Man er så skamfuld, og det gør så ondt

Foto: Michael Daugaard

Hun er midt i 30'erne og arbejder som sygeplejerske på en kirurgisk afdeling på et provinshospital. Hun ser tjekket ud og er smart på en afslappet måde. Hun sætter en ære i at være dygtig. Har hele sit liv været typen, der fik gode karakterer. En stille, dygtig pige. Hun betegner sig selv som perfektionist og kontrolfreak. Man vil ikke gætte, at hun hver torsdag tager turen til Bispebjerg Hospital for at mødes med et hold sygeplejersker, som har det til fælles, at de er misbrugere af enten stoffer eller alkohol.

Hendes misbrug startede i 1999. Det sidste tilbagefald skete i 2004, men hun går stadig til kontrol hver uge, og hun mener selv, at hun altid vil være i risiko for misbrug af stoffer. Kollegerne og lederen på den afdeling, hvor hun er ansat, kender hendes problem.

Operationssmerter

Selve misbruget startede i 1999, men det var en enkelt ketogan, som hun fik et par år tidligere, der var med til at sætte det i gang. Hun havde smerter efter en operation, men var samtidig midt i en stor sorg, og hun opdagede, at medicinen også lettede den psykiske smerte for en kort tid.

"Det gav mig en ro, som jeg havde brug for. Jeg forsøgte at få mere medicin, men den sygeplejerske, jeg spurgte, kunne godt spotte, at det ikke længere var operationssmerterne, det handlede om."

Et par år senere, i 1999, var der en periode med meget at se til. Hun var blevet mor, og der var samtidig alvorlig sygdom i den nærmeste familie. Det var svært at falde i søvn, når hun kom hjem fra aftenvagt. En kollega gav hende det råd at tage en sovepille.

"For hende virkede det åbenbart, men for mig blev det til, at det også kunne være rart at få ro om morgenen. Det gik hurtigt over til morfika. Det er ikke det samme som at være alkoholmisbruger. Jeg kunne sagtens passe mit arbejde og mit barn. Jeg var perfektionist, altid den første, der mødte, altid orden i alting. Jeg passede på ikke at blive opdaget."

Medicinen var lettilgængelig. "Der blev ikke holdt nøje regnskab med morfikaen. Man kunne bare ringe og bestille det. Nu, hvor apotekerne holder øje med journaler og forbrug, er det blevet sværere," siger hun.

Det billede, kollegerne havde af hende, passede langtfra med den person, hun var inde under den professionelle facade. En facade, som hun brugte mange kræfter på at opretholde. "Jeg havde det så elendigt. Jeg forsøgte at få hjælp og ringede rundt til misbrugscentre, men de kunne ikke hjælpe mig."

Hun passede ikke ind i de tilbud, der var. F.eks. et halvt års intensivt afvænningsforløb for narkomaner eller afvænning af alkoholmisbrug. Hun passede heller ikke ind hos hverken Anonyme Alkoholikere (AA) eller Narcotics Anonymous (NA).

Brød sammen og tilstod

En dag ringede telefonen hjemme i hendes lejlighed. Det var en kollega, som spurgte: "Har du et problem?"

"Det var en god og omsorgsfuld kollega, der ringede, og jeg brød sammen og tilstod med det samme. De havde opdaget, at der manglede medicin, og to kolleger havde sat sig ned og sammenlignet, hvornår morfikaregnskabet ikke stemte, og hvem der havde været på vagt i de tidsrum. Først dér blev der fattet mistanke til mig."

Hun mener, at det kom som et chok for kollegerne, da de erfarede, at hun var misbruger og havde stjålet medicin fra afdelingen igennem mange måneder. "Det groteske er, at kollegerne på afdelingen fik tilbudt psykologhjælp, mens jeg blev sendt hjem på halvanden måneds orlov. Jeg henvendte mig selv til sygehusets alkoholenhed og spurgte, om jeg ikke kunne få hjælp, men ham, jeg talte med, sagde blot, at "du ser jo helt normal ud.""

Kollegerne tog det faktisk rigtig flot, mener hun. Der blev talt åbent om problemet, og flere tilbød hende samtaler, hvis hun havde brug for det. Hun blev meldt til embedslægen. "Sådan gør man, når der er en misbrugssag. Jeg skulle møde til kontroller, og behandlingen bestod i samtaler," fortæller hun.

Der findes forskellige sanktioner over for sundhedspersoner, der misbruger stoffer og alkohol. Det betød, at i de næste to år skulle hun oplyse evt. nye arbejdsgivere om sit tidligere misbrug. I et halvt år måtte hun ikke få udleveret nøglen til medicinskabet.

Et råb om hjælp

Siden misbruget blev opdaget i 1999, har hun haft to tilbagefald. Senest var i 2004, hvor hun en enkelt dag tog mange piller. Hun var ansat på en ny afdeling på det samme sygehus, hvor misbruget blev opdaget første gang. Hun havde fortalt ledelsen om sit tidligere misbrug. Efter eget ønske havde hun bedt om ikke at få nøglen til medicinskabet. Hun ville ikke risikere at komme under mistanke.

"Jeg gjorde noget rigtig dumt, men jeg tror faktisk, at det var et råb om hjælp. Jeg gik ned på en anden afdeling og lånte morfika og skrev under på det, og det blev straks opdaget. Mine kolleger har ikke klandret mig. De accepterer mig trods mit misbrug, og de har vist mig respekt, fordi jeg gør noget ved mit problem. De har ikke tvivlet på min faglighed."

Den nye hændelse betød også, at hun endnu en gang blev anmeldt til embedslægen og fik nye sanktioner i form af oplysningspligt og ingen adgang til medicinskabet. Hun er aldrig blevet meldt til politiet for tyveri af medicin, og det har heller aldrig været på tale, at hun skulle miste sin autorisation, for hun er aldrig blevet pågrebet i påvirket tilstand på arbejde. Hun understreger også, at hun aldrig har været påvirket på arbejde.

Embedslægen henviste hende til behandling hos Alkoholenheden på Bispebjerg Hospital. Den behandling bestod i kontroller og samtaler. Hun har selv presset på for at få oprettet et hold af sundhedspersoner til gruppeterapi.

Tog ordet på personalemødet

Nye sider af hende selv er dukket frem, efter hun er sluppet af med det pres, som misbruget lagde på hende. Dengang skulle hun altid være perfekt og holde lav profil for ikke at blive opdaget. Nu tør hun tage ordet og sige sin mening. Hun forsøger ikke længere at redde hele verden, men har indset, at hun må sige fra over for nogle opgaver og blive bedre til at bede andre om hjælp. Hun er stadig ansat på samme afdeling, som da det sidste tilbagefald blev opdaget.

"En dag fandt jeg ud af, at mine kolleger havde talt om mig på et personalemøde, og de var lidt undskyldende over for mig. Derfor besluttede jeg på næste personalemøde at tage ordet og fortælle min egen version af historien."

Hun har besluttet at være åben om sit misbrug. Det nytter heller ikke at skjule det, for rygterne går alligevel. Grænsen for åbenhed går dog ved at stille sig frem med navn og foto i al offentlighed af hensyn til hendes familie.

"Jeg er den, jeg er. Jeg skammer mig over det, jeg har gjort, men jeg kan ikke lave om på det. Jeg er også en dygtig sygeplejerske, som kan mine ting."