5 faglige minutter: Når krybben er tom, bides hestene

Et større gæstebud betød, at jeg ikke kunne undslå mig køen i Bilka lørdag formiddag. Tilbuddene var gode, og som mange andre i disse år har jeg et ekstra øje på husholdningsregnskabet.

Det skulle jeg aldrig have gjort.

Ikke på grund af det billige kød, der smagte udmærket, men da jeg står i køen, overværer jeg en episode, der sætter gang i bekymrede tanker over den stigende rå og ukærlige tone over for mennesker, der er afhængige af hjælp fra det offentlige.

Bag mig sidder en ældre kraftig kvinde i en moderne elektrisk kørestol. Hun fordriver ventetiden med at bladre lidt i en bog fra indkøbskurven. En lyshåret fyr i 30´erne står sammen med en asiatisk udseende kæreste bag hende. Kvinden i kørestolen får åbenbart ikke rykket sig i køen i et tempo, der passer den unge mand, og han snerrer utålmodigt indigneret:

”Mon ikke du skulle få dig noget motion, Bedste, og komme ud af den Rolls-Royce, som vi andre betaler for?”

Kvinden, som jeg opfatter det, tror (som jeg) i første omgang ikke sine egne øren, men kan lidt senere ikke finde tallene på dankortterminalen pga. tårer. Budskabet var bundfældet: Du er gammel, du er nytteløs, og du koster samfundet penge, der var bedre brugt på os andre.

Jeg skal spare jer for et referat af mit spontane hidsige udfald mod den unge mand – som jeg senere fortrød. Ureflekterede handlinger fører sjældent til noget godt, heller ikke i køen i Bilka denne lørdag formiddag.

Gad vide, hvilken grund den unge mand havde til at tænde så uforståeligt af på et så sårbart menneske inden for hans nærmeste rækkevidde. Hvilken udsathed har genereret hans voldsomme vrede og frustrationer?

Uanset årsagerne bliver det gamle ordsprog ”når krybben er tom, bides hestene” efter krisens indtræden stadigt mere synligt. For min oplevelse i Bilka er desværre ikke enestående, og sandsynligvis er det kun toppen af isbjerget på fremtidens kamp mellem forskellige udsatte grupper, vi ser:

Center for Ligestilling melder bl.a. om en skleroseramt kvinde, der får ruderne slået ind på sin specialbyggede handicapbil. En mand i kørestol, der bliver passet op af en vildfremmed i et supermarked og beskyldt for at snylte på samfundet. Og forældrene til en spastisk dreng, der af en tilfældigt forbipasserende får at vide, at det er sådan nogle som dem, der er skyld i landets dårlige økonomi.

Det stigende antal hate crimes mod mennesker med særlige behov er helt uacceptabelt, og, da mange af disse mennesker modtager sygepleje, tillige vedkommende for sygeplejersker. Sygeplejerskerne nyder stor anseelse og prestige i befolkningen, og deres stemmer høres. Sygeplejersker er endvidere forpligtet gennem de sygeplejeetiske retningslinjer til at arbejde for prioriteringer, der sikrer en retfærdig og hensigtsmæssig ressourcefordeling, og som tilgodeser de grupper af patienter, der har størst behov for sygepleje. Det betyder samlet set, at sygeplejersker har et godt udgangspunkt for at påvirke udviklingen.

Gang på gang hører vi i medierne, at kommunerne er ved at gå bankerot, og vores lokalpolitikere italesætter ofte de grupper, der ikke kører efter ”bogen”, som synderne. Retorikken spiller de mest svage grupper ud mod hinanden, og vi nærmer os

Kafkaske tilstande, når politikerne ikke vil påtage sig det nødvendige ansvar for en seriøs debat om prioritering og valg mellem forskellige velfærdsgoder. Råd til det hele har vi ikke.

Herfra skal der lyde en opfordring til landets sygeplejersker om at fare i blækhuset, hver gang de hører om konkrete verbale eller fysiske udfald mod udsatte grupper, det være sig handicappede, ældre, psykisk syge eller nydanskere. Råb op, skriv et læserbrev, en kronik eller sæt en flyer op på den nærmeste lygtepæl. Udviklingen skal stoppes.