Dilemma: Julefreden udeblev

Beskyldninger om racisme, uduelighed og manglende faglighed fyger gennem luften vekslende med gråd.

SY-2010-19-10

Illustration: Pia Olsen

En uge før jul ankommer en meget dårlig patient med fly fra et andet land. Han bliver indlagt på kirurgisk afdeling til nærmere udredning. Det står hurtigt klart, at patienten ikke kan opereres, men skal returnere til sit hjemland. Det er patienten afklaret med, men pga. helligdagene kan han ikke komme af sted før efter nytår.

Patienten har to pårørende i Danmark, som ankommer til afdelingen. De har en helt anden forståelse af patientens situation og mener, at han bliver dårligt behandlet. Der er ingen ledere på arbejde, derimod mange vikarer og dermed usikkerhed om, hvad der er aftalt med de pårørende. Familien bliver fysisk og verbalt truende, og personalet oplever, at situationen bliver tiltagende ubehagelig.

Beskyldninger om racisme, uduelighed og manglende faglighed fyger gennem luften vekslende med gråd. Den ansvarshavende sygeplejerske forsøger at få tingene til at glide, men uden det store held. Hun oplever, at både patienten og personalet er i klemme. 

Hvad skal hun gøre for at få situationen landet?

Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1.
Der er tvivl om, hvorvidt patientens autonomi er respekteret, og om skik og sædvane er fulgt. I Danmark og andre vestlige lande varetager vi patientens ret til at bestemme over eget liv ved at aftale behandling og pleje med ham.

For at støtte patienten i refleksioner og overvejelser anbefales det, at pårørende deltager, når vigtige aftaler skal træffes. Men det er patienten, der bestemmer, og patienten kan fravælge at have pårørende med.

I mange andre lande, både på det afrikanske kontinent og i de asiatiske lande, er det almindeligt, at familien afgør, hvad der vil være den rette behandling for patienten. Lægen og familien drøfter situationen, lægger en plan og aftaler, hvad patienten skal have at vide. Sådan er de opdraget, og hvis patienten er opvokset i den type kultur, er autonomien ikke tilgodeset, som hans skik og sædvane fordrer, hvorfor familien i det lys kan føle sig udsat for en uetisk handling, uagtet at lægen har fulgt skik og sædvane fra egen kultur.

Hvad jeg ville gøre? Bede den behandlingsansvarlige speciallæge om at komme ind til en samtale med patient og pårørende, hvor også den ansvarshavende sygeplejerske eller kontaktsygeplejerske kunne være til stede.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale, kliniske etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.
Patienten kan ikke opereres og er afklaret, men pårørende ser situationen som dårlig behandling. Patienten er i en sårbar situation, hans autonomi er truet, da de pårørendes bekymringer og reaktioner er i spil.

Som ansvarshavende sygeplejerske skal jeg i situationen først og fremmest varetage patientens tarv, men også vise respekt og omsorg for de pårørende. Det kan ske ved, i samarbejde med læge, at sikre, at patient og pårørende har modtaget og forstået informationen, tilpasset ønsker, behov og livssituation, som er nødvendigt for at træffe valg. Samtidig vil jeg orientere kolleger, herunder vikarer, om patientens situation og derigennem støtte dem.

Dernæst skal jeg sikre kontinuitet i sygeplejen ved at tildele patient og pårørende en fast kvalificeret sygeplejerske. Efterfølgende vil jeg lade denne situation være genstand for drøftelse i fagkollektivet og blandt medledere for at få lagt en strategi, som kan være vejledende i lignende situationer.

Jeg ser således ikke et dilemma mellem valg af handlemuligheder, men en række handlinger, som alle må foretages i prioriteret rækkefølge.

Af Erik Elgaard Sørensen, cand.cur., ph.d., postdoc i klinisk sygepleje på forskningsenhed for Klinisk Sygepleje, Forskningens Hus, Aalborg Sygehus. Medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Dilemma
Etik