Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tjekliste giver tryghed og teamånd

På Næstved Sygehus giver en tjekliste i tre faser både operationsteamet og patienten større sikkerhed for, at alting er på plads før og efter en operation.

Sygeplejersken 2011 nr. 14, s. 40-41

Af:

Katrine Raahauge Nygaard, journalist

SY-2011-14-40-1a
Foto: Hanne Loop

Ved alle operationer på Næstved Sygehus gennemgår operationsteamet en tjekliste tre gange: Før patienten bedøves, lige før selve operationen, og før patienten bliver kørt ud af operationsstuen. Tjeklisten består primært af enkle spørgsmål om patientens identitet, operationens art og udstyret til operationen. Men den får også alle medlemmer af operationsteamet til at præsentere sig for hinanden og den ansvarlige kirurg til at informere det øvrige team om forventede kritiske faser ved operationen.

Marianne Nielsen har været anæstesisygeplejerske på Næstved Sygehus i godt syv år, og hun har set en klar forskel, siden tjeklisten blev indført på operationsafsnittet i 2009.

”Det giver tryghed at vide, at alt er blevet gennemgået, og dét med at præsentere sig og forventningsafstemme giver mere åbenhed i teamet. Der bliver plads til, at man kan spørge, hvis man er i tvivl, og det gør det nemmere for os at hjælpe hinanden, når der er brug for det,” fortæller hun, mens sovemedicin og smertelindrende forberedes til dagens næste operation.

Patienten er på vej til operationsstuen, og tjeklisten er fundet frem. Marianne Nielsen og det øvrige operationsteam gennemgår det første tjek på listen. Patienten bliver bedt om at sige sit navn, typen af indgreb, stedet for operationen og om at bekræfte sit samtykke. Tjekket forløber uden overraskelser, og patienten svarer beredvilligt.

SY-2011-14-40-1bOperationsteamet udfylder første tjek på listen, før patienten køres ind på operationsstuen. Foto: Hanne Loop 

”Vi fortæller patienterne, at det er en sikkerhedsprocedure, der bekræfter, at alle nødvendige forberedelser har fundet sted, og som minimerer risikoen for forvekslinger.

De reagerer altid positivt på, at vi har det ekstra tjek med dem,” siger Marianne Nielsen.

Inde på stuen bliver patienten gjort klar til operation, og herefter følger andet tjek. De informationer, patienten bekræftede før anæstesien, bliver gentaget, og alle operationsteamets medlemmer præsenterer sig for hinanden.  

SY-2011-14-40-1cMarianne Nielsen administrerer patientens bedøvelse. Foto: Hanne Loop 

”I begyndelsen var der lidt modstand omkring tjeklisten. Vi har jo travlt, og nogle syntes, det var akavet at præsentere sig, fordi vi ofte kender hinanden i forvejen, og overflødigt at gentage oplysninger, vi lige havde stået og sagt uden for stuen,” forklarer Marianne Nielsen og peger på, at tjeklisten ikke indebærer nye opgaver, men er en systematisering af de tjek, der blev gjort i forvejen.

”Og alle er rigtig glade for det nu, for det får os til at arbejde bedre som team, og vi har alle prøvet at fange ting ved hjælp af tjeklisten, som ellers ikke var blevet opdaget, så den betyder helt klart mere sikkerhed for patienterne,” fortæller Marianne Nielsen.

Efter endt operation følger tredje tjek: En opsummering af operationens forløb samt en optælling af instrumenter og servietter. Når det sidste hvide felt på tjeklisten har fået et hak, køres patienten til opvågning.

Næstved Sygehus har brugt tjeklisten ved alle operationer siden 1. september 2009. Listen er en oversættelse af en manual til sikker kirurgi, som WHO lancerede i 2008. Manualen kan tilpasses de enkelte afdelingers behov.
Kilde: Dansk Selskab for Patientsikkerhed.