I Zambia er aids et problem for alle

23 gravide kvinder lytter intenst, mens Sharon M. Yebo kyndigt underviser i HIV-smitte og i behandlingen af mor og barn.

Hun fortæller om den gode prognose mht. at undgå at overføre HIV-smitten til barnet, hvis begge behandles medicinsk, og hun opfordrer derfor alle kvinderne til at lade sig HIV-teste.

Sharon svarer også på spørgsmål fra de gravide og er med til at aflive myter. F.eks. siger et rygte, at der skal en liter blod til for at blive HIV-testet.

Stedet er Chawama Clinic, et hospital med føde-/barselsklinik i Lusaka, Zambia. Jeg og 10 andre fra Folkekirkens Nødhjælp har fået lov at overvære Sharons undervisning, mens vi er på studierejse i Zambia for at se de projekter og samarbejdspartnere, som Folkekirkens Nødhjælp støtter i den fælles kamp mod aids i Afrika (se boks 1).

Efter at have hørt Sharon fortælle om HIV/aids og muligheden for gratis behandling på klinikken, lader langt de fleste gravide kvinder sig teste.

Herefter er det læger og sygeplejersker, der følger de gravide, de nybagte mødre og deres babyer.

Silate Mweemba er sygeplejerske og arbejder på klinikken med at teste, rådgive, medicinere og tjekke HIV-smittede mødre og deres børn. Hun viser mig, hvordan man fører journal og højde-/vægtkurve på børnene og registrerer vægt/BMI på mødrene.

Mødrene skal komme til kontrol hver tredje måned (i starten hyppigere), langt de fleste kommer som aftalt, men skulle en mor svigte en aftale, tager sygeplejersken kontakt til "Circles of Hope," et kirkeligt netværk med selvhjælpsgrupper for HIV-positive, eller med "home based care," hjemmehjælp på frivillig basis til HIV-smittede og aidsramte.

De tager ud til kvinden for at følge op på årsagen til, at hun ikke kom som aftalt, så der på den måde bliver taget hånd om hende.

Hver sygeplejerske konsulteres dagligt af ca. 20 mødre, fortæller Silate Mweemba. I alt er ca. 800 mødre/gravide tilknyttet klinikken, som gør et stort stykke arbejde for at standse aids.

Vi besøgte også Chikankata Mission Hospital, som ligger ca. 175 km sydvest for Lusaka. De sidste 30 km kører man ad meget ujævne jordveje.

På Chikankata-hospitalets børneafdeling er der plads til ca. 45 børn fordelt på to rum. Det er primært børn med HIV/aids og følgesygdomme samt malaria, diarré og tuberkulose, som indlægges her. En af hospitalets læger forklarede os, at man også har oplysningsarbejde omkring HIV/aids til forældrene, fordi det kan være svært at få dem til at lade deres børn HIV-teste, selvom de har symptomer, fordi de oplever at blive udstødt i lokalsamfundet, hvis barnet er HIV-positivt.

Chikankata Hospital har fire læger og betjener ca. 80.000 mennesker, og nogle må gå 75 km for at komme til hospitalet. Det udelukker selvfølgelig en del fra at komme, men i visse landsbyer har de løst transportproblemet ved at splejse til en oksekærre, som bruges til sygetransport. På hospitalet tages røntgenbilleder og opereres, der er fødestue og enkelte for tidligt fødte børn, og derudover behandles stort set alle slags sygdomme. På kvindeafdelingen - fortæller sygeplejersken, som viser mig rundt - er ca. 90 pct. af patienterne indlagt med HIV/aids eller aids-relaterede sygdomme.

I samarbejde med Chikankata Hospital og med støtte fra bl.a. EU kører Folkekirkens Nødhjælp i lokalområdet et LCCB-projekt, hvilket står for: Local Community Competence Building. Her prøver man at bygge på de lokale ressourcer og via oplysning at forebygge HIV/aids samt hjælpe de ramte mennesker til en bedre hverdag. Der sættes også fokus på børn, unge og menneskerettigheder.

En patient og en sundhedsarbejder

Nowelly er 19 år, HIV-smittet og alenemor til sønnen Cheaz på et år, som hun bærer på ryggen.
Nowelly er netop blevet grisefarmer sammen med fem andre i landsbyen Malala. De har gennem LCCB-projektet fået undervisning i at passe grise og har lånt penge til at købe fem grise, et såkaldt mikrolån. De opfeder grisene, avler på dem og sælger/spiser kødet.

"Vi er jo nødt til at prøvesmage noget af det først, inden vi kan sælge det," siger hun med et glimt i øjet.

Hvis de er heldige, kan søerne føde seks unger to gange årligt.
Nowelly fortæller, at selv om hun har det svært, ser hun nu lysere på fremtiden.

Gilbert Lwiindi kommer, let haltende, trækkende med en cykel, som tilsyneladende har kendt bedre dage. Der er ingen pedaler på, sadlen - eller det, der er tilbage af den - er lappet med en rulle tape, der er ikke noget dækmønster tilbage, til gengæld har han en ordentlig cykelpumpe på bagagebæreren, hvilket nok kan blive nødvendigt på Zambias hullede jordveje.

Lwiindi er glad for sin cykel, for den bringer ham fra sted til sted. Han arbejder som health worker i den lokale sundhedsklinik i Malala og tager også ud på sygebesøg, så er det godt at have cyklen. Det er mest mennesker med HIV/aids eller tuberkulose, som kommer til klinikken. Hvis de er meget syge, forklarer Lwiindi, sender han dem videre til Chikankata Hospital.

