Det uformelle gode råd er svært at få

Læs som PDF - gå til side 22

Illustration: Jenz Koudahl

I gamle dage, dvs. for 5-10 år siden, var det almindeligt, at distriktspsykiatriske sygeplejersker med faste mellemrum kom på besøg i hjemmesygeplejen for at give råd og vejledning.

Men det er en form for samarbejde, der paradoksalt nok er gledet ud, samtidig med at hjemmesygeplejersker mere end nogensinde har brug for faglig støtte i arbejdet med de meget dårlige psykisk syge borgere, der i dag skal have en tilværelse uden for hospitalerne.

Der er mange parter i samarbejdet om de hjemmeboende psykisk syge. Hospitalspsykiatri, distriktspsykiatri, egen læge, psykiatrisk skadestue, vagtlæge, kommunal socialpsykiatri i form af hjemmevejledere eller bostøtter, botilbud, væresteder, udrykningsteam og endnu flere. Der findes ekspertise mange steder.

Men tendensen er, at man inden for den enkelte enhed, om den så er kommunal eller ligger i regionen, har skærpet definitionerne på, hvilke opgaver det præcis er, man skal løse. Det er meldingen flere steder fra i landet, f.eks. i Århus-området.

”Før kommunalreformen havde vi en ordning, hvor distriktssygeplejersker kom fast ude i lokalcentrene og havde et samarbejde med hjemmesygeplejerskerne næsten uanset, om vi havde klienter fælles eller ej,” siger ledende sygeplejerske Tine Hansen fra Region Midtjyllands lokalpsykiatri i Århus.

”Det var netværksdannelse, hvor man sad sammen, og var der generelle problemer eller brug for lidt generel vejledning eller supervision, så varetog vi også det.

I dag er tingene blevet trukket lidt mere op. Vi superviserer, når vi har et samarbejde med hjemmeplejen om en patient. Men hvis vi skal komme ud og vejlede generelt en gang om måneden, så er det en ydelse, vi sælger.”

Tine Hansen er tidligere kommet på lokalcentrene i Randers som distriktssygeplejerske, og hun er ikke i tvivl om, at de psykiatriske sygeplejersker har meget at give både hjemmesygeplejersker og hjælpere.

”Men det er jo også et spørgsmål om budgetter, og hvad vi skal bruge vores tid på, og hvilke ydelser vi registrerer. Det er vi blevet mere skarpe på.”

Psykiatri kræver specialviden

Ledende oversygeplejerske Inge Voldsgaard, Århus Universitetshospital Risskov, forstår godt, at hjemmesygeplejersker efterlyser rådgivning og supervision i, hvordan de skal komme ind til de psykisk syge.

”For det er en anden måde, man skal gå til patienterne på,” siger hun.

”Hvis opgaven er et sår, er der selvfølgelig en sårprocedure, som skal udføres ordentligt og sikkert. Men det kan være, at man skal bruge meget mere tid på at komme ind til forbindingen end i et hjem, hvor en gammel dame har sat sig helt klar i stolen, og manden har lavet kaffe.

Hvis der er en ydelse, der består i at skifte en forbinding, er der også en ydelse, der hedder at komme ind til forbindingen og ind til mennesket.”

Derfor kunne psykiatri godt være en specialistopgave i kommunerne ligesom stomipleje, inkontinens og andre specialområder, påpeger Inge Voldsgaard.

Der er brug for, at hjemmesygeplejen uddanner sine sygeplejersker til opgaven, og i kommunernes socialpsykiatriske tilbud ligger der også en psykiatrisk ekspertise, som hjemmesygeplejen kan trække på. Råd og vejledning er ikke nødvendigvis en regional opgave.

”Der, hvor jeg kan have en bekymring, er de patienter, som ikke vil tage imod vores tilbud,” siger Inge Voldsgaard.

”Vi ved godt, at der er en masse patienter, der ikke vil have kontakt med os, men som vi af faglige grunde må prøve at kontakte, snakke med gennem brevsprækken osv.

I fremtiden kan vi få svært ved at prioritere den opgave, fordi det ikke udløser en ydelse, og vi er blevet mere ydelsesorienterede. Det er jo den tendens i tiden, som modvirker meget af det gode, der sker i psykiatrien, og som vi også kan se i kommunerne.” 

Et stort koordineringsprojekt

Som leder i den regionale del af lokalpsykiatrien, det der andre steder hedder distriktspsykiatri, synes Tine Hansen, at der er meget, der går godt i samarbejdet med kommunerne.

”Hjemmesygeplejen tager godt fra, og både sygeplejersker og sundhedsklinikker gør et stort stykke arbejde for vores klienter,” siger hun. Men den ændrede rollefordeling stiller krav om store samarbejdsevner.

”Som leder må jeg tit sige til mine sygeplejersker, at vi ikke skal gøre det hele. Der er kommet mange andre aktører ind. Det er blevet et stort koordineringsprojekt, og i den sammenhæng er der også risiko for, at ting kan smutte. Og der er mange andre, man kan skubbe bolden over til, hvis man selv synes, man har nok.”

I takt med, at der er nedlagt psykiatriske sengepladser, er der faktisk sket en meget stor udbygning af distriktspsykiatrien, tilføjer Tine Hansen.

”Tingene var efterhånden begyndt at hænge sammen, og vi var ved at finde ud af, hvem de andre aktører er, og hvordan vi kan samarbejde.

Men i de seneste år har vi skullet skære i noget af det, der er bygget op, og det samme sker jo med vores kommunale kolleger. Så nu kan man godt være bange for, at det igen går den anden vej.”