Sygehuse og kommuner er nødt til at tale sammen

Forbedringspotentiale. Sygehuse og kommuner er fælles om sårpatienterne, men glemmer nogle steder at samarbejde, når de vælger sårplejemidler. Det viser Sygeplejerskens rundspørge om egenbetaling for sårplejemidler i de danske kommuner.

SY-2006-3-15-1Sygeplejerske Marianne Petersen lægger skumbandage og kompressionsbind på en ambulant patient i Odense Universitetshospitals sårambulatorium. Til hverdag skifter hjemmesygeplejersken. Foto: Nicolai Howalt

Patienter med problemsår er stærkt afhængige af et godt samarbejde mellem hjemmesygeplejen, der står for den daglige sårpleje, og sygehuset, hvor patienten går i behandling i et sårcenter eller ambulatorium.

Men kommunikationen mellem de to parter er ikke altid den bedste.

Mens sygehusene efterlyser moderne sårprodukter og betalingsvilje i kommunerne, synes nogle kommunale ledere til gengæld, at sygehusene har for lidt forståelse for den kommunale virkelighed.

"De ordinerer bare løs uden at tænke på økonomien. Selv om det måske ikke er nødvendigt at bruge noget, der er så dyrt." Sådan lyder en bemærkning, som Sygeplejersken med variationer har hørt fra flere kommuner.

En anden kritik fra hjemmesygeplejen handler om det store udvalg af mærker inden for hver enkelt produkttype. Hvor eksperterne på sygehuset glemmer at fortælle patienterne, at hjemmesygeplejens bandage kan det samme som sygehusets, det er bare producenten og navnet, der er forskelligt.

En kommune endte for eksempel med en ekstraregning på 24.000 kroner for et produkt uden for standardsortimentet. Fordi en patient satte himmel og jord i bevægelse og ikke ville acceptere, at kommunens produkt hed noget andet end sygehusets.

"Vi må have fælles retningslinjer. For hvis der ikke er brugt det rigtige i ambulatoriet, skal vi bruge store ressourcer på at overbevise patienten om, at det er noget andet, der skal til," sagde en hjemmeplejeleder for nylig på en sårkonference i Hillerød.

Nogle steder prøver man at tage højde for den slags problemer i lokale sårgrupper, hvor kommunerne sidder sammen med repræsentanter for det lokale sygehus.

Men det sker langtfra alle steder, viser den rundspørge, som analysebureauet Vilstrup har foretaget for Sygeplejersken.

186 af de 200 svarkommuner har et standardsortiment af sårplejemidler. Lidt mere end halvdelen har haft sygehus, praktiserende læger eller begge parter med på råd, da de fastlagde sortimentet. Men 75 kommuner (40 pct.) har ikke inddraget nogen af parterne.

Derfor kan kommunens standardsortiment alligevel godt være tidssvarende og tilstrækkeligt. For det kan være fastlagt af en sårsygeplejerske, der har den nødvendige uddannelse og viden, fastslår klinisk oversygeplejerske Susan Bermark, HS Videncenter for Sårheling på Bispebjerg Hospital.

Svært med produktnavne

"Men vi kender problemet med de mange ens produkter. Vi plejer at sige, at bare man har én ting inden for samme produktkategori, så er man rimelig dækket ind," fortæller hun.

På Bispebjerg modtager man sårpatienter fra så mange kommuner, at det er umuligt at følge med i, hvilke produkter hjemmesygeplejen bruger hvert enkelt sted.

"Men vi har lavet en pjece, som vi giver patienterne med til hjemmesygeplejersken. Her kan de se, hvad der findes inden for de forskellige kategorier," siger hun.

Om man husker at sige til hver eneste patient, at produktet kan være godt nok, selv om det hedder noget andet, tør Susan Bermark dog ikke garantere. "Men det bør vi gøre."

Sygeplejefaglig konsulent Kirsten Müller er knyttet til Videncenter for Sårheling, men har også undervist hjemmesygeplejersker fra mange kommuner.

Hun kan høre, at sygehusene bestemt ikke er gode nok til at informere patienterne om, at bandagen måske hedder noget andet, når hjemmesygeplejersken tager over. "Og de tænker ikke altid på, hvad hjemmeplejen har af muligheder."

Alle kommuner bør have en veluddannet sårsygeplejerske, som også har til opgave at holde styr på økonomien i sårplejeindkøbene, understreger Kirsten Müller. For ellers kan udgifterne hurtigt løbe løbsk.

en når det er sagt, så må hjemmesygeplejen også respektere den ny viden og de nye metoder, der kommer fra deres kolleger på sygehusene.

"På sygehuset har du en anden kultur, hvor der hele tiden bliver stillet krav om at udvikle og være ajour. Om ikke andet, så fra lægeside," siger Kirsten Müller.

"Det er sværere at være hjemmesygeplejerske og hele tiden have sin viden opgraderet. Og de er jo ved at blive væltet af nye opgaver i disse år. Terminalpleje, iv-medicin, epidural og sonder. Man får undervisning, og dag to står man alene med patienterne."

SY-2006-3-15-1c

Boks: 60.000 sårpatienter. Det samlede antal sårpatienter i Danmark kendes ikke. Det bedste skøn er 60.000 patienter, oplyser professor Finn Gottrup, Odense Universitetshospital. Det bygger på udenlandske undersøgelser og danske opgørelser inden for enkelte sårtyper. Omkostningerne ved at behandle disse sår kan også kun fastslås som et skøn. Den engelske sundhedsøkonom John Posnett beregnede i 2002 de danske omkostninger til sårbehandling til 2,8 mia. kr.

LÆS MERE

Sårpatienter betaler i hver tredje kommune    

Jeg har jo betalt skat i forvejen     

Sygehuse og kommuner er nødt til at tale sammen       

En bombe under sårplejen     

Det må være ens for alle 

Tidligere artikler om sårplejen. Sygeplejersken skrev første gang om problemerne i den kommunale sårpleje i nr. 23/2005.  

Emneord: 
Sår
Kommunal sundhedstjeneste
Økonomi