Udfordringen: Dørene der var svære at lukke op

Illustration: Lars Andersen

I det ene hjem har regningerne hobet sig op under en drukperiode, og borgerens dårlige humør går ud over hjemmehjælperne. I det andet sidder en gammel dame i sit eget skidt og afviser al hjælp. I et tredje hjem er der et barnebarn, der optræder truende.

Den slags komplekse problemstillinger er Københavns Kommunes hjemmepleje på Østerbro ikke alene om. Men for et par år siden var det blevet for meget. Medarbejdere mistede modet, brændte ud og blev syge, og de vanskelige forløb fyldte alt for meget.

I dag er billedet vendt.

"Vi kan mærke, at medarbejderne er stolte og glade," siger udviklingsleder Susanne Ploug Larsen.

"Deres viden er vigtig, der bliver lyttet til dem og fulgt op med handlinger. Der er skabt tid til at sætte sig og lave aftaler, og medarbejderne kan se, at det rykker."

Det var et stort projekt, der blev sat i gang i maj 2008, men meget kort kan de mange indsatser opsummeres under overskrifterne uddannelse og samarbejde. Og samarbejdet er lagt i meget faste rammer, fremhæver Susanne Ploug Larsen. Der er udarbejdet beskrivelser af, hvad de forskellige faggruppers rolle i samarbejdet er, og en gang om måneden bliver de vanskelige forløb diskuteret på et netværksmøde mellem teamleder, sygeplejersker, assistenter og hjælpere.

Forløbsansvarlige

I dag er det faktisk svært at huske, hvor kaotisk man oplevede disse forløb, synes hjemmesygeplejerske Dorte Eichert. "For nu er der decideret sat tid af til at få lavet handleplaner og aftaler om, hvordan vi optræder hos borgerne."

Sygeplejerskerne er forløbsansvarlige og deltager fast i netværksmøderne sammen med teamlederen og assistenterne. Af de ca. 25 hjemmehjælpere i hvert team deltager der fire-seks stykker, der ofte bliver sat ind i komplekse hjem og har fået ekstra uddannelse i forbindelse med projektet.

Men alligevel har projektet gjort noget for samarbejdet i hele gruppen, synes social- og sundhedshjælper Malene Poulsen. 
"Vi har fået et meget bedre samarbejde med sygeplejerskerne og snakker meget mere med dem end før. Da var det mest: Den og den har et sår, det må du vist hellere kigge på."

Malene Poulsen har været på kursus i alkoholproblemer og er teamets nøgleperson på området. Og en af teamets succeshistorier handler netop om en mangeårig alkoholiker, der faldt i vandet, selv om han var på antabus. "Der var det hele væltet - men det fik vi op at stå igen sammen med sygeplejerskerne," fortæller Malene.

Dorte Eichert fik lavet nye aftaler med mandens læge om antabus og hans anden medicin. Først doserede hun sovemedicin m.m. til en uge ad gangen, men når der var gået fire dage, havde han taget det hele.
"Så nu kommer vi hver morgen og låser ud, hvad han skal have den dag," fortæller Dorte.

Efterhånden er det også lykkedes at få orden på hjemmet. "Vi får lov til at gøre rent, men vi har også fået gjort noget ved omgangstonen," siger Malene. Borgeren har fået at vide, at han skal tale pænt til folk, men Malene har også fundet ud af, at han syntes, nogle af hjælperne var for hurtige.

"Det var "nu skal du i bad" med det samme, de kom ind ad døren. Jeg kan så fortælle de andre, at jeg altid lige sætter mig ned med ham først og finder ud af, hvad det er, jeg skal gøre i dag. Han er sådan en, der er vant til at gøre tingene selv og på sin egen måde."

"Og det er vigtigt at huske, at han, ud over sit misbrug, også har haft en høj egenomsorg," siger Dorte. "Han kan mange ting selv, vi skal bare ind og støtte ham."

Styr på kaos i hjemmet

Mens manden drak, havde rudekuverter og opkrævninger fået lov til at hobe sig op, så Malene. "Hans internet virkede ikke, telefonen virkede ikke, og jeg havde spurgt, om vi ikke skulle kigge på dem. Men så en dag - jo, lad os bare det. Så gik jeg i gang med at ringe rundt, og siden vi fik tyndet ud i de breve, er hans humør også blevet meget bedre."

"I dag er der ingen, der er kede af at komme der," tilføjer Dorte. "Så det, at vi sætter fokus på problemerne i et bestemt hjem, det spreder sig som ringe i vandet. Det er også en måde at arbejde sammen på, som vi er begyndt at tage med os i andre hjem. Og på den måde kan vi somme tider forebygge, at problemerne bliver komplekse."

Hver gang, der er netværksmøde, tager man en ny borger op, lægger døgn- og ugeplaner, aftaler fokusområder m.m. Derefter evaluerer man på det hjem, der var oppe sidste gang, og justerer aftalerne.

"Og så skal man lade være med at blive stresset over, hvor mange borgere der er på listen med komplekse problemer. For selv om man kun sætter fokus på én ad gangen, smitter det af på hele samarbejdet," siger Dorte Eichert.

"Efterhånden som vi arbejder os igennem vores liste, kan vi også se, at flere og flere får mod på at komme i de hjem."