Boganmeldelser

uudforskede psykiske lidelser 

Per Fink

Funktionelle lidelser - fysiske symptomer og sygdomme uden kendt kropslig årsag

København: PsykiatriFondens Forlag 2005
90 sider, 120 kr.

Mennesker med funktionelle lidelser udgør ca. 18 pct. af de indlagte patienter på en medicinsk afdeling, og forfatteren skønner, at ca. 5 pct. af befolkningen lider af funktionelle lidelser. En funktionel lidelse er en sygelig tilstand, hvor personen er plaget af kropslige symptomer eller bekymringer for at fejle noget alvorligt, men hvor det trods grundige undersøgelser ikke er muligt at finde en tilfredsstillende medicinsk eller kirurgisk forklaring på symptomerne.

Vi kender alle til funktionelle lidelser i mild form, når vi oplever stress og belastende situationer. De fleste kan dog se sammenhængen imellem deres situation og kroppens reaktion. Mennesker med funktionelle lidelser reagerer med ængstelse og angst, de opsøger læger og bliver undersøgt og behandlet mere end gennemsnittet af befolkningen.

Per Fink fortæller om en kvinde, som fra sit 18. år til sit 38. år har haft 200 indlæggelser på somatiske afdelinger. Patienterne ender ofte med førtidspension og en diagnose som f.eks. fibromyalgi eller kronisk træthedssyndrom.

Der er kun lidt forskning om lidelsen. Der er hypoteser om årsagen bl.a., at det er mennesker, som er meget følsomme over for kroppens naturlige reaktioner og oplever dem som sygdomstegn. Den omvendte hypotese er, at det er meget bekymrede mennesker, som får fysiske symptomer pga. angst. 

Symptomerne forstærkes ofte af den måde, patienterne bliver mødt på i sundhedsvæsenet. De er kendte i systemet, og der bliver sjældent lyttet til dem, fordi behandlerne tror, de har hørt det hele, og fordi de føler sig magtesløse. Magtesløsheden gør det let at ordinere nye undersøgelser eller unødvendige behandlinger, som kan forværre patientens situation ved at give grobund for nye ængstelser. 

Per Fink mener, det er vigtigt at gå i dialog med patienten og spørge ind til, hvad personen selv tror, hun fejler. Lytte til hendes opfattelse af årsagssammenhæng mellem symptomer og det, hun har oplevet psykisk, fysisk, socialt og miljømæssigt. Lytte til hendes egen fornemmelse af, hvor længe lidelsen vil vare, og hvilke konsekvenser hun tror, den vil få på hendes liv og arbejde. Om hun tror på, at hun bliver rask. Om hun er i stand til at kontrollere symptomerne, eller om hun føler sig hjælpeløs. 

Forfatteren undrer sig over, at der ikke findes specialafdelinger for mennesker med funktionelle lidelser. Han mener, lidelsen er psykisk og giver eksempler på andre psykiske lidelser med somatiske symptomer som f.eks. depression og skizofreni. Han skriver om patientforeningernes kamp for at få bl.a. fibromyalgi til at være en somatisk lidelse og om de problemer, det medfører, når en patientforening fraråder psykiatrisk behandling. Han har set gode behandlingsresultater af samtaleterapi og behandling med antidepressiv medicin. 

Målgruppen er behandlere og brugere, og det er lykkedes fint at skrive til begge målgrupper. Per Fink gør rede for, hvor forskningen står nu. Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om årsagen til og behandlingen af de funktionelle lidelser.

Af Berit Fekkes, sygeplejefaglig vejleder og psykoterapeut MPF.

Det kliniske spørgsmål må ikke glemmes  

Redaktion: Inger Bak Andersen, Peter Matzen
Evidensbaseret medicin
København: Gads Forlag 2005
215 sider, 385 kr.

Evidensbaseret medicin er en opslagsbog, der især retter sig mod læger, som vil opdateres med hensyn til litteratursøgning, litteraturvurdering og statistiske metoder. Formålet er ikke at problematisere begrebet, men det nævnes kort, at evidensbaseret medicin kan have sine begrænsninger især i forhold til seniorlæger, der kan være skeptiske, når yngre læger udfordrer hædervundne traditioner. Bogen krydres med eksempler fra forfatternes kliniske praksis. 

