5 faglige minutter: Gør som katten

Sygeplejersken står foran spejlet og slapper af, trækker vejret dybt et par gange. Fører dernæst højre hånd langsomt forbi ansigtet og over på venstre skulder. Herefter klapper hun sig selv tre gange på skulderen, idet hun siger til sig selv: Jeg gjorde det så godt, jeg kunne.

Normalt er det ikke sådan, det foregår. Sygeplejersker er ofte kollektivt ramt af gnavende, martrende og livsforkortende dårlig samvittighed over det, de ikke nåede, det, de burde have gjort, de opgaver, de giver videre til næste vagthold. For sygeplejen er aldrig færdig, den er aldrig nok.

På Carlsberg passerer flaskerne i en lind strøm, mens et menneske kontrollerer dem. Nu og da bliver en enkelt flaske plukket ud, og det er det. En skraldebil tømmer de skraldespande, der er på ruten, og en jurist tager sagerne under armen og arbejder om aftenen. Men en sygeplejerske arbejder, når hun er i hjemmeplejen eller på afdelingen. Hun kan ikke tage en patient eller borger med hjem i tasken og gøre de ting, hun mangler. Derimod kan hun altid hjælpe en studerende lidt mere, gå en ekstra tur på gangen med patienten eller kigge hjem til familien, som sidder bekymret ved et sygeleje.

På en temaeftermiddag på "Lægedage" med den tillokkende titel "Den uperfekte sygeplejerske" lærte psykolog Anette Skriver mig og 20 andre sygeplejersker, at det bedste nok vil være at opføre sig som en kat for ikke at bukke under for indre og ydre pres. For det viste sig, at vi, de tilstedeværende sygeplejersker, var meget optaget af at kontrollere, styre og have fingrene i alt, både i arbejdslivet og i privatlivet, for efterfølgende at have dårlig samvittighed over ikke at magte det til perfektion.

Vi er med andre ord en gruppe kvinder, som er mere optaget af ærgrelse end af at nyde livet.

Da jeg har en tilvandrende hittekat i min egen husholdning, er jeg begyndt at studere den nøje og skrive feltnoter for at finde ud af, hvad psykologen mente med at opføre sig som en kat. Noterne viser, at katten med stor selvfølgelighed sætter sig i vindueskarmen, hvis den vil iagttage verden. Den går sin vej, hvis den ikke gider have opmærksomhed, og ønsker den at blive strøget over pelsen, hopper den op i sofaen. Desuden står halen ret op og ned, når den hører lyden af hjulpiskeren, for flødeskum er en favorit. Af og til præsenterer den stolt en hel- eller halvdød mus, som den lægger på gulvet i entréen, hvorefter musen nogle gange piler bort og gemmer sig mellem skoene. Så går aftenen med at jage for både mennesker og kat. Når katten er træt af det, lægger den sig i sin fulde længde i husets bedste stol og slapper af.

Nu er det ikke, fordi jeg vil advokere for, at sygeplejersker skal sætte tænderne i patienterne, bære dem hen til oversygeplejerskens kontor og lægge dem på dørtrinnet, men kattens umiddelbare stolthed over sin fangst kan sygeplejersker godt imitere. Man gør sit arbejde under nogle givne omstændigheder. Derfor er det nytteløst altid at have blikket stift rettet imod det, der kunne og burde gøres bedre. Nogle ting kan lade sig gøre, andre uperfekte ting må accepteres som vilkår.

Følg i kattens potespor: lidt mere autonomi, lidt tydeligere signaler, lidt mindre konsensus.

Lille kat, lille kat, lille kat på vejen, hvis er du, hvis er du" Jeg er sgu min egen. Sådan lyder Piet Heins kendte gruk.

Erstat kat med sygeplejerske. Hjælper det ikke, så gå tilbage til indledningen og prøv øvelsen en gang mere.

Klummen “5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.