Stærke patienter presser svage ud i misbrug

Projektleder Bjarne Lehmann: ”Når pengeafpresning liver politianmeldt, ønsker patienterne aldrig at vidne. De har ikke sagt noget.” Foto: Morten Nilsson

Fængselskultur. Patienter, der er motiverede for at komme ud af deres misbrug, får ikke lov til at sige fra, når der er stoffer i en afdeling. Og ikke-misbrugere bliver presset til at smugle stof med ind til andre.

Det er slemt nok, når narkotika ødelægger virkningen af den antipsykotiske medicin og blokerer for sygeplejen. Men det allerstørste problem er det pres, som misbrugerne lægger på deres medpatienter, mener Bjarne Lehmann, der som oversygeplejerske på Sct. Hans Hospital tog initiativ til at få oprettet stoffri afsnit.

"Vi ser en gruppe patienter, som ikke ønsker det, men som bliver presset med ind i misbruget. De kan ikke få lov til at sige fra," siger han efter fire år som ledende oversygeplejerske i retspsykiatrien.

Som afdelingssygeplejerske i Sct. Hans Hospitals retspsykiatriske afsnit R6 har Mie Bertelsen oplevet presset tæt på. Hun ser mange ligheder med fængselskulturen blandt de retspsykiatriske patienter.

"Når nogen har fået stoffer ind, så sørger de tit for, at andre også får taget. Man fjerner fokus fra sig selv, når vi står med fem positive urinprøver i stedet for én," siger hun.

Medpatienter bliver ikke kun presset eller lokket til at tage stoffer. De patienter, der har frihed og udgang, bliver også presset til at tage stoffer med ind for andre, der ikke har samme frihedsgrader. Selv om de ikke selv misbruger.

Pengeafpresning og trusler

Personalet får hurtigt en mistanke, når patienterne bliver presset. De bliver trykkede, uglade, isolerer sig. Men det er meget svært at få indblik i, hvad der foregår mellem patienterne. Når det kommer frem, er det ofte indirekte, og selv om der er tale om kriminelle forhold, vil patienterne ikke vidne. Bjarne Lehmann har oplevet flere tilfælde af pengeafpresning, også for store beløb. Men patienterne har ikke søgt hjælp hos personalet.

"Og når sagen så bliver politianmeldt, ønsker patienterne aldrig at vidne. De har ikke sagt noget," fortæller Bjarne Lehmann.

Problemet afpresning kender man også i retspsykiatrisk afdeling i Middelfart. "En sjælden gang får vi patienter, som bringer fængselskulturen med sig, og vi har også været ude for, at folk fra narkomiljøet har kontaktet vores patienter i åbent regi og lagt pres på dem," siger oversygeplejerske Isabel Gindeberg.

"Hvis ikke de under udgang hentede stofferne et aftalt sted, så ville de få tæsk. Vi har haft patienter, der ikke ønskede at komme i åbent regi, selv om de egentlig havde det godt nok. De var bange for at blive presset til at blive stofkurerer.

Men de turde ikke fortælle os det, derfor har de så gjort et eller andet, f.eks. truet personalet. Så har vi tænkt: Nej, han har det alligevel ikke så godt, som vi troede. Han må blive i lukket regi."

Personalet er vant til at vurdere, hvornår patienter simulerer, og i disse tilfælde har et eller andet ikke passet med patientens adfærd. "Og så har vi fundet ud af, at patienten var bange," siger Isabel Gindeberg.

Spiller på andres sygdom

Truslerne behøver såmænd slet ikke at være så håndfaste som tæsk, er Mie Bertelsens erfaring.

"Selv små trusler kan være svære at feje af, når man ikke er så integreret i sit jeg: Hvis du ikke gør sådan, så kan vi ikke lide dig. Jamen, så bryder ens verden sammen, så er man ingenting," siger hun.

"Der bliver antydet mulige konsekvenser. Vi kommer gift i din kaffe. Eller: Det er farligt at være her, der er mange, der er ude efter dig. Hvis du giver mig 100 kr. om ugen, skal jeg nok sørge for, at der ikke kommer nogen ind til dig om natten. Ren fiktion, men der skal ikke så meget til, hvis man er i en verden, hvor virkelighed og fiktion blander sig."

Det lettede, da retspsykiatrisk afdeling indførte en regel om, at patienterne kun må have 200 kr. i kontanter ad gangen og resten på en patientkonto, som de kan hæve fra med personalets hjælp.

Men penge er kun en del af problemet. Mie Bertelsen har mange gange oplevet, at patienter, der ellers var inde i en god udvikling, blev dårlige igen, fordi de blev trukket med ind i et misbrug.

"Det har været den udløsende faktor de gange, hvor jeg har etableret en total lukning af afsnittet, fordi der blev misbrugt massivt. Det er som regel de svageste, der afslører, hvad der foregår, fordi vi spotter, hvor forpinte de er af at være i det pres."