Mesterlære og refleksion gennem vejledning

Illustration: Lars Petersen

Nutidens unge har langt flere valgmuligheder end tidligere, hvilket stiller større krav til dem om at orientere sig, vælge til og fra og tage konsekvenserne af deres valg. Som en konsekvens af dette kan de føle et pres af indre og ydre krav, som kan medføre en identitetsvaklen og en konstant søgen efter en mening med tilværelsen (1,2).

Også i psykiatrisk praksis står vi af og til med unge sygeplejestuderende, som har begrænset livserfaring, og som har svært ved at træffe valg. De er usikre på egne værdier og holdninger og på, hvordan de skal bruge disse i praksis. Dette har indflydelse på deres evne til at arbejde konstruktivt med sygeplejen.

På Klinisk Vejlederuddannelse, Vejle Sygeplejeskole, har vi derfor udviklet en vejledningsmodel til praksis, hvor målet er at støtte og optimere mulighederne for, at de sygeplejestuderende kan finde deres plads i afdelingerne. I denne artikel præsenterer vi vejledningsmodellen, der er udviklet i år 2004.

At bruge sig selv i sygeplejen

I psykiatrisk sygepleje er det en vigtig forudsætning at bruge sig selv som et redskab i kontakten til patienterne, og når en del af nutidens sygeplejestuderende har svært ved dette, stiller det krav til os som kliniske vejledere. For det første skal vi i vores vejledning selv turde reflektere over egen person og praksis og være bevidste om vores fagidentitet. Dette kan f.eks. gøres i studiegrupper med kollegaer eller andre kliniske vejledere eller i sygeplejefaglig vejledning. For det andet skal vi kunne yde en omsorg og en vejledning til den sygeplejestuderende, der afspejler de normer og værdier, som ligger i psykiatrisk sygepleje.

En dynamisk proces

Den vejledningsmodel, vi har udarbejdet, består af forskellige trin og symboliserer en dynamisk proces, hvor de forskellige trin indeholder aspekter fra teorierne om det nye mesterlæreprincip (3-5) og den gode samtale (6). Modellen er vist i figur 1. 

I modellen udgør den inderste cirkel et afgrænset fokusområde. Fokus er de temaområder, som den sygeplejestuderende arbejder med i praktikken, og disse kan være forskellige uge for uge, afhængigt af praktikstedet. I psykiatrien kan temaerne eksempelvis udspringe fra Liv Strands principper om psykiatrisk sygepleje (7). Inden for det somatiske område kan et fokusområde være f.eks. præoperativ sygepleje. Andre eksempler på fokusområder kan være kommunikation, relationer, etik og tværfagligt samarbejde. Fokusområderne bygger oven på hinanden uge for uge, hvilket fører til kundskabsudvikling (6).

Det nye mesterlæreprincip

Det nye mesterlæreprincip bygger på, at den studerende i høj grad skal indgå i afdelingens praksisfællesskab, hvor den studerende har mulighed for at veksle mellem at observere, imitere og reflektere med forskellige rollemodeller; dvs. vejlederen og det øvrige personale. Den løbende deltagelse i praksisfællesskabet sker i modellens yderste cirkel. Den studerendes refleksioner over egne observationer bygger på elementer fra den gode samtale (6), hvor interaktionen mellem vejleder og studerende er afgørende vigtig. Dette foregår i den midterste cirkel i modellen.

Læringen
Trin 1 i læringen qua vejledningsmodellen er, at den studerende bliver vejledt i fokusområdet. På trin 2 observerer og imiterer den studerende sine rollemodeller ud fra fokusområdet, og efterfølgende på trin 3 er der mulighed for selvrefleksion og refleksion med vejleder og andre rollemodeller over de gjorte observationer. På trin 4 skal den studerende selvstændigt udføre praktiske opgaver ud fra fokusområderne under supervision. Igen vil der efterfølgende på trin 5 kunne forekomme en kort vejledning og mulighed for refleksion.

Praksisbeskrivelse
På trin 6 udarbejder den studerende som oftest en praksisbeskrivelse, der kan danne et godt udgangspunkt for trin 7, der består i en refleksionstime. I refleksionstimen bliver praksisbeskrivelsen bearbejdet ud fra åbne spørgsmål. Målet er at udvikle den studerendes kundskaber og på den måde føre til en forandring, ligesom den studerende bliver udfordret på sit ståsted. På trin 8 er den studerende klar til igen at udøve selvstændig sygepleje inden for det fokusområde, der er blevet arbejdet med.

Udvikling af faglig identitet

De nye mesterlæreprincipper kan hjælpe den studerende til at gøre dele af den implicitte viden eksplicit. Dette sker i modellen ved, at den studerende observerer, imiterer og reflekterer med rollemodellerne, og at hun får mulighed for at snakke om sine tanker igennem interaktionen og refleksionen med vejleder.

I al vejledning skal vejlederen hjælpe den studerende med at få sat ord på observationer og praksisteori. På den måde udvikler den studerende kundskaber med udgangspunkt i tidligere erfaringer og får flyttet sit ståsted. Vejleder skal vise, at hun/han er optaget af den studerende og sætter pris på den studerendes svar ved at bygge videre på det, som den studerende bringer ind i samtalen. Her er det vigtigt, at vejlederen er opmærksom på at spejle den studerendes svar; f.eks. ved at sige: "Når du siger ... , mener du så ... "" og dermed sikre en fælles forståelse.

