Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig misinformation ved temadag om hygiejne

Sundhedsplejersker og andet sundhedspersonale bør være kritiske over for firmaers anbefalinger af egne produkter.

Sygeplejersken 2011 nr. 13, s. 64-65

Af:

Inge Nandrup-Bus, sundhedsplejerske og hygiejnesygeplejerske IBCLC

Faglig sammenslutning af sundhedsplejersker, FS10, holdt hygiejne- temadag den 27. januar i år i København. Temadagen var sponsoreret af firmaet Reckitt Benckiser Healthcare, der havde et indlæg om deres produkter (Dettol-serien). Temadagen blev senere gentaget tre gange rundt i Danmark.

Tilhørerne blev efter min vurdering udsat for usaglig information. Formålet med denne artikel er at ruste sundhedsplejersker og andet sundhedspersonale til at være kritiske over for, hvad vi lægger øre til, benytter og anbefaler af produkter til overflade- og hånddesinfektion. Dette er desværre rigtig nødvendigt, da firmaer lovligt kan sælge, hvad de vil; der er ingen lovgivning på området.

Logo

Når et produkt har Rådet for Bedre Hygiejnes logo på, betyder det, at firmaet bag produktet støtter Rådet for Bedre Hygiejne økonomisk. Logoet er således på ingen måde et kvalitetsstempel for produktet. I Danmark er Statens Serum Institut (SSI) den instans, som vurderer produkter til overflade- og hånddesinfektion og finder, om de er egnede til brug i sundhedssektoren.

Film

Vi så og fik udleveret flere eksemplarer af filmen ”Ren og Rask”, som var blevet til i ”et samarbejde med SSI”, hvilket ikke er helt korrekt. Filmen er produceret i et samarbejde med Rådet for Bedre Hygiejne, og herunder har SSI haft lejlighed til at kommentere den indspillede film.

Brug af spray

Det blev nævnt, at Sundhedsstyrelsen og SSI fraråder brug af desinficerende spray, ”men kun i lokaler, hvor børn opholder sig”. Det er ikke korrekt. SSI fraråder enhver brug af spray til såvel voksne som børn i forbindelse med desinfektion i sundhedssektoren (1-5).

Produkterne i øvrigt

Det fremgår ikke af Dettols udleverede gel, hvor mange procent alkohol den indeholder, eller hvilken alkohol der er tale om. På den udleverede dias står der 63,3 pct. ætanol, som mundtlig skulle være en w/w (vægt/vægt), som korrekt svarer til en 70 pct. v/v (volumen/volumen). Men alkoholgeler skal have en højere procent end flydende alkohol; i DS2451-2 skal alkohol i gelform indeholde 80-85 pct. v/v ætanol (6).

Vi fik også udleveret Dettols desinficerende sæbe (med parfume?). SSI anbefaler ikke brug af desinficerende sæbe i plejesektoren og på sygehuse, medmindre der er tale om præoperativ afvaskning eller specifik behandling af særlige stafylokokker (1,2,6).

I Dettol-serien findes endvidere en antiseptisk sårrens-spray (blev ikke udleveret). SSI har de seneste år meddelt, at vi ikke kan forebygge infektioner i friske sår med desinficerende midler. Derimod irriterer og forsinker man sårhelingen og udsætter personen for mulig allergi. En netop udkommet klinisk retningslinje om sårrens konkluderer, at sæbe ikke bør anvendes ved rensning af sår. I stedet anbefales rigelige mængder rindende postevand (1,2,7).

For at kunne blive certificeret efter Dansk Standard i håndhygiejne må man kun benytte produkter, som lever op til SSI’s anbefalinger. Dettols produkter er ikke vurderet hos SSI, men vil med nuværende indholdsstoffer (se ovenfor) efter al sandsynlighed ikke blive fundet egnet til brug i sundhedssektoren (6).

Det er væsentligt, at vi som forbrugere og sundhedsfaglige personer er klar over disse ting. Jeg vil hermed opfordre alle kommuner til at kræve af firmaerne, at der altid er mindst et produkt til henholdsvis overflade- og hånddesinfektion i deres vareudbud, som har været vurderet hos SSI og er fundet egnet til brug i sundhedssektoren. I denne vurdering indgår dels den optimale desinfektionseffekt, dels aspekter som allergi og toksikologi – aspekter, der både skal komme sundhedspersonale og patienter til gode. Jeg ser ingen grund til, at anbefalingerne fra sundhedsplejerskerne skal være anderledes.

Ovennævnte er skrevet ud fra SSI’s anbefalinger, og teksten er forelagt Central Enhed for Infektionshygiejne, SSI, ved afdelingslæge Elsebeth Tvenstrup Jensen, som kan tilslutte sig ovenstående. Uddybende faglige argumenter kan findes i litteraturlisten. Inge Nandrup-Bus arbejder som sundhedsplejerske og hygiejnesygeplejerske i den kommunale sundhedstjeneste i Fredensborg Kommune.

