Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nu får jeg ikke kvalme af mit arbejde

Klarede skærene. Det så kulsort ud for ledende sygeplejerske Mette Kiær, da hun fik en depression efter alt for mange år med øget pres og forandringer på arbejdet. I dag er hun tilbage som velfungerende basissygeplejerske. Men hendes comeback til sygeplejen har krævet store ofre.

Sygeplejersken 2006 nr. 15, s. 18

Af:

Lotte Havemann, journalist

1506-19-01Foto: Anne-Li Engström

Mette Kiær vågner op badet i sved. Endnu en nat med det samme mareridt:

Hun kommer ud til dyrene i stalden på det landbrug, hun og hendes mand driver. Her møder hende et grufuldt syn. Hun har glemt at fodre dyrene og muge ud. Dyrene ligger døde eller fuldstændigt udmagrede rundt omkring. Enten har de intet vand, eller også er de helt oversvømmet.

Senere fortæller en psykolog hende, at drømmen afspejler, at det er hende selv, hun har glemt at tage sig af.

Forud er gået mere end seks år med store forandringer på Mette Kiærs arbejde som assisterende områdeleder i ældreplejen i Ringkøbing Kommune. Tre omfattende strukturændringer har ændret hendes arbejdsopgaver og øget arbejdspresset og hendes ansvarsområde.

Hun har altid syntes godt om forandringer og går til de nye arbejdsforhold med krum hals. I takt med at hun får andre opgaver, uddelegeres nogle af hendes eksisterende opgaver til andre. Alligevel stiger følelsen af ikke at kunne nå det hele. Bl.a. skal hun revidere 200 visitationer, samtidig med at hun har ansvaret for en plejegruppe på et plejehjem. Denne arbejdspukkel resulterer i, at plejepersonalet i gruppen klager over, at hun aldrig er til stede, og hun får "en røffel" af sine medarbejdere.

Selv "piver" hun lidt til sin leder, men der er ikke mulighed for at sige fra over for ændringerne, som er politisk besluttet.

Stress-symptomerne begynder at melde sig hos hende. I lange perioder har hun mavesmerter. Hun kan kun spise kogt mad. Ingen kaffe, ingen rødvin. Men hun forbinder ikke smerterne med arbejdspresset.

"Jeg skød skylden på alt andet end mit arbejde. F.eks. min mand. Jeg var så irritabel og træt. I årevis. Hvis det mindste ikke gik, som jeg ville, blev jeg meget frustreret."

Kvalme og kløe

Efter 1½ år sker der igen ændringer i opgavefordelingen, og pludselig skal hun ikke længere stå for visitationerne. Paradoksalt nok betyder det tomrum af tid, hun nu står med, at hendes stress for alvor begynder.

Hun har kvalme, når hun står op om morgenen. Hendes ben klør. Men hun anser det ikke for noget særligt og tager på arbejde. Her ifører hun sig en "maske" og er udadtil den glade sygeplejerske og mellemleder, som altid har holdt af sit arbejde og kun sjældent er syg.

Den sidste strukturændring bliver dog dråben, der får bægeret til at flyde over. Den betyder, at hun kommer til at sidde alene tilbage i nogle lokaler, hvor der før var liv og leben af sekretær, sygeplejegruppe, hjemmehjælpsgrupper og leder.

Hun havde trivedes med at have alle kollegerne omkring sig. Og nu står hun tilbage som den eneste i de tomme kontorer. I Mette Kiærs hukommelse flyder dagene herefter sammen. Hun husker bare, at hun løber rundt og alligevel ikke når noget. Julen 2004 nærmer sig.

Alt går i opløsning

Mette Kiær er til et afdelingsmøde, hvor hendes leder godt kan se, at hun har det psykisk dårligt. Lederen spørger, om Mette Kiær ikke skal have et par fridage. Hun takker ja og regner med, at hun så er klar til at gå på arbejde igen bagefter.

"Jeg ville til Holstebro og kigge på butikker. Bare gå og slappe af. Men jeg nåede kun lige ned ad min egen vej og rundt om hjørnet. Så kunne jeg ikke gå længere. Jeg gik hjem og græd, og græd og græd."

