Udfordringen: Fordommene gik op i røg

”Først tænkte jeg, at kommunen da ikke skulle bestemme, om jeg må ryge i mit eget hjem. Men jeg skal jo heller ikke bestemme, at de skal have røg ned i lungerne,” siger Per Jensen fra sin plads i den sorte lædersofa.

Han er sindslidende med diagnosen paranoid skizofren. Her i hans lejlighed i det sydvestlige Aalborg modtager han bostøtte fra kommunen i form af en to timers ugentlig visit af Karen Steendahl Pedersen, der er sygeplejerske ved socialpsykiatrien. Når hun kommer, slukker han smøgen og åbner vinduet, for det har de aftalt.

Aftalen bunder i, at Aalborg Kommune i oktober 2007 vedtog principper for, at ingen medarbejdere kan pålægges at arbejde, mens der ryges. Samtidig lægger kommunen vægt på borgernes ret til at ryge i eget hjem.

De modstridende politikker satte leder af bostøtte og støtte- og kontaktpersonsordningen til voksne med sindslidelser i kommunen, Ellen Lykke, i noget af et dilemma.

”Mange brugere ryger rigtig meget. Derfor blev reglerne noget af en etisk udfordring, fordi vi er oppe imod privatlivets fred. Men problematikken skulle løses på en ordentlig og anerkendende måde,” siger hun.

Løsningen blev projekt ”Reduktion af rygning” fra sommeren 2008. Det skulle både forbedre arbejdsmiljøet og brugernes sundhed. De får nu hjælp af bostøttemedarbejderne til at skære ned på tobakken og lade smøgerne ligge under hjemmebesøg.

Den anerkendende tilgang går ud på i første omgang at aftale, hvad brugeren kan gøre for ikke at ryge under besøget. F.eks. kan medarbejderen foreslå små forandringer som at lufte ud eller gå en tur under besøget.

”Det har strategisk været godt at gøre det på den måde i stedet for bare at sige: ”Jeg vil ikke have, at du ryger, mens jeg er her.” For de har selv taget mange flere skridt efterfølgende,” fortæller Ellen Lykke.

Aalborg Kommune sender folderen ”Rygning i hjemmet” til alle brugere, når de bliver visiteret til støtte. Desuden skal medarbejdere og brugere i fællesskab udfylde et skema om rygning og om muligt aftale, at brugeren ikke ryger under besøg.

”Jeg havde helt ondt i maven over at skulle fortælle det til en ældre dame, der havde røget i mange år. Men da vi snakkede om det, var det jo slet ikke mig, hun følte, hun var oppe imod. Det var jo kommunens politik,” fortæller Karen Steendahl Pedersen.

Vilje til rygestop

Medarbejderne har også nikotinerstatningspræparater med ud til de rygende brugere, så de har et alternativ, mens besøget står på. Desuden tilbyder kommunen et rygestopkursus, der er særligt rettet mod sindslidende.

”Vi har indtil nu kørt tre hold med i alt 30 brugere. Faktisk har vi taget flere deltagere ind end først planlagt, fordi interessen har været så stor,” fortæller projektkoordinator Tove Hejlesen.

Både hun og kollegaen Karen Høeg har uddannet sig til rygestopinstruktører, og de har stor erfaring i arbejdet med sindslidende. Indtil videre er én deltager stoppet med at ryge, og flere har halveret deres forbrug af tobak.

De to projektkoordinatorer har præsenteret projektet for medarbejderne i kommunens socialpsykiatriske støttecentre, og de har arrangeret temadage med gæsteundervisere fra f.eks. Kræftens Bekæmpelse for at ruste medarbejderne til den nye arbejdsopgave.

Projektet stopper officielt ved årsskiftet, og derfor stopper muligheden for at udlevere nikotinerstatning. Men faktisk har det ikke spillet en særlig central rolle: ”Mange brugere kan faktisk lade være med at ryge uden hjælpemidler. Vi troede nok, at vi skulle arbejde hårdere på sagen, men i langt de fleste tilfælde har brugerne bare accepteret det,” siger Tove Hejlesen.

Hun er ikke i tvivl om, at projektet har haft stor effekt ude hos brugerne: ”Det er blevet en selvfølgelighed, at man ikke ryger under besøg. Før skulle man jo nærmest kæmpe sig til at få åbnet et vindue.”

Som leder er Ellen Lykke også begejstret for projektets forløb. Hun tilskriver samtidig en del af succesen det store fokus på sundhed og rygning, der har præget den offentlige debat de seneste år.

”F.eks. har rygeforbuddet på værtshusene givet os vind i sejlene, fordi det har skabt debat. Selvom vi siger det samme bagefter, bliver vi hørt på en anden måde,” påpeger hun.

Ikke en ekstra opgave

Rygesamtalen med brugerne er obligatorisk, men Karen Steendahl Pedersen ser ikke projektet som en ekstra opgave:
”De lever så usundt og bruger alle deres penge på røg. Så det har altid været på min dagsorden, og derfor er rygepolitikken kommet som en gave til mig.”

Projektet har sat gang i en udvikling hos Per Jensen og andre af Karen Steendahl Pedersens brugere. Hendes kollega, sygeplejerske Trine Karlsen, har oplevet den samme effekt:

”Brugerne bliver bevidste om deres egen sundhed. Også selvom der går lang tid, inden de ændrer noget. Man skal så blive ved med at motivere, for det nytter ikke noget at så et frø, hvis man ikke sørger for, at det spirer,” pointerer hun.
Per Jensen er begyndt at reflektere mere over sin rygning:

”Jeg ved godt, det er pissegiftigt. Det er jo ikke ligefrem vitaminer, der kommer ud af cigaretterne.”
Han nikker ind mod lejlighedens børneværelse og understreger, at han gerne vil blive en gammel mand for sine to børns skyld. Rygestopkurset lykkedes ikke i første forsøg, men han giver det i øjeblikket en chance til og har ved redaktionens afslutning været røgfri i over to uger. 

”Reduktion af rygning” er siden sin opstart blevet en del af det nationale projekt ”Røgfrihed for alle”, der fokuserer på rygning blandt socialt udsatte. Selvom projektmidlerne stopper ved årsskiftet, vil medarbejderne fortsætte med samtalerne om rygning. Det er endnu ikke afklaret, om de særlige rygestopkurser fortsætter. 

Mere information

Kontakt: Projektkoordinator Tove Hejlesen