Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: Tante Sofie på plejehjem

Vi taler om kronisk sure og bitre beboere, der trods utallige pædagogiske forsøg på at indgå en samarbejdsaftale hundser rundt med personalet, som var det tyende.

Sygeplejersken 2006 nr. 13, s. 50

Af:

Evy Ravn, fagredaktør, faglig sygeplejeleder

Hver sommer imødeså mine brødre og jeg den obligatoriske sommerferieuge hos min bedstemors søster Sofie og hendes mand Per med blandede følelser. De havde ikke selv børn. Måske fordi Sofie ikke kunne lide børn. Faktisk var hun mere glad for sine kaglende høns på gårdspladsen end for både små og store mennesker.

Da hun kom på plejehjem, havde personalet svært ved at holde af hende. Jeg forstod dem. Heldigvis var Per en elskelig mand, der i sommerens frikvarter nød at vise os børn landbrugets glæder. Griseslagtningen og den efterfølgende blodpølse var højdepunktet. Uden ham ville vi have nægtet disse besøg. Og gården rummede heldigvis utallige gemmesteder, som vi benyttede os af, når Sofie var i farvandet.

Forsommerens debat omkring forholdene på danske plejehjem har vist et billede af dagens plejehjemsbeboere som milde og samarbejdsvillige engle og personalet som hårdhændede mennesker bevæbnet med unødige lifte og drejetårn, uden faglighed, tone og dannelse i livet.

Virkeligheden er en anden.

Personalets mål og handlinger skal tage udgangspunkt i den enkelte beboers ønsker og behov - med en faglig begrundelse og i en ordentlig tone. Selvfølgelig. Og som Per gjorde forskellen, gør majoriteten af dejlige beboere det for personalet på danske plejehjem.

Men alle plejehjem huser beboere som Sofie, og vi taler ikke om demente beboere her. Næ, vi taler om kronisk sure og bitre beboere. Beboere, der trods utallige pædagogiske forsøg på at indgå en samarbejdsaftale hundser rundt med personalet, som var det tyende. Beboere, der ikke er blege for at fremsætte stærkt racistiske synspunkter over for personale af anden etnisk baggrund. Beboere, der spiller personalet ud mod hinanden i forhold til egen magelighed.

Beboere, der mobber og udstøder medbeboere fra fællesskabet. Beboere, der trods en dygtig og velfungerende personalegruppe udgør så stor en belastning, at man uanset uddannelsesbaggrund skal have gået i langvarig terapi for altid at kunne opretholde den positive tone, fagligheden og professionalismen.

Mere kontrol og rengøring, retningslinjer for antal gåture og bad om måneden, plejehjemslægernes genankomst, øget udlicitering og ernæringsrigtig, velduftende mad hjælper ikke her. Hvis vi skal undgå, at personalet gemmer sig på loft eller i lade eller tager toget hjem i utide for at overveje, om Sofie og en uanstændig latterlig lav timeløn er det hele værd, skal der andre ingredienser i den offentlige blodpølse.

Smagen kunne bl.a. bedres ved en langt mere nuanceret fremstilling af personalets arbejdsvilkår i medierne og en samfundsmæssig anerkendelse af den faglige og menneskelige indsats, størstedelen af alle plejehjemsbeboere dagligt nyder glæde af.

Og Sofie? Ja, hende må de skiftes til.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.