Dele af den implicitte viden kan ikke verbaliseres, men bliver ofte givet ubevidst videre fra vejleder/andre rollemodeller til den studerende, og netop det, at den studerende har mulighed for at imitere flere forskellige rollemodeller, gør, at den studerende med tiden udvikler sin egen faglige identitet. Den studerende kan i samarbejde med vejlederen herefter udføre sygeplejehandlinger fra det aktuelle fokus i praksis. Tidsperspektivet i modellen kan strække sig over timer, dage til uger afhængigt af vejledningssituationen, således at den studerende trinvis opbygger færdigheder og udvikler selvstændighed.

Specielt en hjælp i begyndelsen

Specielt i den første periode af det kliniske kursus, hvor mødet med den kliniske psykiatri kan føles overvældende for de studerende, og de kan have svært ved at se, hvori sygeplejen består, kan modellen hjælpe med at få skabt forudsigelighed, synlighed og struktur på praktikken i forhold til fokusområderne. Senere i praktikforløbet oplever vi, at modellen kan bringe vejledningen mere dynamik på den måde, at vi kan udvælge trin fra modellen og gå i dybden med disse; f.eks. med en praksisbeskrivelse. Vi har også erfaret, at modellen kan anvendes til nyansatte i afdelingen, specielt i introduktionsperi-oden.

Den største fordel ved modellen er, at de studerende får mulighed for bevidst at observere, imitere og reflektere med flere forskellige rollemodeller i afdelingen. Den studerende begynder på denne måde at udvikle sin egen fagidentitet og bliver mere bevidst om personlige grænser og holdninger. Men vi ved også, at de studerende ikke kun lærer af imitation, observation og refleksion af os som rollemodeller. Studerende på afdelingsniveau (og afdelingens sygeplejersker) er en del af et underordnet niveau i et større system, som består af selve organisationen og kravene fra samfundet, der påvirker de studerendes læring på et mere overordnet plan.

Akademiseringen et dilemma

Efter vores opfattelse handler læring i og om praksis i høj grad om kroppen, fornemmelser, intuition, tavs viden og taktil viden. Det er i praksis, at de studerende lærer sygeplejen, hvilket kan være et dilemma i forhold til den nuværende akademiske sygeplejerskeuddannelse, hvor teorierne prioriteres stadigt højere, mens praktikperioderne forkortes. Dette stiller store krav til os som vejledere, da tidsperspektivet i klinikken kan være en negativ faktor for optimal læring og vejledning. Samtidig gør den nye ungdomskultur og tidens mange krav om ansvar for egen læring, at vi som vejledere skal være ekstra opmærksomme på at tage den studerende i hånden. Specielt i begyndelsen har de brug for, at vi leder dem på vej, så de kan opfylde kravene og på den måde forebygge yderligere identitetsvaklen.

Modellens perspektiver

Efter at have arbejdet med modellen i tre år i vores vejledning til sygeplejestuderende i psykiatrien kan vi konkludere, at modellen er et rigtigt godt vejledningstilbud. Den indeholder mange perspektiver, som kan støtte de studerende i at udvikle deres personlige og faglige identitet. De bliver mere bevidste om deres holdninger og grænser og lærer på denne måde at navigere i det personlige og faglige kaos, som de kan møde, specielt i begyndelsen af den kliniske praksis.

Vi mener også, at modellen kan anvendes mere alment og i andre professioner; f.eks. pædagog-, social- og sundhedsassistent-, fysioterapeut- samt ergoterapeutuddannelserne. Det kunne være interessant at lave en empirisk undersøgelse for at undersøge videnskabeligt, om vores model udgør den positive forskel, vi oplever i praksis.

Anne Mette Rosendahl Rasmussen er ansat som sygeplejerske og klinisk vejleder på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afsnit U2, Kolding Sygehus.
Gitte Nørreskov Vase er ansat som specialsygeplejerske og klinisk vejleder på Voksenpsykiatrisk afsnit P2, Middelfart
Inge Aastrup-Hansen er ansat som sygeplejerske og klinisk vejleder på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afsnit U1, Kolding Sygehus.

Litteratur

1. Bauer M. Stud. Tvivl. Politiken 21.03.2002.
2. Ziehe T. De personlige livsverdeners dominans. Uddannelse 2001; 10. Undervisningsministeriet: www.uvm.dk. > 2001 > Nr.10/01 December 2001/Ungdomskultur > De personlige livsverdeners dominans
3. Glinsvad B. Mesterlære - et gammelt begreb i nyt perspektiv: I: Hounsgaard L. & Juul Eriksen J. (red.) 2000. Læring i sundhedsvæsenet. København. Gyldendal.
4. Kvale S. En pædagogisk rehabilitering i mesterlæren" I: Hounsgaard L. & Juul Eriksen J. (red.) 2000. Læring i sundhedsvæsenet. København. Gyldendal.
5. Wackerhausen S. & B. Tavs viden, pædagogik og praksis. I: Hounsgaard L. & Juul Eriksen J. (red.). 2000. Læring i sundhedsvæsenet. København. Gyldendal.
6. Dysthe O. Det flerstemmige klasserommet. 1995. Oslo. Ad. Notam Gyldendal: 47-59.
7. Strand L. Fra kaos mod samling, mestring og helhed. Psykiatrisk sygepleje til psykotiske patienter. Gyldendal. 1994.