Evidensbaseret medicin som metode hviler på en hierarkisk opbygning, hvor den stærkeste evidens stammer fra randomiserede kontrollerede undersøgelser, og den svageste repræsenteres af kvalitativ forskning og konsensus blandt eksperter. Bogen følger dette hierarki i sin opbygning, hvor størsteparten drejer sig om evidens fra forskellige kvantitative forskningsmetoder, og et afslutningsvist kapitel handler om kvalitativ forskning som et kuriosum i det lægelige univers.

Skønt det fremhæves, at evidensbaseret medicin integrerer videnskabelig evidens, patientens præferencer og lægens kliniske skøn, levnes der meget lidt plads til de to sidstnævnte størrelser. Der er et lille afsnit om lægens jugement, men der savnes en ordentlig diskussion af patientens muligheder for at følge lægens forskrifter, også betegnet som komplians eller adhærens.

Nøglen til evidensbaseret medicin er det kliniske spørgsmål, en vigtig pointe, som ofte glemmes, når der skal udformes kliniske retningslinjer for pleje og behandling. Det er vigtigt at stille et spørgsmål, der indeholder patientens problem, den planlagte intervention og det forventede resultat. Der er mange gode eksempler på typiske kliniske spørgsmål. 

Bogen er velskrevet og letlæselig og giver et godt indblik i forskellige forskningsstrategier og den type evidens, der kan udvindes. Jeg vil anbefale bogen som en indgang til at forstå og anvende evidensbaseret medicin. Herudover vil jeg anbefale, at man orienterer sig i de mange artikler, som udfordrer evidensbegrebet, da der endnu mangler evidens for, at evidensbaseret medicin virker.

Af Ingrid Egerod, seniorforsker, sygeplejerske, ph.d., Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og omsorgsforskning.

En sag for sundhedsvæsenet

Leif Edward Ottesen Kennair

Tvangstanker

Oversat fra norsk af Bjørn Nake
København: Akademisk Forlag 2005
114 sider, 199 kr.

I løbet af en uge vil de fleste have tænkt tanker, der ligner tvangstanker. Det, der adskiller disse tanker fra tvangstanker, er ikke indholdet, men derimod om personen er bange for tankerne. Tvangstanker er generende billeder eller forestillinger, som kommer tilbage, selv om personen forsøger at holde dem væk. Tvangshandlinger er ritualer, der gentages, uden at personen oplever dem som positive eller virkningsfulde. 

Når tankerne bliver en sag for sundhedsvæsenet, diagnosticeres det som OCD, obsessiv kompulsiv tilstand eller disorder.

Mange mennesker spørger sig selv, hvorfor lige mig? Der findes ikke nogen god forklaring, understreger Leif Edward Ottesen Kennair, men det er en frygtelig lidelse, hvor personen oplever at være nærmest sindssyg. Skam og depression kan følge efter, så personen skjuler lidelsen. Nye undersøgelser viser, at mellem 2 og 7 pct. af befolkningen opfylder de diagnostiske kriterier for OCD. Lidelsen fordeler sig ligeligt mellem mænd og kvinder. Den kendsgerning, at ætiologien er ukendt, fordrer, at behandleren fokuserer på at opretholde håbet om, at patienten kan blive rask og velfungerende.

Metakognition betyder tanker om tanker, altså alle de tanker en patient gør sig om de tanker, vedkommende tænker. Behandlingen af tvangstanker har som mål at hjælpe patienten til at finde ud af, at tankerne ikke er farlige ved at opdage, at tankerne om tvangstankerne ikke er sande. Det handler om at komme på afstand af tankerne, så det er lettere at forholde sig til dem og hermed reducere risikoen for at blive offer for dem.