Hun taler med sin leder om, at hun nok også har arbejdet for meget for længe og får fri en uges tid. Men hun kommer aldrig tilbage til arbejdspladsen.

"Jeg svedte tran. Hele tiden. Bare jeg tænkte på min arbejdsplads, væltede det ud. Jeg kunne ingenting. Jeg turde ikke engang gå ud med skraldespanden. Om natten havde jeg mareridt. Alt var i opløsning."

Hun går til sin egen læge og begynder til samtaler her hver 14. dag. Hun får en middelsvær depression og bliver marts 2005 sat i antidepressiv behandling. Lægen anmelder den som en arbejdsskade, og hun kommer til psykolog betalt af arbejdsgiveren.

Hun har også en uundværlig støtte i sin mand og en veninde, der også er sygeplejerske og hiver hende ud at gå lange ture på 10-15 kilometer. 

Side 19

Men den tidligere så arbejdsduelige sygeplejerske er stadig psykisk forpint. Hun har mistet troen på, at hun nogensinde kan være sygeplejerske igen. Når hun alligevel læser stillingsannoncer for sygeplejersker, får hun kvalme. 

Vil tilbage på arbejde

4-5 måneder inde i sin sygeperiode er Mette Kiær stadig helt overbevist om, at den eneste løsning ud af situationen er at komme tilbage til sin pind, for så at komme videre derfra. Men et besøg på arbejdspladsen gør det klart for hende, at det måske ikke er så god en idé.

"Jeg tænkte, at hvis jeg skulle tilbage dertil, så måtte jeg hen at hilse på medarbejderne, så jeg tog af sted med en æske chokolade. Jeg havde valgt en weekend, hvor der ikke var så mange på arbejde. Men jeg var så rystende nervøs. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå ind ad hoveddøren, så jeg listede ind ad bagdøren. Jeg nåede lige at lægge chokoladen, så blev jeg så utilpas, at jeg måtte gå igen."

Hun begynder også at overveje at forlade Ringkøbing-området. "Jeg turde ikke gå i motionscenter eller ud at købe ind. Jeg kørte gerne 20 kilometer for at handle ind i en anden by. Jeg var et kendt ansigt i lokalområdet, da jeg havde haft kontakt med så mange af de ældre

Side 20

og deres pårørende i årenes løb. De ville tænke: Hvad laver hun dog her. Hun ser ikke syg ud. Eller også ville de have ondt af mig, og jeg havde ikke brug for deres medfølelse. Jeg skammede mig over at være syg."

Flugten til København

Tanken om at flytte fra stedet og tilbage til sin fødeby København, som hun havde forladt for over 20 år siden, havde meldt sig flere gange i de seneste pressede år. Som en flugtmulighed. Men da hendes mand ville få meget svært ved at få arbejde i København, havde hun slået tanken ud af hovedet. Nu føler hun ikke, hun har andet valg. Og hendes mand og børn, som var flyttet hjemmefra bakker hende 100 pct. op.

"Ja, det var en drastisk beslutning, men jeg følte, at min angst og nervøsitet for at bevæge mig omkring i byen, hæmmede mig i en sådan grad, at jeg ikke kunne komme videre dér. Jeg måtte have ro og anonymitet omkring mig, så jeg kunne fokusere på at få det bedre."

Det meste af Mette Kiærs øvrige familie bor i København, bl.a. hendes to sønner. "I Ringkøbing Kommune har jeg desuden haft berøring med næsten alle arbejdspladser inden for mit fag, så det ville være svært for mig at finde andet arbejde uden at blive ansat hos tidligere lederkolleger. Og det ville altid minde mig om det nederlag, jeg følte, jeg havde lidt som leder og som sygeplejerske."

På et af sine besøg hos sin mor i København mødes Mette Kiær med én af Dansk Sygeplejeråds socialrådgivere. Hun kan give svar på Mette Kiærs mange spørgsmål. Bl.a. bliver hun klar over, at hun kan søge en bolig i PKA. Pga. sin anciennitet som sygeplejerske i 26 år får Mette Kiær den første lejlighed, hun søger. Hun flytter ind den 1. oktober 2005, og roen sænker sig over hende.

