Det er altid intenst at arbejde på hospice

Sygeplejerske og tillidsrepræsentant Grete Bendix Jensen følger Grete Christensen hen til hospiceafdelingen på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. Foto: Søren Svendsen

På indersiden af døren hænger et foto af en kvinde med lyst hår, og der er også billeder af to drenge. I sengen ligger 56-årige Birthe med lukkede øjne. Hun er kvinden på billedet og mor til de to drenge. For få år siden arbejdede Birthe som sundhedsplejerske, men så blev hun ramt af en hjernetumor og har siden juni i år været indlagt på Sankt Lukas Hospice i København.

”Folks historie betyder meget.  Og det er vigtigt, at jeg har en god fornemmelse af, hvordan vores patienter har været, dengang de var raske. Det giver et større indblik i patienten,” siger Lisbeth Christiansen, der er sygeplejerske og klinisk vejleder med over 15 års erfaring på Sankt Lukas Stiftelsen.

Birthe er lam i det meste af kroppen. Hun har ikke noget sprog og næsten intet syn tilbage. Sygeplejerske Lisbeth Christiansen stryger hånden roligt over dynen, og formand Grete Christensen præsenterer sig for Birthe. Langsomt åbner Birthe øjnene, og Lisbeth Christiansen spørger, om hun vil have noget vand. Hun får en lille smule.

”Jeg ved jo reelt set ikke, om Birthe har kvalme lige nu. Derfor tænker jeg rigtig meget over, om det kan være et overgreb, hvis jeg tilbyder vand,” siger Lisbeth Christiansen.
 

Sygeplejersker bliver omgangskreds

Sankt Lukas Hospice er det første og største hospice i Danmark med 24 sengepladser. Her er ansat 45 sygeplejersker. På væggene hænger der forskellig kunst, og indretningen er i det hele taget farverig. I dagligstuen møder Grete Christensen og Lisbeth Christiansen en mand, som sidder i en stol og holder hånden på en kop kaffe. Han hedder Jens og er Birthes mand. Han har passet hende i 14 måneder, inden hun kom på Sankt Lukas Hospice.

”Jeg troede, at jeg kunne klare det, men jeg er lettet over, at Birthe er her, og jeg har talt meget med personalet. Sygeplejerskerne bliver jo nærmest min eneste omgangskreds, og dem mister jeg også, når Birthe dør. Derfor har vi talt om, at jeg skal begynde at komme noget mindre for langsomt at vende tilbage til den tilværelse, der venter,” siger Jens.
 

Følelser på spil

Sygeplejerskerne på Sankt Lukas Hospice er et miks af unge og erfarne sygeplejersker. De bruger hinanden rigtig meget i arbejdet med patienter og pårørende.

”Der er helt naturligt mange følelser på spil på et hospice, og jeg synes, vi har mange diskussioner omkring, hvordan vi kan udvikle os fagligt. Men bare det at få lov til at blive inviteret ind i andre menneskers liv og gøre en forskel, det giver arbejdet indhold. Nogle gange lykkes det selvfølgelig bedre end andre, men det er altid intenst,” siger Lisbeth Christiansen.

Formand Grete Christensen sidder sammen med Lisbeth Christiansen i morgenmødelokalet og taler om mødet med Birthe og Jens.

”Det er virkelig stærkt at mærke den ro og det rum, der er omkring arbejdet med patienter og pårørende,” siger Grete Christensen og fortsætter: ”Jeg har en klar fornemmelse af, at I føler, I bruger jeres faglighed til fulde i det daglige arbejde. Og det er virkelig godt at se, at der er rigtig meget, der lykkes i vores sundhedsvæsen.”

Ude på gangen ankommer en kvindelig patient med en pårørende. En sygeplejerske tager imod og følger dem hen på patientværelset. Nye billeder skal nu formentlig sættes op på døren, og sygeplejerskerne skal lære en ny historie om et menneske, der har kort tid tilbage.

Fagbladet Sygeplejersken har valgt at sløre Birthe og Jens’ identitet. De rigtige navne er redaktionen bekendt.