Leif Edward Ottesen Kennair præsenterer en model til forståelse af tvangssymptomer. En model, der har vist sig at være en enestående hjælp for patienterne til at forstå samspillet mellem situationer, tanker, følelser og adfærd. Målet er gennem konceptualisering at sætte ord på en uoverskuelig og vanskelig situation. Efterfølgende præsenteres patienten for forskellige løsninger. På den måde kan behandler og patient lettere forstå, hvorfor patienten udfører tvangshandlinger, ritualer eller sikkerhedsadfærd. Denne metakognition har til formål at fjerne den oplevede trussel om ubehag. Forståelse er ikke et mål i sig selv. Det, der er brug for, er forandring.

For at få information til udfyldelse af modellen for kognitiv konceptualisering kræves interview, hvor spørgsmålene f.eks. lyder: Hvad gjorde dig bange? Hvilke billeder løb gennem dit hoved? Følte du stærkt ubehagelige eller uønskede impulser? Hvilke tanker trænger sig på?

Modellen kognitiv konceptualisering kortlægger de tanker, følelser og den adfærd, der opretholder patientens OCD og deres gensidige påvirkning. Behandlingen kan betegnes som en sokratisk samtale, hvor beviserne for det, personen tror, udforskes og undersøges i fællesskab for at få klarhed over, hvad der er sandt og usandt.

Den klassiske og vigtigste behandlingsteknik ved OCD kaldes eksponering med responsprævention. Patienten skal forhindre sig selv i at udføre den sikkerhedsadfærd, som personen tror hjælper, men i virkeligheden ikke gør det. Eksponering forstås på den måde, at personen udsætter sig for situationer, der på grund af lidelsen helst undgås. Responsprævention forstås på den måde, at patienten undlader den sikkerhedsadfærd, som sædvanligvis udføres. Forudsætningen er, at patienten vover at gå ind i situationerne og give slip på sikkerhedsforanstaltningerne. Her er tilliden til terapeuten altafgørende. Med andre ord er relation og teknik vigtige faktorer i succesfuld behandling af patienter med OCD.

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog og henvender sig til lægfolk og professionelle, som her opdateres med den nyeste viden.

Af Anne Winkel, oversygeplejerske, Psykiatrisk Center Sygehus Vestsjælland.

I lyst og nød - til døden os skiller

Karen Marie Dalgaard

Når familien træder til

Pleje af døende i hjemmet

København: Hans Reitzels Forlag 2004
202 sider, 249 kr.

Døden i eget hjem er blevet kaldt for døden i det fredfyldte rum. Det er udtryk for en tendens til at romantisere hjemmedøden og gøre hospitalsdøden afskrækkende. Denne forherligelse af hjemmedøden har ikke nødvendigvis grobund i virkeligheden, skriver Karen Marie Dalgaard. Hendes bog handler om de nærmeste pårørendes hverdagsliv ansigt til ansigt med døden. I håb om at forbedre døendes og pårørendes forhold formidler hun de nærmeste pårørendes oplevelser af deres hverdagsliv i dødens rum.  

Med udgangspunkt i samtaler med efterladte få måneder efter ægtefællens død beskriver Karen Marie Dalgaard de erfaringer, som de pårørende i løbet af plejeforløbet har gjort sig. Det er fængslende læsning. En interessant vekselvirkning mellem uddrag fra samtalerne og en omfattende analyse, som kædes sammen til en praksisnær teori om ægtefællers håndtering af et uhelbredeligt sygdomsforløb i eget hjem. Ud fra de pårørendes perspektiv belyses dødstabuer, forholdet til behandlerverdenen og betydningen af, at pårørende ofte mangler konkret viden om og praktisk erfaring med døden. Hun skriver om, hvordan de pårørende håndterer forgængelighed, samarbejder med den nære familie og det øvrige netværk og deres mulighed for et socialt liv, om de pårørendes forestillinger om den gode død i eget hjem og om medmenneskelige, organisatoriske og holdningsmæssige barrierer for at gennemføre den gode død i eget hjem.

