5 faglige minutter: Produktionsskolen

”Vi kunne frit bestemme at sidde på storkontor. Enkelte kolleger sukkede. Men det hele beroede på en misforståelse. Det var slet ikke et storkontor, men et kompetencefællesskab.”

Ved familiefester frygter jeg efterhånden øjeblikket, hvor opmærksomme faster Else spørger til mit arbejde. For det er ikke så let at besvare længere.

Det er svært at huske alle de mange uddannelser i min professionshøjskole, og så tager det tid at få forklaret, hvor min uddannelse rent fysisk holder til, for vi flytter lidt rundt. Faster Else bliver også noget fjern under min lange redegørelse, men vågner igen, da jeg fortæller, at vi skam både har koncernadministration, adskillige direktører og mange chefer.

Efterfølgende har jeg hørt faster Else fortælle med stolthed i stemmen, at hendes niece arbejder på en stor produktionsskole med næsten lige så mange direktører som i Mærsk.

Og faster Else har fat i noget væsentligt. Jeg er jo stolt over min uddannelsesinstitution med både koncernadministration og direktører. Det er stærkt, at sprogbrug alene kan associere til landets førende industrivirksomhed.

En topledelse sysler udelukkende med vigtige ting. Så imellem den og mig er indskudt tre ledelseslag plus det løse. Det er trygt, der bliver passet på mig. Men under sidste besparelsesrunde blev min synlige, nærmeste leder fyret. Den sved. Og der er kun to ledelseslag tilbage plus det løse. Blev dog beroliget. Så snart ”Kommunikation og Presse” fik revideret PowerPoint-præsentationen af organisationsdiagrammet, fik jeg igen en nærmeste leder. 

Juleferien var dog i fare. Afholdelse af ferie skal drøftes med nærmeste leder, og sammen gennemanalyserer man, om tidspunktet er hensigtsmæssigt. Herefter skriftlig ansøgning på den rigtige blanket, som så underskrives. Og her hang min juleferie i en tynd tråd. Ingen leder og et ufærdigt organisationsdiagram. Meget mod min vilje tyede jeg til civilcourage, holdt ferie uden underskrift. Håber, det bliver sidste gang, jeg skal undvære en sparringspartner til noget så vigtigt.

I lighed med ferieblanketten har vi procedurer og retningslinjer for alt muligt.

Tænker, det må være for at styrke sammenhængskraften. Frem med blanketten og så selvfølgelig tjekke, at det er nyeste udgave. Her kunne jeg fremsætte et lille, bitte juleønske: En instruks, der guider til senest reviderede instruks. Men pyt, jeg skal jo holde intellektet i topform.

Som jeg fortalte faster Else, skal min uddannelse atter flytte. Og her har koncernadministrationen ikke sparet på noget. Progressive eksperter blev hyret til at afmontere antikke forestillinger om arbejdspladser. Vi kunne frit bestemme at sidde på storkontor. Enkelte kolleger sukkede. Men det hele beroede på en misforståelse. Det var slet ikke et storkontor, men et kompetencefællesskab. Enhver skepsis forstummede.

For hvem vil sidde mutters alene på et kontor kun i selskab med egne kompetencer? Vi lærte også, at kopirummet er et vandhul. Og nej, faster Else, ikke noget med frostsprængte vandrør og gummistøvler. Det er et sted, vi mødes ligesom savannens dyr.

Kompetencefællesskabet skulle indrettes. Skriveborde og reoler har trods alt ikke ændret sig til ukendelighed. Men det har stolene i møderum. Valget stod mellem lave, farvestrålende sækkestole eller kanvasstole ophængt som gynge. Der skal nok blive brug for alles kompetencer i fællesskabet, når en og anden skal have en hjælpende hånd op fra gulvet eller vikles ud af kanvasgyngen.

Rigtig glædeligt baghjul til alle stordriftsskeptikere.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Uddannelse