafdeling måske. Stik mod alle etablerede fordomme om intensivsygeplejersker som maskinelskende teknokrater med smalle læber og en skruetrækker i hånden passer intensivsygeplejersker patienterne hele vejen rundt.

Sygeplejerskeuddannelsen skal enten afspejle det arbejde, sygeplejersker reelt udfører hos borgere og patienter, og gøre sygeplejestuderende til konsulenter, undervisere, mentorer, koordinatorer, coaches og supervisere, eller også må uddannelsen kvalificere sygeplejersker til at yde direkte, grundlæggende og specialiseret sygepleje til patienterne. Der er ingen grund til at bilde sygeplejestuderende ind, at de skal være ude hos patienterne, når det er en sandhed med rigtig mange modifikationer.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.