De pårørende har et kontinuerligt, krævende, døgnbaseret omsorgsansvar, og tilbud om aflastning af pårørende i eget hjem er ofte ikke-eksisterende. Aflastning gives sædvanligvis til den døende som et tilbud om midlertidigt ophold på en institution. Flere gange vender hun tilbage til den ofte mangelfulde kommunale indsats. De kommunale ydelser retter sig især mod den syges behov for fysisk pleje, som bygger på en ensidig forståelse af døden som fysisk lidelse frem for også at anskue døden som en social begivenhed, hvor afskeden med livet og ens nærmeste er en vigtig del af forløbet. Hvis det fysiske plejebehov ikke er til stede, overlades familien til sig selv og får ikke information om hjælpemuligheder.

Det betyder, at de eksisterende ydelser ikke er til rådighed, fordi de pårørende ikke kender deres eksistens. En opmærksomhed på, at uhelbredelige sygdomsforløb i eget hjem er en social begivenhed og ikke kun en medicinsk begivenhed, vil kunne forbedre familiernes situation. Der findes mere hjælp i systemet, end de pårørende reelt får glæde af. De pårørende efterlyser aktivt opsøgende professionelle, som tager fagligt ansvar og iværksætter forebyggende handlinger ved aktiv indgriben og formidling af professionel viden og erfaring. 

Bogen henvender sig til flere faggrupper og er relevant for sygeplejestuderende og sygeplejersker, som har kontakt til døende og deres pårørende. Den tilbyder en mulighed for at øge forståelsen, viden om og indsatsen for pårørende, som vælger at pleje den døende i hjemmet - i lyst og nød. En gave til sygeplejersker - nyansatte hjemmesygeplejersker skulle have bogen i velkomstgave.

Af Jorit Tellervo, uddannelseskonsulent i Roskilde Amt. 

Livsbilleder fra et hospice

Rita Nielsen

At være sig selv - at blive sig selv

Den åndelige dimension hos døende mennesker

Frederiksberg: Unitas Forlag 2005
128 sider, 168 kr.

På spørgsmålet om det mest betydningsfulde ved åndelig omsorg svarer en hospicepatient, ganske overraskende for både forfatter og læser: 

"Jeg synes, at det, der har allermest betydning, det er måden, personalet gør tingene på. Det er måden at give et bad på. Det er måden at servere et måltid på. Det er måden at håndtere det, at man sidder på et toilet og har så svært ved, at man ikke længere har et privatliv, og at man bare har så ondt. Måden at gøre det på, at gøre det med respekt, så man ikke føler, at det er pinligt som patient, men at sådan skal det være, at man naturligvis har brug for hjælp på sit toilet. Det bliver gjort med en form for kærlighed og med værdighed og med respekt for en som menneske. Det er det allervigtigste, synes jeg." 

Som citatet viser, er det måden, hvorpå plejen bliver udført, der fremhæves som det allervigtigste i den åndelige omsorg. Den åndelige omsorg kan ikke skilles fra den øvrige pleje. Det er den totale omsorg, helhedsplejen, det drejer sig om. 

Rita Nielsen har efter samtale med hospicepatienter om eksistens, livsfortælling og religion beskrevet den åndelige dimension hos døende mennesker. Det giver os en mulighed for at få et indblik i døende menneskers behov for at fortælle deres livshistorie - for at være sig selv og blive sig selv. Muligheden for at fortælle sin livshistorie styrker patienternes oplevelse af sammenhæng og mening med livet. Samtidig tænder det livsgnisten hos patienterne og styrker deres livskvalitet trods sygdom. 

Bogens titel kommer fra et patientcitat: "Her kan man få lov til at være sig selv." Bag dette ligger hospicefilosofien, hvor der skabes rammer og muligheder for, at den syge kan være sig selv, som han ønsker det, og at han kan praktisere sin tro og sit livssyn. 

Det åndelige defineres som "det inderste i personen" og som "livskraften." I analyse af patienternes forhold til tro, værdier, meningen med livet og Gud læner forfatteren sig op ad flere teoretikere, bl.a. Frankl, Løgstrup og Kirkegaard. Til slut beriges læseren med et afsnit om personalets betydning for den åndelige omsorg, en berettiget lovsang til hospicearbejdet; her opsummeres personalets roller og betydning, der illustreres i overskuelige modeller. 