Husk mig i Danmark

I Nadezwe er der oprettet en sundhedsklinik gennem LCCB-projektet. I sundhedscenteret arbejdes der med HIV-testning, information, rådgivning samt social støtte i form af frivillig hjemmehjælp til de aids-ramte mennesker i landsbyen. Der er ca. 300 husstande i Nadezwe og ca. 10 personer i hver husstand. 162 personer får hjemmehjælp, hver af de frivillige besøger 6-8 syge, ser til dem, snakker med dem og yder pleje, rengøring mv., hvis de har behov for det.

Kenneth Maringa bor i Nadezwe. Han fortæller, at han er smittet med HIV og har været meget syg, men nu får han medicin, og hjemmehjælpen har sørget for, at han fik hjælp, da han havde det rigtig skidt. I dag fortæller han, at han har det godt og er meget taknemmelig for den hjælp, han har fået.

"Dette projekt skal fortsætte," siger han. "Det er vigtigt, at andre også kan få hjælp, ligesom jeg har fået det. Husk mig, når I tager til Danmark." Det lovede jeg, at jeg ville.

Manis Malambo er bare 11 år. Hendes mor, Susan Chaangu, fortæller mig datterens barske historie:
Manis skulle ned at hente vand, da hun blev overfaldet og voldtaget af en mand. Manden blev efterfølgende fundet og sagde først, at han ikke havde voldtaget pigen, men indrømmede senere, at han havde drukket øl og havde voldtaget Manis.

Susan og Manis har fået hjælp fra LCCB og Chikankata Hospital, hvor Manis blev HIV-testet og har fået støtte. Den første HIV-test var negativ, men Susan frygter stadig, at Manis kan være blevet smittet.

Det er med støtte fra hospitalet lykkedes at få retsforfulgt manden, som har fået en dom på 14 års fængsel.
Manis har også fået hjælp fra hjemmehjælperen i Nadezwe, som jævnligt har besøgt familien for at støtte dem. Manis går nu i skole og trives der, men er stadig præget af den traumatiske historie.

Det er usædvanligt, at manden, der voldtog Manis, er blevet retsforfulgt, tidligere ville han bare være gået fri. Det kræver stort mod at bryde traditionen og kræve en retssag, men det mod har Susan Chaangu haft, hun har kæmpet for sin datter. Susan slutter af med en appel til alle forældre: "Jeg vil opfordre enhver mor eller far til at gøre det, jeg har gjort. Voldtægt af piger skal stoppes, forbryderen skal retsforfølges. Tænk på, at det er et barns liv, som er ødelagt."

En terminalt syg 14-årig

Vi besøgte Choma Day Care Center og hospice. På hospice ligger terminalt syge med aids, her er tosengsstuer med et sengebord til hver og et lille fjernsyn på stuen. Choma Day Care Center finansieres bl.a. af kampagnen "Humor mod aids," som Dansk Sygeplejeråd støtter.

Cliff Mandu Mandu er indlagt på hospice. Han er 14 år gammel, men er tynd og ser meget yngre ud. Cliff er syg og har bl.a. store væskeansamlinger i knæet, som man har opgivet at gøre noget ved. Man frygter, at Cliff har aids, men han er endnu ikke testet. Hans mor er ikke indlagt sammen med ham, men hun besøger ham dagligt.

Souschefen på hospice, som viser os rundt, fortæller, at de gør meget ud af, at der altid er rent sengetøj, så det skal være så rart som muligt for patienterne. Hun viser os deres vaskerum med vaskemaskine, her stryger de også sengetøjet.

Fritidshjem for forældreløse

Over gården ligger Day Care-centret, som startede for seks år siden. Alle børn, der kommer i Day Care-centret, er forældreløse og bor hos familie eller venner. Langt de fleste af børnene har HIV/aids.

Lederen af centeret, Mrs. Mesas, er sygeplejerske. Hun tager sig af børnene, udarbejder journal på hver af dem med bl.a. vægtkurve og er også meget opmærksom på, hvordan børnene har det psykisk. Her observerer hun bl.a. børnenes tegninger og farvevalg for at få et billede af deres psykiske tilstand. Hun bruger tegning og leg til at hjælpe børnene med at få bearbejdet de svære ting, fortæller hun os, og hvis hun kan se, de har det rigtig skidt, snakker hun med børnene og deres forsørger om det.

Samtidig med, at Mrs. Mesas tager sig af børnene og støtter dem, rådgiver hun også deres forsørgere, bl.a. omkring HIV/aids, henviser til hospitalet, hvor de kan få medicin, samt skaber et netværk for forsørgerne.

Gilbert Kwasshimos er seks år gammel og tilknyttet Choma Day Care Center. Hans morfar, Aroh Clowe på 80 år, fortæller, at Gilbert bor hos ham, fordi hans forældre døde for henholdsvis fem og fire år siden. Gilbert er født med HIV og lå på hospitalet som spæd. Gilberts morfar fortæller, at han havde otte børn, men de fire er døde. Der er syv børnebørn, som han skal forsørge, så det er svært at få det til at slå til. Selv om han er nattevagt i den katolske kirke, er det ikke hver dag, de får noget at spise. Så er det godt at vide, at Gilbert i hvert fald får et måltid mad på Day Care-centret. Gilbert havde fire søskende, men har kun en bror tilbage nu.

Jeg mødte nød, fattigdom og sygdom i Zambia og fik indblik i, at aids ikke blot er et problem for de mange smittede i Zambia. Stort set alle er berørt af det, og i næsten ethvert hjem bor et eller flere forældreløse børn. Aids er et problem for alle.

Pia Jødal er ansat på Børneafdelingen, Aalborg Sygehus, Neonatalafsnit 104.