Litteratur

  1. Desinfektion i Sundhedssektoren, Råd og Anvisninger, Statens Serum Institut 2004.
  2. Hygiejne i daginstitutioner, Sundhedsstyrelsen 2009.
  3. bolius.dk - Drop sprayflasken når du gør rent 
  4. dagensmedicin.dk/nyheder/2011/04/14/lungeforsker-rengoring-pa-/
  5. sst.dk/publ/Publ2011/CFF/Kemikalier/KemikalierOgSundhedWS.pdf
  6. Styring af Infektionshygiejne i Sundhedssektoren – Del 2: Krav til håndhygiejne, DS 2451-2 (høringsudkast 2010)
  7. cfkr.dk> Kliniske retningslinjer > Godkendte retningslinjer > Alle godkendte retningslinjer > Kliniske retningslinjer for rensning af akutte og kroniske sår

Denne artikel er forelagt firmaet Reckitt Benckiser Healthcare. Ina Andreasen svarer på næste side på ovenstående kritik:

SVAR

Af Ina Andreasen, Nordic Regulatory & External Relations Manager, Reckitt Benckiser Healthcare

I samarbejde med Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker havde Reckitt Benckiser Healthcare fornøjelsen at afholde fire seminarer for sundhedsplejersker om hygiejne for småbørnsforældre. Hen ved 300 sundhedsplejersker deltog i møderne, hvilket vidner om, at der er enighed om, at der er behov for at sætte fokus på forbedret hygiejne i hjemmet samt i krydsfeltet mellem hjem og daginstitution.

Dettol er udviklet til brug i hjemmet og opfylder alle regulatoriske lovkrav. Dettol har været på markedet i mere end 60 år og anvendes stort set over hele verden. Produkternes desinficerende effekt er veldokumenteret og testet i forhold til de Europæiske ENstandarder, og produkterne lever fuldt ud op til kravene i biociddirektivet.

Hvilket er de samme krav, som der stilles til produkter med aktivstoffer, som bruges i sundhedssektoren, dog stilles særlige krav til produkter til sundhedssektoren. Det er vigtigt her at pointere, at Dettol-produkterne er udviklet til brug i hjemmet og ikke til sundhedssektoren.

Således lever produkterne i høj grad op til familiens krav om anvendelighed i hverdagens rengørings- og hygiejnerutiner ude og hjemme og bør ses som et supplement til den grundige håndvask og rengøring i særlige situationer, f.eks. ved sygdom, og når man er på farten. Dettol skal derfor ikke ses som et alternativ til sundhedssektorens hygiejneprodukter, men som et tilbud der passer ind i forbrugernes hverdag.

Vi ved, at infektionssygdomme årligt koster samfundet milliarder af kroner, nogle mener hen ved 20 mia. kr., og mange sygedage blandt voksne og børn. Vi ved også fra tidligere undersøgelser, at antallet af sygedage kan reduceres med omkring en tredjedel gennem forbedret hygiejne.

Sundhedsplejersker gør en stor forskel ved at videregive viden om sygdomme, smitte og god hygiejne samt ved at lære børn og voksne gode hygiejnevaner. Hygiejne er ikke kun vigtigt i sundhedssektoren, i daginstitutioner og på skoler, men også i hjemmet og på arbejdspladsen. Formålet med seminarerne var netop at fokusere på, hvordan vi kan forbedre hygiejneindsatsen i hjemmet og krydsfeltet mellem hjemmet og institutionerne blandt Danmarks mange småbørnsfamilier.

Nedbringelse af sygedage gennem bedre hygiejne er et område, vi brænder for. Vores målsætning om at bryde smittekæden er også drivkraften bag vores engagement ift. Rådet for Bedre Hygiejne, som vi støtter økonomisk og samarbejder med omkring en række sundhedsfremmende initiativer som f.eks. Hygiejnebussen.

Således bærer Dettol-produkterne, som er en serie af desinficerende produkter, Rådet for Bedre Hygiejnes støttelogo. Det er ikke en godkendelse fra nogen instans, men en klar besked til forbrugere og fagfolk om, at her er et reelt engagement i at nedbringe sygefraværet i Danmark.

På seminarerne har I taget ca. 2.500 dvd’er med en ny undervisningsfilm, som hedder ”Ren og Rask”, med hjem. Filmen er udviklet i samarbejde med faglige rådgivere fra sundhedssektoren og Rådet for Bedre Hygiejne. Statens Serum Institut har også fået filmen til gennemsyn og kommentering.