Fra væg til væg-vejledning mod dialog

”Måske praktiserer vi i højere grad monolog end dialog,” sagde en klinisk vejleder spontant, da hun blev præsenteret for resultater af de kliniske vejlederes observation af hinandens praksis i forbindelse med aktionsforskningsprojektet ”Udvikling af læringsmiljø i psykiatrien”.

Formålet med det treårige projekt er at udvikle vejledernes kompetencer og nye begreber om læring i praksis. Ca. 100 sygeplejersker fra psykiatrien i fire af landets fem regioner samarbejder med Nationalt Center for Kompetenceudvikling, Aarhus Universitet, om at gennemføre projektet.

Et resultat fra projektet er, at mange vejledere foretrækker ”væg til væg”-vejledning og ”videndeling”. Det er henholdsvis at drøfte mange emner overfladisk og at fortælle studerende, hvad de ved om f.eks. depression, i stedet for at tage udgangspunkt i de studerendes tanker og viden (1). I nogle tilfælde fører det til monolog frem for dialog fra vejledernes side.

Resultaterne viser også, at vejlederne har mulighed for at udvikle deres kompetence, hvis de bruger Luavås og Handals ”Vejledningssløjfe”. F.eks. viser ingen af projektets data, om de studerende skriver et vejledningsgrundlag som baggrund for før-vejledning. Vejledningsgrundlaget er det første af fire led i Vejledningssløjfen:

1. Den studerende skriver et vejledningsgrundlag om en fremtidig
   sygeplejehandling
2. Vejlederen giver den studerende før-vejledning ud fra vejledningsgrundlaget
3. Vejlederen er sammen med den studerende under sygeplejehandlingen
4. Vejlederen og den studerende drøfter ved efter-vejledning,hvordan sygeplejehandlingen forløb i forhold til, hvordan den var planlagt (1).

Brug af Vindmøllemodellen

Et andet resultat fra projektet er, at det varierer, i hvilken grad de kliniske vejledere har brugt ”Vindmøllemodellen”, som er en kategoriseringsmodel for sygeplejestuderedes læreprocesser (2) i deres vejledning af sygeplejestuderende.

Vejlederne ønskede, da projektet startede i 2008, at udvikle deres kompetence til at udnytte de læremuligheder, der er på deres arbejdspladser, og mente, at Vindmøllemodellen ville være egnet til det. Derfor er det overraskende, at kun få vejledere brugte modellen, når de vejledte studerende. Derimod brugte flere vejledere Vindmøllemodellen, da de som led i aktionsforskningsprojektet førte logbog.´

Her skrev nogle, hvordan de ud over at bruge modellen i vejledning af studerende også brugte den til at reflektere over egen praksis. Det sidste er overraskende, da det ikke er en del af formålet med projektet, men det førte ofte til, at vejlederne fik ahaoplevelser i forhold til, hvordan de kan udvikle deres praksis. Aktionsforskningsprojektet består af fire empiriske delundersøgelser af de kliniske vejlederes praksis: to fokusgruppeinterview, et observationsstudie og et logbogsstudie.

Linda Kragelund er ansat som universitetslektor på Nationalt Center for Kompetenceudvikling, Aarhus Universitet.

Litteratur

1. Lauvås P & Handal G. 2006. Vejledning og praksisteori. Århus: Klim; 2006.
2. Kragelund L. Uddannelse til professionsbachelor i sygepleje – En kvalitativ undersøgelse af sygeplejestuderendes læreprocesser under klinisk uddannelse i psykiatri. København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag; 2006.