Hendes mand flytter ikke med til København, og parret har accepteret, at de nu lever i hver sin landsdel, men ses så tit, de kan. De mødes dog aldrig i Ringkøbing. Der skal Mette Kiær ikke tilbage til.

32 timer på en børneafdeling

Og nu går det fremad for den nu 55-årige sygeplejerske. Hendes sagsbehandler i Københavns Kommune sætter hende i forbindelse med det private firma Contra, der holder inspirationskurser for langtidssyge.

På et tre uger langt kursus, hvor den ellers meget udtryksfulde sygeplejerske på det nærmeste ikke mæler et ord, går det op for hende, at hun har haft ca. 30 symptomer på kronisk stress. På én gang.

Hun bliver klar over, at hendes udbrændthed ikke gælder sygepleje, men derimod ledelse. Nu erindrer hun, at hun oprindeligt gerne ville arbejde med børn, og hun kommer i arbejdsprøvning på børneafdelingen på Hvidovre Hospital.

Først fire timer om dagen. Med to dages arbejde og en dags fri. Selv om hendes nye kolleger tager godt hånd om hende, er hun allerede den første uge ved at give op. Hendes solar plexus-område knuger sig sammen igen. "Der var meget aktivitet. Det var ikke nogen skåne-arbejdsplads. Så det var lidt voldsomt til at starte med."

Men stille og roligt får hun bygget sin faglige selvtillid op. Via små oplevelser af, at hun kan bruge sin erfaring til at hjælpe børn og deres forældre. Og opmærksomme kolleger, der fortæller hende, at det ikke gør noget, hvis hun er lang tid om en opgave.

Langsomt går hun op i timeantal. Efter to måneder er hun oppe på 32 timer. Og hun skal ikke længere op. "Selv om jeg er kommet ovenpå, har jeg måttet tage nogle konsekvenser. Jeg kan ikke arbejde på fuld tid, og jeg kan ikke være leder. Og så har jeg forladt den egn, jeg har boet i i 23 år. Og må leve adskilt fra min mand."

"Men når jeg cykler på arbejde, så er jeg glad. Og når jeg cykler hjem, er jeg glad. På mit arbejde siger de, at jeg er kommet på den rette hylde."

Ikke bitter

Mette Kiær er nu blevet tilbudt fastansættelse på sin nye arbejdsplads. "Min historie har fået en lykkelig afslutning på trods af afsavn og konsekvenser. Jeg tror, det er nødvendigt at gøre noget drastisk for at komme ud af en så negativ situation."

Det er først nu, hun kan se, hvor slemt hun har haft det.  "Det har været en meget stor erkendelse at se i øjnene, at jeg var langtidssyg. Men man skal ikke derud, hvor jeg var. For så er det for sent. Så kan man ikke selv stå af."

Hun understreger, at hun ikke bebrejder nogen fra sin tidligere arbejdsplads. "Jeg skulle selv have sagt fra," mener hun.

"Jeg har ingen hængepartier eller uløste konflikter med min tidligere arbejdsplads. Det har været et led i min heling, at jeg ikke så mig vred på min tidligere leder. Jeg kunne godt være blevet bitter over, at ingen greb ind."

I dag har hun stadig den samme drøm om de vanrøgtede dyr en gang imellem. Men denne gang har drømmen en god slutning. Dyrene er blanke og sunde. "Jeg passer på mig selv nu. Bl.a. ved at holde min krop i form. Jeg cykler til og fra arbejde."

Om skridtet fra sin lederstilling til basissygeplejerske siger hun: "Jeg har ikke brug for at have et image som leder. Jeg er bare lykkelig for at kunne arbejde."

GODE RÅD FRA METTE KIÆR

 ´

  • Skjul ikke dine problemer for andre
  • Vælg fra (arbejdsopgaver, ansvar)
  • Find et andet job, der passer til dit temperament
  • Bliv ikke bitter
  • Få motion.