Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Visitation direkte fra hospitalssengen

Psykolog, jurist, kommunikatør og sygeplejerske. Rollerne er mange og forskelligartede for de tre sygeplejersker og udskrivningskoordinatorer på Herning Kommunes fremskudte visitationsenhed på Regionshospitalet Herning, hvor formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen var i klinik.

Sygeplejersken 2010 nr. 21, s. 44-46

Af:

Mads Krøll Christensen, journalist

SY-2010-21-44
Foto: Ole Mortensen

”Vi tænker udskrivelse i samme øjeblik, som borgeren bliver indlagt. Hvor sygehuspersonalet typisk taler om patienter og sygdomsbilleder, taler vi om borgere og fokuserer på tiden efter indlæggelsen.

Det giver selvsagt nogle forskellige indfaldsvinkler,” forklarer sygeplejerske Ester Poulsen, som har været ansat i Herning Kommunes visitationsenhed siden år 2000. De seneste par år har hun været tilknyttet kommunens fremskudte visitationsenhed på Regionshospitalet Herning som udskrivningskoordinator.

Hun har inviteret Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i klinik på stedet, og formanden starter med en kort introduktion på udskrivelseskoordinatorernes kontor, der ligger i kælderen under hospitalet. Bagefter begiver de to sig ud i det vidtforgrenede gangsystem under hospitalet.

”Du skal deltage i en udskrivningssamtale med en ældre borger, der er indlagt på Ortopædkirurgisk Afdeling. Men inden vi taler med borgeren, skal vi have forskellige informationer af den sygeplejerske på afdelingen, som har ansvaret for borgeren,” siger Ester Poulsen til Grete Christensen i elevatoren på vej op til hospitalets 2. sal, hvor Ortopædkirurgisk Afdeling ligger.
 

Slut med ventedage

 
Udskrivningskoordinatorerne på den fremskudte visitationsenhed besøger dagligt fem afsnit på Regionshospitalet
Herning + øvrige afdelinger på sygehuset ad hoc. De fem afsnit har tilsammen 133 sengepladser. Antallet af ventedage for færdigbehandlede patienter er reduceret til nul. Succesen skyldes bl.a. et godt samarbejde med personalet på Regionshospitalet Herning og samarbejdspartnere i Herning Kommune. Langt størstedelen af udskrivelserne foretages fra sengeafsnittene medicinsk og hjertemedicin.
 
Kilde: Hospitalsenheden Vest Region Midtjylland og Visitationsenheden Herning Kommune

Helhedsvurdering er afgørende

Ortopædkirurgisk Afdeling er specialiseret i undersøgelse og behandling af sygdomme og skader i knogler, led og muskler. Der hersker en hektisk aktivitet på afdelingens kontor. Telefoner ringer, personsøgere bipper, mens lyden fra tastaturer, der skrives på, summer konstant i baggrunden.

Der kommer hele tiden sygeplejersker ind i lokalet, mens andre haster videre ud på afsnittet. Midt i mylderet træder sygeplejerske Anne Larsen ind. Hun er den, der i dag har ansvaret for plejen af den ældre patient, som Ester Poulsen og Grete Christensen skal tale med.

”Patienten er en 79-årig kvinde, der har været involveret i en bilulykke, og som er blevet overflyttet fra intensiv. Hun har fået en sternumfraktur og har besvær med at gå og med at trække vejret. Hun er også lidt svimmel,” fortæller Anne Larsen. Ester Poulsen spørger ind til forskellige personlige oplysninger om den 79-årige. Og så er hun og Grete Christensen klar til udskrivelsessamtalen. ”Der er ikke to udskrivninger, som er ens, fordi borgerne er forskellige. Det er vigtigt, at vi kan leve os ind i den konkrete situation, som borgeren er i. Det er ikke nok blot at kende sygdomsbilledet. Vi skal kende helheden,” fortæller Ester Poulsen, mens hun sammen med Grete Christensen bevæger sig ned ad gangen mod stuen, hvor borgeren ligger.

SY-2010-21-45bIkke to udskrivninger er ens, og derfor får Ester Poulsen en helhedsvurdering af borgerens situation af den sygeplejerske, som har ansvaret for borgerens pleje, inden udskrivelsessamtalen. I dag taler Ester Poulsen (midten) med sygeplejerske ved Ortopædkirurgisk Afdeling, Anne Larsen (th.).

Afklarende udskrivningssamtale
Den 79-årige kvinde virker frisk, men hun har tydeligvis smerter i brystet, når hun bevæger sig.

”Vi skal snakke om, hvordan du kan klare dig i dit eget hjem, når du bliver udskrevet. Hvilke hjælpemidler du har brug for. I fællesskab skal vi finde ud af, hvordan vi kan hjælpe dig videre, så du igen kan komme til at klare dig selv,” forklarer Ester Poulsen den ældre borger.

Efter små 20 minutters samtale, hvor emnerne spænder fra oldebørn til havearbejde, finder de i fællesskab frem til, at det er nødvendigt med en badetaburet og ganghjælp til udendørsbrug.  Ester Poulsen visiterer også borgeren til hjemmehjælp to gange dagligt i en periode.

”Du har mulighed for at vælge enten et privat firma eller kommunen til at udføre opgaverne. Jeg lægger lidt pjecer til dig om de forskellige muligheder. Du eller familien kan bare ringe til mig, hvis I har spørgsmål,” siger Ester Poulsen. Ude på gangen møder Ester Poulsen og Grete Christensen afdelingssygeplejerske Betina Jeppesen.

Hun er begejstret for at have udskrivelseskoordinatorerne på afdelingen: ”Vi udskriver fra time til time både til eget hjem og til vurderingsophold. Mange af udskrivelserne er ikke planlagte, og vi har ikke længere ventetid. Det er en rigtig god ordning med udskrivelseskoordinatorerne. Det glider virkelig,” fortæller Betina Jeppesen.

Synliggør resultaterne

På koordinatorernes kontor i kælderen sidder Cathrine Jeppesen og Else Winter-John og laver dokumentationsopgaver, da Ester Poulsen og Grete Christensen kommer tilbage. På kontoret er der meget stille i forhold til den hektiske afdeling. Over en kop kaffe taler de fire sygeplejersker frem og tilbage om visitationsenheden.

Grete Christensen er begejstret: ”I sikrer patienterne en god udskrivelse. I sikrer sammenhæng mellem hospitalet og kommunen. Og I sparer sundhedsvæsenet for rigtig mange penge. Jeres erfaringer bør bredes ud i hele landet.” Udskrivelseskoordinatorerne har mellem 15 og 25 borgere igennem dagligt.