Det er en bog, som løfter ens syn og giver fred og faglig indsigt. Bevægende læsning, hvor det lykkes forfatteren at sprogliggøre det hellige og tegne livsbilleder fra et hospice, hvor livet er præget af både sorg, angst og fortvivlelse og af glæde, nærvær og kærlighed. 

Det er forfatterens håb, at viden fra bogen vil være vedkommende for syge såvel som raske. Bogen henvender sig til alle, der har med alvorligt syge og døende mennesker at gøre: sundhedspersonale, præster og pårørende. 

Rita Nielsen skriver, at hun har set en flok veluddannede sygeplejersker foran sig, mens hun skrev bogen. Jeg har set sygeplejestuderende og nyuddannede sygeplejersker for mig, og jeg er overbevist om, at de kan få glæde af bogen.

Af Jorit Tellervo, uddannelseskonsulent i Roskilde.

En fortælling om en afdød

Rikke Høgsted
Til minde om ... - en mindebog til børn og unge, der har mistet
København: Aschehoug 2005
108 sider, ill., 229 kr.

Hvert år mister ca. 4.000 børn deres far eller mor på grund af dødsfald. Det er en begivenhed, som aldrig glemmes. Voksne, der har mistet en af deres forældre i barndommen, erfarer det livet igennem. Mange kan især huske episoder fra sygdomsforløbet og begravelsen, men heldigvis også små episoder og samvær fra hverdagen. Det afhænger meget af barnets alder, men selv i de meget tidligere år kan der være små glimt, der prenter sig eller måske ligefrem sætter sig som en kropslig hukommelse.

De fleste, der har mistet forældre i barndommen, gemmer på minder for at have lidt tilbage af den, som ikke lever mere. Det kan dreje sig om små ting, f.eks. et billede, en oplevelse, de to havde sammen, et brev eller et stykke legetøj, man fik i en bestemt situation. Det bliver til dyrebare minder.

Denne bog er en meget stor hjælp til at få samlet nogle af disse minder sammen, f.eks. billeder, historier, oplevelser eller forestillinger om, hvad far/mor ville have sagt eller gjort. Alt sammen noget, som barnet har brug for at vide for at kunne have et indtryk af et af de mest betydningsfulde mennesker, der nu ikke lever mere. Bogen kan også være en hjælp til at få skrevet, sagt, eller tegnet noget af det, man gerne selv ville sige, men som man aldrig fik mulighed for at få sagt, eller få stillet de spørgsmål, man ikke fik stillet. Bogen hjælper samtidig barnet til at komme med forestillinger om, hvad far/mor så ville have sagt. Der er også mulighed for, at venner, familie og andre, der har kendt den afdøde, kan skrive i bogen og på den måde give barnet en fortælling om, hvordan far/mor var.

Bogen er meget velkommen. Det er en fin arbejdsbog, bygget op som en slags scrapbog, som man kan tage frem igen og igen og føje mere til, når man kommer i tanker om noget, eller som kan bruges sammen med andre voksne, når man gerne vil fortælle om sin far eller mor. Samtidig er det en bog, som man kan tage frem senere i livet, når tanken om far/mor får en til at overveje, hvordan det nu var.
Bogen er meget overskuelig, med smukke, lyse, illustrative tegninger og forslag til, hvordan barnet kan få værdifulde minder om far eller mor.

Sygeplejersker møder patienter og pårørende, der føler sig usikre på, hvordan de kan hjælpe børn, som er i den situation, at de skal miste. Hendes rolle er at vejlede. Lige så vel som hun kan informere om støtteforanstaltninger, når børn skal miste, kan hun informere om denne bog. Den vil være en hjælp for mange, der oplever dødsfald i barndommen, og som skal leve med den begivenhed resten af livet.

Af Lisbet Due Madsen, sygeplejerske, cand.cur., videncenter-konsulent, Sygepleje- og Radiografskolen, Københavns Amt.